Anmeldelse af Murder by Memory, af #OliviaWaite. Kortroman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Detektiven Dorothy vågner uventet, i en elevator, og ikke i sin egen krop. (Normalt bliver en backup installeret i en klon af sin egen krop og på et fredeligt sygehus, her ombord på rumskibet, der skal rejse et årtusind med de samme 10.000 passagerer hele vejen. Det er muligt at “ligge på hylden” et stykke tid, og Dorothy havde meldt sig ud af samfundet 2 år, da hun altså pludselig blev flået tilbage.) Altså, Dorothy vågner. Rumvejret er barskt, så skibets computer er høj/skæv/fuld, og Dorothy kan ikke få et ordentligt svar på, hvad der egentlig foregår.

Er det science fiction? Nemlig, sf/krimi.

Temaer: Dorothy vågner i Glorias krop. Hun trisser lidt rundt, opsøger Glorias hjem og arbejdsplads og Dorothys egen nevø. Det er praktisk for en detektiv sådan at ligne en anden! Det viser sig hurtigt, at der er sket en eller flere forbrydelser, inklusive et mord.

Dorothy er en rigtig god detektiv, og det var først her på rumskibet, hun fik det job. Henover 300 år har det vist sig, at hun er dygtig.

Selvom personerne kan tage backup, så bliver Jorden mere og mere tåget for dem. Løsningen er at drikke mindesprut. En god cocktail kan indfange fornemmelsen af at stå på en bakke i regnvejr.

Rumskibet har lidt sine egne regler. Politi, dommere, straf. Økonomi, borgerløn, lån.

Er det godt? Ja. Godt skruet sammen, forbrydelsen bliver langsomt afdækket, og forbryderen giver mening psykologisk. ###