Hvor jeg opdagede en udsigt, spiste morgenmad, udnyttede en trekkie photo op, deltog i et panel om The Orville og Star Trek: Discovery, grinede af en Bob Shaw-kopi, hørte akademikere tale om (optællinger af tegn i) Le Guin og Cadigan, oplevede et panel om neurodiversitet, spiste italiensk på Milano og overværede uddelingen af årets Hugoer.

Udsigt

Jeg ved ikke. Tidligt om morgenen kom jeg til at kigge ud af vinduet.

Morgenmad

Dokumentationen af morgenmaden fortsætter! Nysgerrige sjæle ville vide, om der var noget sodabread. Lige missionen at få sådan noget lykkedes ikke. Men der var jo så meget andet.

Yoghurt, præblandet.

Brød af mange slags.

Trekkie photo op

En lille flok trekkies havde opstillet en bro. Spændende!

En anden fan prøver opstillingen.

Kamera-porno.

Min tur til at blive fotograferet!

Forberedelse.

Kaptajnen har heldigvis armlæn.

#LLAP

Fjenden er der!

‘Orville’ vs ‘Discovery’

Den her gang var jeg panelist. Det gik vist udmærket. Høflig uenighed. Billede taget af kæresten.

Men nogen, der udelukkende kendte overskriften for panelet, skulle lige brokke. Og sådan noget.

Et foto.

Hele indlægget.

Et par kommentarer 😦

Beskrivelser af programpunkter.

Orville og Discovery.

Bob Shaw, agtigt.

Unashamed BIOS

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente af det her punkt, andet end at det forhåbentlig blev sjovt.

Men først skulle jeg prøve nogle køer i en anden bygning end CCD.

Da køen var lille bitte.

Starten af køen.

Da køen var noget længere.

Jeg har svært ved at huske, hvad foredraget handlede om. Noget om alternative universer? Billederne taler forhåbentlig for sig selv.

Unashamed BIOS.

The Man in the High …

Anne of Green …

The War of the Worlds, by …

Le Guin and Cadigan

Så blev vi bedt om at gå ud, stå i kø og komme ind igen. Tja. Det lykkedes da heldigvis at få en siddeplads alligevel.

Den her gang var jeg i akademikernes lokale. Det er rart lige at stikke hovedet ind der også.

Først skulle vi snakke Le Guin. Eller rettere sagt, vi skulle snakke tegnsætning i Le Guin. Det viser sig, at forskellige forfattere sætter tegn på forskellige måder og at man kan kende dem fra hinanden, ved at registrere visse vigtige tal. Interessant!

SIde 1.

Et eksempel på tal.

Bagefter skulle vi snakke Cadigan. Og der blev grund til at bruge navnet på ham der Baudrillard.

Og hvorfor taler akademikere så hurtigt? Er de virkelig så gode til at lytte?

Beskrivelser af programpunkter.

Le Guin og Cadigan.

Neurodiversitet.

Neurodiversity and extraordinary powers in SFF

Okay så. Ordstyreren er halvdøv og halvblind og har førerhund. (Hun var i øvrigt på scenen senere, fordi hun var med til at vinde en Hugo.) Da der skulle tages spørgsmål fra publikum, overlod hun tjansen til en anden. Blandt panelisterne var der også ADHD, angst og autisme.

Hund.

Panel.

• Er Vulcans autister?
• Sherlock Holmes er neuroatypisk?
• Hvis en fiktiv person har noget, så sæt navn på. (Eksempel: Sig “Sheldon Cooper er autist.)
• Det må ikke kun være aliens, der er autister, fx.
• Aliens er også forskellige internt, ikke?
• Nyt begreb: Rejection sensitive dysphoria.
• Et tip: ADHD Alien, comic.
• Hm. Er neuroatypiske dårlige til ordstyring og den slags? A afbryder B hele tiden. C fylder meget.

Milano

Der var lige tid til at gå til den nærliggende restaurant Milano og få aftensmad. Cannelloni (Soft pasta filled with spinach and ricotta, baked with passata, béchamel, mozzarella, garlic oil and Gran Milano cheese) til kæresten, plus en øl. Lasagna Classica (Beef, mushroom and tomato ragù, layered with béchamel sauce and finished with Gran Milano cheese) til mig.

The 2019 Hugo Awards Ceremony

Først skulle vi lige stå en lille smule i kø. Jeg havde fulgt med i tilblivelsen af nogle flotte kjoler, og det lykkedes at se en af dem på forhånd. Bemærk også den store broche.

Vinder-ansigt.

Taber-ansigt.

Så kom vi ind i salen og sad ned og kiggede op mod den store skærm.

Dekoration = den der bro.

Star Trek lyv.

Jeanette Ng demonstrerer sin hat.

