Anmeldelse af “Never Eaten Vegetables” (gratis), af #HHPak. Langnovelle. 2025. Nebula-nomineret, Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Et rumskib på vej mod en ny planet har 10.000 frosne, befrugtede æg ombord. Pludselig bliver 500 af dem tøet op og begynder at blive fostre. Hvad gør et klogt rumskib nu? / Et barn bliver undervist af virtuelle lærere. / En voksen besøger en virtuel frø.

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Der er altså 3 tidslinjer, så vi kan følge historien på forskellige tidspunkter. Det endte med, at rumskibet, NEV-476, byggede sig selv om, så de små 500 babyer kunne komme godt i gang med livet. Det krævede ofre, og de 9.500 andre æg blev “slukket”. At de 500 derefter voksede op med virtuelle lærere var helt efter planen. Men det er et problem, at de ikke er 10.000. Koloniseringen af den nye planet er betalt af et stort firma, der har øjnene stift rettet mod bundlinjen, og der skal leveres, uanset hvor mange de er!

I det hele taget fylder aktionærerne pænt meget. Tidligt i historien får NEV både ordre om at slukke for fostrenes næring og ilt og om absolut ikke at slukke. Suk. Den proces kunne måske godt have været strømlinet.

Den virtuelle frø repræsenterer rumskibet, og vi lærer en hel del mere om, hvad hun (fordi skibet bliver jo en slags mor) har tænkt undervejs. Hun har selv måttet tage kurser hos de virtuelle lærere, om babyer og babymad og meget andet godt. Hun bruger overraskende meget energi på at tænke på navne. Hvorfor man bruger dem, hvad de betyder. Det nyeste er, at en langvarig retssag er endt med at påvise, at optøningen af æggene var hendes fejl, så nu skal hun slettes.

Citat fra en lærer, om frøer bl.a.: “Millions of years of rain cycles. Crop domestication. Dogs. Wow.” Nemlig. Wow.

På et tidspunkt får vi at vide, at en frisure har “inkuberet” under en hat. Tihi.

Er det godt? Ja! Det er nok med vilje, at firmaet skal være så frustrerende. ###