Fantasticon, 2019

Hvor der stilles op, conen åbnes, æresgæsten Nisi Shawl læser højt, afrofuturisme defineres, afrofuturisme defineres/Tidstrance præsenteres, søndagspanelet definerer afrofuturisme, Niels Klim-prisen uddeles, døde hunde begraves og plakaten efterbehandles.

Opstilling

Det jeg mest lagde mærke til ved opstillingen (har man set en, har man set dem alle) var, at Tidstrance var ankommet og at Nisi Shawl opdagede krybben med bøger. Jeg sludrede med hende om Tidstrance og Fluffy. Squuuueee!

Kæresten fotograferede tyskere, der opdager Fluffy, og bordene generelt.

Åbning

Åbningen blev lidt forsinket. Men det gjorde ikke så meget, og det påvirkede ikke resten af programmet. Her ses Knud (formand) med de 3 store navne: Nisi Shawl, Erik Steinskog og Christian Hoffmann.

20190920_162845.jpg

Det her udviklede sig til, at Shawl stillede spørgsmålene.

Oplæsning

Jeg har ikke nogle billeder fra oplæsningen. Jeg tror, det føltes for intimt. Men jeg kan i hvert fald rapportere, at hun læste “The Things I Miss the Most“, som jeg har læst før. Den er stadig god. Og forfatteren kneb en tåre hen mod slutningen.

Der var også tid til at snakke. Således spurgte jeg, om novellen er YA. Ih nej, der er jo både bandeord og sex. Publikum rullede med øjnene. Det forstod hun vist ikke i første omgang, men det blev forklaret med det samme.

Historien handler bl.a. om, at sundhed måske ikke kun handler om, ikke at være syg. At man kan være syg, men lykkelig.

Obs: Personal Essay: “The People Men Don’t See” by Nisi Shawl.

Afrofuturisme 1

Steinskog præsenterede afrofuturisme, bl.a. et antal definitioner.

Der var en del fokus på musik. Vi blev således præsenteret for, at et album af Earth, Wind and Fire har en futuristisk pyramide på coveret.

Jeg har da vist i øvrigt udtalt Sun Ra forkert. Sun udtales som, ja, som det plejer.

Afrofuturisme 2

Og så skulle jeg snakke om afrofuturisme. Jeg havde et par definitioner. Kæresten tog billeder.

Der var dog også fokus på Tidstrance. Og så talte jeg jo dansk.

(Et sted her var det lørdag. Der holdt jeg fri.)

Søndagspanelet

Efter i mange år at have støttet søndagspanelet fra publikum (og i nogle tilfælde blandet mig og lånt en mikrofon, og udvandret det år, de ikke holdt pause midt i), så fik jeg selv en siddeplads den her gang! Egentlig skulle vi snakke om romaner. Men vi skulle jo også lige rundt om en definition … Og Binti var også oppe at vende, og det er jo egentlig 4 historier.

Jeg prøver ikke at overtage panelet. Det skal jo være et panel, ikke Lise med band. Men ih, hvor det rykker i mig! Jeg har noget at sige! Noget vigtigt! Tænk, hvis ingen andre tænker på at nævne det!

Niels Klim-prisen

Først skulle vi have panel. Det blev Niels Dalgaard, Jakob Drud og Anne-Marie Træholt Rasmussen. Det var lidt pudsigt. Jakob er kommet til dansk, efter i en periode at have skrevet på engelsk. Anne-Marie har skrevet lidt af hvert og så oplevet, at sf kan man få udgivet.

20190922_131932.jpg

Og så skulle prisen deles ud.

20190922_125011

Listen med vindere. Og med tiden kommer der også billeder på.

Teknikken så stadig ikke med milde øjne på, at jeg ville spille musik. Jeg må tage en ghettoblaster med næste gang. Og ih, hvor tænker man ikke klart, når punktet er gået i gang og publikum venter.

Dead dog

Så var det tid til lidt afslapning. Og så var der vist også en lukning? Jo, det var der. Knud Larn sagde farvel som leder, og Flemming Rasch sagde goddag. Og så afsted til dead dog. Først ude, så inde. Bemærk de 3 nordiske fans (Niels Dalgaard, Rolf Andersen, Johan Anglemark), der bl.a. savner Harry Harrison.

