Fornylig havde Zetland denne charmerende artikel: Hvorfor jeg tĂŠnder pĂ„ tanken om hĂŠvnpornobilleder â og hvad det siger om moderne seksualitet (og mine komplekser). Den har jeg et par tanker om.
Rasmussen siger: “I gĂžr ret i at sige fra, vi mĂ„ alle sammen sige fra over for det. Men er det nok at sige fra? Hvad med at sige til? SĂŠtte ord pĂ„, hvordan I kunne tĂŠnke jer at komme hinanden ved.”
Bagefter fortĂŠller han ret detaljeret, hvad de involverede kvinder kunne tĂŠnke sig. Men de kunne ikke tĂŠnke sig one night stands eller lignende. SĂ„ det, de siger, er ikke godt nok.
SĂ„ er vi i byen. “SĂ„dan stod jeg lidt pĂ„ Boogies og tĂŠnkte, hvor vanskeligt det var at komme derhen, og hvor ĂŠrgerligt det var, at kun, hvad ved jeg, ti ud af os 100 mennesker skulle gĂ„ herfra med oplevelsen af at have mĂŠrket en andens krop, kysset kĂŠben af led, mĂ„ske have sex, for vi havde jo lyst til den slags, alle sammen, og regnestykket gik op, hvorfor skulle det vĂŠre sĂ„ svĂŠrt?”
Rasmussen ved, hvad de 99 andre har lyst til. I de fleste tilfĂŠlde helt uden at have spurgt.
Pigerne ville ikke rigtig snakke med ham. PÄ sin vis forstÄr han det. De blokerer for pÄtrÊngenhed, fair nok. Og sÄ forstÄr han det alligevel ikke. Det burde de ikke gÞre.
Heldigvis bliver han sat pĂ„ plads. “Og nu kan jeg hĂžre min veninde Trine sige, at Anders, jeg gĂ„r altsĂ„ ikke i byen for at snave med fyre …” Og dog, fordi “jeg har set dig stĂ„ og snave med fyre i byen, jeg har set dig tage med dem hjem, og du har for det meste haft okay optur over det.” Trine er en fupmager. Hun siger et og gĂžr noget andet. Rasmussen har gennemskuet hende. Og dermed alle kvinder, der gĂ„r i byen.
SÄ fÄr vi en lang historie om Johnson. Han spiller en slags rollespil, nÄr han scorer. Og det virker. Hun kommer med hjem. NÊste morgen lÊgger hun sit telefonnummer. Men det kan Johnson ikke bruge til noget. Hun burde have opdaget hans lÞgn inden morgenstunden. NÄr hun ikke gÞr det, sÄ ryger telefonnummeret ud. Jeez! Jeg vil hÄbe, jeg aldrig har vÊret udsat for sÄdan en fusket eksamen.
Porno. Her lĂŠrer jeg, at der findes en genre, der hedder casting couch. Kort fortalt, pĂ„ et tidspunkt falder replikken: “Du fĂ„r jobbet, hvis jeg fĂ„r sex.” Eller en variation. Lidt senere er der fuld gang i den. Og sĂ„ kommer der en lyd. Eller en bevĂŠgelse. Den, der fortĂŠller Rasmussen, at kvinden (som altsĂ„ er fiktiv) begynder at nyde den pĂ„tvungne sex. Det er hot.
Nu synes jeg nok, det begynder at blive ulÊkkert. For det fÞrste kan Rasmussen hÞre/se, hvad der foregÄr i kvindens hoved. (Jeg vil love dig for, at, hvad min krop gÞr og siger, godt kan rende fra mig. Under de forkerte omstÊndigheder. DesvÊrre.) For det andet, er det hot, at hun strittede imod i starten (som hun bÞr, det er sexchikane), men nu har ombestemt sig.
Har Rasmussen aldrig hĂžrt, at nej betyder nej?
HÊvnporno virker, fordi det pÄ samme mÄde viser, at hende den kortfattede, henne i baren, i virkeligheden godt vil. Og alligevel siger bitchen nej.
Suk.
NĂ„h. Rasmussen har besĂžg af en kvinde, Eini. Han forklarer hende om sit forhold til fremfusende kvinder. “Problemet opstĂ„r, nĂ„r hun er sĂ„dan âJeg er til det her og det herâ, eller âJeg udforsker det her for tidenâ. Jeg stivner ligesom. âĂÞÞh, jeg ved ikke lige, hvad jeg er til, faktisk, jeg plejer bare at tage tĂžjet af og se, hvad der sker.â” Fint nok for dig. Men for mig ville det der handle om grĂŠnser. Vi kan A og B, men ikke C. Det ville jeg altsĂ„ have det skĂžnt med at fĂ„ sagt tidligt. Men den slags skrĂŠmmer tilsyneladende Rasmussen.
Rasmussen er misundelig pÄ, at piger bare kan kramme med hinanden, og det kan drenge ikke. Nu er den slags regler jo ikke hugget i sten. SÄ mÄske kunne han vÊre med til at Êndre dem.
Eini kan en historie. Noget med at fÄ en pige med hjem, og sÄ siger hun alligevel nej, og Eini bliver bare sÄ skuffet og begÄr vel en slags overgreb, og pigen begynder at grÊde. Eini skriger af grin, mens hun fortÊller den her historie. Eini, hvad har du gang i?
Eini kan ogsĂ„ noget mere aktuelt. “Det er den neurose, mĂŠndene mĂŠrker nu med #MeToo. De uklare grĂŠnser for adfĂŠrd. âDer sker noget dĂ„rligt, hvis jeg kommer til at gĂžre noget forkert, men jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg ved, at jeg skal sĂžrge for hele tiden at vĂŠre pĂ„ vagt over for, hvad andre mennesker udsender af signaler, sĂ„ jeg ikke kommer til at overskride en eller anden svĂŠrt definerbar social grĂŠnse.â” GrĂŠnserne er ikke en pind uklare. De er bare en nyhed for mĂŠndene. SĂ„ mĂ„ man jo lĂŠre noget nyt.
Der er en masse andet ogsÄ. Det er en lang artikel. Noget af det er okay. Noget af det har jeg lyst til at brÊkke mig over.
Men sÄ skrev jeg det her indlÊg i stedet for.
En Feminists Bekendelser har ogsÄ nogle gode kommentarer.
Flere kommentarer, bÄde positive og negative.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 