Amélie Wen Zhao har efter kritik valgt at trække og redigere sin bog, der ellers var planlagt til udgivelse til juni.

25/1-’18, eller for lidt over et år siden, bekendtgjorde fr. Zhao, at hun havde fået en bogkontrakt og ville få udgivet sin første bog. Genren er YA fantasy, og planen er at udgive Blood Heir, første bind i en trilogi, sommeren 2019.

I HAVE A THREE-BOOK DEAL!!!!!!!

Og så kører møllen. Som del af den mekanisme bliver der sendt anmeldereksemplarer ud.

Y.A. Author Pulls Her Debut After Pre-Publication Accusations of Racism

Og nogle af anmelderne er ikke tilfredse.

Der er en anklage om, at sorte bliver behandlet racistisk, at der sættes lighedstegn mellem magtfuld (og derfor kontrolleret?) og undertrykt, at (endnu en gang) dør den sorte, at den eneste handicappede er en skurk. Desuden er der sjusk i det russiske, og der bliver “lånt” replikker fra Ringenes herre, Harry Potter og andet.

115 reviews and how is nobody mentioning the anti-blackness and blatant bigotry in this book?

På Twitter går LL McKinney 28/1 amok over, at folk i bogens univers er farveblinde.

The argument seems to be that because oppression isn’t blind to skin color in our world, it’s racist to conjure a fantasy world in which it is.

Ellen Oh brokker sig over det samme.

A bunch of people who haven’t read Zhao’s book now KNOW that it’s racist, that she attempted to harass her critics (because she is rumored to have gathered screenshots[?]), and so on.

Åh ja, og hvad skal man sige? Der skete en hel del mere.

How a Twitter Mob Derailed an Immigrant Female Author’s Budding Career

30/1 offentliggjorde fr. Zhao, at hun trækker bogen fra dens planlagte udgivelse, så den kan blive skrevet om. Det var aldrig planen at vise sort slaveri i USA som en god ting, eller i det hele taget en ting; det er ikke bogens emne.

To The Book Community: An Apology

Debatten er selvfølgelig fortsat. Den er sågar nået frem til mindst 1 dansk avis.

Shitstorm truer med at smadre lovende forfatterskab, før det overhovedet er kommet i gang (for abonnenter)

Jeg er indrømmet biased, og det er mange af mine kilder også, men jeg har prøvet at skildre forløbet, så du kan danne dig din egen mening.

Personligt synes jeg, at sagen er indviklet. Jeg håber, at i hvert fald dem, der beslutter bogens endelige form, holder hovedet koldt og ikke gør ting, bare fordi Twitter siger, de skal.

ETA: Nu er bogen på vej igen, næsten uændret. NY Times.

Noter om Kindred, af Octavia E. Butler.

Skitse: Dana bliver gentagne gange trukket tilbage i tiden.

Er det science fiction? Der er ikke nogen ordentlig forklaring på tidsrejserne, så måske ikke.

Temaer: Under anden episode bliver Dana kaldt “nigger”. Da hun vender tilbage fra den tur, får vi at vide, at hendes mand, Kevin, er hvid. Det der med hudfarven bliver mere og mere vigtigt. I fortiden er Dana slave i Sydstaterne, medmindre en hvid beskytter hende.

Under og efter første episode er Dana primært bange. Og det er der jo ikke noget at sige til. Under anden episode prøver hun at regne ud, hvad der foregår. Tilsyneladende bliver hun trukket gennem tiden hver gang Rufus, en hvid forfar, frygter for sit liv. Efterhånden vænner hun sig til turene, grænsende til at hun accepterer selv at være slave, hvilket bekymrer hende.

Det gør noget ved mit hoved, at jeg kan identificere mig med Dana. Oplevelsen af slaveri bliver tydeligere for mig.

Repræsentation er vigtig. Hvad nytter det en sort, at en yankee besøger kong Arthurs hof? Det er bare hvide mænd, der render rundt og passer deres hvide sager. For nogle sorte betyder det meget, at hovedpersonen er sort og ovenikøbet får “sorte problemer” af den grund.

Er det godt? Jeg forstår godt, at den her bog i Butlers forfatterskab bliver fremhævet. Nemt læst, men stærk.

Anmeldelse af The Fifth Season, af N.K. Jemisin.

Skitse: Vi er på planeten Jorden. Kontinentet Stillness (ironisk navngivet) er stærkt præget af jordskælv og vulkaner. En gang imellem går det så vildt til, at der kommer en “ekstra vinter”, den femte årstid, når der pga. fx skyggende aske i luften ikke kan dyrkes madvarer. Til gengæld er de orogene rigtig gode til netop at beherske den slags ballade.

