Transsludder

Nogle artikler får mig bare op og køre. I dag skal vi snakke om sådan en artikel. Nedenfor er der citater fra artiklen og mine egne kommentarer. Jeg opfinder i forbifarten biokøn og sindskøn.

Det her er ikke et perfekt svar. Og jeg må indrømme, at jeg selv stikker nogle opfattelser ud, uden at supplere med links og sådan noget.

ETA: Det her er et godt svar: Transrettigheder er menneskerettigheder – ikke ideologi.

ETA: Endnu en god en: ‘Biologisk køn’: I don’t get it…. Og den tager fat i, at biokøn nok heller ikke er nok.

Transideologi: Regressiv, misogyn, homofobisk og antividenskabelig

Ole Nørskov

I den seneste tid har jeg læst om transideologi (Gender Ideology — som også kaldes kønsideologi), og jeg har fulgt den heftige debat om emnet på Twitter særligt i England med transaktivister på den ene side og feminister på den anden.

*Jeg er ikke sikker på, at jeg ville sætte lighedstegn mellem transideologi og kønsideologi. Jeg er heller ikke sikker på, at der er enighed om, hvordan de 2 ord defineres. Så vi er allerede på tynd is her.

Udviklingen i den engelsksprogede del af verden er absurd og skræmmende — og der er en reel risiko for, at det kan gå på samme måde herhjemme.

*Jeg elsker, når min indgang til en artikel er, at noget er skræmmende. Jeg skal blive bange. Der er noget frygteligt på færde. Desværre gør frygt det sværere for folk at læse noget, der er (eller skal forestille at være) videnskab.

Hvad mener jeg, når jeg siger “transideologi”? Det er ikke en beskyttet titel, og der findes vist ingen letforståelige definitioner. Men nedenstående er typiske transideologiske udsagn:

  • “Køn er en socialt konstrueret kategori”
  • “Mennesker har en medfødt — eller meget tidligt dannet — kønsidentitet, som er adskilt fra deres biologiske krop, og som kun de selv kender/føler”
  • “Man kan være en mand i en kvindes krop og omvendt”
  • “Køn er et spektrum”
  • “Alle mennesker er frie til selv at vælge deres køn”
  • “At undlade at anerkende en persons selvvalgte kønsidentitet i alle sammenhænge er transfobi”
  • “Transkvinder er kvinder”
  • Trans rights are human rights

*Jeg tror, det er en misforståelse at sige, at man skal have frihed til at vælge sit køn. Et andet er punkterne er da også, at man har et køn (en kønsidentitet). Derimod er det vigtigt, hvis man bliver stillet overfor en institution, der ønsker at kende ens køn, at man så kan svare, hvad der er korrekt. At man kan vælge. At folk ikke kigger på ens skæg og bryster, og så ikke spørger til mere. “Nå, men jeg skal vel bare skrive …”

  • “Kvinder bliver gravide”
  • “Kvinder ammer”
  • “Kvinder menstruerer”
  • “Kvinder er fysisk svagere end mænd”
  • “Kvinder er mindre voldelige end mænd”

Ingen af disse udsagn er sande, hvis køn er en social kategori, og “kvinde” ikke defineres biologisk. Men disse udsagn — og lignende — er baggrunden for kvinders historiske undertrykkelse og hele idéen i at tale om kvindekamp, kvindefrigørelse og kvinders rettigheder. Hvis disse udsagn ikke er sande, er feminisme ikke mulig. For hvis rettigheder kæmper man så for som feminist?

*Ord ændrer sig. På et tidspunkt var det fint at sige “kvinder ammer”. Nu er vi blevet klar over, at verden er mere indviklet. At man på nogen måder kan “være” en kvinde og på andre “være” en mand. Det er bl.a. derfor, man kan sige “person, der kan amme” eller noget i den retning. Med tiden finder vi nok på et bedre ord. Sindsmand/biokvinde? Vi må opdatere vores sprogbrug. På et tidspunkt siger vi måske “biokvinder ammer”. Virkeligheden er ligeglad. Nogle bryster danner mælk, andre gør ikke. Men vores sprogbrug kan såre. Hvorfor skal en biokvinde ramle ind i hun/hende hele tiden, når det ikke er rigtigt, ikke passer med kønnet? – Jeg kunne sige noget tilsvarende om de andre udsagn.

