Good morning, Madsen!

About See the Light of Day (Se dagens lys, 1980), by Svend Åge Madsen. Not translated into English, as far as I can tell.

Yes, this is an old one. But I just discovered it! And apart from the odd tape recorder and typewriter, it still works today.

Every morning, the narrator, Elef, wakes up. He looks at his wife, really looks at her. And then they introduce themselves to each other. “Judith.” “Elef.” Or: “Elef.” “Maya.”

And that’s it. We’re already smack dab into figuring out what the novum is.

The days are filled with new experiences. New home. New wife. New children. New job. New friends. People are influenced by each other. They are curious. Some processes last more than one day, like learning about a new topic and maybe making a suggestion to the right committee. But almost everything changes from day to day. And there’s a taboo against fraternizing with a former spouse.

So. What’s going on? And why? And how?

Some of the explanation is, that this is an alternative to the possessiveness of the past. They used to have the same wife every day! And so, if things went well, they were still a little bored, and if things didn’t go well, there would be jealousy e.g.

Very exciting, Mr. Madsen!

I am fascinated by the language. These people live in a very different world, and they think and talk differently.

It’s a short book, a fast read. And I am amazed it hasn’t been translated. I think a lot of people would like it.

Spoilers below. Highlight to see them.

There’s a system, where everybody is moved at night. Strong sleeping pill + a gentle way to transport people. There’s a system of written notes, both to communicate with your role (today the judge made these decisions, tomorrow the judge will continue this process) and your “actor” (today this person fell in a lake, watch out for the common cold). A computer decides where everyone goes. It’s possible to wish (I would like a family with a lot of children), but there are no guarantees.

Elef and Maya fall in love. It’s practically impossible to stay together. At first they are helped by the fact, that nobody suspects acts like hacking or stealing. But the system catches on. They try to flee.

The past didn’t just have boredom and jealousy. At its peak it had mass suicide. Through trial and error the new system was found. Nobody’s truly happy. Everybody’s shallow. But almost nobody are unhappy or suicidal. Is this a win?

Circles and triangles and chords

So. I watched this video.

https://youtu.be/mZBwsm6B280

And I got inspired!

Yes. This problem is hard, because it involves looking at infinitely many chords. But maybe I can gain some knowledge from looking at a subset of those chords. Maybe I can split my set of chords into smaller sets, say x sets, that all have the same size. If I can show something about one of these sets, it should go for the larger set as well.

My subset will be all the vertical chords. I can get all other sets by rotating this set in all other angles.

1) A chord is a line between 2 points on the circle. Choose 2 points randomly.

Again, I can reduce the set of all vertical chords to all chords where there’s a known distance between the 2 points. Instead of looking at all chords, where the distance can be 0 to 180 degrees, I only look at those where the distance is a multiple of, say, 10 degrees. (There will then be 9 other sets, where the distance is 1 + a multiple of 10, 2 + a multiple of 10 etc. These sets have “the same size”. This can be generalized, for any delta, not just 1.) In the following, I vary this distance.

Let’s look at 3 examples.

The chords get closer together, when they are shorter. We would expect to overestimate the number of short chords.

2) A chord is defined by its midpoint, chosen randomly within the circle. (Note: for this example I don’t start out with vertical chords.)

I construct a grid of horizontal and vertical lines and look at all points in this grid. (A point is where 2 lines cross.) (I throw points away, if they are outside the circle.) (I also only look at one quadrant.) I have reduced the number of chords in this way. All other sets can be produced by translating the original grid. (In this case the sets are approximately of the same size, not actually the same size.)

I rotate points to be on the x-axis, if they aren’t already. (Now all chords will be vertical.) Then I construct the chords.

Let’s look at 2 examples.

There’s a lot of empty space in the middle. We would expect to underestimate the number of long chords. (I haven’t checked whether some of these lines actually represent 2 or more chords.)

3) A chord is defined by its midpoint, chosen randomly on a radius.

I only look at the 2 radii, that coincides with the x-axis. That way all chords are vertical. All other sets can be produced by rotating my set of chords.

Let’s look at 3 examples.

This seems evenly distributed. This should allow us to estimate the number of long and short chords correctly.

Right?

10 og 4 sydskandinaviske

Når man giver sig i kast med en bog som Fjorten danske science-fiction noveller (og det gør man, fordi man skal lave nogle episoder af Robotter på loftet), så skal der lige lidt fodarbejde til. Bogen er ikke meget for selv at indrømme, hvordan den er blevet til. Fodarbejdet indebærer at kigge i aviser fra 1969 og 1970. For at samle alt det fodarbejde et enkelt sted, hermed dette blog-indlæg.

