Hvor der stilles op, conen åbnes, æresgæsten Nisi Shawl læser højt, afrofuturisme defineres, afrofuturisme defineres/Tidstrance præsenteres, søndagspanelet definerer afrofuturisme, Niels Klim-prisen uddeles, døde hunde begraves og plakaten efterbehandles.

Opstilling

Det jeg mest lagde mærke til ved opstillingen (har man set en, har man set dem alle) var, at Tidstrance var ankommet og at Nisi Shawl opdagede krybben med bøger. Jeg sludrede med hende om Tidstrance og Fluffy. Squuuueee!

Kæresten fotograferede tyskere, der opdager Fluffy, og bordene generelt.

Åbning

Åbningen blev lidt forsinket. Men det gjorde ikke så meget, og det påvirkede ikke resten af programmet. Her ses Knud (formand) med de 3 store navne: Nisi Shawl, Erik Steinskog og Christian Hoffmann.

Det her udviklede sig til, at Shawl stillede spørgsmålene.

Oplæsning

Jeg har ikke nogle billeder fra oplæsningen. Jeg tror, det føltes for intimt. Men jeg kan i hvert fald rapportere, at hun læste “The Things I Miss the Most“, som jeg har læst før. Den er stadig god. Og forfatteren kneb en tåre hen mod slutningen.

Der var også tid til at snakke. Således spurgte jeg, om novellen er YA. Ih nej, der er jo både bandeord og sex. Publikum rullede med øjnene. Det forstod hun vist ikke i første omgang, men det blev forklaret med det samme.

Historien handler bl.a. om, at sundhed måske ikke kun handler om, ikke at være syg. At man kan være syg, men lykkelig.

Obs: Personal Essay: “The People Men Don’t See” by Nisi Shawl.

Afrofuturisme 1

Steinskog præsenterede afrofuturisme, bl.a. et antal definitioner.

Der var en del fokus på musik. Vi blev således præsenteret for, at et album af Earth, Wind and Fire har en futuristisk pyramide på coveret.

Jeg har da vist i øvrigt udtalt Sun Ra forkert. Sun udtales som, ja, som det plejer.

Afrofuturisme 2

Og så skulle jeg snakke om afrofuturisme. Jeg havde et par definitioner. Kæresten tog billeder.

Der var dog også fokus på Tidstrance. Og så talte jeg jo dansk.

(Et sted her var det lørdag. Der holdt jeg fri.)

Søndagspanelet

Efter i mange år at have støttet søndagspanelet fra publikum (og i nogle tilfælde blandet mig og lånt en mikrofon, og udvandret det år, de ikke holdt pause midt i), så fik jeg selv en siddeplads den her gang! Egentlig skulle vi snakke om romaner. Men vi skulle jo også lige rundt om en definition … Og Binti var også oppe at vende, og det er jo egentlig 4 historier.

Jeg prøver ikke at overtage panelet. Det skal jo være et panel, ikke Lise med band. Men ih, hvor det rykker i mig! Jeg har noget at sige! Noget vigtigt! Tænk, hvis ingen andre tænker på at nævne det!

Niels Klim-prisen

Først skulle vi have panel. Det blev Niels Dalgaard, Jakob Drud og Anne-Marie Træholt Rasmussen. Det var lidt pudsigt. Jakob er kommet til dansk, efter i en periode at have skrevet på engelsk. Anne-Marie har skrevet lidt af hvert og så oplevet, at sf kan man få udgivet.

Og så skulle prisen deles ud.

Listen med vindere. Og med tiden kommer der også billeder på.

Teknikken så stadig ikke med milde øjne på, at jeg ville spille musik. Jeg må tage en ghettoblaster med næste gang. Og ih, hvor tænker man ikke klart, når punktet er gået i gang og publikum venter.

Dead dog

Så var det tid til lidt afslapning. Og så var der vist også en lukning? Jo, det var der. Knud Larn sagde farvel som leder, og Flemming Rasch sagde goddag. Og så afsted til dead dog. Først ude, så inde. Bemærk de 3 nordiske fans (Niels Dalgaard, Rolf Andersen, Johan Anglemark), der bl.a. savner Harry Harrison.

Undervejs opstod der en slags konkurrence: Hvilket land har den bedste penis? 3 værdige bud. Hvad synes du?

Plaketen

Og så er der det med plakaten …

For lang tid siden gjorde jeg selv lidt reklame, med den daværende plakat.

Der har tilsyneladende været noget samtale mellem udvalget (Knud og Manfred) og æresgæsterne. Desuden faldt en æresgæst fra. Så der kom en ny version af plakaten. Her er lidt af den.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt noget særligt over den. Jeg har ikke været involveret i at lave den, og det grafiske falder mig ikke nemt.

Manfred har fortalt, at han prøvede at skildre, at han (og resten af os hvide) jo står på ydersiden og kigger ind på afrofuturismen som fænomen. Desuden er der noget inspiration fra Black Panther.

Andre har set en sort, der vender ryggen til fremtiden. Det er blevet foreslået, at det måske burde have været en sort, der lavede plakaten. Den snak startede primært, fordi Edmund Schluessel bloggede et par dage efter con’ens afslutning.

Har sorte godkendt plakaten? Knud siger: “Personligt tjekkede jeg version 2 i de ret så store Afrofuturisme grupper på facebook. Her var der ingen negative reaktioner.” Så ja. Mens nærmest al anden snak her er mellem hvide, der prøver at gætte.

Hvis man gør det så godt, som man kan, er det så godt nok? Det er tankevækkende for mig, at jeg kender Knud og Manfred. De er ikke dumme eller ondsindede, ikke hvad jeg kender til. Så går jeg direkte til, at så kan de ikke have gjort noget forkert?

Så er der også noget med filk, hvor Knud troede, det var fællesfilk, og filkeren troede, det var solofilk, og at en melodi med en racistisk titel var okay at nævne. Og hvor tidsnød var et problem. (Skal vi lade være at gøre noget, hvis der ikke er tid til at gøre det godt?)

Og midt i snakken om alt muligt, så er 2 fulde svenskere på Worldcon for 40 år siden stadig noget, man husker, omend nogle husker dem som danske.

Jeg har været meget involveret i en bog, der har et omslag. Begge dele gav en del tanker. Jeg har været i tvivl, om den vadede rundt i spinat.

Diskussion på Edmund Schluessels blog, File 770 og Facebook. Alle 3 steder er der kommentarer. Debatten synes at være døet ud nu.

Konklusion

Jeg var nærmest kun med på punkter, hvor jeg skulle sige noget. Heldigvis nåede jeg også at opleve lidt Shawl. Men jeg må lære til næste gang, at afsætte mere tid til oplevelser. Dead dog var dog rigtig god. 5 timer til at snakke med alle mulige. Og på det tidspunkt kan jeg bare gå til den, fordi jeg kan hvile mig en masse bagefter.