Anmeldelse af The Fifth Season, af N.K. Jemisin.

Skitse: Vi er på planeten Jorden. Kontinentet Stillness (ironisk navngivet) er stærkt præget af jordskælv og vulkaner. En gang imellem går det så vildt til, at der kommer en “ekstra vinter”, den femte årstid, når der pga. fx skyggende aske i luften ikke kan dyrkes madvarer. Til gengæld er de orogene rigtig gode til netop at beherske den slags ballade.

Det bliver opdaget, at lille Damaya er orogen, og hun bliver sat i en speciel skole for at træne sit talent.

Syenite bliver sendt på en opgave for at rydde en havn for koral.

Essun bevidner starten på en ny femte årstid. Hun holder dog sin egen landsby fri for rystelser, som er første fase af problemerne.

En prolog indeholder nogle gode infodumps og nogle oplysninger, der først falder helt på plads til sidst. En mystisk mand har startet den femte årstid ved at smadre hovedstaden.

Er det science fiction? Hvis man har det fint med en slags telekinese, så er det her sf om Jordens fremtid, ja. Også selvom nogle ting peger på teknologi og skikke, vi forbinder med middelalderen.

Temaer: Det helt store tema er racisme. De orogene bliver behandlet usselt. Selvom de i praksis bare er mennesker med lidt ekstra, så bliver de omtalt og behandlet som onde og upålidelige monstre, der skal holdes i kort snor. Efter behov bliver de banket på plads eller forsvinder simpelthen. Nogle af de orogene ønsker sig naturligt nok noget mere. Der er også små tegn på, at de historisk set har været herskere i andre perioder, uden specielle problemer.

Er det godt? Det tog mig lidt tid at komme rigtig ind i bogen. Sådan er det at hoppe mellem 3 tråde. Men den fangede mig da. Og prologens antydninger og de 3 tråde blev flettet fint sammen. Det er for mig noget af det tilfredsstillende: at prøve at gætte sammenhængene. Det kunne jeg godt, med passende tilløb.

Note: Det her er første bind i trilogien, hvor alle 3 bind helt enestående har vundet Hugoen.