Som en lille bonus har jeg ikke kun selv blogget i dag. I får også lov at høre lidt fra gæsteblogger Niels Dalgaard. Som har læst nogle bøger.
–oo–
Når jeg er til en udenlandsk kongres, kommer jeg altid hjem med (for) mange bøger. Selv når udbuddet af forhandlere er halvsløjt (og salgslokalet er fuld af fantasy, udklædningsmaterialer, rollespilsfigurer og andet), er der anledning til at falde over ting jeg er interesseret i og/eller ikke vidste eksisterede. At få indkøbene fragtet hjem og læst er så en anden sag, men det hører til under ”generel elendighed”.
Jeg holder selvfølgelig ikke op med at læse mens jeg er på kongres, selv om jeg ikke har meget tid og ofte er træt om aftenen. Ved sådanne lejligheder går jeg sjældent i gang med noget voldsomt stort; til gengæld er der som regel en del småting at holde sig beskæftiget med. Der er bl.a. den officielle kongresbog, som man får udleveret samtidig med navneskilt og programbog (sidstnævnte er en mindre bog som man kan bruge til at orientere sig i om hvad der foregår hvornår osv. – den har jeg selvfølgelig studeret dagligt, men det regner jeg ikke rigtig som at ”læse en bog”).
Kongresbogen
Det er nok ikke helt rigtigt at betegne kongresbogen som en ”småting”. Den er trods alt på 176 sider på glittet, farvetrykt A4-papir, og hvis man læste hvert ord i den, ville der være en del at tage fat på. Men den er ikke en type bog, som man læser fra ende til anden, bl.a. fordi der er en masse ”pligtstof” som selvfølgelig skal være der, men som ikke er godnatlæsning for det store flertal. Det drejer sig bl.a. om lovene for The World Science Fiction Society, som er den organisation der er ansvarlig for den årlige verdenskongres, og som afholder en række møder undervejs, hvor man bl.a. tager sig af foreslåede ændringer af lovene. Det er også WSFS som er ansvarlig for Hugo-prisen, der uddeles hvert år i et voksende antal kategorier. Personligt er jeg ikke politisk/administrativ nok til at gå op i det, så jeg springer lovene over. Listerne over tidligere Hugo-nominerede og vindere går jeg kun løseligt igennem, og det samme gælder listen over tidligere verdenskongresser (der ellers er interessant nok og bl.a. har oplysninger om hvor mange deltagere der var og hvem der var formand for arrangørkomitéen). Det er mere sådan noget man senere er glad for at man har og kan slå op i. Der er også betragtelige mængder reklamer, som selvfølgelig har været medvirkende til at finansiere trykningen; og de fleste af dem er kongres- eller science fiction-relaterede, så det er ok – men det falder ikke rigtig ind under ”læsestof”. Derimod er der nogle glimrende portrætter af æresgæsterne, der ikke blot omfatter sf-forfattere Ian McDonald og Diane Duane, men også spildesigner Steve Jackson og to irske astronauter, og så er der nogle fine artikler om tidligere irske science fiction-navne. Her kan man konstatere et fænomen som man også ofte ser i Canada, nemlig at tilflyttere regnes med til den lokale population. I dette tilfælde er det Anne McCaffrey, der gøres til æres-irer; hun boede ganske vist også adskillige årtier på den grønne ø.
Derimod havde jeg stor glæde af anekdoterne om den tidlige nordirske fandom, der først og fremmest omfattede Bob Shaw, Walter Willis (de to skrev Den magiske duplikator sammen) og James White. Der er et glimrende portræt af sidstnævnte, der blev ophav til et ret stort science fiction-forfatterskab. Han synes desværre at være ved at gå i glemmebogen, men bør huskes for rækken af romaner og noveller om Sector Twelve General Hospital – et hospital i rummet, der behandler væsner af enhver art, med alle de udfordringer der følger med. I halvtredserne og de tidlige tressere var det nærmest det eneste større værk der foregik i rummet og havde aliens, og som ikke handlede om krig (det var medvirkende årsag til problemer med amerikanske forlæggere). White var pacifist og udforskede det konstruktive i rednings- og helbredelsesaktiviteter, frem for dræbe- og beskadigelsesaktiviteter. Et interessant træk ved Sector General-hospitalet er at det er indrettet til mange forskellige slags væsner, der kræver mange forskellige betingelser for at overleve. Han udviklede gennem årene et klassifikationssystem til fx at skelne mellem hvilken tyngde, hvilken atmosfære og hvilke andre betingelser, en art krævede. Jeg blev igen mindet om at der burde findes en samling af nogle af disse historier på dansk.
