Anmeldelse af “Kaiju Agonistes” (gratis), af #ScottLynch. Langnovelle. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Galaksen fungerer sådan, at de gamle, vise rumvæsener patruljerer rundt blandt planeterne. Når en planet viser tegn på at kunne have intelligent liv, så smider de et frø ned, der er klar til at vokse op og gøre noget ved sagerne, hvis intelligenserne opfører sig dumt. Således fik Jorden sådan et frø for 200.000 år siden. Efter WW2 er der radioaktivitet i luften, så frøet vågner op. Bliver til en kaiju. Tramper rundt. Bliver slået ned. Tror man. Monsteret i Stillehavet bliver flittigt diskuteret i både Moskva og Washington.

Er det science fiction? Ja da. Rumvæsener og alternate history, mums.

Temaer: Godzilla! Kaiju! Hvad du nu har lyst til at sige. Og jeg tror, der er guf her, hvis man har set filmene. Kaiju har lært princippet, at hvis man tramper rundt længe nok, så vil planeten opgive vold. Men sådan er mennesker jo ikke indrettet, næ nej.

En god del humor. Politikere er jo sjove? Og jeg klukkede da lidt, da Jacques Cousteau blev meldt savnet. Og da Kennedy lovede, at der indenfor et årti ville blive bygget en Kaiju-overvågende rumstation.

Er det godt? Jeg var bange for, at det hele skulle drukne i kommunist-klicheer, men tog heldigvis fejl. Det er sjovt. Det læner sig i hvert fald til dels opad noget historie og kultur, jeg kender. Der er en god slutning. ###