Undervejs opstod der en slags konkurrence: Hvilket land har den bedste penis? 3 værdige bud. Hvad synes du?

Plaketen

Og så er der det med plakaten …

For lang tid siden gjorde jeg selv lidt reklame, med den daværende plakat.

Der har tilsyneladende været noget samtale mellem udvalget (Knud og Manfred) og æresgæsterne. Desuden faldt en æresgæst fra. Så der kom en ny version af plakaten. Her er lidt af den.

cropped-afrikabredny

Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt noget særligt over den. Jeg har ikke været involveret i at lave den, og det grafiske falder mig ikke nemt.

Manfred har fortalt, at han prøvede at skildre, at han (og resten af os hvide) jo står på ydersiden og kigger ind på afrofuturismen som fænomen. Desuden er der noget inspiration fra Black Panther.

Andre har set en sort, der vender ryggen til fremtiden. Det er blevet foreslået, at det måske burde have været en sort, der lavede plakaten. Den snak startede primært, fordi Edmund Schluessel bloggede et par dage efter con’ens afslutning.

Har sorte godkendt plakaten? Knud siger: “Personligt tjekkede jeg version 2 i de ret så store Afrofuturisme grupper på facebook. Her var der ingen negative reaktioner.” Så ja. Mens nærmest al anden snak her er mellem hvide, der prøver at gætte.

Hvis man gør det så godt, som man kan, er det så godt nok? Det er tankevækkende for mig, at jeg kender Knud og Manfred. De er ikke dumme eller ondsindede, ikke hvad jeg kender til. Så går jeg direkte til, at så kan de ikke have gjort noget forkert?

Så er der også noget med filk, hvor Knud troede, det var fællesfilk, og filkeren troede, det var solofilk, og at en melodi med en racistisk titel var okay at nævne. Og hvor tidsnød var et problem. (Skal vi lade være at gøre noget, hvis der ikke er tid til at gøre det godt?)

Og midt i snakken om alt muligt, så er 2 fulde svenskere på Worldcon for 40 år siden stadig noget, man husker, omend nogle husker dem som danske.

Jeg har været meget involveret i en bog, der har et omslag. Begge dele gav en del tanker. Jeg har været i tvivl, om den vadede rundt i spinat.

Diskussion på Edmund Schluessels blog, File 770 og Facebook. Alle 3 steder er der kommentarer. Debatten synes at være døet ud nu.

Konklusion

Jeg var nærmest kun med på punkter, hvor jeg skulle sige noget. Heldigvis nåede jeg også at opleve lidt Shawl. Men jeg må lære til næste gang, at afsætte mere tid til oplevelser. Dead dog var dog rigtig god. 5 timer til at snakke med alle mulige. Og på det tidspunkt kan jeg bare gå til den, fordi jeg kan hvile mig en masse bagefter.

Niels Klim-prisen uddelt

Søndag 22/9 blev årets vindere af Niels Klim-prisen offentliggjort, og trofæerne blev overrakt ved en ceremoni under den årlige danske fantastik-kongres, Fantasticon.

Vinderne blev:

Oversat:

  • “Børnehjemslederen”, Cory Doctorow, Damphammeren, Science Fiction Cirklen

Kortroman:

  • De ansatte, Olga Ravn, Gyldendal

Langnovelle:

  • “Krinoline og kedsomhed“, Gudrun Østergaard, Krinoline og kedsomhed, Science Fiction Cirklen

Novelle:

  • “Verdensherredømme“, Jakob Drud, Lige under overfladen 13: De fremmede, Science Fiction Cirklen (foto)
  • “Sortskørt“, Kenneth Krabat, Lige under overfladen 13: De fremmede, Science Fiction Cirklen

Prisen bliver uddelt årligt efter nominering og afstemning blandt danske science fiction-læsere. Det er ottende gang prisen bliver uddelt. De nominerede var en broget skare af forfattere, nye og mere etablerede, danske og udenlandske.

De 4 kategorier dækker tilsammen kortere science fiction-tekster (mindre end 40.000 ord) udgivet på dansk for første gang det foregående år.