Det bliver opdaget, at lille Damaya er orogen, og hun bliver sat i en speciel skole for at træne sit talent.

Syenite bliver sendt på en opgave for at rydde en havn for koral.

Essun bevidner starten på en ny femte årstid. Hun holder dog sin egen landsby fri for rystelser, som er første fase af problemerne.

En prolog indeholder nogle gode infodumps og nogle oplysninger, der først falder helt på plads til sidst. En mystisk mand har startet den femte årstid ved at smadre hovedstaden.

Er det science fiction? Hvis man har det fint med en slags telekinese, så er det her sf om Jordens fremtid, ja. Også selvom nogle ting peger på teknologi og skikke, vi forbinder med middelalderen.

Temaer: Det helt store tema er racisme. De orogene bliver behandlet usselt. Selvom de i praksis bare er mennesker med lidt ekstra, så bliver de omtalt og behandlet som onde og upålidelige monstre, der skal holdes i kort snor. Efter behov bliver de banket på plads eller forsvinder simpelthen. Nogle af de orogene ønsker sig naturligt nok noget mere. Der er også små tegn på, at de historisk set har været herskere i andre perioder, uden specielle problemer.

Er det godt? Det tog mig lidt tid at komme rigtig ind i bogen. Sådan er det at hoppe mellem 3 tråde. Men den fangede mig da. Og prologens antydninger og de 3 tråde blev flettet fint sammen. Det er for mig noget af det tilfredsstillende: at prøve at gætte sammenhængene. Det kunne jeg godt, med passende tilløb.

Note: Det her er første bind i trilogien, hvor alle 3 bind helt enestående har vundet Hugoen.

Jeg har læst Writing the Other, Nisi Shawl & Cynthia Ward. Nedenfor er der nogle af de tanker, jeg finder interessante. Bogen er rettet mod forfattere.

Én måde ikke at begå fejl på, er at holde sig helt fra at prøve. Man skriver ikke sorte personer forkert, hvis man ikke skriver om sorte personer. Men det er ikke det, Shawl og Ward anbefaler.

Der er mange måder, man kan afvige fra “det normale” på. Bogen har specielt fokus på ROAARS: race, (sexual) orientation, ability, age, religion, sex. Påstanden er, at det er disse egenskaber, vores kultur altid “opdager”, altid lægger vægt på, hvis der er forskelle. Bemærk at klasse ikke er med på listen. Sådan er “deres kontinent”, dvs. USA.

Hvis man er “normal”, så er man i den “umærkede tilstand”. Det er forskellen på, om hovedpersonen i filmen er “en rejsende” eller “en rejsende kvinde”. Om en hændelse tiltrækker “3 tilskuere” eller “3 asiatiske tilskuere”. Det er her, en historie måske ingenting siger, og så antager læseren, at hovedpersonen er en hvid mand.

Bogen indeholder små cases. Således den helt fantastiske replik “En hummerfisker fra Maine kan ikke være en new yorkers bedste ven!” (New yorkeren er endda bøsse.) Replikken skal ikke tages helt bogstaveligt. Selvfølgelig kan de godt være venner. Men de kan ikke være det, uden at nogen ville kommentere på det. Måske ville fiskeren blive drillet fredsommeligt af sine andre venner. Måske ville han selv blive slået af, at det er en usædvanlig parring. Men historien er ikke realistisk, hvis alle bare accepterer det. Sådan er Maine ikke.

Her er en tanke, jeg ikke har efterprøvet. Mennesker tilhører kategorier. Vi havde ROAARS ovenfor, men der er også andre egenskaber/kategorier. Historier handler tit om at skifte kategori.

Endnu en case. En lille novelle handler om en mand, der opfører sig nasty. Han har desuden et tysk efternavn. Test-læserne får alle mulige associationer til nazisme. Det viser sig, at forfatteren tilfældigvis valgte et tysk navn, der var ikke nogen dybere mening med det. Morale: Man skal tænke over, hvilke associationer, man lægger op til.

Vigtig pointe: Det er ikke meningen, at der altid skal være stor variation i egenskaber hos dine personer. Hvis du skriver om et nonnekloster, så er det okay, at der ikke er så mange mænd.

Der er en gruppe for folk, der har læst bogen og godt vil kunne sparre med andre læsere: https://facebook.com/groups/1532623950120251

Efter at have læst bogen, tænker jeg, at mange af dens anbefalinger føles banale. Men den følelse er måske ikke rigtig. Er det en fejl, at jeg aldrig har haft en tyrker med i en novelle? Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke har det? Ville det være okay, hvis jeg havde en tyrkisk kiosk-ejer, eller ville det være en stereotyp?