“Skriv en science fiction-novelle”, side 33, 16/2-’69, Søndags-Politiken. Der er ikke forfatter på indlægget, men dommerne i den beskrevne konkurrence skal være Arne Herløv Petersen (sf-ekspert og -kronikør), Anders Bodelsen (årets forfatter, der er i gang med at skrive Frysepunktet) og Jørgen Falcon (redaktionssekretær på søndagsavisen). Det er ikke helt klart, hvor idéen kommer fra, andet end at avisen har taget initiativ til den. Men i Danmark lever den i høj grad i avistillægget, der altså starter med at præsentere en konkurrence. Vi skal have skrevet nogle sf-noveller i Danmark, Sverige og Norge, og der er præmier til de bedste. Konkurrencen bliver afviklet i samarbejde med Dagbladet i Norge og Dagens Nyheter i Sverige. Planen er derefter, at den danske top 3 og den svenske og norske vinder skal trykkes i avisen. (Tilsvarende i nabolandene.) Novellen skal være på max 3000 ord, og deadline er 14/4. Forhåbentlig er bedømmelsen overstået 25/5.

“Det indre rum”, Arne Herløv Petersen, side 45, 16/2-’69, Søndags-Politiken. Kronikøren kronikerer samme dag. Jeg studser med det samme over, at konkurrencen udskrives, fordi sf er super hot her til lands, mens kroniken starter med at græde over, at danskere ikke har sans for genren. Ellers skal vi lige forbi en masse klassiske bøger, forfattere, redaktører og instruktører. Bradbury. Anderson. Gernsback. Weinbaum. Asimov. Clarke. Kubrick. Amis. W. Burroughs. Ballard. Delany. Vonnegut. Brown. Sheckley. Bester. Og så skal vi vrisse over endimensionale karakterer og juble over new wave.

“Kan De skrive science fiction?”, side 39, 23/2-’69, Søndags-Politiken. Det her er bare en gentagelse af reglerne for konkurrencen. Og der er allerede indkommet bidrag.

14/4-’69. Deadline.

“Professor Hinkertons verdensbillede i en kakkerlakkelovn”, Tine Schmedes og Jean Phillip Thierry, side 33, 25/5-’69, Søndags-Politiken. Det her skulle altså have været resultatet af konkurrencen, men vi må lige vente lidt. I mellemtiden har 2 af meddommerne skrevet et indlæg. Der har nemlig været 6 litteraturstuderende involveret i læsningen af de 600 danske bidrag. Arne Herløv Petersen har ledet denne indsats, hvorefter Niels Barfoed og Thomas Bredsdorff (begge litteraturkritikere) og J. Falcon i næste fase valgte vinderne. (Bodelsen er væk.) Godt så. Hvad synes fortælleren (der vel taler for de 2 studerende) om alt det her? Der skal vist gøres grin med det hele. Stavefejl. Evighedsmaskiner og al den slags. Det er lidt sørgeligt, at det er det første, vi hører om novellerne. At man får spat af at læse om det apparatur, der af gode grunde fylder så meget i genren. Så meget spat, at man ikke længere kan skelne mellem virkeligheden (noveller, de andre studerende, guldbajere) og fiktionen. Så skal vi også lige græde over, at der ikke er nok nutid/nærfremtid. Men i øvrigt er hele balladen fiktion, så fortælleren kan tage luftpudesporvognen hjem.

“De ni der vandt science fiction konkurrencen”, side 33/forsiden af tillægget, 1/6-’69, Søndags-Politiken. Så får vi endelig det hele afgjort:

DanmarkSverigeNorge
1. præmieGilbert M. Jensen
“Put-pistolen”
15/6-’69
Rolf Bolin
“Rapport om forsøg med T.O.M.”
8/6-’69
Reidar Jensen
“Den sidste nat i hele verden”
27/7-’69
2. præmieNiels Helweg-Larsen
“Jeg er ikke dr. Marcus”
29/6-’69
Leif Edman
“Case report”
Dag Sundby
“Hvitt og Rødt”
3. præmieKatrine Eine Richelsen
“Hash”
6/7-’69
Eva Warhem
“Konsumenterna”
Jon Bing
“Men det var ikke Lynvingen”

Datoerne viser, hvornår novellen blev trykt i avisen. Den svenske nr. 1 vandt hele konkurrencen. Der var 500 svenske bidrag og 200 norske bidrag. Det var hårdt, alt det læseri. Til gengæld er det sjovt at snakke med vinderne, der i høj grad har planer om at skrive andre ting også. (Planerne viste sig ikke at være helt realistiske.)

