Tempo-litteratur

Jeg er i gang med at læse en bog med gode råd om skrivning. Stort set med det samme kom jeg til “rhythm and pacing”, og så faldt jeg af, fordi jeg ikke forstår de ord. Suk.

Rytme viste sig delvis at være nemt. Rytme er placeringen af stavelser med tryk. I en sang (Dengang jeg drog afsted) har stavelserne et mønster, i det her tilfælde at anden, fjerde osv. stavelse har tryk (da DUM da DUM da DUM). I prosa er rytmen meget mere fri.

Hvad er så en god rytme? Det har jeg ikke fundet noget om. Det er en af de der “prøv dig frem”-ting.

Tempo er meget sværere. Her er nogle gode råd fra en video:

  • Description “paints the picture” of what’s happening. Pacing > 0.
  • Narrative tells you how the characters perceive it. Pacing = 0.

Og så det ekstra råd, at irrelevante beskrivelser sætter tempoet ned. Dejligt. Du kan helt præcis se for dig, hvordan bedstemors soveværelse er. Men har vi brug for at vide det, for at kunne forholde os til de store tænder?

Men ellers er de her råd noget med, hvordan man styrer tempoet. Og så at forestille sig, at ens tekst er en film. Filmens tempo skal passe med tekstens tempo.

Jeg har også fundet en tekst, der snakker om det.

  • Tempo er, hvor hurtigt historien bevæger sig for læseren.
  • Tempoet påvirkes af længden af den aktuelle scene. (Kort scene = hurtig?)
  • Tempoet påvirkes af, hvor hurtigt informationen kommer. (Meget information på lidt plads = hurtig?)
  • Beskrivelser sætter tempoet ned.
  • Dialog og action sætter tempoet op.
  • Langsom action kan være spændende.
  • Tempoet påvirkes af, om teksten er svær at læse. Det er her bl.a. korrekturlæsning kommer ind. Det bør ikke være nødvendigt at læse en sætning to gange. Med andre ord, stavefejl osv. sætter tempoet ned.
  • Lange sætninger er langsomme, kortfattet dialog er hurtig.
  • Variation! Skift mellem hurtig og langsom.
  • Krogen 1. Sæt noget spændende i starten af historien, også selvom det kronologisk sker senere.
  • Krogen 2. Skriv noget, der får læseren til at stille et spørgsmål. Vent med at give svaret.
  • Skift mellem action/dialog og “referat”, igen for at variere tempoet.

Her har jeg selv lige en tanke. Når jeg læser historier på tysk, så går det langsomt. Så jeg ender altid med at synes, at de er kedelige. Tempoet bliver for lavt.

Okay så. Her er nogle eksempler fra konkrete værker.

En guldklump: Højere tempo til yngre læsere og omvendt.

En liste.

  • Action thriller: højt tempo. Kærlighed: lavt tempo.
  • Et plot ved siden af det primære plot gør, at det primære plot kører langsommere. (Man kunne ligefrem sige, at det står stille et stykke tid.)
  • Et flashback gør noget i samme retning.

Okay, det er vist nok. Jeg tror, jeg skal øve mig på det her. Kigge på andre tekster og se, hvordan de gør.

Ytringsfrihed?

Der er så mange ord i dag, der kredser om ytringsfrihed. Lad os se på nogle af dem.

Lad os starte med et par relaterede ord. Der er isterne, fx sexisterne, der mener, at visse andre mennesker er dummere eller bør holdes nede. Der er idioterne, der mener noget faktuelt ukorrekt. Og så er der dem, der mener noget andet (end mig). Det er nok ikke en usædvanlig holdning, at jeg mener, at gruppe 1 og 2 må kunne begrænses. De lapper endda over. Gruppe 3 taler jeg ikke om nedenfor. — Kan man klart skille gruppe 1/2 ud fra resten? Hvem skal gøre det?

En af de helt store helte for ytringsfrihed er Voltaire, der vil forsvare sin fjendes ret til at tale, til døden. Bortset fra at det var ikke det han sagde. Men han mente ganske rigtigt, at det var sundt at have plads til mange synspunkter. Dog var han heller ikke pro sludder og vrøvl. Så. Der skal være plads til at høre fra de mørkegrønne, de lysegrønne og alt midt i mellem. Men alle former for grøn formodes at have styr på fakta.

Den berømmede amerikanske ytringsfrihed handler primært om, at ens ytringsfrihed ikke må begrænses af loven. Ikke noget med at lovgive sådan, at de mørkegrønne ikke må sige noget.

Vi har noget tilsvarende i Danmark. Ikke noget med censur. Men her har vi ord som racisme, injurier og opildnen til terror. Så alle kan sige, hvad de har lyst til, men der kan falde en straf senere. Man må ikke sige, at alle mørkegrønne er dumme. Man kan ikke bare gå rundt og sige, at en navngiven person fx er morder, hvis det ikke er bevist. Og så må man altså ikke sige, at slåskamp osv. bør begynde i morgen kl. 12 på en nærmere angivet adresse, hverken små eller store slåskampe.