Det viste sig, at Ng vandt i første kategori. Og så afleverede hun en tale, der kom til at runge i mange dage efter. – En computer prøvede at tekste, men kunne ikke håndtere det. Det førte bl.a. også til en undskyldning dagen efter. Jeg synes, det var lidt skvattet, at de måtte slukke for tekstningen, fordi folk ikke kunne holde op med at grine. Billeder fra Twitter.

Takketale.

Lord of the RIngs og Game of Thrones, burde der have stået. Ha ha?

Bagefter blev det til hele 2 kjoler samtidig, og Hugo-tryllestave.

Kjole x 2.

Program.

Facebook havde også nogle gode billeder senere. En lille historie. På forhånd skulle vi lige orienteres om sikkerheden. Den stod Stu primært for. Så vi kunne jo putte alle kuverterne (med navnene på vinderne) i en metalbox, der kun kan åbnes med en laser? Stu ryster på hovedet. Eller vi kunne putte dem i en papkasse og snøre dem ind i en masse tape? Stu ryster på hovedet. Vi kunne også bare give dem til Stu? Stu nikker.

Stud stod for sikkerheden.

Ng med trofæ.

Ng holder tale.

Elsa, hund og raket.

Afua kan synge!

Årets fod.

Hvor jeg primært havde hviledag, men også spiste morgenmad. Og så får I eksempler på lyde.

Morgenmad

Er der nogle sødere ord end “morgenmad inkluderet”? Og så den britiske stil, hvor så meget er varmt? Mums.

Lyde

Det her er lyden af en fodgængerovergang. Den lyder som en laserpistol.

Og det her er lyden af en elevator. Vi syntes bare, det var sjovt.

Hvor jeg overvejede nogle af de nyeste noveller, lærte noget om jøder, spiste frokost med Benjamin Rosenbaum, besøgte baren og stadig syntes Le Guin var en god forfatter.

Short fiction of 2018

Et panel med 4 seje redaktører, hvor emnet bl.a. er årets novelle-finalister – det må man se! Desuden er Jonathan Strahan jo en af podcasterne bag Coode Street, og Neil Clarke skriver hver måned et lille forord til månedens Forever, så jeg synes jo lidt, jeg kender dem. Og ham Stuart, han var også på panelet om podcasts i går. – De snakkede desværre ikke specielt meget om finalisterne. Hm. Andet end at begræde at Mother Tongues ikke var på stemmesedlen. Så den blev jeg inspireret til at læse straks.

Panel:

Kærestens billeder. Tænksom Clarke. Og Clarke, der udleverer badge til fan.

Tænksom.

Idol.

Beskrivelser fra programmet.

Short fiction.

Jewish fantasy.

People of the Book: Jewish fantasy and mythology

Ellen havde opdaget, at Benjamin Rosenbaum skulle være på programmet. Og jeg har som bekendt oversat en bog af ham. Så det skulle der jo gøres noget ved. Det her punkt virkede mest oplagt at besøge, og så aftalte vi at spise frokost sammen bagefter. Whoop.

Det blev spændende. Jøder bruger en masse ord, som jeg ikke er vant til, så det var for alvor som at træde ind i en anden verden. Når man lige har brugt en masse tid på at lære afrofuturisme at kende, så er det en speciel oplevelse pludselig at være i en anden, fremmed verden.

Vi skulle bl.a. snakke om, hvorfor der ikke er noget jødisk Narnia. Den havde jeg ikke hørt før. Siden absorberet.

Benjamin Rosenbaum

Og så altså den her frokost. Rosenbaum var sød. Vi endte med at være 6 fans og ham. Han sad i midten. Han snakkede lidt til den ene side, lidt til den anden. Jeg sad ved siden af en fyr, der bl.a. laver fan-MCU-videoer, så vi fik også snakket superheltefilm. Nice. Og vi spiste frokost på båden fra i går, som vi med stor erfaring kunne anbefale, efter lige at have tjekket, at den også kunne klare vegetarisk mad.

Der skrives autograf i “vores” bog.

Fish and chips.

Martin’s Bar

Mennesket lever ikke af fisk alene. Så Worldcon havde også en bar. Her rendte vi såmænd på Ellen igen, der kunne berette om ferie i andre dele af Irland.

Ellen i baren.

Left Hand of Darkness.

Anniversary: ‘The Left Hand of Darkness’ (book)

For det første var der noget med lyset i det her lokale, så flere af panelisterne endte med at sidde med solbriller.

For det andet syntes panelet at være komponeret af ikke-binære mennesker, med en transkvinde som ordstyrer. Interessant.

For det tredje er det jo egentlig bare en nydelse at sidde i en time og sammen konstatere, at en god bog er god.

Samtidig med dette panel var der en koncert, som jeg altså ikke var til. Men dirigenten synes at have brugt en stav, der afspejlede ånden i lokalet. Nice. Billede fra Facebook.