Hvis man har bogen, som hele det her indlæg fører frem til, så er den danske top 3 de 3 sidste noveller i bogen. (Men det er en hemmelighed.) Bemærkelsesværdigt ved bogen er, at der ikke er så meget rumfart. Et par historier har implicit rumfart. En af dem foregår på en anden planet. Men i betragtning af, at fortælleren ovenfor brokkede sig over alt det der science fiction, der var meget science fiction-agtigt, så blev rumfart nok valgt fra i sidste ende. “Hash” er faktisk nærfremtid, omend jeg ville sige lidt naiv. “Dr. Marcus” er ret gammeldags, synes jeg. “Put-pistolen” er på kanten af ikke at være sf. Til gengæld er den lidt sjov. Forfatteren kalder den selv en parodi på sf.

Den norske vinder er også lidt på kanten af genren. Måske på vej over i new wave. (Det viser sig, at nr. 2 og 3 også er i den retning.) Den svenske er til gengæld solidt i genren. I dag føles den lidt slidt, sådan det her, kan man ændre fortiden? Det interessante er her, hvordan den tidsrejsende oplever tingene. En realistisk person, med andre ord. Forfatteren lægger også afstand til marsboere og den slags, og for den sags skyld skeptisk overfor tidsmaskiner …

Så kom bogen! Lad os høre, hvad en lille håndfuld anmeldere synes om bogen.

“Udansk sf”, Ib Christiansen, 6/6-’70, Politiken. Der er vist en klage her over, at det er for pænt. “Hvor er den form for science fiction, der borer i vor egen situation ved at spille konsekvenserne igennem i en fremtidsforvrægning?” “Hash” bliver beskrevet som ikke sf, men et debatindlæg. “Dr. Marcus” bliver rost for sit sprog. “Put-pistolen” er grinagtig og grotesk, men ikke sf.

“Dansk science fiction”, Dan Turell, 15/6-’70, Kristeligt Dagblad. (Har de aftalt de overskrifter?) Alt er banalt eller dårligt eller midt i mellem, og desuden gammeldags. Det udenlandske i sin moderne form er meget bedre.

“Science fiction uden fremtid”, mann, 8/7-’70, Ålborg Stiftstidende. “Put-pistolen” er ikke sf, men en humoreske. “Hash” er bare dårlig? Der er alt for meget snak og stemning og for lidt tørt og objektivt sprog, sådan som sf bør have.

Tempo-litteratur

Jeg er i gang med at læse en bog med gode råd om skrivning. Stort set med det samme kom jeg til “rhythm and pacing”, og så faldt jeg af, fordi jeg ikke forstår de ord. Suk.

Rytme viste sig delvis at være nemt. Rytme er placeringen af stavelser med tryk. I en sang (Dengang jeg drog afsted) har stavelserne et mønster, i det her tilfælde at anden, fjerde osv. stavelse har tryk (da DUM da DUM da DUM). I prosa er rytmen meget mere fri.

Hvad er så en god rytme? Det har jeg ikke fundet noget om. Det er en af de der “prøv dig frem”-ting.

Tempo er meget sværere. Her er nogle gode råd fra en video:

  • Description “paints the picture” of what’s happening. Pacing > 0.
  • Narrative tells you how the characters perceive it. Pacing = 0.

Og så det ekstra råd, at irrelevante beskrivelser sætter tempoet ned. Dejligt. Du kan helt præcis se for dig, hvordan bedstemors soveværelse er. Men har vi brug for at vide det, for at kunne forholde os til de store tænder?

Men ellers er de her råd noget med, hvordan man styrer tempoet. Og så at forestille sig, at ens tekst er en film. Filmens tempo skal passe med tekstens tempo.

Jeg har også fundet en tekst, der snakker om det.

  • Tempo er, hvor hurtigt historien bevæger sig for læseren.
  • Tempoet påvirkes af længden af den aktuelle scene. (Kort scene = hurtig?)
  • Tempoet påvirkes af, hvor hurtigt informationen kommer. (Meget information på lidt plads = hurtig?)
  • Beskrivelser sætter tempoet ned.
  • Dialog og action sætter tempoet op.
  • Langsom action kan være spændende.
  • Tempoet påvirkes af, om teksten er svær at læse. Det er her bl.a. korrekturlæsning kommer ind. Det bør ikke være nødvendigt at læse en sætning to gange. Med andre ord, stavefejl osv. sætter tempoet ned.
  • Lange sætninger er langsomme, kortfattet dialog er hurtig.
  • Variation! Skift mellem hurtig og langsom.
  • Krogen 1. Sæt noget spændende i starten af historien, også selvom det kronologisk sker senere.
  • Krogen 2. Skriv noget, der får læseren til at stille et spørgsmål. Vent med at give svaret.
  • Skift mellem action/dialog og “referat”, igen for at variere tempoet.

