Her er årets nominerede kortromaner, med samt link til mine anmeldelser:

En total fuser. Og en total vinder, komplet med kæmpe-edderkopper. Sådan.

Anmeldelse af “Descent” (gratis), af #WoleTalabi. Kortroman. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Fortælleren er kommet alt for langt ned og kommer aldrig op igen i live. Forholdene er bare ikke gode her langt nede.

Er det science fiction? Det kan man vist godt kalde det, ja. Foregår vist ikke på Jorden, så reglerne er også lidt anderledes.

Temaer: Videnskabelig udforskning. Hvis man går ned og ned og ned, så stiger trykket selvfølgelig. Men hvad ellers? Er der en bund?

Fortælleren har en mentor/mor, men på det sidste har hun strittet noget imod. Måske synes hun faktisk ikke, at adoptivsønnens forslag er dårlige; måske føler hun sig truet, fordi han er så dygtig.

Er det godt? God mellemklasse. ##-

Anmeldelse af But Not Too Bold, af #HachePueyo. Kortroman. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Nøgleholderen er død (under skrig og knoglebrud), og husets frue, Anatema, beordrer, at der skal findes en ny. Vedkommende må påregne, at en snarlig død er ganske sandsynlig. Der er dog ikke så mange valgmuligheder, og Dália begiver sig derfor op på anden sal. Normalt bliver nøgleholderen jo heller ikke spist. Anatema var i øvrigt dybt involveret i designet af huset i sin tid, så det er helt med vilje, at huset er mærkeligt. Og det er naturligvis pga. Anatema, at der er fugleedderkopper over det hele.

Er det science fiction? Nej. Fantasy/horror.

Temaer: Anatema er en kæmpe-edderkop, omend hun med forsigtighed kan virke næsten menneskelig. Anatema kan godt have en kort lunte, og så er det altså, at folk bliver spist. Eftersom alle de ansatte stammer fra børnehjem, så giver det ikke de store problemer.

Der er et utal af regler. Anatema prøver fx at blive gift. En mulig brud tilbringer tid med hende, men må absolut ikke kigge ordentligt på hende. Det smutter altid, og så bliver bruden spist. Dália er godt forberedt på sit nye job, og hun er ikke bange for at se direkte på Anatema eller bede hende om at dæmpe sig.

Er det godt? Jeg var bange for, at det skulle blive meget horror-agtigt, men det synes jeg faktisk ikke, det blev. Måske fordi Dália er så relativt afslappet. Og så var der et par ting i plottet, jeg absolut ikke havde forventet, og som jeg modtog med glæde. ###

This week the #puzzle is: Can You Spot the Sheep? #topic

And for extra credit:

Can You Spot the Sheep?

Solution, possibly incorrect:

Program

Method 1:

• For sheep 1, there’s a 50/50 chance, that it’s facing the right direction to see sheep 2.
• Same for sheep 2 seeing sheep 1.
• Combined this is 25% or 0.25.

Method 2:

• Write a monte carlo program. Result confirmed.

And for extra credit:

Expand program to a 3 sheep situation. Result: 0.0272.

Anmeldelse af The Death of Mountains, af #JordanKurella. Kortroman. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Et bjerg er ved at dø, og nu kommer Døden efter hende. Bjergenes Død altså. Men lad os udsætte øjeblikket lidt. Lad os fortælle historier først.

Er det science fiction? Nix.

Temaer: Den der død minder mig om ham i Discworld. Dødens job er bare at ledsage personen over til den næste fase, hvad den så end er. Det er ikke den personificerede Død, der forårsager dødsfald. Og Døden er altså til at snakke med.

Lige det her bjerg er ved at dø, fordi mennesker bedriver minedrift. Oveni skal det her bjerg vist også fjernes helt, så man kan bygge en vej eller noget.

“Bul all things die, even permanence.”

Er det godt? Jeg læste den ikke færdig. Jeg kedede mig helt kolossalt. #–

Anmeldelse af Disgraced Return of the Kap’s Needle, af #RenanBernardo. Kortroman. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Rumskibet er efter et årti nået frem til den fantastiske planet — der viser sig ikke at være så fantastisk. Planterne smider frø og sporer alle vegne, og menneskene kan ikke tåle at indånde dem og bliver syge på stribe. Og Hannah har allerede hemmeligheder, der er store nok til, at hun slår tilfældige vidner ihjel.

Er det science fiction? Nemlig.

Temaer: Kapitalisme! Det er nemlig penge, der afgør, om rumskibet bliver sendt afsted, om Hannah har hemmeligheder osv.

Kaptajnen beslutter, at missionen er håbløs, så alle 90.000 tager hjem igen. Men der går kage i det, fordi der ikke er ressourcer nok. Revas job er at holde styr på, at der er nok ilt og den slags, og hun er presset nok til, at reglerne ikke længere helt bliver fulgt, når forgældede typer bliver sat i lav-ilt-fængsel.

Der er også personlige problemer. Revas datter døde på den der ikke-fantastiske planet, og hendes søn er blevet forgældet narkoman.

Er det godt? Jo, altså. Redigeringen kunne have været bedre. Der er fx gentagelser af ord og vendinger, der stikker mig i øjnene. Og så er jeg helt med på, at der bør være historier om, at kapitalisme er noget snot. Men jeg bliver bare også trist af at læse dem. ##-

Her er årets nominerede kortromaner, med samt link til mine anmeldelser:

Spredning i feltet. 2 topscorere. Hm. Det må være mord-minderne, der kommer øverst.