Cancel culture. Ja. Hvad skal man sige? Normalt hylder vi ikke metoder, Jehovas Vidner også bruger, hvor man bliver udstødt fra sin gruppe. Det er vel et ideal, at man kan arbejde sammen i en gruppe, selvom der fx er politisk uenighed? Måske er idealet, at man kan arbejde sammen om det, der ikke har noget med politik at gøre? Du må selv om, hvad nuance grøn du er, så længe det ikke påvirker, at vi bygger et hus sammen.

Det næste trin er, at en stor gruppe “udstøder” en kendt person. Gruppen kræver sin ret til ikke at lytte til den person. Gruppen kræver også, at andre ikke bør/kan lytte. Gruppen kræver måske, at personen bliver fyret eller boykottet, specielt hvis der er en konflikt mellem job og holdninger. Fint nok, at du bygger huse. Men du må ikke opdrage mine børn.

Så når vi kommer så langt, at man forhindrer personen i at ytre sig, så har vi overskredet ytringsfriheden? Eller er aktioner altid kun for at forhindre ytringer i et bestemt forum? Som kan være vores skole, Twitter, tv osv. Eller har det intet med ytringsfrihed at gøre, fordi det er “folket”, der gør det, ikke lovgivningen?

Det er populært at tale om de frygtelige shit storms på Twitter. Men der er vel ikke noget nyt i, at folk går sammen om at kræve noget? At man holder en demonstration, fordi atomkraft-tilhængere har sagt alt for meget, alt for længe, og nu er der minimum brug for, at et andet synspunkt også bliver hørt.

I øvrigt, så har jeg en grænse. Gå efter bolden, ikke spilleren. Selv hvis du har lyst til at storme rundt med noget shit, så spring dødstruslerne og ismerne over.

Hvor kom vi fra? Nåh jo. En person har altså sagt eller gjort noget, og nu er en stor gruppe mennesker vrede. Et specialtilfælde er, at personen selv har været istisk. Synspunktet er, at mørkegrønne skal behandles dårligere end andre, måske ligefrem forbydes eller slås ihjel. Shit storm! Eller hvad? Tja. Den slags udtalelser burde jo allerede være dækket. Hold op med at være istisk. Men det frustrerende kan være, at der ikke sker noget. Udtalelserne fortsætter. Anmeldelser til de rigtige myndigheder eller instanser løber ud i sandet. Og ja, så er fælles aktion et logisk næste skridt.

I hvor høj grad er jeg mit arbejde? Hvis mit forlag bliver tilbudt at udgive en bog, jeg er uenig i, bør jeg så kunne stoppe det? Hvis bogen specifikt nedgør sådan nogen som mig, bør jeg så kunne? Hvis jeg ikke stopper det, er jeg så sympatisør med bogen og forfatteren?

Hvad med det offentlige rum? Statuer minder os ikke bare om fortidens helte, de hylder dem. Hvis tiderne skifter, skal vi så hive dem ned? Eller skal vi måske gemme dem væk, indtil tiderne er færdige med at skifte? Så kan vi sætte dem på museum. “Tænk sig, han mente, at der var forskel på de lysegrønne og de mørkegrønne.” På det tidspunkt er det også bare mærkeligt, at der er en sang om ham, og at en pris er/var opkaldt efter ham.

Woke. Der var et godt ord. Det bruges vist primært nedladende. Når andre mener, at man er gået for vidt. Når man reagerer på isme, sådan, hver gang. Måske endda højlydt. “Åh nej, skal vi nu høre på det igen?” Well. Det er jo en holdning. At man er gået for vidt. Det må der jo også være plads til at mene.

Så kommer der en interessant en. “Det var ikke med vilje.” Uha. Nu har man gået rundt og kvajet sig, helt uden at have planlagt det. Hvad gør man så? Forsvarer sin ret til at kvaje sig? Indrømmer at man burde have studeret tingene nærmere på forhånd? Lover at gøre det bedre næste gang? Siger undskyld?

Kan mænd blive rigtige feminister? Kan hvide gå forrest i en demonstration pro sorte? Hvem tegner minoriteten? Hvornår kan man aldrig blive mere end allieret? Kan man for alvor være ikke-racistisk i et land, hvor ordet “ikke-vestlig” står i lovgivningen? (Teknisk set, hvad nu hvis der står, ikke-vestlige skal have ekstra lagkage?) Kan man som mand være anti-voldtægt og grine af blondine-vittigheder?

Der er 1001 diskussion. Og mange af dem er vi nødt til at mase os vej gennem, sammen og hver for sig. Og vi er nødt til at lytte til hinanden undervejs. Og det kræver vel … ytringsfrihed.

Hash

Småsnak om “Hash” af Katrine Elna Richelsen.

Manden arbejder på bryggeriet, konen står i en butik og sælger spiritus. Livet er ikke helt perfekt. Og så er der også alle dem, der smugler hash!