*Det er selvfølgelig også noget sludder, at feminisme bliver umulig. Det bliver bare kampen for ciskvinder, transkvinder, biokvinder og sindskvinder. Fordi, lur mig om de ikke har noget tilfælles.

Transideologer/kønsideologer er ikke meget for at definere den sociale kategori “kvinde” — måske fordi det er umuligt at gøre det uden at forfalde til reaktionære kønsstereotyper (kvinder er feminine, går i kjole og taler meget i telefon).

*Okay, for det første, så er det der med telefonen ikke alvorligt ment, vel? For det andet, området er rigtig nyt. Kultur er indviklet. Nogle spørgsmål er det bare meget svært at svare på. Hvad præcis er en kvinde? Det er også svært at definere en dansker, så alle er enige i definitionen. – Den kultur, jeg vokser op i, lærer mig, at mænd er sådan og kvinder er sådan. Alle påstår, at jeg er det ene, men mine observationer og min fornemmelse inde i siger, at jeg er det andet. Ligesom homoseksuelle oplever, at deres fornemmelser inde i siger noget andet, end flertallet lige ville gætte på.

Den “sjoveste” definition, jeg har set gentaget mange gange, er variationer af “kvinde betyder det, vi i samfundet bliver enige om, at kvinde betyder i en evigt skiftende diskurs”. Cirkulære definitioner som denne (kvinde betyder kvinde) er det bedste bud, man får.

*Nix. På et tidspunkt var samfundet enige om, at kvinde = livmoder, store bryster osv. Nu er vi i gang med at blive enige om noget andet.

Hvis den sociale kategori løsrives fra den biologiske kontekst, så har vi ikke længere et sprog til at beskrive biologiske kvinders vilkår. Og ironisk nok ville transkvinder så heller ikke have en social kategori at føle sig som en del af.

*Hvad er det for noget sludder, at sproget ikke kan følge med? Opfind nogle flere ord. Problem løst.

Jeg håber, at vi alle meget hurtigt kan blive enige om, at transpersoner har de samme rettigheder som alle andre mennesker. Human rights gælder naturligvis også for transpersoner. Det skal vi kæmpe for — også når det er svært.

Men når transaktivister bruger slagordet, mener de noget andet. De mener, at transideologi er en menneskerettighed, og at modstand mod transideologi er en overtrædelse af transpersoners menneskerettigheder. De mener, at det er en menneskeret at skifte køn — alene ved at sige, at man gør det, og at det frit valgte “køn — som social kategori” skal trumfe det biologiske køn i næsten alle sammenhænge.

*Igen, den tror jeg altså ikke holder. Allerførst, transaktivister er jo ikke en uniform gruppe, hvor alle mener det samme. For det andet, ja, nogle former for modstand mod transpersoner tager form af, at man nægter, at transpersoner eksisterer, at de har visse behov, der er anderledes end cispersoners osv. Hvordan rimer menneskerettigheder med “du eksisterer ikke, og du kan ikke få, hvad du har behov for”?

En kønsopfattelse, som erstatter biologi med stereotype og/eller metafysiske forestillinger om køn, er naturligvis et tilbageskridt.

*Det med stereotyperne må du altså selv tage ansvar for. Og metafysikken. “Gud fortalte mig, at jeg er kvinde.” Nej, det er ikke den, der er på spil. Og biologien bliver ikke nedlagt. Den bliver suppleret med noget mere. Det samlede indtryk bliver mere nuanceret. Det er sådan forskning plejer at foregå.

I de engelsktalende lande mødes børn og unge nu af spørgsmålet: “Hvilket køn er du?” — og det rammer hårdt, hvis man ikke lever op til de stereotypiske ideer om, hvordan en mand eller en kvinde opfører sig og ser ud.

