Feministens klagesang

Henover nogle år har jeg fulgt med i, hvad feminister siger, og i stigende grad holder jeg med dem/os. (Noget begyndte i 2013.)

Specielt ifm. #metoo er jeg begyndt at snakke med. Jeg blander mig i debatter. Desværre er de debatter underligt frosne. Der er en tendens til at slynge ord ud (“overdreven”, “hysterisk”) uden at underbygge dem eller bede om beviser fra modparten. Det hele bliver bare noget råberi.

Jeg ved ikke, om det her bliver endnu et råb i koret. Men jeg vil prøve at gøre det til lidt mere.

25/2 skrev Politiken “Nu må det snart være på tide, at vi dropper de urimeligt lave lønninger i de traditionelle såkaldte kvindefag”. (Online, for abonnenter.) Her finder vi bl.a. disse citater:

  • “…  lærerne og politifolkene skal have markant højere lønninger end sygeplejerskerne og pædagogerne. Hvorfor? Jo, fordi de to af fagene er typiske kvindefag, og de to, der skal have mere i løn, er typiske mandefag.”
  • “… fordi sygeplejersker og pædagoger ikke var at regne som primære forsørgere …”

Citaterne handler om tjenestemandsreformen fra 1969, der mht. disse lønninger stadig gælder.

For mig er det her en vigtig, historisk brik. Den er med til at forklare, hvordan vi gik fra hjemmegående mødre til familier med 2 indkomster. Moderen i en tilfældig familie tjener sandsynligvis mindre end faderen, så når der skal træffes svære beslutninger om barsel, første sygedag osv., så er det hende der bliver hjemme. Og så bliver hun ikke forfremmet og får lønstigninger lige så hurtigt som manden, og så stiger sandsynligheden for, at hun også fremover bliver hjemme, og så ender vi med, at hun får sparet mindre pension op.

Det er et stort og komplekst emne. Der er mange brikker. Der skal forskning til, for at finde årsag og virkning. Men nu fik jeg altså endnu en brik.

Således samler jeg brikker. Emnet er stort. Der er holdninger til lønninger, sexchikane, voldtægt osv. For ikke så længe siden blev jeg rodet ind i en debat om en forside og en anden forside (debatten). Hvordan bliver kvinder afbilledet i fiktion? Hvad er forkert? Hvor går grænsen? Hvad bør konsekvensen være af at overskride den? Selvfølgelig er det her noget, man kan diskutere. Men som sagt bliver diskussionen noget flad i det. “Ja.” “Nej.” “Jamen, det synes jeg.” “Og det gør jeg ikke.”

Jeg må indrømme, at debatten gør mig paf. Når jeg fx siger noget om, at et billede er seksualiseret, og her er forresten definitionen af det ord, og den slags billeder er problematiske, så er svaret omkring ordet sexet, og at sex da aldrig før har været et problem. Æhm, er vi overhovedet i den samme samtale? Er vi enige om, hvad for en praksis vi diskuterer, og at det er den praksis i dag, der er interessant? Tilsyneladende ikke.

Når vi snakker sexchikane. Og nogen laver en vittighed. Og jeg så siger, at vittigheder bør sparke opad. Så bliver jeg svaret, at “det gør den sørme også”. Okay, så kvinderne har vundet? Æh. Kun på det område? Eller overalt? Jo, fordi “definitionen på sexchikane indeholder ordet ‘føle’, og så kan man jo altid komme og påstå, at man følte dit og dat”. Jaså. Hvis nu vi fx snakker om en fyring (og det er vist det, vi gør), så skal påstanden om dit og dat jo stadig overbevise en eller anden chef, og så er vi der, hvor mennesker altid er i den situation, vi prøver at fortolke ord og dermed afgøre, hvad der skal ske. Nix. Der er “ingen retssikkerhed”. Hm. For det første har retssikkerhed noget med myndighedernes overgreb at gøre, og der er vel ikke nogen, der påstår, at det er myndighederne, der kræver den der fyring? For det andet: Hvis den fyring bare er helt forkert, så gå til fagforeningen eller retssystemet. Jeg er ikke med. Hvad er det, der mangler her? Jo, men “dommen blev jo ensidigt afsagt i medierne”. Øh. Så den fyrede kan ikke komme til orde? Det skal jeg da ellers lige love for, at en bestemt fyret kunne, i stort set alle medier, for ikke så længe siden. Han er netop på vej mod en retssag. Godt for ham! Benyt dig af dine rettigheder, mand. Hvis instans 1 ikke gjorde deres arbejde, så gå videre til instans 2. Dejligt. (Nej, jeg ved ikke, om en ganske bestemt vært på et ganske bestemt tv-program er voldtægtsmand. Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?) Men så kører snakken i ring, eller min ærede modpart begynder at gå efter spilleren og ikke bolden.