Anmeldelse af The River Has Roots, af #AmalElMohtar. Kortroman. 2025. Hugo-finalist. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: “The River Liss runs north to south, and its waters brim with grammar.” Grammatik? Magi? På den anden side af floden er Faerie. Familien Hawthorne har forpligtet sig overfor feerne: På bestemte tider og steder vil der blive sunget sange. (Sange kan også være en slags grammatik.) 2 søstre i familien kan vældig godt lide at synge, så de gør det morgen og aften hver dag. Og den ene har måske en fe-kæreste.

Er det science fiction? Nej da. Fantasy.

Temaer: Søstrene, Esther og Isabel, havde på et tidspunkt en oplevelse, hvor de fik forvildet sig ind i fe-land. De kom ud igen uden at være blevet forandret væsentligt, men den ene længes tilbage. Og så er der altså det her med kæresten.

I øvrigt er jeg ikke helt tilfreds med det danske ord “fe”. Det betyder små, flyvende væsener på en måde, som Faerie ikke gør. Hm.

Nåh. Søstrene har et problem. En søn fra nabogården har besluttet, at han vil giftes med en af dem, så gårdene på et tidspunkt kan blive lagt sammen. Esther får tilbuddet først og siger nej. Hun kan ikke holde ham ud! Og det er så her, fyren viser sig at være lidt incel. Er det nu også okay at sige nej? Er det okay, at hun er luder for en fe? Yf!

(Det her med ikke at acceptere et nej mindede mig så meget om Mr. Collins fra Stolthed og fordom at jeg måtte genlæse et par kapitler.)

“Faerie being the source of so much grammar made folk apt to speak of it in a kind of translation.”

“the Professors loved each other in a forbidden love,” “… they had professed their love, hence the name.”

“But people sometimes left offerings in the Modal Lands, and Esther had been taught from her earliest childhood not to disturb them; it wouldn’t do to pick up other folks’ hopes and dreams, however accidentally.”

“Perhaps you thought we would not enter Arcadia in this story…”

Er det godt? Sådan i det store og hele. Den fangede mig ikke 100 %. Jeg tror, det er det her med, at der er regler for magien grammatikken, men at de ikke fremgår tydeligt. ##-

Anmeldelse af Automatic Noodle, af #AnnaleeNewitz. Kortroman. 2025. Hugo-finalist. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: En dag vågner robotten Staybehind, og der er noget helt galt. Han og resten af personalet på restauranten har sovet i månedsvis, der er ikke nogen mennesker, og gulvet er vådt efter en oversvømmelse! Krigen er heldigvis stadig slut, California er stadig løsrevet fra USA, og dygtige robotter har stadig rettigheder som mennesker på visse områder, men altså, det er noget skidt. Og en lukket restaurant tjener ikke penge, og robotter er afhængige af indtægter ligesom alle andre.

Er det science fiction? Absolut.

Temaer: Selvfølgelig skal det her med “rettigheder som mennesker på visse områder” undersøges nærmere. Og der er mange slags robotter, på mange niveauer. Staybehind arbejdede i militæret før, og han er ikke den eneste i den lille gruppe robotter, der prøver at starte restauranten op igen. Udover at racismen (robotismen?) er indlejret i loven, så er der selvfølgelig også robofober alle vegne. Vi holder naturligvis med ‘botterne, og det er charmerende at se, hvordan et par robot-kokke griber sagerne an. Og hvorfor producerer de overhovedet noget, som de ikke selv kan spise?

Restauranten udvikler sig, og kvarteret tager godt imod dem. Der bliver doneret borde og stole, så takeaway ikke er den eneste mulighed. (Den del minder mig om Doctorow. Langt de fleste mennesker er gode nok.)

“Now they were “free,” according to the reporter, who also explained that bots would of course never be allowed to join a union, nor open a bank account, nor vote.”

“The HEEI rights laws quantified their freedom, gave it shape and substance, entirely because humans couldn’t steal something that hadn’t yet been measured. And now they could.”

Er det godt? Jo. Det er naturligvis velskrevet. Men det minder mig også om noget, jeg har set før. Sjovt nok minder det mig om kaffe-legenderne (Legends & Lattes), hvor en gruppe skal udvikle en kaffebar, uden at have den store erfaring på forhånd. ##-

Anmeldelse af What Stalks the Deep, af #TKingfisher. Kortroman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Der foregår mærkelige ting i USA, så vores fortæller må rejse over og undersøge det, måske endda stoppe det. I mellemtiden må det tolereres, at udenfor Gallacia forstår man ikke det her med en person, der ligner det ene køn (har bryster), opfører sig som det andet køn (er soldat) og gerne vil bruge et tredje køns stedord (3 køn???).

Er det science fiction? Nej. Fantasy/horror.

Temaer: Mærkelige ting, nede i en kulmine, en person er forsvundet, bla bla bla. Mindelser om Lovecraft. Fortælleren kan ikke lide det her og tog gerne benene på nakken. Og det er så her, jeg falder af og ikke læser historien færdig. Der er alt for meget “uha, hvad sker der nu”.

Det her er vist den tredje i en serie. Jeg kom vist gennem nr. 2, men husker godt, at mine nakkehår blafrede vildt under læsningen. Puha. Hvad værre er, forfatteren vil godt være helt sikker på, at læserne kan huske detaljer fra de foregående historier, så der er store klumper af “jeg huskede med rædsel” osv. Nix. For meget.

“… his Boston accent was so thick that you could stand a spoon up in it.”

“The way he pronounced dark as dahhhk was so pure that I had an involuntary urge to snatch up the teapot and find a harbor to dump it in.”

Er det godt? Hm. #–