White var heller ikke uden humor: Efter at have besøgt en skotsk fangruppe der kaldte sig Friends of Kilgore Trout, lavede han kategorien FOKT, der havde tilbøjelighed til at danne vrede masser når de blev anbragt sammen, og som lugtede af moskus og spearmint.
Duchamp, Einstein og steampunk
Ud over kongresbogen er der et andet træk ved verdenskongresser, der er kilde til læsestof, nemlig de små gratis-ting, man kommer i berøring med. Dels er der stande i salgslokalet der deler gratis smagsprøver og andet ud, dels er der et stort bord – i år i det rummelige barlokale – med de såkaldte freebies. De spænder lige fra reklamer for andre kongresser (nok den største kategori) over fanzines og til hele bøger. Mellem yderpunkterne ligger fx særtryk af enkeltnoveller eller uddrag af større værker, et udtryk for at mange små forlag ser kongressen som en mulighed for at komme i kontakt med læserne. Jeg undersøgte bordet cirka en gang om dagen.
En af tryksagerne var Christopher Hinz og Etan Ilfelds Duchamp versus Einstein fra Angry Robot Books, der er på 72 sider plus et par appendikser. Det er en bog om et spil skak mellem kunstneren Marcel Duchamp, der var en af hovedfigurerne i avantgardismen i begyndelsen af 1900-tallet (det var ham der signerede et urinal og udstillede det som kunst), og videnskabsmanden Albert Einstein. Selv om de var samtidige, og selv om Duchamp brugte meget tid på skak, har de vist aldrig mødtes i virkeligheden. Men der er heller ikke tale om ”hård” alternate history, for spillet kommer kun i stand fordi de begge bortføres af en mystisk dame, der repræsenterer en overmægtig kraft, som gerne vil se hvordan de spiller mod hinanden. Måske teknisk set sf af en transdimensional slags, men den føltes mere som fantasy.
Her må jeg hellere indskyde, at jeg ikke har noget mod fantasy som sådan, men at jeg langt foretrækker science fiction – og at den stigende forekomst af fantasy, såvel i programmet som i det foreliggende læsestof har det med at gøre mig cranky. Det gælder især når jeg har en fornemmelse af at noget kunne være blevet udmærket sf, hvis det ikke lige var fordi der skulle sniges troldmænd, drager eller andet hokuspokus ind.
En anden freebie var en 52 siders bog med Ginn Hales novelle ”The Hollow History of Professor Perfectus”. Den er en reklame for Hales novellesamling The Long Past and Other Stories, som jeg ikke har læst, men der er noget der tyder på at novellerne er forbundne eller i al fald foregår i samme univers. Faktisk er der så mange referencer i den foreliggende novelle til ting der er foregået tidligere, at det er på grænsen til det generende og ikke just får læseren til at føle at den kan stå alene.
Den er ellers velskrevet, og min væsentligste indvending mod den er netop at den er fantasy. Det er en steampunk-fortælling fra det vilde vesten, hvor to unge damer rejser rundt på markedspladser og foreviser ”Professor Perfectus”, der i virkeligheden er en dukke som hovedpersonen animerer ad magisk vej under forestillingerne. Det er imidlertid ikke uden risiko, for magi er forbudt, og hun og hendes kæreste er i klemme mellem magtfulde super-magikere på den ene side og en ualmindelig skummel Thomas Edison på den anden (han har opfundet et elektrisk halsbånd som mænd kan bruge til at holde deres koner under kontrol med). Man kunne godt forestille sig det som forlæg for en film, men som sagt, det er fantasy.
Kunstig intelligens og skjulte historier
Det gælder bestemt ikke den lille antologi Intelligence, Artificial and Human: Eight Science Fiction Tales by Japanese Authors, udgivet af AI x AD Project, der er et japansk tværfagligt forskningsprojekt. Det interessante her er at alle historierne, der tidligere har været offentliggjort i tidsskriftet Artificial Intelligence (udgivet af det japanske selskab for kunstig intelligens), er skrevet af etablerede japanske science fiction-forfattere. Det betyder desværre ikke at jeg har hørt om ret mange af dem i forvejen, men det fremgår at der er flere vindere imellem af prestigiøse japanske science fiction-priser.
