Science fiction predictions VII

“Huxley’s Bad Trip”, An introduction to the Folio Society edition of Aldous Huxley’s Brave New World, 2013, Ursula K. Le Guin.

“The cautionary novel does what many people assume all science fiction does: it predicts the future. However much they may exaggerate dramatically or satirically, predictive writers extrapolate immediately from fact. And, believing that they know what’s going to happen in the future, for good or for evil, they want the reader to believe it too. A great deal of science fiction, however, has nothing to do with the future, but is a playful or serious thought experiment, such as H. G. Wells’s War of the Worlds or Ray Bradbury’s Martian Chronicles. Thought experimenters use fiction to recombine aspects of reality into forms not meant to be taken literally, only to open the mind to possibility. They don’t deal with belief at all.

This distinction enforced itself on me when I realised that Huxley himself appears to have believed quite literally in his prediction.”

Loyal

​Anmeldelse af Snik snak om Allegiant, af Veronica Roth.

Tredje bind. Endelig får jeg opklaret, hvordan det slutter. Og jeg bliver overrasket. Også over, at slutningen er lidt modig.

Ligesom det foregående bind er der ikke meget lighed med filmen. Jeg har svært ved at gætte, hvordan den sidste film skulle have været. 

Jeg gnider med det samme tænder, da Tris bliver beskrevet, nu med hår som “en kriger, ikke en pige”. Som om de 2 tilstande udelukker hinanden. Som om krigere bør være korthårede. 

Denne beskrivelse lader sig i øvrigt gøre, fordi bogen har et nyt tiltag. De 2 andre bøger er fra Tris’ synspunkt. Den her har også kapitler fra kærestens vinkel. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg kan lide det eller ej. Det er ikke skrevet godt nok, jeg blev ved med at rode sammen på dem. Men det er en løsning på noget, der ellers skulle løses på en anden måde. 

Jeg kan godt lide, at der viser sig at være en logisk forklaring på de 5 faktioner. 

Tris møder en hel bunke mennesker, der taler og taler, men ikke går op i, om hun lytter. Nu er de også på andre ledder usympatiske. Men lige det her er måske et trick, hvor de faktisk taler til læseren?

Emnet viser sig i høj grad at være – skal vi kalde det geneticisme? Din sociale status afhænger af 5 specifikke gener. Tris er øsende ligeglad, men andre bliver meget påvirket. 

Hov! Så er der et par bøsser! Fint behandlet.

Jeg er tilfreds med, at jeg fik læst den her bog og dermed den her trilogi. Hunger Games var bedre, men der er også en del gods her.

Science fiction predictions VI

“Our Dystopia: Imagining More Hopeful Futures”, Kameron Hurley:

“People often ask me about the power and purpose of science fiction. Are we future-prophets? Should there be a religion founded on William Gibson texts? Should we make Octavia Butler our patron saint of change? Will Connie Willis found the next Scientology spin-off?
I don’t think we’re seers. Most of us can’t even predict what we’ll have for lunch tomorrow. I’m even conflicted about the idea of us on advisory committees for NASA. We don’t know the future any better than anyone else. If you’d asked me in 1988, I’d certainly have thought the world would have exploded into a fiery World War Three by now and we would all be being hunted by Terminator robots. In truth, some of the worlds I created, like the one in my God’s War trilogy, look far more like post-apocalypse novels than anything else. That’s still the future I turn my head toward when shit gets real. It’s the future I know. It’s the one I grew up with.”

Doubleu Bingo, bad design II

June 28: The only way for me to share on the game’s Facebook page is to comment on an existing post. I shared this blog post that way. For this I have been banned. I can no longer comment on their posts.

I want to play bingo.

Yes. That’s a good game. Bingo!

That’s okay, 6 bingos, but after that we play.

Yes, yes, the round is over, now we play.

2 more cards to start? Eh. Okay. But then we play?

But no. First we wait 40 seconds.

Then we actually play.

Sigh. Bad design.

Oprørsk

ETA: et citat og et link til en forskelsliste. Spoilers.

​Anmeldelse af Småsnak om Insurgent, af Veronica Roth.

Da jeg begyndte på den her bog, var min plan at snakke om forskellene på bog og film, fremfor at lave en egentlig anmeldelse. 