De praktiske rammer klares i høj grad af Lise Andreasen (bl.a. medlem af Science Fiction Cirklen), hvis blog er den primære informationskilde.

I et par år har der inden ceremonien været et panel med nogle af de nominerede. Således også i år, hvor den sædvanlige ordstyrer, Niels Dalgaard, guidede deltagerne, dvs. Jakob Drud (“Verdensherredømme“) og Anne-Marie Træholt Rasmussen (“Natholdet“), gennem projektet.

Hvis du vil helt ned i detaljen: de tørre tal.

Og her er præsentationen, der ledsagede uddelingen: pptx, pdf.

banner.jpg

Er blackface i orden?

Er blackface i orden? Og med blackface mener jeg, at en hvid skuespiller eller lignende farver sig sort i hovedet og optræder som en sort.

I USA er svaret nej.

Lidt forsinket går det op for mig, at i Danmark er svaret tilsyneladende ja.

Youtube dokumenterer et nyligt tilfælde. Bemærk, at ingen har kommenteret det, hverken for eller imod.

Jeg har fundet et spørgsmål på Facebook. Men ingen svar.

Og så har jeg fundet en enkelt negativ kommentar et andet sted. Hvor man synes at omfavne ordet krænkelseskultur. Jeg kan ikke lige få linket til det, så her er et billede.


Jeg troede noget. Men jeg kan ikke finde debatten, der understøtter den tro. Hm.

Ferie, dag 8

Hvor vi ledte efter CD’er, DVD’er, bøger og fudge, og spiste irish stew, og kørte med sporvogn. Og dagen efter fløj vi så hjem.

Indkøb

Jeg havde prøvet at finde ud af, hvor i Dublin man kan købe CD’er og sådan noget. Det lykkedes også tildels. Mojo viste sig at være 2×2 m2. DVD Centre kunne overspille fra VHS. Til gengæld var Hodges Figgis god nok.

Lidt trætte i benene manglede vi kun det der fudge. Der  angiveligt var at finde i en arkade. Afsted. Det lykkedes så også 100 %. Man of Aran Fudge havde lidt bordplads sammen med en masse andre små steder og solgte vist 22 forskellige slags. Vi valgte 10. Senere test viste, at sådan noget som chokolade, mint, banan og citron er godt, mens fx nødder er for subtilt.

Irish Stew

Til frokost skulle vi have Irish Stew. Ret tidligt var vi kommet forbi Lanigan’s, og det viste sig at virke fint. Og stedet var også spændende indrettet.

20190822_132927

Sporvogn

Dublin har sporvogne. De skulle udforskes. Der er 2 store linjer, der krydser hinanden midt i byen, så det var ret simpelt at finde dem, at skifte osv. Research havde også vist, at der var automater ved alle stop. Så det var egentlig bare en god idé at slutte dagen på den måde. Eneste kæp i hjulet var et uheld (tilsyneladende kun lidt materiel skade), der forsinkede os 50 minutter, så det nåede at blive mørkt, før vi kom hjem.

Kæresten fik også dokumenteret lidt.

Norwegian igen

Checkind blev afviklet. Dagen efter var der et par små forhindringer. Jeg fik pr. sms i god tid at vide, at vi skulle til gate 307, men skærmene blev ikke opdateret, så vi hang lidt i limbo. Endelig stod der 307. Afsted. Vent. Hvorfor står der Abu Dhabi? Tjek igen. Nu står der 301. Afsted. Og så var der ikke flere siddepladser.  Imens kunne jeg så eksperimentere med at få lavet screendump af den relevante del af vores boarding pass, fordi det for sent viste sig, at et print hjemmefra ikke var nok. Men det lykkedes da til sidst. Og så var vi hjemme.

Ferie, dag 7

Hvor vi trampede rundt på Hill Of Tara, spiste frokost, så killinger, besøgte Newgrange og spiste pizza.

Hill of Tara

Vi kom udenfor Dublin via en bustur med Newgrange Tours. Det er dem, Newgrange selv anbefaler til formålet. På vejen blev vi sat lidt ind i, hvordan Dublin er opbygget, bl.a. med fokus på religion, kirker osv. Men ellers var dagens første højdepunkt Hill of Tara, der udmærker sig ved at være gammel. Det er svært at få overblik over i øjenhøjde, så her er noget fra en informationstavle.