Her har jeg selv lige en tanke. Når jeg læser historier på tysk, så går det langsomt. Så jeg ender altid med at synes, at de er kedelige. Tempoet bliver for lavt.

Okay så. Her er nogle eksempler fra konkrete værker.

En guldklump: Højere tempo til yngre læsere og omvendt.

En liste.

  • Action thriller: højt tempo. Kærlighed: lavt tempo.
  • Et plot ved siden af det primære plot gør, at det primære plot kører langsommere. (Man kunne ligefrem sige, at det står stille et stykke tid.)
  • Et flashback gør noget i samme retning.

Okay, det er vist nok. Jeg tror, jeg skal øve mig på det her. Kigge på andre tekster og se, hvordan de gør.

ETA: Et kig på andre tekster.

Ytringsfrihed?

Der er så mange ord i dag, der kredser om ytringsfrihed. Lad os se på nogle af dem.

Lad os starte med et par relaterede ord. Der er isterne, fx sexisterne, der mener, at visse andre mennesker er dummere eller bør holdes nede. Der er idioterne, der mener noget faktuelt ukorrekt. Og så er der dem, der mener noget andet (end mig). Det er nok ikke en usædvanlig holdning, at jeg mener, at gruppe 1 og 2 må kunne begrænses. De lapper endda over. Gruppe 3 taler jeg ikke om nedenfor. — Kan man klart skille gruppe 1/2 ud fra resten? Hvem skal gøre det?

En af de helt store helte for ytringsfrihed er Voltaire, der vil forsvare sin fjendes ret til at tale, til døden. Bortset fra at det var ikke det han sagde. Men han mente ganske rigtigt, at det var sundt at have plads til mange synspunkter. Dog var han heller ikke pro sludder og vrøvl. Så. Der skal være plads til at høre fra de mørkegrønne, de lysegrønne og alt midt i mellem. Men alle former for grøn formodes at have styr på fakta.

Den berømmede amerikanske ytringsfrihed handler primært om, at ens ytringsfrihed ikke må begrænses af loven. Ikke noget med at lovgive sådan, at de mørkegrønne ikke må sige noget.

Vi har noget tilsvarende i Danmark. Ikke noget med censur. Men her har vi ord som racisme, injurier og opildnen til terror. Så alle kan sige, hvad de har lyst til, men der kan falde en straf senere. Man må ikke sige, at alle mørkegrønne er dumme. Man kan ikke bare gå rundt og sige, at en navngiven person fx er morder, hvis det ikke er bevist. Og så må man altså ikke sige, at slåskamp osv. bør begynde i morgen kl. 12 på en nærmere angivet adresse, hverken små eller store slåskampe.

Cancel culture. Ja. Hvad skal man sige? Normalt hylder vi ikke metoder, Jehovas Vidner også bruger, hvor man bliver udstødt fra sin gruppe. Det er vel et ideal, at man kan arbejde sammen i en gruppe, selvom der fx er politisk uenighed? Måske er idealet, at man kan arbejde sammen om det, der ikke har noget med politik at gøre? Du må selv om, hvad nuance grøn du er, så længe det ikke påvirker, at vi bygger et hus sammen.

Det næste trin er, at en stor gruppe “udstøder” en kendt person. Gruppen kræver sin ret til ikke at lytte til den person. Gruppen kræver også, at andre ikke bør/kan lytte. Gruppen kræver måske, at personen bliver fyret eller boykottet, specielt hvis der er en konflikt mellem job og holdninger. Fint nok, at du bygger huse. Men du må ikke opdrage mine børn.

Så når vi kommer så langt, at man forhindrer personen i at ytre sig, så har vi overskredet ytringsfriheden? Eller er aktioner altid kun for at forhindre ytringer i et bestemt forum? Som kan være vores skole, Twitter, tv osv. Eller har det intet med ytringsfrihed at gøre, fordi det er “folket”, der gør det, ikke lovgivningen?

Det er populært at tale om de frygtelige shit storms på Twitter. Men der er vel ikke noget nyt i, at folk går sammen om at kræve noget? At man holder en demonstration, fordi atomkraft-tilhængere har sagt alt for meget, alt for længe, og nu er der minimum brug for, at et andet synspunkt også bliver hørt.

I øvrigt, så har jeg en grænse. Gå efter bolden, ikke spilleren. Selv hvis du har lyst til at storme rundt med noget shit, så spring dødstruslerne og ismerne over.