Nu, hvor jeg er færdig, er den plan væltet noget. Forskellene er simpelthen for store. Så nedenfor nøjes jeg med meget generelle sammenligninger. Edit: Jeg kunne ikke lade være. Der er flere detaljer længere nede.

Lad mig starte med et “buh” i Hollywoods generelle retning. Hvis I ikke mente, den her bog kunne filmatiseres, kunne I så ikke bare have ladet den være?

Men hvad har den her bog så?

Første bind/film skitserer ordet “divergent”, og her får vi fyldt meget mere på. Vi får noget beskrevet, der videnskabeligt hænger sammen, i stedet for at det virker ret magisk, som i filmen. 

Ret tidligt i denne bog antydes det, at Nogen Ved Noget. Der trækkes tråde tilbage til bind 1, noget ret betydningsfuldt dengang bliver forklaret nu. I filmene er det igen lidt mere i retning af, at viden er i en lille, magisk boks.

Hovedpersonen kæmper midt i det hele sine egne kampe. Bevæger sig væk fra at være dumdristig, grænsende til selvmorderisk. Hvad er bedst, at give sit liv eller at leve? Hun finder bl.a. svaret, da hun tror, at hun skal dø. Den her tråd kan jeg slet ikke huske fra filmen.

Så besvarer bogen et spørgsmål, filmen rejste: Hvor er de gamle Dauntless? Det er bare en lidt irriterende detalje, at det mangler i filmen.

Til gengæld bliver bogen forelsket i udtrykket “Dauntless traitor”. Lidt variation her havde været fint.

Et lille citat skal der også til. “Sometimes I feel like I am collecting the lessons each faction has to teach me, and storing them in my mind like a guidebook for moving through the world. There is always something to learn, always something that is important to understand.” Ja, man skulle næsten tro, en forfatter havde planlagt det.

Så. En meget mere sammenhængende historie end filmen, hvis man absolut skal sammenligne. Sidst jeg så filmen, dødkedede jeg mig. Den her bog kunne jeg forestille mig at læse igen.

En mere systematisk gennemgang af forskellene: Insurgent Book to Film Differences. Bemærk hyppigheden af “denne scene er ikke i …”.

SPOILERS:

I bogen bliver Tris af Jeanine udsat for nogle simuleringer henover nogle dage. Formålet er dels at teste et nyt serum, Jeanine har lavet, dels i et enkelt tilfælde at knække Four. Så bliver Jeanine sur, og Tris skal henrettes. Hun virker død, men er faktisk bare lammet, fordi Peter greb ind. (Nedenfor beskrives, hvorfor han er taknemmelig.) Tris flygter og er udenfor bygningen i dagevis. Så angriber hun (med hjælp) bygningen igen. For at komme ind på Jeanines kontor må hun gennem en simulering. På Jeanines kontor er Et Hemmeligt Budskab, Jeanine godt kender. Tori myrder Jeanine. Tris bliver slæbt væk, men får overbevist Four om, at Det Hemmelige Budskab skal vises for alle.

Det Hemmelige Budskab kendes generelt af byens ledere. Man havde besluttet at offentliggøre det. Da Jeanine hørte det, begyndte hun at udbrede sladder om Abnegation, for at forhindre det.

I filmen bliver Tris af Jeanine udsat for 4 simuleringer i træk, og efter en lille pause en sidste. Formålet er at få åbnet en kasse med Et Hemmeligt Budskab. Under den sidste simulering dør Tris tilsyneladende, men hun er faktisk bare lammet, fordi Peter greb ind. (Nedenfor beskrives, hvorfor han er taknemmelig.) Tris får muligheden for at flygte, men vælger at blive og prøve den sidste simulering igen. Det lykkes, og Det Hemmelige Budskab bliver afspillet. Jeanine har ikke set det før, og heller ikke nogen andre i byen. Evelyn myrder Jeanine. Det Hemmelige Budskab bliver afspillet for alle.

At Jeanine udbredte sladder om Abnegation skyldtes udelukkende hendes ønske om magt. Kassen bliver fundet hos en af byens ledere, Tris’ far.