20190821_113945_lille.jpg

Kæresten fandt også et par motiver.

Frokost

Frokosten blev praktisk nok indtaget meget tæt på Newgrange. I bussen fik vi anbefalet stedets banoffee (banan + toffee), så det skulle jo prøves. Kæresten forevigede det.

IMG_3833_lille

Killinger

Sammesteds var der en petting zoo. Ordet “killinger” blev nævnt, og så var jeg afsted.

Kæresten opdagede også et par andre ting. Vi sprang begge psykokaninerne over.

Newgrange

Og så var vi der. For mig var det 23 år siden sidst. Hvilket var rigeligt. Jeg kunne ikke huske detaljerne. Første indtryk den her gang var, at det regnede.

20190821_143056

Kæresten dokumenterede lidt af processen.

Og så måtte vi desværre ikke fotografere selve kammeret. Men det var underfuldt at få simuleret, hvordan lyset falder til vintersolhverv om morgenen. Og det var dejligt at komme gennem den smalle gang, sidelæns og i knæ, både ud og ind. – Så var der igen lidt ventetid. Og så en lille bus. Og så en lille gåtur. Kærestens billede.

IMG_3843

Håret er stadig i udu efter at have haft lavt til loftet. På den her lille tur passerede vi i øvrigt det center, der nok normalt forsyner turister med blyantspidsere, der er formet som Newgrange, men som altså aktuelt var under ombygning.

Gåturen endte ved en p-plads, hvor bussen var! Og hvor man kunne købe lidt mad og noget.

20190821_151828

Og så gik turen egentlig bare tilbage til Dublin. Sidste chance for at få et glimt af guide + chauffør. Og kæresten opdagede en passende udsmykket lastvogn.

Milano, pizza

Milano havde virket før. Så den her gang skulle vi prøve deres tynde pizza. Barbacoa (Smoky, spicy and full-flavoured: pulled Barbacoa beef, spicy chipotle salsa, garlic oil, mozzarella, and tomato, finished with fresh tomato, red onion and fresh coriander).

20190821_192934

 

Ferie, dag 6

Hvor jeg mest hvilede mig efter Worldcon. Men også spiste boxty og købte souvenirs.

Boxty

Som man tilsyneladende skal spise på Gallagher’s Boxty House. Det viste sig, at der er 3 slags. En slags kartoffelpandekage, sådan rösti; noget ligesom gnochi; og en gnochi, men bagt. Det var det midterste, vi fik: Smoked Haddock Boxty Dumplings (Naturally Smoked Haddock, Baby Leeks and Sautéed Boxty Dumplings in a White Wine and Spinach Cream Sauce). Det var egentlig lidt en fejl. Når nu, der var så meget forskel, så skulle vi have haft hver sin. Skidt pyt. Det smagte herligt. Den der røgede smag …

20190820_131916.jpg

Lige i nærheden lå et andet sted, der så interessant ud. Kærestens billede.

IMG_3823.JPG

Souvenirs

Og så købte vi et par dimser. Specielt det der med de tossede uldhoveder (Wacky Woolies) morede vi os meget over. Chokoladen var ikke specielt øllet.

20190820_165924.jpg

Hvad jeg læste under Worldcon

Som en lille bonus har jeg ikke kun selv blogget i dag. I får også lov at høre lidt fra gæsteblogger Niels Dalgaard. Som har læst nogle bøger.

–oo–

Når jeg er til en udenlandsk kongres, kommer jeg altid hjem med (for) mange bøger. Selv når udbuddet af forhandlere er halvsløjt (og salgslokalet er fuld af fantasy, udklædningsmaterialer, rollespilsfigurer og andet), er der anledning til at falde over ting jeg er interesseret i og/eller ikke vidste eksisterede. At få indkøbene fragtet hjem og læst er så en anden sag, men det hører til under ”generel elendighed”.