Novellerne er korte, men generelt velskrevne. Til gengæld er der ikke mange af dem, man husker to uger efter at man har læst dem. De tager fat i forholdet mellem kunstig intelligens og mennesker på flere måder – der er en spændingshistorie med horror-slutning om brugen af kæmpemæssige computere til at administrere kryptovalutaer med, der er et et par morsomme historier af typen ”comic inferno”, og der er historier om kunstig intelligens som hjælpere ved ensomhed, sygdom og død. Blandt de mere morsomme er Motoko Arais ”The Clearing Robot”, der handler om en robot, der ikke gør rent, men rydder op. Det viser sig bare at være vanskeligt at give den de rette parametre, så affaldet ryger ud, men fx ikke beboerens vigtige videnskabelige notater (det hjælper jo ikke at han beordrer den til at lade A4-papirer ligge, når han så kradser et vigtigt notat ned på bagsiden af en krøllet kuvert). Det er en udgivelse som jeg er glad for at have fået fat i, om ikke andet så fordi der ikke er så meget japansk science fiction på engelsk – men den er på ingen måde verdensomvæltende. De interessante spørgsmål, den rejser om intelligens og bevidsthed, bliver også rejst i den generelle vestlige science fiction.
Hidden Histories er en originalantologi med ikke mindre end 28 historier på 274 sider. Den er udgivet af forlaget Third Flatiron, der viser sig at være amerikansk, og den er bind 25 i serien Third Flatiron Anthologies, der kommer med fire bind om året (antageligvis tyndere end det foreliggende, der angives at være et dobbeltnummer). Der er enkelte forfattere imellem, hvis navn man er stødt på før, men generelt må der siges at være tale om folk på grænsen mellem amatører og professionelle. Det er der ikke noget galt i, heller ikke at antologien blander science fiction, horror og fantasy, når nu det er sådan de vil gøre det. Mere problematisk er det, at selv om ingen af historierne er dårligt skrevet som sådan, er der heller ikke rigtig nogen der virker uforglemmelige. Jeg er sådan set ikke ked af at forlaget ikke var repræsenteret i salgslokalet, så jeg havde skullet diskutere med mig selv om der var nogle af de andre antologier i rækken, jeg ville investere i.
Tingenes internet
En af de bedste læseoplevelser under kongressen var et gratisnummer af Andromeda SF Magazin, nærmere bestemt nr. 157, udgivet af Science Fiction Club Deutschland. Denne pendant til SFC har eksisteret i lang tid (nummeret er 64. årgang!), og har talrige aktiviteter, de fleste på tysk. Det foreliggende nummer er dog udgivet med parallel tekst på tysk og engelsk, så de fleste skulle kunne få noget ud af det. Det er velproduceret og informativt og stimulerer til yderligere nysgerrighed.
Der er artikler og oplysninger om bl.a. de tyske litteraturpriser indenfor science fiction og fantastisk litteratur i bredere forstand (der er nogle stykker); der er artikler om tysk fandom, om science fiction i DDR, om furry fandom (efter beskrivelsen at dømme et noget specielt fænomen), forfatterinterviews og præsentationer, og meget mere. Et portræt af afdøde Waldemar Kumming (som jeg havde fornøjelsen at møde et par gange i firserne), viste sig at dække over et nærmest livslangt slid med at lave lydoptagelser fra stort set alle tyske kongresser, et hårdt arbejde i spolebåndoptagerens tid. Hans arkiv er nu ved at blive digitalt tilgængeligt via SFCD. Endelig er der en novelle, der har vundet ikke mindre end to af årets tyske sf-priser, og som har givet bindet titel. Igen må jeg sige at den da er udmærket skrevet, men ikke just fuld af uforudsigelige tanker.
Men i det store og hele kan denne udgivelse varmt anbefales – den er virkelig stimulerende og giver mange steder et godt overblik. Den kan i øvrigt downloades elektronisk.
Hjemme igen
Alt i alt følte jeg mig nogenlunde godt underholdt i den tid jeg havde til rådighed til læsning. Dette skrives imidlertid efter at jeg har fået slæbt det hele hjem, og nu ligger der adskillige andre interessante bøger og publikationer og kikker anklagende på mig – bl.a. et fanzine fra 1970 på mere end 600 sider, nydeligt indbundet og det hele (det er en samling af Walt Willis’ fantekster, som jeg håber snart at få tid til at læse). Og en stak nye antologier (bl.a. en med irsk science fiction) og … nå, som sagt, det er et andet problem.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 