*Øh, er det transideologerne, der slår ud her?

Det er vigtigt at sige, at mange “kønsideologer” som sagt ikke lader sig fange i den slags udtalelser — de undlader at definere, hvad “mand” og “kvinde” betyder. Men i praksis erstattes forestillingen om, at en kvinde er et voksent menneske af hunkøn, som kan gøre, hvad hun har lyst til uden at blive mindre kvinde af det — med en forestilling om, at hendes handlinger, følelser og præferencer kan gøre hende mere eller mindre kvinde. Hvis hun ikke passer ind i den sociale kategori “kvinde”, så er hun ikke en kvinde.

*Altså, du kan ikke både have, at der frit valg på hylde 1 og at man skal passe til sociale forventninger.

Materialet er derfor blevet sværere at forstå for mange kvinder — der er sandsynligvis langt flere engelske kvinder, der ikke ved, hvad en “cervix haver” er, end der er transmænd. (Følg eventuelt Milli Hill (@millihill på Twitter, hvis du vil dykke dybere ned i dette).

*Jeps. Der kommer nogle nye ord. Dem lærer vi. Ligesom vi lærer alle mulige andre ord.

Udover at den type sprog er koldt og svært at forstå, så er den også kvindefjendsk. Kvinder skrives bogstaveligt talt bort. Sjovt nok sker det samme ikke for “man” og “father”.

*Det sidste er et problem. Selvfølgelig skal vi have samme slags sprog for kvinder og mænd.

At forsøge at påtvinge homoseksuelle en ny forståelse af køn, som betyder, at de ikke selv kan bestemme og frit udtrykke, hvem de er seksuelt tiltrukket af, er homofobi.

*Nix. Folk er tiltrukket af, hvem de nu er tiltrukket af. Biokøn, sindskøn, politisk overbevisning, religion osv. Det spiller alt sammen en rolle. Og ligesom alt andet, så kommer der nok også en opdatering af sproget.

Når studievært Jacob Rosenkrands i Deadline kalder Laurel Hubbard en kvinde (som mange andre medier i øvrigt også gør — nok de fleste) er det — går jeg ud fra — for at være venlig og inkluderende over for Laurel Hubbard og transkvinder. Ikke fordi han personligt mener, at Laurel Hubbard faktisk er en kvinde (Jacob Rosenkrands kan måske svare på spørgsmålet selv).

*Det er bare en meget stor antagelse.

Det er da også transaktivisternes udtalte mål. De mener, at det skal være ulovligt at udelukke mænd, der identificerer sig som kvinder, fra arrangementer, der kun er for kvinder (og fra dating apps mv.).

*Det er så vidt jeg ved noget, der stadig bliver diskuteret. Igen, måske skal der være noget mere nuanceret.

Her er det nok vigtigt at påpege, at langt de fleste transkvinder stadig har en penis, og at nogle transkvinder — igen i de engelsksprogede lande — ikke adskiller sig fra mænd på andre måder end ved at sige, at de er kvinder.

*Og?

Biologisk køn er ikke et spektrum.

Der findes to. Det ene køn producerer ægceller. Det andet køn producerer sædceller.

At der så findes — ganske få — mennesker, som har træk/kendetegn fra begge køn, gør ikke køn til et spektrum. Hvis vi fandt én lysegrå svane mellem 500 sorte og 500 hvide, ville vi næppe heller konkludere, at svaners farve er et spektrum — og nok heller ikke spørge de sorte og hvide svaner, hvor på det spektrum de føler, de befinder sig.

*Jeg forstår simpelthen ikke, at de 2 udsagn kan leve i samme hoved. – Hvad med mænd, der ikke producerer sædceller? Hvad med gamle mænd og kvinder, der hverken producerer æg eller sæd? Hvad med børn?

På hospitalet er det helt afgørende at vide, hvilket biologisk køn en person har — hvis man ikke gør det, kan det få fatale konsekvenser.

