Niels Klim-nominerede langnoveller, tæt på

Her er der små citater fra årets nominerede langnoveller.

“13. august 1989“, A. Silvestri, Lige under overfladen 13: De fremmede, SFC

Den sidste uge havde min mor hver aften siddet limet til stjerne­kikkerten, og fulgt de små fragmenter af universet brænde op i atmosfæren, men de andre nætter var intet i forhold til denne. Himlen lyste op i kaskader og eksplosioner. Det var som var det ikke kun enkelte støvgran, der traf atmosfæren, men hele buketter af is. Det lignede stjernekastere, det lignede fyrværkeri, det lig­nede blomster skabt af ild. Jeg forestillede mig, at hvert af de lange spor, der trak sig på tværs af himlen, var udstødningen fra rumvæsners raketter, og de kom i hobetal, brød hinandens baner og på min nethinde brændte lyssporene sig fast og jeg tænkte, at det her ville jeg huske for evigt.

“Natholdet”, Anne-Marie Træholt Rasmussen, Lige under overfladen 13: De fremmede, SFC

”Hvad er det egentligt, jeg skal transporte?” havde han spurgt. ”Jeg ku’ sige det, men så blev jeg nok nødt til at slå dig ihjel?” Han lo, og Klaus lo med. ”Fik du den? Ej. Vi transporterer alt muligt. Det vigtigste er ikke hvad, men hvornår? Vi er det eneste firma i verden, der kan levere gennem både tid og rum.”

“Ætervind”, Jesper Goll, Krinoline og kedsomhed, SFC

Ankom sidst paa Eftermiddagen med Toget fra Freiburg. Vejret er mildt for Aarstiden. Stor opstandelse paa Stationen i Olten; en Herre havde “glemt” at købe Billet. Vel fremme i Bern indlogerede jeg mig straks paa det nybyggede Hotel National i Hirschengraben, ikke langt fra Banegaarden og ej heller saa langt fra Universitetet. Jeg glæder mig til at møde Professoren og de Øvrige i Morgen og se, hvad man her har udrettet for at maale den flygtige Ætervind.

“Dødens sø”, Richard Ipsen, Krinoline og kedsomhed, SFC

Pisk, altid pisk. Pisk indtil blodet flyder fra åbne sår. Lutalo, hedder han. Vistnok. Han har glemt så meget, og selv ikke ens eget navn er nemt at huske, når det aldrig bliver brugt. Han er blot en slave i det grå, klæbrige mudder på søens bred, hvor lange rør kommer ind med luft fra bunden af søen. Larmende maskiner i den store hytte køler luften ned og pressen den sammen i buttede metalbeholdere.

“Som markens fugle”, Jesper Rugård, Krinoline og kedsomhed, SFC

Først var det Hedeeventyret, der fik tag i folkets fantasi. Hvad der udad tabes, kunne måske indad vindes. Men Dalgas entusiasme og det spæde Hedeselskab måtte snart lægge sig fladt på maven over for den unge militærmand og våbenopfinder H. O. Madsens fængende, nye slagråd: “Grønland under ploven.” Og tusinder blev optændte af tanken om at bringe islandet i Nord under civilisationens kappe.

“Til Polen, hurra!”, A. Silvestri, Krinoline og kedsomhed, SFC

Jeg vender mig væk fra rælingen, og der, på det flade dæk, står den ypperste maskine, der nogensinde er blevet frembragt. Fire dæk høj, af glinsende metal og poleret træ, langs fartøjets sider løber et indviklet system af rør og store ampuller, de største lige så brede som en mands overkrop, de mindste ikke større end en fingerring, alle som én hvilende i et leje af isolering. Det øverste dæk har været indhyllet i en tom blære, men nu, hvor vi blot er timer fra landgangen, er matroserne begyndt at fylde den store blære med en blanding af gasser og damp. Når den er helt fyldt, vil ballonen nå en højde af seks meter, hvilket tilsammen gør landskibet til en herkulisk konstruktion, der tårner sig femten meter op i himlen.

“Krinoline og kedsomhed”, Gudrun Østergaard, Krinoline og kedsomhed, SFC

De to mænd satte i et latterbrøl. Deres dybe stemmer rungede i hendes hoved. Bea sank og pressede følelsen ned som en lille klump i maven, men det gik ikke. Hun kunne ikke kontrollere det, den kom op igen, den voksede og steg op igennem hendes krop, og igennem halsen og ud igennem hendes mund som et forfærdeligt skrig. Det lød som et såret dyr. Med ét begyndte tårerne at strømme ud af hende. Bea skjulte ansigter i sine hænder.

Oprøret 3: Kobranetværket: Det endelige opgør, Jacob Oliver Krarup, Calibat

Peter er kommet ud af ingenting. Han har givet mig en chance for at komme væk. Jeg udnytter de få sekunder, hvor manden er ude af balance til at komme op. Jeg spæner hen mod risten. Det faste tilholdssted for oprørsgruppen. Jeg skimter Peter ud af øjenkrogen, der løber lige bag mig. Vi træder ind i fællesrummet. Oprørsgruppens kommandocentral.

Bionic, Lars Kramhøft, Alinea

“Hvad har jeg sagt til dig om at tage på lossepladsen mere end én gang om ugen? Der er en grund til, at det er ulovligt.” “Ja, fordi politiet ikke vil have, vi finder våben …” “Nej, fordi det sted er fyldt med radioaktivt lort. Hvis jeg nu siger, jeg ikke vil købe af dig mere end én gang om ugen, vil du så …” “Så går jeg til en af de andre der vil købe mit skrap,” svarer Akin trodsigt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s