Som sagt. Jeg er paf. Der er ikke enighed om, hvad fakta er, hvordan man finder dem, hvordan de bør bruges. Reglerne for debat er helt væk.

Men det burde jeg måske vide. Vi er trods alt i “fake news”-alderen, hvor begge sider af enhver diskussion forundres over den anden sides dumhed.

Horrible, horrible man

I was reading this story.

About Dominie Manwright. At an, eh, exhibition.

He’s reviewing the specimens.

Turns out Manwright can create people (or technically, biodroids) to spec. The thing with Sandra is solved and he goes home.

A new order is coming in. To spec. A lot of spec.

Manwright adds one more item.

The girl is made, she grows up, and she meets her new boss.

Ah. But he doesn’t want her.

What to do?

A new plan is hatched.

So apparently this woman is created, manipulated, sold/bought, and then manipulated some more.

I can’t really see the nice way to interpret this. What do you think?

Lidt af hvert om kvinder

Okay, nogle artikler stritter bare i alle mulige retninger. Det gælder også den her fra POV. Så lad os prøve at filtre det fra hinanden.

  1. En musikvideo bliver af mænd afkodet som okay humor. Kvinder synes den er kedelig og forudsigelig, og forresten også urealistisk.
  2. En dresscode kan bl.a. kræve, at kvinder går i høje hæle. Kvinder synes, det gør ondt og giver skader.
  3. Noget statistik er ikke så godt for Danmark.
  4. Måske bør organisation og ledelse tænkes på en anden måde.

Der var vist lidt mere her, men døm selv.

Artikel: Kvindelige ledere om skjulte overgreb: Det sjove er alvor for halvdelen af os.

Mænd der tænder på kvinders afmagt

Fornylig havde Zetland denne charmerende artikel: Hvorfor jeg tænder på tanken om hævnpornobilleder – og hvad det siger om moderne seksualitet (og mine komplekser). Den har jeg et par tanker om.

Rasmussen siger: “I gør ret i at sige fra, vi må alle sammen sige fra over for det. Men er det nok at sige fra? Hvad med at sige til? Sætte ord på, hvordan I kunne tænke jer at komme hinanden ved.”

Bagefter fortæller han ret detaljeret, hvad de involverede kvinder kunne tænke sig. Men de kunne ikke tænke sig one night stands eller lignende. Så det, de siger, er ikke godt nok.

Så er vi i byen. “Sådan stod jeg lidt på Boogies og tænkte, hvor vanskeligt det var at komme derhen, og hvor ærgerligt det var, at kun, hvad ved jeg, ti ud af os 100 mennesker skulle gå herfra med oplevelsen af at have mærket en andens krop, kysset kæben af led, måske have sex, for vi havde jo lyst til den slags, alle sammen, og regnestykket gik op, hvorfor skulle det være så svært?”

Rasmussen ved, hvad de 99 andre har lyst til. I de fleste tilfælde helt uden at have spurgt.

Pigerne ville ikke rigtig snakke med ham. På sin vis forstår han det. De blokerer for påtrængenhed, fair nok. Og så forstår han det alligevel ikke. Det burde de ikke gøre.

Heldigvis bliver han sat på plads. “Og nu kan jeg høre min veninde Trine sige, at Anders, jeg går altså ikke i byen for at snave med fyre …” Og dog, fordi “jeg har set dig stå og snave med fyre i byen, jeg har set dig tage med dem hjem, og du har for det meste haft okay optur over det.” Trine er en fupmager. Hun siger et og gør noget andet. Rasmussen har gennemskuet hende. Og dermed alle kvinder, der går i byen.