*Jeps. Spørg til deres biokøn. Lav et ekstra felt til registreringen i cpr.

De steder, hvor det giver mening at diskutere eller registrere køn, er det biologisk køn, det giver mening at diskutere eller registrere:

  • Hos lægen
  • I fængsler
  • I kriminalitetsstatistikker
  • I sport
  • I omklædningsrum (safe spaces)
  • I forskning
  • På herberger/kvindehjem
  • I #MeToo

*Det kommer jo an på. Lægen kan have brug for at kende både biokøn og sindskøn, afhængig af, om det er noget fysisk eller psykisk, der er på færde. – Personligt synes jeg, at sport burde ophæve køn. Brug fx handicap i stedet, som i golf.

Lønstatistik: BBC har nu bedt sine 20.000 ansatte oplyse deres “gender”. Men hvordan kan man se forskel på mænds og kvinders løn, hvis kønnet er valgt frivilligt?

*Valgt frivilligt. Se ovenfor. Og igen, måske er der brug for flere muligheder. Folk bliver både påvirket af biokøn og sindskøn.

Biologiske mænds vold mod biologiske kvinder bliver nu i nogle lande registreret som kvinders vold mod kvinder, hvis gerningsmanden identificerer sig som kvinde.

*Er det noget med, at den voldelige kun identificerer sig som kvinde, når voldshandlingen diskuteres? Fordi det er jo bare noget rod. Hold op med det.

Voldtægtsmænd afsoner i kvindefængsler (med mødre og børn).

*Jeg føler skyggen af, at alle biomænd er voldelige. Det er ikke det, du siger, vel?

Der er i de engelsksprogede lande gennem de seneste år sket en eksplosion i antallet af børn, der lider af kønsdysfori. Eller hvis vi skal sige det med transidiologiske ord: Der er sket en eksplosion i antallet af “transbørn“.

*Der er sket en eksplosion i tallene. Nok fordi, flere føler sig trygge ved at komme ud af skabet.

Ville det være en helt idiotisk hypotese, at man kunne udskifte “eating disorders” med “gender dysphoria” i ovenstående? (Med den forskel, at vi ikke kun taler colleges, men helt ned til primary schools).

*Jeg mener, der er forskning, der peger på, at det her bare er noget vås. Men jeg afventer da spændt resultatet.

Transaktivister bekæmper ethvert forsøg på at finde ud af, om det faktisk er tilfældet. Den forsker, som gjorde et forsøg for nogle år siden, lever stadig med konsekvenserne.

*Og det er noget rod. Forskere skal selvfølgelig have lov til at bedrive forskning. Det må vi se at få løst.

I USA, Canada og New Zealand kommer børn på “pubertetsblokkere”, hvis de udtrykker, at de ikke føler sig som deres biologiske køn. Det fører næsten altid senere til hormonbehandlinger, operationer mv. Børn, som aldrig har haft en kæreste eller fået et kys, bliver sendt på en medicinsk rejse, som gør dem sterile, og som umuliggør et naturligt sexliv.

*Pubertetsblokkere forsinker puberteten, de forhindrer den ikke. Den giver børn en mulighed for at blive voksne, før de vælger. Det er godt, ikke? Og det er vel sindskønnet, der “fører til” hormoner og behandlinger, ikke blokkerne. Og hvis vi snakker naturligt sexliv, så skal vi have forbudt viagra også, ikke?

Jeg kan heller ikke se noget problem i, at man i sociale sammenhænge kalder en transkvinde for “hun” og en transmand for “han” — af venlighed.

*Du kalder det venlighed. Jeg kalder det en falsk facade.

Feministens klagesang

Henover nogle år har jeg fulgt med i, hvad feminister siger, og i stigende grad holder jeg med dem/os. (Noget begyndte i 2013.)

Specielt ifm. #metoo er jeg begyndt at snakke med. Jeg blander mig i debatter. Desværre er de debatter underligt frosne. Der er en tendens til at slynge ord ud (“overdreven”, “hysterisk”) uden at underbygge dem eller bede om beviser fra modparten. Det hele bliver bare noget råberi.