Jeg holder selvfølgelig ikke op med at læse mens jeg er på kongres, selv om jeg ikke har meget tid og ofte er træt om aftenen. Ved sådanne lejligheder går jeg sjældent i gang med noget voldsomt stort; til gengæld er der som regel en del småting at holde sig beskæftiget med. Der er bl.a. den officielle kongresbog, som man får udleveret samtidig med navneskilt og programbog (sidstnævnte er en mindre bog som man kan bruge til at orientere sig i om hvad der foregår hvornår osv. – den har jeg selvfølgelig studeret dagligt, men det regner jeg ikke rigtig som at ”læse en bog”).

dublinbanner.png

Kongresbogen

Det er nok ikke helt rigtigt at betegne kongresbogen som en ”småting”. Den er trods alt på 176 sider på glittet, farvetrykt A4-papir, og hvis man læste hvert ord i den, ville der være en del at tage fat på. Men den er ikke en type bog, som man læser fra ende til anden, bl.a. fordi der er en masse ”pligtstof” som selvfølgelig skal være der, men som ikke er godnatlæsning for det store flertal. Det drejer sig bl.a. om lovene for The World Science Fiction Society, som er den organisation der er ansvarlig for den årlige verdenskongres, og som afholder en række møder undervejs, hvor man bl.a. tager sig af foreslåede ændringer af lovene. Det er også WSFS som er ansvarlig for Hugo-prisen, der uddeles hvert år i et voksende antal kategorier. Personligt er jeg ikke politisk/administrativ nok til at gå op i det, så jeg springer lovene over. Listerne over tidligere Hugo-nominerede og vindere går jeg kun løseligt igennem, og det samme gælder listen over tidligere verdenskongresser (der ellers er interessant nok og bl.a. har oplysninger om hvor mange deltagere der var og hvem der var formand for arrangørkomitéen). Det er mere sådan noget man senere er glad for at man har og kan slå op i. Der er også betragtelige mængder reklamer, som selvfølgelig har været medvirkende til at finansiere trykningen; og de fleste af dem er kongres- eller science fiction-relaterede, så det er ok – men det falder ikke rigtig ind under ”læsestof”. Derimod er der nogle glimrende portrætter af æresgæsterne, der ikke blot omfatter sf-forfattere Ian McDonald og Diane Duane, men også spildesigner Steve Jackson og to irske astronauter, og så er der nogle fine artikler om tidligere irske science fiction-navne. Her kan man konstatere et fænomen som man også ofte ser i Canada, nemlig at tilflyttere regnes med til den lokale population. I dette tilfælde er det Anne McCaffrey, der gøres til æres-irer; hun boede ganske vist også adskillige årtier på den grønne ø.

Derimod havde jeg stor glæde af anekdoterne om den tidlige nordirske fandom, der først og fremmest omfattede Bob Shaw, Walter Willis (de to skrev Den magiske duplikator sammen) og James White. Der er et glimrende portræt af sidstnævnte, der blev ophav til et ret stort science fiction-forfatterskab. Han synes desværre at være ved at gå i glemmebogen, men bør huskes for rækken af romaner og noveller om Sector Twelve General Hospital – et hospital i rummet, der behandler væsner af enhver art, med alle de udfordringer der følger med. I halvtredserne og de tidlige tressere var det nærmest det eneste større værk der foregik i rummet og havde aliens, og som ikke handlede om krig (det var medvirkende årsag til problemer med amerikanske forlæggere). White var pacifist og udforskede det konstruktive i rednings- og helbredelsesaktiviteter, frem for dræbe- og beskadigelsesaktiviteter. Et interessant træk ved Sector General-hospitalet er at det er indrettet til mange forskellige slags væsner, der kræver mange forskellige betingelser for at overleve. Han udviklede gennem årene et klassifikationssystem til fx at skelne mellem hvilken tyngde, hvilken atmosfære og hvilke andre betingelser, en art krævede. Jeg blev igen mindet om at der burde findes en samling af nogle af disse historier på dansk.

