Anmeldelse af Automatic Noodle, af #AnnaleeNewitz. Kortroman. 2025. Hugo-finalist. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: En dag vågner robotten Staybehind, og der er noget helt galt. Han og resten af personalet på restauranten har sovet i månedsvis, der er ikke nogen mennesker, og gulvet er vådt efter en oversvømmelse! Krigen er heldigvis stadig slut, California er stadig løsrevet fra USA, og dygtige robotter har stadig rettigheder som mennesker på visse områder, men altså, det er noget skidt. Og en lukket restaurant tjener ikke penge, og robotter er afhængige af indtægter ligesom alle andre.

Er det science fiction? Absolut.

Temaer: Selvfølgelig skal det her med “rettigheder som mennesker på visse områder” undersøges nærmere. Og der er mange slags robotter, på mange niveauer. Staybehind arbejdede i militæret før, og han er ikke den eneste i den lille gruppe robotter, der prøver at starte restauranten op igen. Udover at racismen (robotismen?) er indlejret i loven, så er der selvfølgelig også robofober alle vegne. Vi holder naturligvis med ‘botterne, og det er charmerende at se, hvordan et par robot-kokke griber sagerne an. Og hvorfor producerer de overhovedet noget, som de ikke selv kan spise?

Restauranten udvikler sig, og kvarteret tager godt imod dem. Der bliver doneret borde og stole, så takeaway ikke er den eneste mulighed. (Den del minder mig om Doctorow. Langt de fleste mennesker er gode nok.)

“Now they were “free,” according to the reporter, who also explained that bots would of course never be allowed to join a union, nor open a bank account, nor vote.”

“The HEEI rights laws quantified their freedom, gave it shape and substance, entirely because humans couldn’t steal something that hadn’t yet been measured. And now they could.”

Er det godt? Jo. Det er naturligvis velskrevet. Men det minder mig også om noget, jeg har set før. Sjovt nok minder det mig om kaffe-legenderne (Legends & Lattes), hvor en gruppe skal udvikle en kaffebar, uden at have den store erfaring på forhånd. ##-