Jeg ved ikke, om det her bliver endnu et råb i koret. Men jeg vil prøve at gøre det til lidt mere.

25/2 skrev Politiken “Nu må det snart være på tide, at vi dropper de urimeligt lave lønninger i de traditionelle såkaldte kvindefag”. (Online, for abonnenter.) Her finder vi bl.a. disse citater:

  • “…  lærerne og politifolkene skal have markant højere lønninger end sygeplejerskerne og pædagogerne. Hvorfor? Jo, fordi de to af fagene er typiske kvindefag, og de to, der skal have mere i løn, er typiske mandefag.”
  • “… fordi sygeplejersker og pædagoger ikke var at regne som primære forsørgere …”

Citaterne handler om tjenestemandsreformen fra 1969, der mht. disse lønninger stadig gælder.

For mig er det her en vigtig, historisk brik. Den er med til at forklare, hvordan vi gik fra hjemmegående mødre til familier med 2 indkomster. Moderen i en tilfældig familie tjener sandsynligvis mindre end faderen, så når der skal træffes svære beslutninger om barsel, første sygedag osv., så er det hende der bliver hjemme. Og så bliver hun ikke forfremmet og får lønstigninger lige så hurtigt som manden, og så stiger sandsynligheden for, at hun også fremover bliver hjemme, og så ender vi med, at hun får sparet mindre pension op.

Det er et stort og komplekst emne. Der er mange brikker. Der skal forskning til, for at finde årsag og virkning. Men nu fik jeg altså endnu en brik.

Således samler jeg brikker. Emnet er stort. Der er holdninger til lønninger, sexchikane, voldtægt osv. For ikke så længe siden blev jeg rodet ind i en debat om en forside og en anden forside (debatten). Hvordan bliver kvinder afbilledet i fiktion? Hvad er forkert? Hvor går grænsen? Hvad bør konsekvensen være af at overskride den? Selvfølgelig er det her noget, man kan diskutere. Men som sagt bliver diskussionen noget flad i det. “Ja.” “Nej.” “Jamen, det synes jeg.” “Og det gør jeg ikke.”

Jeg må indrømme, at debatten gør mig paf. Når jeg fx siger noget om, at et billede er seksualiseret, og her er forresten definitionen af det ord, og den slags billeder er problematiske, så er svaret omkring ordet sexet, og at sex da aldrig før har været et problem. Æhm, er vi overhovedet i den samme samtale? Er vi enige om, hvad for en praksis vi diskuterer, og at det er den praksis i dag, der er interessant? Tilsyneladende ikke.

Når vi snakker sexchikane. Og nogen laver en vittighed. Og jeg så siger, at vittigheder bør sparke opad. Så bliver jeg svaret, at “det gør den sørme også”. Okay, så kvinderne har vundet? Æh. Kun på det område? Eller overalt? Jo, fordi “definitionen på sexchikane indeholder ordet ‘føle’, og så kan man jo altid komme og påstå, at man følte dit og dat”. Jaså. Hvis nu vi fx snakker om en fyring (og det er vist det, vi gør), så skal påstanden om dit og dat jo stadig overbevise en eller anden chef, og så er vi der, hvor mennesker altid er i den situation, vi prøver at fortolke ord og dermed afgøre, hvad der skal ske. Nix. Der er “ingen retssikkerhed”. Hm. For det første har retssikkerhed noget med myndighedernes overgreb at gøre, og der er vel ikke nogen, der påstår, at det er myndighederne, der kræver den der fyring? For det andet: Hvis den fyring bare er helt forkert, så gå til fagforeningen eller retssystemet. Jeg er ikke med. Hvad er det, der mangler her? Jo, men “dommen blev jo ensidigt afsagt i medierne”. Øh. Så den fyrede kan ikke komme til orde? Det skal jeg da ellers lige love for, at en bestemt fyret kunne, i stort set alle medier, for ikke så længe siden. Han er netop på vej mod en retssag. Godt for ham! Benyt dig af dine rettigheder, mand. Hvis instans 1 ikke gjorde deres arbejde, så gå videre til instans 2. Dejligt. (Nej, jeg ved ikke, om en ganske bestemt vært på et ganske bestemt tv-program er voldtægtsmand. Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?) Men så kører snakken i ring, eller min ærede modpart begynder at gå efter spilleren og ikke bolden.

