At skrive det andet

Jeg har læst Writing the Other, Nisi Shawl & Cynthia Ward. Nedenfor er der nogle af de tanker, jeg finder interessante. Bogen er rettet mod forfattere.

Én måde ikke at begå fejl på, er at holde sig helt fra at prøve. Man skriver ikke sorte personer forkert, hvis man ikke skriver om sorte personer. Men det er ikke det, Shawl og Ward anbefaler.

Der er mange måder, man kan afvige fra “det normale” på. Bogen har specielt fokus på ROAARS: race, (sexual) orientation, ability, age, religion, sex. Påstanden er, at det er disse egenskaber, vores kultur altid “opdager”, altid lægger vægt på, hvis der er forskelle. Bemærk at klasse ikke er med på listen. Sådan er “deres kontinent”, dvs. USA.

Hvis man er “normal”, så er man i den “umærkede tilstand”. Det er forskellen på, om hovedpersonen i filmen er “en rejsende” eller “en rejsende kvinde”. Om en hændelse tiltrækker “3 tilskuere” eller “3 asiatiske tilskuere”. Det er her, en historie måske ingenting siger, og så antager læseren, at hovedpersonen er en hvid mand.

Bogen indeholder små cases. Således den helt fantastiske replik “En hummerfisker fra Maine kan ikke være en new yorkers bedste ven!” (New yorkeren er endda bøsse.) Replikken skal ikke tages helt bogstaveligt. Selvfølgelig kan de godt være venner. Men de kan ikke være det, uden at nogen ville kommentere på det. Måske ville fiskeren blive drillet fredsommeligt af sine andre venner. Måske ville han selv blive slået af, at det er en usædvanlig parring. Men historien er ikke realistisk, hvis alle bare accepterer det. Sådan er Maine ikke.

Her er en tanke, jeg ikke har efterprøvet. Mennesker tilhører kategorier. Vi havde ROAARS ovenfor, men der er også andre egenskaber/kategorier. Historier handler tit om at skifte kategori.

Endnu en case. En lille novelle handler om en mand, der opfører sig nasty. Han har desuden et tysk efternavn. Test-læserne får alle mulige associationer til nazisme. Det viser sig, at forfatteren tilfældigvis valgte et tysk navn, der var ikke nogen dybere mening med det. Morale: Man skal tænke over, hvilke associationer, man lægger op til.

Vigtig pointe: Det er ikke meningen, at der altid skal være stor variation i egenskaber hos dine personer. Hvis du skriver om et nonnekloster, så er det okay, at der ikke er så mange mænd.

Der er en gruppe for folk, der har læst bogen og godt vil kunne sparre med andre læsere: https://facebook.com/groups/1532623950120251

Efter at have læst bogen, tænker jeg, at mange af dens anbefalinger føles banale. Men den følelse er måske ikke rigtig. Er det en fejl, at jeg aldrig har haft en tyrker med i en novelle? Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke har det? Ville det være okay, hvis jeg havde en tyrkisk kiosk-ejer, eller ville det være en stereotyp?

3 thoughts on “At skrive det andet

  1. Science fiction er vel en genre, hvor det ihvertfald er muligt at undersøge “the other”, hvadenten som AI, transhumanisme, aliens (ikke kun de der syre-savlende sataner), “hive-mnds”, uforståelige Solaris-agtigheder mm.
    Desværre kan man sige (eller mene), at muligheden ofte forpasses til fordel for stereotyper eller “entiteter”, der blot er forvoksede enkelt-aspekter af visse menneskelige dyder og lader. Men der findes da heldigvis eksempler på mere kompleks “other-ness”; “Bloodchild”, nævnte “Solaris”, “Embassytown”, “The Left Hand Of Darkness”, “Frankenstein” (for crying out loud), med masser af flere.
    Med andre ord kan man sige, at det BEDSTE science fiction er eksponent(er) for undersøgelse af “the other” med kvalificerede midler.
    Så konklusionen må være noget i retning af “Sturgeons Lov”, hvilket ikke forhindrer at science fiction ihvertfald er et muligt vehikel til udforskning af problematikken.
    Hilsen Henning

    Like

  2. Pingback: Afrofut! | Stuff from ommadawn.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s