I Folketinget beslutter man at løse sidstnævnte problem ved at frigive hashen. Det viser sig at løse alle andre problemer også.

Niels Klim-vindere – 4 den her gang

Noget af det, man kan på Bogforum, er at mødes med Niels Klim-vindere. Lad os se!

Mads Christian Voss’ mor var der for at modtage prisen på hans vegne. Novelle, 2020. Til venstre er der også et billede af raketten, der kun lige stikker en side ind til højre.

Olga Ravn modtog sit trofæ. Kortroman, 2018.

Helle Perrier modtog sit trofæ. For børn og unge, 2020.

Endelig modtog forlæggeren for Liliana Colanzi et trofæ. Oversat, 2020.

Råbjerg Mile!

Nej, selvfølgelig er det Dune/Klit, det handler om.

Når nu Frank Herbert baserer en befolkning på noget med muslimer og beduiner og sådan noget, så påvirker det selvfølgelig også, hvilke skuespillere der er med i filmen. Eller hvad? The Middle Geeks Episode 31: ‘Dune’ Review.

Det er tilsyneladende muligt at finde ud af, hvordan Herbert selv udtalte en masse af ordene: A Guide To Dune Words Series.

Man kan også lave en slags ordbog, eftersom mange af ordene eksisterer i virkeligheden: Arabic and Islamic themes in Frank Herbert’s “Dune”.

Elektritter

Småsnak om “Elektritterne” af Fredric Brown.

En dag holder radioen op med at virke. Der danner sig hurtigt en teori om, at radioen og radiobølgerne ikke længere kan komme til, fordi elektritterne tager al pladsen. Og snart er der også andre rumvæsener, der melder sig.

Spoilers!

Verden genopstår, uden radio, og uden storbyer. Og det er meget bedre på den måde.

Mellemstation

Småsnak om Way Station af Clifford D. Simak.

Hovedpersonen frygter, at Jorden er på vej mod krig, igen. Han diskuterer mulighederne med et rumvæsen. Og selvfølgelig er der en løsning: Man kan gøre menneskeheden selektivt dummere i et par generationer.

Vi får ikke at vide, hvad mekanismen er. Blot at metoden virker og at den før er blevet brugt med held.

Med dumhed menes der, at mennesker ikke længere vil kunne bruge fx atombomber. Ikke bygge dem, ikke affyre dem. Men fx stadigvæk bruge hjul og løftestang. Så kamp med bue og pil og efterladte rifler med ammunition (indtil den løber tør) er mulig. Men den slags slår jo ikke millioner ihjel på én gang.

Niels Klim-prisen uddelt

Lørdag 4/9 blev årets vindere af Niels Klim-prisen offentliggjort ved en ceremoni under den årlige danske fantastik-kongres, Fantasticon.

Vinderne blev:

Oversat:

  • “Kannibal”, Liliana Colanzi (Sabine Dueholm Bech, Marie Groth Bastiansen), Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Får”, Eva Menasse (Inge Nissen), Dyr for viderekomne, Jensen & Dalgaard

For børn og unge:

  • Den gule planet 1: Jagten på Lyra, Helle Perrier, KRABAT

Kortroman:

  • Månen over Øen, Anne-Marie Vedsø Olesen, Lindhardt og Ringhof

Langnovelle:

  • “Det tynde øl“, A. Silvestri, Næsten her, Brændpunkt

Novelle:

  • “Mit farvefjernsyn er gået i stykker, og Gud er ligeglad”, Mads Christian Voss, forlagetfuturum.dk, forlagetfuturum.dk

Der er længere nede på siden foto af nogle af vinderne.

Prisen bliver uddelt årligt efter nominering og afstemning blandt danske science fiction-læsere. Det er tiende gang prisen bliver uddelt. De nominerede var en broget skare af forfattere, nye og mere etablerede, danske og udenlandske.

De 5 kategorier dækker tilsammen kortere science fiction-tekster (mindre end 40.000 ord) udgivet på dansk for første gang det foregående år.

De praktiske rammer klares i høj grad af Lise Andreasen (bl.a. medlem af Science Fiction Cirklen), hvis blog er den primære informationskilde. Dette kommer dog til at ændre sig, da Lise er stoppet som administrator.

Hvis du vil helt ned i detaljen: de tørre tal.

Og her er præsentationen, der ledsagede uddelingen: pdf.

banner.jpg

Prisen blev delt ud af Joen Juel Jensen og Flemming Rasch. Tak til dem, til Niels Dalgaard (bl.a. for at tage billeder og slæbe trofæer) og til Manfred Christiansen (for at slæbe nogle andre trofæer).

Her har vi billeder af et par heldige vindere (eller repræsentanter for vinderne). (Fotograf: Niels Dalgaard.)

A. Silvestri.

Anne-Marie Vedsø Olesen.

Desuden modtog Karsten Brandt-Knudsen et trofæ på vegne af Jannik Landt Fogt, der vandt sidste år.

Bagefter modtog han også et trofæ på vegne af Adam O., der ligeledes vandt sidste år.