Som sagt. Jeg er paf. Der er ikke enighed om, hvad fakta er, hvordan man finder dem, hvordan de bør bruges. Reglerne for debat er helt væk.

Men det burde jeg måske vide. Vi er trods alt i “fake news”-alderen, hvor begge sider af enhver diskussion forundres over den anden sides dumhed.

Horrible, horrible man

I was reading this story.

About Dominie Manwright. At an, eh, exhibition.

He’s reviewing the specimens.

Turns out Manwright can create people (or technically, biodroids) to spec. The thing with Sandra is solved and he goes home.

A new order is coming in. To spec. A lot of spec.

Manwright adds one more item.

The girl is made, she grows up, and she meets her new boss.

Ah. But he doesn’t want her.

What to do?

A new plan is hatched.

So apparently this woman is created, manipulated, sold/bought, and then manipulated some more.

I can’t really see the nice way to interpret this. What do you think?

Lidt af hvert om kvinder

Okay, nogle artikler stritter bare i alle mulige retninger. Det gælder også den her fra POV. Så lad os prøve at filtre det fra hinanden.

  1. En musikvideo bliver af mænd afkodet som okay humor. Kvinder synes den er kedelig og forudsigelig, og forresten også urealistisk.
  2. En dresscode kan bl.a. kræve, at kvinder går i høje hæle. Kvinder synes, det gør ondt og giver skader.
  3. Noget statistik er ikke så godt for Danmark.
  4. Måske bør organisation og ledelse tænkes på en anden måde.

Der var vist lidt mere her, men døm selv.

Artikel: Kvindelige ledere om skjulte overgreb: Det sjove er alvor for halvdelen af os.

Mænd der tænder på kvinders afmagt

Fornylig havde Zetland denne charmerende artikel: Hvorfor jeg tænder på tanken om hævnpornobilleder – og hvad det siger om moderne seksualitet (og mine komplekser). Den har jeg et par tanker om.

Rasmussen siger: “I gør ret i at sige fra, vi må alle sammen sige fra over for det. Men er det nok at sige fra? Hvad med at sige til? Sætte ord på, hvordan I kunne tænke jer at komme hinanden ved.”

Bagefter fortæller han ret detaljeret, hvad de involverede kvinder kunne tænke sig. Men de kunne ikke tænke sig one night stands eller lignende. Så det, de siger, er ikke godt nok.

Så er vi i byen. “Sådan stod jeg lidt på Boogies og tænkte, hvor vanskeligt det var at komme derhen, og hvor ærgerligt det var, at kun, hvad ved jeg, ti ud af os 100 mennesker skulle gå herfra med oplevelsen af at have mærket en andens krop, kysset kæben af led, måske have sex, for vi havde jo lyst til den slags, alle sammen, og regnestykket gik op, hvorfor skulle det være så svært?”

Rasmussen ved, hvad de 99 andre har lyst til. I de fleste tilfælde helt uden at have spurgt.

Pigerne ville ikke rigtig snakke med ham. På sin vis forstår han det. De blokerer for påtrængenhed, fair nok. Og så forstår han det alligevel ikke. Det burde de ikke gøre.

Heldigvis bliver han sat på plads. “Og nu kan jeg høre min veninde Trine sige, at Anders, jeg går altså ikke i byen for at snave med fyre …” Og dog, fordi “jeg har set dig stå og snave med fyre i byen, jeg har set dig tage med dem hjem, og du har for det meste haft okay optur over det.” Trine er en fupmager. Hun siger et og gør noget andet. Rasmussen har gennemskuet hende. Og dermed alle kvinder, der går i byen.