White var heller ikke uden humor: Efter at have besøgt en skotsk fangruppe der kaldte sig Friends of Kilgore Trout, lavede han kategorien FOKT, der havde tilbøjelighed til at danne vrede masser når de blev anbragt sammen, og som lugtede af moskus og spearmint.

duchamp_einstein

Duchamp, Einstein og steampunk

Ud over kongresbogen er der et andet træk ved verdenskongresser, der er kilde til læsestof, nemlig de små gratis-ting, man kommer i berøring med. Dels er der stande i salgslokalet der deler gratis smagsprøver og andet ud, dels er der et stort bord – i år i det rummelige barlokale – med de såkaldte freebies. De spænder lige fra reklamer for andre kongresser (nok den største kategori) over fanzines og til hele bøger. Mellem yderpunkterne ligger fx særtryk af enkeltnoveller eller uddrag af større værker, et udtryk for at mange små forlag ser kongressen som en mulighed for at komme i kontakt med læserne. Jeg undersøgte bordet cirka en gang om dagen.

En af tryksagerne var Christopher Hinz og Etan Ilfelds Duchamp versus Einstein fra Angry Robot Books, der er på 72 sider plus et par appendikser. Det er en bog om et spil skak mellem kunstneren Marcel Duchamp, der var en af hovedfigurerne i avantgardismen i begyndelsen af 1900-tallet (det var ham der signerede et urinal og udstillede det som kunst), og videnskabsmanden Albert Einstein. Selv om de var samtidige, og selv om Duchamp brugte meget tid på skak, har de vist aldrig mødtes i virkeligheden. Men der er heller ikke tale om ”hård” alternate history, for spillet kommer kun i stand fordi de begge bortføres af en mystisk dame, der repræsenterer en overmægtig kraft, som gerne vil se hvordan de spiller mod hinanden. Måske teknisk set sf af en transdimensional slags, men den føltes mere som fantasy.

Her må jeg hellere indskyde, at jeg ikke har noget mod fantasy som sådan, men at jeg langt foretrækker science fiction – og at den stigende forekomst af fantasy, såvel i programmet som i det foreliggende læsestof har det med at gøre mig cranky. Det gælder især når jeg har en fornemmelse af at noget kunne være blevet udmærket sf, hvis det ikke lige var fordi der skulle sniges troldmænd, drager eller andet hokuspokus ind.

En anden freebie var en 52 siders bog med Ginn Hales novelle ”The Hollow History of Professor Perfectus”. Den er en reklame for Hales novellesamling The Long Past and Other Stories, som jeg ikke har læst, men der er noget der tyder på at novellerne er forbundne eller i al fald foregår i samme univers. Faktisk er der så mange referencer i den foreliggende novelle til ting der er foregået tidligere, at det er på grænsen til det generende og ikke just får læseren til at føle at den kan stå alene.

Den er ellers velskrevet, og min væsentligste indvending mod den er netop at den er fantasy. Det er en steampunk-fortælling fra det vilde vesten, hvor to unge damer rejser rundt på markedspladser og foreviser ”Professor Perfectus”, der i virkeligheden er en dukke som hovedpersonen animerer ad magisk vej under forestillingerne. Det er imidlertid ikke uden risiko, for magi er forbudt, og hun og hendes kæreste er i klemme mellem magtfulde super-magikere på den ene side og en ualmindelig skummel Thomas Edison på den anden (han har opfundet et elektrisk halsbånd som mænd kan bruge til at holde deres koner under kontrol med). Man kunne godt forestille sig det som forlæg for en film, men som sagt, det er fantasy.

intelligence2

Kunstig intelligens og skjulte historier

Det gælder bestemt ikke den lille antologi Intelligence, Artificial and Human: Eight Science Fiction Tales by Japanese Authors, udgivet af AI x AD Project, der er et japansk tværfagligt forskningsprojekt. Det interessante her er at alle historierne, der tidligere har været offentliggjort i tidsskriftet Artificial Intelligence (udgivet af det japanske selskab for kunstig intelligens), er skrevet af etablerede japanske science fiction-forfattere. Det betyder desværre ikke at jeg har hørt om ret mange af dem i forvejen, men det fremgår at der er flere vindere imellem af prestigiøse japanske science fiction-priser.

