ETA: et citat og et link til en forskelsliste. Spoilers.

Anmeldelse af Småsnak om Insurgent, af Veronica Roth.

Da jeg begyndte på den her bog, var min plan at snakke om forskellene på bog og film, fremfor at lave en egentlig anmeldelse.

Nu, hvor jeg er færdig, er den plan væltet noget. Forskellene er simpelthen for store. Så nedenfor nøjes jeg med meget generelle sammenligninger. Edit: Jeg kunne ikke lade være. Der er flere detaljer længere nede.

Lad mig starte med et “buh” i Hollywoods generelle retning. Hvis I ikke mente, den her bog kunne filmatiseres, kunne I så ikke bare have ladet den være?

Men hvad har den her bog så?

Første bind/film skitserer ordet “divergent”, og her i bog/film to får vi fyldt meget mere på. Vi får i bogen noget beskrevet, der videnskabeligt hænger sammen, i stedet for at det virker ret magisk, som i filmen.

Ret tidligt i denne bog antydes det, at Nogen Ved Noget. Der trækkes tråde tilbage til bind 1, noget ret betydningsfuldt dengang bliver forklaret nu. I filmene er det igen lidt mere i retning af, at viden er i en lille, magisk boks.

Hovedpersonen kæmper midt i det hele sine egne kampe. Bevæger sig væk fra at være dumdristig, grænsende til selvmorderisk. Hvad er bedst, at give sit liv eller at leve? Hun finder bl.a. svaret, da hun tror, at hun skal dø. Den her tråd kan jeg slet ikke huske fra filmen.

Så besvarer bogen et spørgsmål, filmen rejste for mig: Hvor er de gamle Dauntless? Det er bare en lidt irriterende detalje, at det mangler i filmen.

Til gengæld bliver bogen forelsket i udtrykket “Dauntless traitor”. Lidt variation her havde været fint.

Et lille citat skal der også til. “Sometimes I feel like I am collecting the lessons each faction has to teach me, and storing them in my mind like a guidebook for moving through the world. There is always something to learn, always something that is important to understand.” Ja, man skulle næsten tro, en forfatter havde planlagt det.

Så. En meget mere sammenhængende historie end filmen, hvis man absolut skal sammenligne. Sidst jeg så filmen, dødkedede jeg mig. Den her bog kunne jeg forestille mig at læse igen.

En mere systematisk gennemgang af forskellene: Insurgent Book to Film Differences. Bemærk hyppigheden af “denne scene er ikke i …”.

SPOILERS:

I bogen bliver Tris af Jeanine udsat for nogle simuleringer henover nogle dage. Formålet er dels at teste et nyt serum, Jeanine har lavet, dels i et enkelt tilfælde at knække Four. Så bliver Jeanine sur, og Tris skal henrettes. Hun virker død, men er faktisk bare lammet, fordi Peter greb ind. (Nedenfor beskrives, hvorfor han er taknemmelig.) Tris flygter og er udenfor bygningen i dagevis. Så angriber hun (med hjælp) bygningen igen. For at komme ind på Jeanines kontor må hun gennem en simulering. På Jeanines kontor er Et Hemmeligt Budskab, Jeanine godt kender. Tori myrder Jeanine. Tris bliver slæbt væk, men får overbevist Four om, at Det Hemmelige Budskab skal vises for alle.

Det Hemmelige Budskab kendes generelt af byens ledere. Man havde besluttet at offentliggøre det. Da Jeanine hørte det, begyndte hun at udbrede sladder om Abnegation, for at forhindre det.

I filmen bliver Tris af Jeanine udsat for 4 simuleringer i træk, og efter en lille pause en sidste. Formålet er at få åbnet en kasse med Et Hemmeligt Budskab. Under den sidste simulering dør Tris tilsyneladende, men hun er faktisk bare lammet, fordi Peter greb ind. (Nedenfor beskrives, hvorfor han er taknemmelig.) Tris får muligheden for at flygte, men vælger at blive og prøve den sidste simulering igen. Det lykkes, og Det Hemmelige Budskab bliver afspillet. Jeanine har ikke set det før, og heller ikke nogen andre i byen. Evelyn myrder Jeanine. Det Hemmelige Budskab bliver afspillet for alle.

At Jeanine udbredte sladder om Abnegation skyldtes udelukkende hendes ønske om magt. Kassen bliver fundet hos en af byens ledere, Tris’ far.

(a) Ret tidligt i bogen redder Tris Peters liv, ved at trække ham ud af en kugles bane.

I bogen er simuleringerne:

• (b) Tris er på en bus med sin mor. Hun opdager, at dette er i strid med sandheden, at hendes mor er død. De har en lille samtale.
• Tris ser Four dø. (Denne simulering er for at knække Four.)
• (c) Tris bliver befriet af Four. En af hans handlinger afslører, at han er simuleret.
• (d) Tris slås med sig selv. Hun må gennemskue, hvad forskellen er på hende selv og simuleringen.