(a) Ret tidligt i bogen redder Tris Peters liv, ved at trække ham ud af en kugles bane.

I bogen er simuleringerne:

  • (b) Tris er på en bus med sin mor. Hun opdager, at dette er i strid med sandheden, at hendes mor er død. De har en lille samtale. 
  • Tris ser Four dø. (Denne simulering er for at knække Four.)
  • (c) Tris bliver befriet af Four. En af hans handlinger afslører, at han er simuleret.
  • (d) Tris slås med sig selv. Hun må gennemskue, hvad forskellen er på hende selv og simuleringen.

I filmen er simuleringerne:

  • Tris redder sin mor fra et brændende, tyngdekraftforagtende værelse. Dauntless bestået.
  • (b) Tris er sammen med sin mor i sit barndomshjem. De har en ret lang og ærlig samtale, hvor Tris bl.a. undskylder for morens død. Candor bestået. 
  • (c) Tris bliver befriet af Four. (a) Under flugten vælger Tris ikke at skyde Peter. Abnegation bestået. (c) En af Fours bemærkninger afslører, at han er simuleret. Erudite bestået. 
  • (c1) Tris hader Jeanine og overfalder hende.
  • (c2) Tris hader sig selv, og de slås. Til sidst vælger Tris at tilgive sig selv. Amity bestået.

I bogen undersøger Jeanine ret grundigt egenskaben divergent. Ens hjerne er anderledes, mere fleksibel, og dette understøttes af hjernescanninger. Der er også flere spejlneuroner, så man i højere grad kan tilpasse sig sine omgivelser. Jeanine arbejder på et simuleringsserum, der virker på alle (også divergent-folk), og gennemfører derfor en stribe forsøg. Tris og Four er lige gode forsøgskaniner. Tris er egnet til 3 faktioner, hvilket er meget. Abnegation og factionless har mange med egenskaben. 

I filmen kan egenskaben aflæses med et lille apparat, der måler ens “divergentness” i procent. Tris er 100 %. Andre forsøgskaniner til at åbne kassen virker ikke, men Tris bør være perfekt. Hun bør kunne godkendes til alle 5 faktioner.

I bogen er egenskaben genetisk betinget. Det er den vist også i filmen, men som antydet er det hele mere vagt her.

Anderledes

Anmeldelse af Divergent, af Veronica Roth.

Skitse: Beatrice er blevet gammel nok til at vælge, hvilken gruppe i samfundet hun fremover skal være del af. Hvis de vil have hende.

Er det science fiction? Dystopisk YA, yeah, baby.

Temaer: Beatrice, der ikke er tilpas med primært at tjene andre, prøver at blive Tris, der er modig. Er det det rigtige valg? Passer hun ind nogen steder? Får hun pludselig en kæreste også? Kan et idealistisk baseret samfund holde fast i idealerne henover generationerne, eller må man acceptere, at de modige er en halvdårlig blanding af militær og politi, og at de intelligente også vil lede? 

Den fjerne fremtid er på mange måder forbløffende low tech.

Vi skal lige høre lidt om ham kæresten: eyes dark blue, a dreamimg, sleeping, waiting color.

Er det godt? Mja. Mit primære problem er nok, at jeg ikke er 16 og synes teenage-problemer fylder for meget. 

Note: Rigtig meget af min læsning var at sammenligne med filmen. Okay, i bogen får man faktisk blå mærker af at slås, og Hegnet (da-da-dah!) er ikke helt så umenneskeligt højt. Fair nok. Jeg bliver mere vred over ulogiske ændringer. En spændende, men ufarlig “flyvetur” i bogen får et ekstra kick i filmen: Husk at trække i bremsen. Et varslet familiebesøg i bogen bliver til et underligt “pludselig er mor der” i filmen. Det er ting ved filmen, der har naget mig, og når de kun er i filmen, er det sådan noget misforstået “spænding er vigtigere end plot”. Så træt af den slags. 

I filmen virker faktionerne meget adskilt. I bogen hører vi om børns skolegang, hvor klasserne er blandet. Det er lidt en lettelse. 

Jeg kan ikke regne ud, hvorfor Tris vinder en vigtig slåskamp i bogen, men taber den i filmen.