Anmeldelse af Cinder House, af #FreyaMarske. Kortroman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Da Ellas far dør (der var gift i teen), ryger Ella (16 år gammel) også selv med. Da huset er magisk, kan det give Ella en slags nyt liv, som spøgelse. Den onde stedmor og de 2 onde stedsøstre finder hurtigt ud af, at spøgelses-Ella stadig kan lave mad og rydde op; glimrende ordning.

Er det science fiction? Nope. Fantasy.

Temaer: Det her er naturligvis en genfortælling af Askepot (Cinderella), og som altid kan en genfortælling i den her længde have mange flere detaljer, mums. Den her gang er hovedpersonen et spøgelse / et hus. Det giver nogle nye aspekter af historien. Såsom: Ella skal være hjemme ved midnat, fordi reglerne for spøgelser er skruet sådan sammen, det har ikke noget med ballet at gøre. Og: Stedsøstrene kan pine Ella via huset, så når Ella ikke vil makke ret, så er det i gang med smadrede vinduer og gennemsavede vindueskarme.

Ella er vist queer. Det får betydning senere, da hun møder prinsen og dennes politisk relevante fremtidige forlovede.

I denne magiske verden har prinsen også nærkontakt med magi, på sin egen pinefulde måde. Både Ella og prinsen kæmper med, at de ikke bliver set ordentligt, og de svælger i at se hinanden. Det har stor betydning for Ella, når hun får en ny ven; det sker så sjældent.

“When she moved, the gauziest layer of her skirts took some time to come dreamily to a halt.”

“This was all she’d wanted: someone who would warmly squeeze her hand and could see her, could hear her, listening to her talk about something she loved.”

Er det godt? Ja! Nogle af de her genfortællinger er forudsigelige, men den her fik mig. ###