Så får vi en lang historie om Johnson. Han spiller en slags rollespil, når han scorer. Og det virker. Hun kommer med hjem. Næste morgen lægger hun sit telefonnummer. Men det kan Johnson ikke bruge til noget. Hun burde have opdaget hans løgn inden morgenstunden. Når hun ikke gør det, så ryger telefonnummeret ud. Jeez! Jeg vil håbe, jeg aldrig har været udsat for sådan en fusket eksamen.

Porno. Her lærer jeg, at der findes en genre, der hedder casting couch. Kort fortalt, på et tidspunkt falder replikken: “Du får jobbet, hvis jeg får sex.” Eller en variation. Lidt senere er der fuld gang i den. Og så kommer der en lyd. Eller en bevægelse. Den, der fortæller Rasmussen, at kvinden (som altså er fiktiv) begynder at nyde den påtvungne sex. Det er hot.

Nu synes jeg nok, det begynder at blive ulækkert. For det første kan Rasmussen høre/se, hvad der foregår i kvindens hoved. (Jeg vil love dig for, at, hvad min krop gør og siger, godt kan rende fra mig. Under de forkerte omstændigheder. Desværre.) For det andet, er det hot, at hun strittede imod i starten (som hun bør, det er sexchikane), men nu har ombestemt sig.

Har Rasmussen aldrig hørt, at nej betyder nej?

Hævnporno virker, fordi det på samme måde viser, at hende den kortfattede, henne i baren, i virkeligheden godt vil. Og alligevel siger bitchen nej.

Suk.

Nåh. Rasmussen har besøg af en kvinde, Eini. Han forklarer hende om sit forhold til fremfusende kvinder. “Problemet opstår, når hun er sådan ‘Jeg er til det her og det her’, eller ‘Jeg udforsker det her for tiden’. Jeg stivner ligesom. ‘Øøøh, jeg ved ikke lige, hvad jeg er til, faktisk, jeg plejer bare at tage tøjet af og se, hvad der sker.’” Fint nok for dig. Men for mig ville det der handle om grænser. Vi kan A og B, men ikke C. Det ville jeg altså have det skønt med at få sagt tidligt. Men den slags skræmmer tilsyneladende Rasmussen.

Rasmussen er misundelig på, at piger bare kan kramme med hinanden, og det kan drenge ikke. Nu er den slags regler jo ikke hugget i sten. Så måske kunne han være med til at ændre dem.

Eini kan en historie. Noget med at få en pige med hjem, og så siger hun alligevel nej, og Eini bliver bare så skuffet og begår vel en slags overgreb, og pigen begynder at græde. Eini skriger af grin, mens hun fortæller den her historie. Eini, hvad har du gang i?

Eini kan også noget mere aktuelt. “Det er den neurose, mændene mærker nu med #MeToo. De uklare grænser for adfærd. ‘Der sker noget dårligt, hvis jeg kommer til at gøre noget forkert, men jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg ved, at jeg skal sørge for hele tiden at være på vagt over for, hvad andre mennesker udsender af signaler, så jeg ikke kommer til at overskride en eller anden svært definerbar social grænse.’” Grænserne er ikke en pind uklare. De er bare en nyhed for mændene. Så må man jo lære noget nyt.

Der er en masse andet også. Det er en lang artikel. Noget af det er okay. Noget af det har jeg lyst til at brække mig over.

Men så skrev jeg det her indlæg i stedet for.

En Feminists Bekendelser har også nogle gode kommentarer.

Flere kommentarer, både positive og negative.

Farvel til Pinterest

Jeg ved ikke. Jeg er så træt af Pinterest. Det er kun andre brugere, der kan se mit indhold på en nem måde. Så nu vil jeg prøve at starte forfra. Jeg vil dog også godt have mit indhold med.

Så nu har jeg taget en ikke særlig god backup (hvorfor er det ikke indbygget, at man kan gøre det nemt og rart) og lagt den på Min Anden Hjemmeside.

Bunkevis af links.

Bunkevis af billeder, inddelt efter board.