Anmeldelse af What Stalks the Deep, af #TKingfisher. Kortroman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Der foregår mærkelige ting i USA, så vores fortæller må rejse over og undersøge det, måske endda stoppe det. I mellemtiden må det tolereres, at udenfor Gallacia forstår man ikke det her med en person, der ligner det ene køn (har bryster), opfører sig som det andet køn (er soldat) og gerne vil bruge et tredje køns stedord (3 køn???).

Er det science fiction? Nej. Fantasy/horror.

Temaer: Mærkelige ting, nede i en kulmine, en person er forsvundet, bla bla bla. Mindelser om Lovecraft. Fortælleren kan ikke lide det her og tog gerne benene på nakken. Og det er så her, jeg falder af og ikke læser historien færdig. Der er alt for meget “uha, hvad sker der nu”.

Det her er vist den tredje i en serie. Jeg kom vist gennem nr. 2, men husker godt, at mine nakkehår blafrede vildt under læsningen. Puha. Hvad værre er, forfatteren vil godt være helt sikker på, at læserne kan huske detaljer fra de foregående historier, så der er store klumper af “jeg huskede med rædsel” osv. Nix. For meget.

“… his Boston accent was so thick that you could stand a spoon up in it.”

“The way he pronounced dark as dahhhk was so pure that I had an involuntary urge to snatch up the teapot and find a harbor to dump it in.”

Er det godt? Hm. #–