Anmeldelse af Divergent, af Veronica Roth.

Skitse: Beatrice er blevet gammel nok til at vælge, hvilken gruppe i samfundet hun fremover skal være del af. Hvis de vil have hende.

Er det science fiction? Dystopisk YA, yeah, baby.

Temaer: Beatrice, der ikke er tilpas med primært at tjene andre, prøver at blive Tris, der er modig. Er det det rigtige valg? Passer hun ind nogen steder? Får hun pludselig en kæreste også? Kan et idealistisk baseret samfund holde fast i idealerne henover generationerne, eller må man acceptere, at de modige er en halvdårlig blanding af militær og politi, og at de intelligente også vil lede? 

Den fjerne fremtid er på mange måder forbløffende low tech.

Vi skal lige høre lidt om ham kæresten: eyes dark blue, a dreamimg, sleeping, waiting color.

Er det godt? Mja. Mit primære problem er nok, at jeg ikke er 16 og synes teenage-problemer fylder for meget. 

Note: Rigtig meget af min læsning var at sammenligne med filmen. Okay, i bogen får man faktisk blå mærker af at slås, og Hegnet (da-da-dah!) er ikke helt så umenneskeligt højt. Fair nok. Jeg bliver mere vred over ulogiske ændringer. En spændende, men ufarlig “flyvetur” i bogen får et ekstra kick i filmen: Husk at trække i bremsen. Et varslet familiebesøg i bogen bliver til et underligt “pludselig er mor der” i filmen. Det er ting ved filmen, der har naget mig, og når de kun er i filmen, er det sådan noget misforstået “spænding er vigtigere end plot”. Så træt af den slags. 

I filmen virker faktionerne meget adskilt. I bogen hører vi om børns skolegang, hvor klasserne er blandet. Det er lidt en lettelse. 

Jeg kan ikke regne ud, hvorfor Tris vinder en vigtig slåskamp i bogen, men taber den i filmen.