Så får vi en lang historie om Johnson. Han spiller en slags rollespil, når han scorer. Og det virker. Hun kommer med hjem. Næste morgen lægger hun sit telefonnummer. Men det kan Johnson ikke bruge til noget. Hun burde have opdaget hans løgn inden morgenstunden. Når hun ikke gør det, så ryger telefonnummeret ud. Jeez! Jeg vil håbe, jeg aldrig har været udsat for sådan en fusket eksamen.

Porno. Her lærer jeg, at der findes en genre, der hedder casting couch. Kort fortalt, på et tidspunkt falder replikken: “Du får jobbet, hvis jeg får sex.” Eller en variation. Lidt senere er der fuld gang i den. Og så kommer der en lyd. Eller en bevægelse. Den, der fortæller Rasmussen, at kvinden (som altså er fiktiv) begynder at nyde den påtvungne sex. Det er hot.

Nu synes jeg nok, det begynder at blive ulækkert. For det første kan Rasmussen høre/se, hvad der foregår i kvindens hoved. (Jeg vil love dig for, at, hvad min krop gør og siger, godt kan rende fra mig. Under de forkerte omstændigheder. Desværre.) For det andet, er det hot, at hun strittede imod i starten (som hun bør, det er sexchikane), men nu har ombestemt sig.

Har Rasmussen aldrig hørt, at nej betyder nej?

Hævnporno virker, fordi det på samme måde viser, at hende den kortfattede, henne i baren, i virkeligheden godt vil. Og alligevel siger bitchen nej.

Suk.

Nåh. Rasmussen har besøg af en kvinde, Eini. Han forklarer hende om sit forhold til fremfusende kvinder. “Problemet opstår, når hun er sådan ‘Jeg er til det her og det her’, eller ‘Jeg udforsker det her for tiden’. Jeg stivner ligesom. ‘Øøøh, jeg ved ikke lige, hvad jeg er til, faktisk, jeg plejer bare at tage tøjet af og se, hvad der sker.’” Fint nok for dig. Men for mig ville det der handle om grænser. Vi kan A og B, men ikke C. Det ville jeg altså have det skønt med at få sagt tidligt. Men den slags skræmmer tilsyneladende Rasmussen.

Rasmussen er misundelig på, at piger bare kan kramme med hinanden, og det kan drenge ikke. Nu er den slags regler jo ikke hugget i sten. Så måske kunne han være med til at ændre dem.

Eini kan en historie. Noget med at få en pige med hjem, og så siger hun alligevel nej, og Eini bliver bare så skuffet og begår vel en slags overgreb, og pigen begynder at græde. Eini skriger af grin, mens hun fortæller den her historie. Eini, hvad har du gang i?

Eini kan også noget mere aktuelt. “Det er den neurose, mændene mærker nu med #MeToo. De uklare grænser for adfærd. ‘Der sker noget dårligt, hvis jeg kommer til at gøre noget forkert, men jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg ved, at jeg skal sørge for hele tiden at være på vagt over for, hvad andre mennesker udsender af signaler, så jeg ikke kommer til at overskride en eller anden svært definerbar social grænse.’” Grænserne er ikke en pind uklare. De er bare en nyhed for mændene. Så må man jo lære noget nyt.

Der er en masse andet også. Det er en lang artikel. Noget af det er okay. Noget af det har jeg lyst til at brække mig over.

Men så skrev jeg det her indlæg i stedet for.

En Feminists Bekendelser har også nogle gode kommentarer.

Flere kommentarer, både positive og negative.

Farvel til Pinterest

Jeg ved ikke. Jeg er så træt af Pinterest. Det er kun andre brugere, der kan se mit indhold på en nem måde. Så nu vil jeg prøve at starte forfra. Jeg vil dog også godt have mit indhold med.

Så nu har jeg taget en ikke særlig god backup (hvorfor er det ikke indbygget, at man kan gøre det nemt og rart) og lagt den på Min Anden Hjemmeside.

Bunkevis af links.

Bunkevis af billeder, inddelt efter board.