I filmen er simuleringerne:

• Tris redder sin mor fra et brændende, tyngdekraftforagtende værelse. Dauntless bestået.
• (b) Tris er sammen med sin mor i sit barndomshjem. De har en ret lang og ærlig samtale, hvor Tris bl.a. undskylder for morens død. Candor bestået.
• (c) Tris bliver befriet af Four. (a) Under flugten vælger Tris ikke at skyde Peter. Abnegation bestået. (c) En af Fours bemærkninger afslører, at han er simuleret. Erudite bestået.
• (d1) Tris hader Jeanine og overfalder hende.
• (d2) Tris hader sig selv, og de slås. Til sidst vælger Tris at tilgive sig selv. Amity bestået.

I bogen undersøger Jeanine ret grundigt egenskaben divergent. Ens hjerne er anderledes, mere fleksibel, og dette understøttes af hjernescanninger. Der er også flere spejlneuroner, så man i højere grad kan tilpasse sig sine omgivelser. Jeanine arbejder på et simuleringsserum, der virker på alle (også divergent-folk), og gennemfører derfor en stribe forsøg. Tris og Four er lige gode forsøgskaniner. Tris er egnet til 3 faktioner, hvilket er meget. Abnegation og factionless har mange med egenskaben.

I filmen kan egenskaben aflæses med et lille apparat, der måler ens “divergentness” i procent. Tris er 100 %. Andre forsøgskaniner til at åbne kassen virker ikke, men Tris bør være perfekt. Hun bør kunne godkendes til alle 5 faktioner.

I bogen er egenskaben genetisk betinget. Det er den vist også i filmen, men som antydet er det hele mere vagt her.

Anmeldelse af Divergent, af Veronica Roth.

Skitse: Beatrice er blevet gammel nok til at vælge, hvilken gruppe i samfundet hun fremover skal være del af. Hvis de vil have hende.

Er det science fiction? Dystopisk YA, yeah, baby.

Temaer: Beatrice, der ikke er tilpas med primært at tjene andre, prøver at blive Tris, der er modig. Er det det rigtige valg? Passer hun ind nogen steder? Får hun pludselig en kæreste også? Kan et idealistisk baseret samfund holde fast i idealerne henover generationerne, eller må man acceptere, at de modige er en halvdårlig blanding af militær og politi, og at de intelligente også vil lede? 

Den fjerne fremtid er på mange måder forbløffende low tech.

Vi skal lige høre lidt om ham kæresten: eyes dark blue, a dreamimg, sleeping, waiting color.

Er det godt? Mja. Mit primære problem er nok, at jeg ikke er 16 og synes teenage-problemer fylder for meget. 

Note: Rigtig meget af min læsning var at sammenligne med filmen. Okay, i bogen får man faktisk blå mærker af at slås, og Hegnet (da-da-dah!) er ikke helt så umenneskeligt højt. Fair nok. Jeg bliver mere vred over ulogiske ændringer. En spændende, men ufarlig “flyvetur” i bogen får et ekstra kick i filmen: Husk at trække i bremsen. Et varslet familiebesøg i bogen bliver til et underligt “pludselig er mor der” i filmen. Det er ting ved filmen, der har naget mig, og når de kun er i filmen, er det sådan noget misforstået “spænding er vigtigere end plot”. Så træt af den slags. 

I filmen virker faktionerne meget adskilt. I bogen hører vi om børns skolegang, hvor klasserne er blandet. Det er lidt en lettelse. 

Jeg kan ikke regne ud, hvorfor Tris vinder en vigtig slåskamp i bogen, men taber den i filmen. 

Anmeldelse af An Unimaginable Light, af John C. Wright.

Skitse: En mand, et menneske, skal bedømme en kvindelig robot.

Er det science fiction? Jeps. Foregår i fremtiden og alt muligt.

Temaer: Han repræsentanter diversity, safe spaces, at vi bare er maskiner af kød, i sidste ende noget barnligt. Hun repræsentanter sandhed og kærlighed. (De 2 er nødvendigvis modsætninger, begge sider kan ikke eksistere samtidig.) Når man, som jeg, kender forfatteren, er det svært ikke at forbinde hende med Jesus. Hans påstand er, at hun ikke er levende, ikke kan føle smerte, og at det bestemt ikke er for sin fornøjelses skyld, han slår hende. Hun citerer fra de 3 love, der ikke er helt, som de plejer at være.