Hvor kom vi fra? Nåh jo. En person har altså sagt eller gjort noget, og nu er en stor gruppe mennesker vrede. Et specialtilfælde er, at personen selv har været istisk. Synspunktet er, at mørkegrønne skal behandles dårligere end andre, måske ligefrem forbydes eller slås ihjel. Shit storm! Eller hvad? Tja. Den slags udtalelser burde jo allerede være dækket. Hold op med at være istisk. Men det frustrerende kan være, at der ikke sker noget. Udtalelserne fortsætter. Anmeldelser til de rigtige myndigheder eller instanser løber ud i sandet. Og ja, så er fælles aktion et logisk næste skridt.

I hvor høj grad er jeg mit arbejde? Hvis mit forlag bliver tilbudt at udgive en bog, jeg er uenig i, bør jeg så kunne stoppe det? Hvis bogen specifikt nedgør sådan nogen som mig, bør jeg så kunne? Hvis jeg ikke stopper det, er jeg så sympatisør med bogen og forfatteren?

Hvad med det offentlige rum? Statuer minder os ikke bare om fortidens helte, de hylder dem. Hvis tiderne skifter, skal vi så hive dem ned? Eller skal vi måske gemme dem væk, indtil tiderne er færdige med at skifte? Så kan vi sætte dem på museum. “Tænk sig, han mente, at der var forskel på de lysegrønne og de mørkegrønne.” På det tidspunkt er det også bare mærkeligt, at der er en sang om ham, og at en pris er/var opkaldt efter ham.

Woke. Der var et godt ord. Det bruges vist primært nedladende. Når andre mener, at man er gået for vidt. Når man reagerer på isme, sådan, hver gang. Måske endda højlydt. “Åh nej, skal vi nu høre på det igen?” Well. Det er jo en holdning. At man er gået for vidt. Det må der jo også være plads til at mene.

Så kommer der en interessant en. “Det var ikke med vilje.” Uha. Nu har man gået rundt og kvajet sig, helt uden at have planlagt det. Hvad gør man så? Forsvarer sin ret til at kvaje sig? Indrømmer at man burde have studeret tingene nærmere på forhånd? Lover at gøre det bedre næste gang? Siger undskyld?

Kan mænd blive rigtige feminister? Kan hvide gå forrest i en demonstration pro sorte? Hvem tegner minoriteten? Hvornår kan man aldrig blive mere end allieret? Kan man for alvor være ikke-racistisk i et land, hvor ordet “ikke-vestlig” står i lovgivningen? (Teknisk set, hvad nu hvis der står, ikke-vestlige skal have ekstra lagkage?) Kan man som mand være anti-voldtægt og grine af blondine-vittigheder?

Der er 1001 diskussion. Og mange af dem er vi nødt til at mase os vej gennem, sammen og hver for sig. Og vi er nødt til at lytte til hinanden undervejs. Og det kræver vel … ytringsfrihed.

Hash

Småsnak om “Hash” af Katrine Elna Richelsen.

Manden arbejder på bryggeriet, konen står i en butik og sælger spiritus. Livet er ikke helt perfekt. Og så er der også alle dem, der smugler hash!

I Folketinget beslutter man at løse sidstnævnte problem ved at frigive hashen. Det viser sig at løse alle andre problemer også.

Niels Klim-vindere – 4 den her gang

Noget af det, man kan på Bogforum, er at mødes med Niels Klim-vindere. Lad os se!

Mads Christian Voss’ mor var der for at modtage prisen på hans vegne. Novelle, 2020. Til venstre er der også et billede af raketten, der kun lige stikker en side ind til højre.

Olga Ravn modtog sit trofæ. Kortroman, 2018.

Helle Perrier modtog sit trofæ. For børn og unge, 2020.

Endelig modtog forlæggeren for Liliana Colanzi et trofæ. Oversat, 2020.

Råbjerg Mile!

Nej, selvfølgelig er det Dune/Klit, det handler om.

Når nu Frank Herbert baserer en befolkning på noget med muslimer og beduiner og sådan noget, så påvirker det selvfølgelig også, hvilke skuespillere der er med i filmen. Eller hvad? The Middle Geeks Episode 31: ‘Dune’ Review.

Det er tilsyneladende muligt at finde ud af, hvordan Herbert selv udtalte en masse af ordene: A Guide To Dune Words Series.

Man kan også lave en slags ordbog, eftersom mange af ordene eksisterer i virkeligheden: Arabic and Islamic themes in Frank Herbert’s “Dune”.