Fornylig havde Zetland denne charmerende artikel: Hvorfor jeg tænder på tanken om hævnpornobilleder – og hvad det siger om moderne seksualitet (og mine komplekser). Den har jeg et par tanker om.

Rasmussen siger: “I gør ret i at sige fra, vi må alle sammen sige fra over for det. Men er det nok at sige fra? Hvad med at sige til? Sætte ord på, hvordan I kunne tænke jer at komme hinanden ved.”

Bagefter fortæller han ret detaljeret, hvad de involverede kvinder kunne tænke sig. Men de kunne ikke tænke sig one night stands eller lignende. Så det, de siger, er ikke godt nok.

Så er vi i byen. “Sådan stod jeg lidt på Boogies og tænkte, hvor vanskeligt det var at komme derhen, og hvor ærgerligt det var, at kun, hvad ved jeg, ti ud af os 100 mennesker skulle gå herfra med oplevelsen af at have mærket en andens krop, kysset kæben af led, måske have sex, for vi havde jo lyst til den slags, alle sammen, og regnestykket gik op, hvorfor skulle det være så svært?”

Rasmussen ved, hvad de 99 andre har lyst til. I de fleste tilfælde helt uden at have spurgt.

Pigerne ville ikke rigtig snakke med ham. På sin vis forstår han det. De blokerer for påtrængenhed, fair nok. Og så forstår han det alligevel ikke. Det burde de ikke gøre.

Heldigvis bliver han sat på plads. “Og nu kan jeg høre min veninde Trine sige, at Anders, jeg går altså ikke i byen for at snave med fyre …” Og dog, fordi “jeg har set dig stå og snave med fyre i byen, jeg har set dig tage med dem hjem, og du har for det meste haft okay optur over det.” Trine er en fupmager. Hun siger et og gør noget andet. Rasmussen har gennemskuet hende. Og dermed alle kvinder, der går i byen.

Så får vi en lang historie om Johnson. Han spiller en slags rollespil, når han scorer. Og det virker. Hun kommer med hjem. Næste morgen lægger hun sit telefonnummer. Men det kan Johnson ikke bruge til noget. Hun burde have opdaget hans løgn inden morgenstunden. Når hun ikke gør det, så ryger telefonnummeret ud. Jeez! Jeg vil håbe, jeg aldrig har været udsat for sådan en fusket eksamen.

Porno. Her lærer jeg, at der findes en genre, der hedder casting couch. Kort fortalt, på et tidspunkt falder replikken: “Du får jobbet, hvis jeg får sex.” Eller en variation. Lidt senere er der fuld gang i den. Og så kommer der en lyd. Eller en bevægelse. Den, der fortæller Rasmussen, at kvinden (som altså er fiktiv) begynder at nyde den påtvungne sex. Det er hot.

Nu synes jeg nok, det begynder at blive ulækkert. For det første kan Rasmussen høre/se, hvad der foregår i kvindens hoved. (Jeg vil love dig for, at, hvad min krop gør og siger, godt kan rende fra mig. Under de forkerte omstændigheder. Desværre.) For det andet, er det hot, at hun strittede imod i starten (som hun bør, det er sexchikane), men nu har ombestemt sig.

Har Rasmussen aldrig hørt, at nej betyder nej?

Hævnporno virker, fordi det på samme måde viser, at hende den kortfattede, henne i baren, i virkeligheden godt vil. Og alligevel siger bitchen nej.

Suk.

Nåh. Rasmussen har besøg af en kvinde, Eini. Han forklarer hende om sit forhold til fremfusende kvinder. “Problemet opstår, når hun er sådan ‘Jeg er til det her og det her’, eller ‘Jeg udforsker det her for tiden’. Jeg stivner ligesom. ‘Øøøh, jeg ved ikke lige, hvad jeg er til, faktisk, jeg plejer bare at tage tøjet af og se, hvad der sker.’” Fint nok for dig. Men for mig ville det der handle om grænser. Vi kan A og B, men ikke C. Det ville jeg altså have det skønt med at få sagt tidligt. Men den slags skræmmer tilsyneladende Rasmussen.

Rasmussen er misundelig på, at piger bare kan kramme med hinanden, og det kan drenge ikke. Nu er den slags regler jo ikke hugget i sten. Så måske kunne han være med til at ændre dem.

Eini kan en historie. Noget med at få en pige med hjem, og så siger hun alligevel nej, og Eini bliver bare så skuffet og begår vel en slags overgreb, og pigen begynder at græde. Eini skriger af grin, mens hun fortæller den her historie. Eini, hvad har du gang i?

Eini kan også noget mere aktuelt. “Det er den neurose, mændene mærker nu med #MeToo. De uklare grænser for adfærd. ‘Der sker noget dårligt, hvis jeg kommer til at gøre noget forkert, men jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg ved, at jeg skal sørge for hele tiden at være på vagt over for, hvad andre mennesker udsender af signaler, så jeg ikke kommer til at overskride en eller anden svært definerbar social grænse.’” Grænserne er ikke en pind uklare. De er bare en nyhed for mændene. Så må man jo lære noget nyt.

Der er en masse andet også. Det er en lang artikel. Noget af det er okay. Noget af det har jeg lyst til at brække mig over.

Men så skrev jeg det her indlæg i stedet for.

En Feminists Bekendelser har også nogle gode kommentarer.

Flere kommentarer, både positive og negative.