Hvor vi ledte efter CD’er, DVD’er, bøger og fudge, og spiste irish stew, og kørte med sporvogn. Og dagen efter fløj vi så hjem.

Indkøb

Jeg havde prøvet at finde ud af, hvor i Dublin man kan købe CD’er og sådan noget. Det lykkedes også tildels. Mojo viste sig at være 2×2 m2. DVD Centre kunne overspille fra VHS. Til gengæld var Hodges Figgis god nok.

Lidt trætte i benene manglede vi kun det der fudge. Der  angiveligt var at finde i en arkade. Afsted. Det lykkedes så også 100 %. Man of Aran Fudge havde lidt bordplads sammen med en masse andre små steder og solgte vist 22 forskellige slags. Vi valgte 10. Senere test viste, at sådan noget som chokolade, mint, banan og citron er godt, mens fx nødder er for subtilt.

Irish Stew

Til frokost skulle vi have Irish Stew. Ret tidligt var vi kommet forbi Lanigan’s, og det viste sig at virke fint. Og stedet var også spændende indrettet.

Sporvogn

Dublin har sporvogne. De skulle udforskes. Der er 2 store linjer, der krydser hinanden midt i byen, så det var ret simpelt at finde dem, at skifte osv. Research havde også vist, at der var automater ved alle stop. Så det var egentlig bare en god idé at slutte dagen på den måde. Eneste kæp i hjulet var et uheld (tilsyneladende kun lidt materiel skade), der forsinkede os 50 minutter, så det nåede at blive mørkt, før vi kom hjem.

Irsk tekst.

Grøn linje.

Uheld forude.

Rød linje.

Kæresten fik også dokumenteret lidt.

Udefra.

Stoppested.

Indefra.

Norwegian igen

Checkind blev afviklet. Dagen efter var der et par små forhindringer. Jeg fik pr. sms i god tid at vide, at vi skulle til gate 307, men skærmene blev ikke opdateret, så vi hang lidt i limbo. Endelig stod der 307. Afsted. Vent. Hvorfor står der Abu Dhabi? Tjek igen. Nu står der 301. Afsted. Og så var der ikke flere siddepladser.  Imens kunne jeg så eksperimentere med at få lavet screendump af den relevante del af vores boarding pass, fordi det for sent viste sig, at et print hjemmefra ikke var nok. Men det lykkedes da til sidst. Og så var vi hjemme.