Novellerne er korte, men generelt velskrevne. Til gengæld er der ikke mange af dem, man husker to uger efter at man har læst dem. De tager fat i forholdet mellem kunstig intelligens og mennesker på flere måder – der er en spændingshistorie med horror-slutning om brugen af kæmpemæssige computere til at administrere kryptovalutaer med, der er et et par morsomme historier af typen ”comic inferno”, og der er historier om kunstig intelligens som hjælpere ved ensomhed, sygdom og død. Blandt de mere morsomme er Motoko Arais ”The Clearing Robot”, der handler om en robot, der ikke gør rent, men rydder op. Det viser sig bare at være vanskeligt at give den de rette parametre, så affaldet ryger ud, men fx ikke beboerens vigtige videnskabelige notater (det hjælper jo ikke at han beordrer den til at lade A4-papirer ligge, når han så kradser et vigtigt notat ned på bagsiden af en krøllet kuvert). Det er en udgivelse som jeg er glad for at have fået fat i, om ikke andet så fordi der ikke er så meget japansk science fiction på engelsk – men den er på ingen måde verdensomvæltende. De interessante spørgsmål, den rejser om intelligens og bevidsthed, bliver også rejst i den generelle vestlige science fiction.

Hidden Histories er en originalantologi med ikke mindre end 28 historier på 274 sider. Den er udgivet af forlaget Third Flatiron, der viser sig at være amerikansk, og den er bind 25 i serien Third Flatiron Anthologies, der kommer med fire bind om året (antageligvis tyndere end det foreliggende, der angives at være et dobbeltnummer). Der er enkelte forfattere imellem, hvis navn man er stødt på før, men generelt må der siges at være tale om folk på grænsen mellem amatører og professionelle. Det er der ikke noget galt i, heller ikke at antologien blander science fiction, horror og fantasy, når nu det er sådan de vil gøre det. Mere problematisk er det, at selv om ingen af historierne er dårligt skrevet som sådan, er der heller ikke rigtig nogen der virker uforglemmelige. Jeg er sådan set ikke ked af at forlaget ikke var repræsenteret i salgslokalet, så jeg havde skullet diskutere med mig selv om der var nogle af de andre antologier i rækken, jeg ville investere i.

asfm157cover500b

Tingenes internet

En af de bedste læseoplevelser under kongressen var et gratisnummer af Andromeda SF Magazin, nærmere bestemt nr. 157, udgivet af Science Fiction Club Deutschland. Denne pendant til SFC har eksisteret i lang tid (nummeret er 64. årgang!), og har talrige aktiviteter, de fleste på tysk. Det foreliggende nummer er dog udgivet med parallel tekst på tysk og engelsk, så de fleste skulle kunne få noget ud af det. Det er velproduceret og informativt og stimulerer til yderligere nysgerrighed.

Der er artikler og oplysninger om bl.a. de tyske litteraturpriser indenfor science fiction og fantastisk litteratur i bredere forstand (der er nogle stykker); der er artikler om tysk fandom, om science fiction i DDR, om furry fandom (efter beskrivelsen at dømme et noget specielt fænomen), forfatterinterviews og præsentationer, og meget mere. Et portræt af afdøde Waldemar Kumming (som jeg havde fornøjelsen at møde et par gange i firserne), viste sig at dække over et nærmest livslangt slid med at lave lydoptagelser fra stort set alle tyske kongresser, et hårdt arbejde i spolebåndoptagerens tid. Hans arkiv er nu ved at blive digitalt tilgængeligt via SFCD. Endelig er der en novelle, der har vundet ikke mindre end to af årets tyske sf-priser, og som har givet bindet titel. Igen må jeg sige at den da er udmærket skrevet, men ikke just fuld af uforudsigelige tanker.

Men i det store og hele kan denne udgivelse varmt anbefales – den er virkelig stimulerende og giver mange steder et godt overblik. Den kan i øvrigt downloades elektronisk.

Hjemme igen

Alt i alt følte jeg mig nogenlunde godt underholdt i den tid jeg havde til rådighed til læsning. Dette skrives imidlertid efter at jeg har fået slæbt det hele hjem, og nu ligger der adskillige andre interessante bøger og publikationer og kikker anklagende på mig – bl.a. et fanzine fra 1970 på mere end 600 sider, nydeligt indbundet og det hele (det er en samling af Walt Willis’ fantekster, som jeg håber snart at få tid til at læse). Og en stak nye antologier (bl.a. en med irsk science fiction) og … nå, som sagt, det er et andet problem.