Er det godt? Det er et trist billede, der tegnes. Du kan tro på mange køn og til gengæld afvise Gud, eller du kan være sanddru, kærlig og tævet halvt ihjel. Jeg ved ikke rigtig, hvad det her skal lære mig. Det er bare ulækkert. *

Note: Den her novelle er en rabid puppy.

ETA: link i bunden.

Hvad er grundforskning?

Grundforskning, 9/5-’17

Grundforskning er forskningsvirksomhed af original karakter med henblik på at erhverve ny viden og indsigt uden primært sigte på bestemte praktiske mål eller anvendelser. 

Med andre ord: Hvis du bedriver grundforskning, så ved du ikke med sikkerhed, om det en dag kan “bruges til noget”.

[…] under visse omstændigheder kan grundforskningen komme til at stå i modsætning til specielt anvendt forskning. Dette er først og fremmest tilfældet i perioder, hvor tildeling af offentlige forskningsmidler er knappe eller rammes af decideret økonomiske nedskæringer.

Og så er der færre penge til sådan noget formålsløst skidt. Det er dog en kortsigtet strategi.

En sådan nedskæring af midler til grundforskningen har som umiddelbar konsekvens, at det forskningsmæssige og videnskabelige grundlag, som al specialiseret forskning er baseret på, vil udsættes for en generel forringelse.

Man ønsker at støtte det brugbare maksimalt, men det er ikke det, der sker.

Modsat kan man finde eksempler på, at “videnskab bare for videnskabens skyld” kan føre til noget yderst brugbart, sådan når man er heldig. 

Curiosity Creates Cures: The Value and Impact of Basic Research

Basic research provides an impressive return on investment. Regardless of what measure is used—reduced health care costs or increased productivity from longer, healthier lives—every dollar spent on basic research yields returns ranging from $10 to more than $80.

Og det er bare indenfor medicin. 

Det hele er selvfølgelig lidt hovedløst. Man leder efter A, men finder B. Eller finder ud af, at A ikke kan findes. Eller finder A, der i sig selv ikke er noget særligt, men uventet hjælper en anden proces på vej. Sådan en proces er selvfølgelig svær at styre. “Nej, vi ved ikke, hvor vi er på vej hen.” Der er ikke god kontrol. Og så bliver nogle mennesker nervøse. 

Videnskabsfolkene er ikke nødvendigvis gode til at forklare, hvorfor grundforskning bør finde sted. Husk, de er videnskabsfolk, ikke politikere eller foredragsholdere.

Det trækker i mig. Jeg har lyst til at finde 100 eksempler på, at grundforskning fører til noget smaddergodt. Men det føles som om, spørgsmålet er misforstået. Grundforskning skal netop ikke partout måles. Der skal ikke være en forventning om, at grundforskning altid rammer guldæg.

Så jeg vil nøjes med at tilslutte mig koret af dem, der tror på beviserne og siger, at det ville være dumt at fjerne finansiering af det. 

Her er en anden fra koret.

Kronik: Kreativitet, grundforskning og strategi

Tilføjet senere: en til: 

Mikkel Wold: Det unyttiges nødvendighed
I jagten på effektivitet og produktivitet glemmer vi det allervigtigste: Nysgerrigheden og erhvervelsen af viden for dens egen skyld. 

Hov! Jeg kom til at skrive en drabble.

Selvfølgelig er det ikke hugget i sten, at jeg skal kunne gå gratis til lægen, tandlægen eller psykologen. Eller at medicin skal være gratis.

Selvfølgelig siger det ikke sig selv, at lesbiske og bøsser skal behandles ligesom almindelige mennesker, der bliver almindeligt gift, mand og kone.

Selvfølgelig er det ikke en naturlov, at ens sprog, hudfarve eller modersmål ingen rolle spiller.

Selvfølgelig kan det diskuteres, om arbejdsløse skal have dagpenge, og hvis ja, hvor længe. Og om alle andre har lov at kalde dem dovne imens.

Og hvis nogle af de rettigheder forsvinder. Så er det selvfølgelig ikke en katastrofe.

Det er jo ikke nogen katastrofe.

Anmeldelse af Hunger Games: Mockingjay, af Suzanne Collins.

Skitse: Anden bog sluttede med et oprør, der var blusset endnu mere op. Så må tredje og sidste bog vise, om det lykkes. 

Er det science fiction? Ja da.

Temaer: En hel masse mere af det samme. 

Er det godt? Den her vil jeg bare nyde. De to første var gode, så det er den her vel også. 

Tilføjet: Og så fik jeg alligevel brug for at skrive lidt mere. 

Katniss er ret ødelagt i det her bind. Midt i bindet er hun af forskellige årsager adskilt fra Peeta, og det tager hårdt på hende. Sidst i bindet får hun det bedre, men mareridtene er der stadig. Begge sammenhænge bevægede mig. Sådan skal en god bog være.