Hvor jeg besøgte dealer’s room, hørte om problematiske ting, stod i kø, lyttede til podcast-teknikker, ordstyrede om talende dyr, overværede åbningen og prisuddelingen og spiste burger.

Hvis du i øvrigt er interesseret, så ligger hele Worldcons program online. Og det her er mig.

Dealer’s Room

Man skal jo lige ind og kigge i dealer’s room. Selvom det for mit vedkommende blev ved kiggeriet. Men det er jo altid meget sjovt at se, hvad der sælges.

Kæresten tog et par billeder.

Locus havde en stand. Selvfølgelig.

Danskere! Hvilket tilsyneladende forskrækker mig.

Liking problematic things

Hvad gør man, når man opdager, at man kan lide et eller andet, der er problematisk, fx fordi det har vist sig, at forfatteren er et møgdyr? Det kan man sagtens snakke længe om.

• Jeg vidste slet ikke, Harry Potter var et problem. (Noget med Rowlings syn på transpersoner.) Eller Foundation. (Er det, fordi Asimov ikke kunne holde fingrene fra kvinderne?) Eller Heinlein. (Jo, okay, ham har jeg hørt meget skidt om i tidens løb.) Jøsses, er der overhovedet noget tilbage, det er okay at kunne lide?
• Der var en runde, hvor publikum fik lov at byde ind med problematiske ting. Længe efter tænkte jeg, at jeg skulle have nævnt “ham med Thriller-videoen”.
• Et af mine problemer er, at jeg er lidt langsom til alt det her. Med autisme light løbende rundt i hovedet, så er jeg ikke god til at opdage sexisme osv. Panelet tilrådede mig at øve mig ved at læse gode ting.
• Der blev nævnt en liste med problemer. Nævnt på reddit, opbevaret på Google. (Og hurra for, at den var nem at opspore, fordi panelistens Twitter lå i programmet.)
• A.T. Greenblatt viste sig at være forfatter til en Hugo-finalist, jeg har læst.

Kø

Så var det tid til at stå i kø. Hvis man skulle ind til åbning + retro Hugo om aftenen, så skulle man have et armbånd. Hvilket ikke helt afskaffede køerne, men det hjalp, fordi det delte køerne op i mindre klumper i tid og rum. Nåh. Men man skulle også stå i kø til armbåndet. Tja. Det gik også. – Køerne højere oppe i CCD gjorde sig også gældende fra dag 1, men det vender vi tilbage til.

Det meste af køen stod udendørs.

Armbåndet!

Der var også stadig køer indendørs, på gulvet, bl.a. til at få sit navneskilt.

Creating podcasts: ideas, people, and themes

Hvis man lige ser bort fra grej, teknik osv., hvad skal der så til, for at lave en god podcast?

Min primære inspiration her var at begynde at lytte til Breaking the Glass Slipper.

Creating podcasts.

Talking animals.

Talking animal characters in SFF

Så var det tid til at være ordstyrer! Emnet var talende dyr i SFF. Og panelisterne hyggede sig, og publikum grinede, og det gik vist bare rigtig godt altsammen. Dejligt.

Kæresten tog et par billeder.

Panel.

Publikum.

CCD var i øvrigt fint udstyret. Altid 5 mikrofoner + 1 til publikum. Og lydstyrken var god det meste af tiden. Hvis nogen glemte det med mikrofonen, så kunne man vifte med et skilt, Worldcon havde en stak af.

Opening Ceremonies, featuring the 1944 Retro Hugo Awards

Åbning og Hugo. Billedet nedenfor demonstrerer primært, at vi sad langt fra scenen.

Billeder fra Twitter, taget af ??? Salen var halvtom. Mange kiggede på køen nævnt ovenfor og opgav straks. Først kl. 19 blev det tweetet, at der stadig var armbånd tilbage. Ikke så godt håndteret.

Gulvet.

Balkonen.

Fra Facebook.

96 år gammel. Var med til den allerførste Worldcon. Wow.

Vi skulle absolut lytte til et kor, der var lidt overgearede. “Klap, alle sammen!”

Designeren med foden til retro Hugoen.

Årets formand banker con’en i gang.

Designer, årets fod.

Noget teater, vi også skulle have med. Hm.

Vært 1 udsatte vært 2 for tale-øvelser.

Afua, vi så meget mere til senere.

Dave og Ellen (Klages).

Diane Duane.

Rocket’s

Pga. dårlig planlægning havde vi ikke fået aftensmad på et fornuftigt tidspunkt. Så. Hvem har stadig åben efter 22? Det viste sig at være Rocket’s. Omend de ikke var meget for det. Vi ville gerne spise på stedet. Det kunne ikke lade sig gøre. “Vi lukker om 10 minutter.” Jeg kiggede på uret, og jeg havde kigget på åbningstiderne, før vi gik ind. “Nej, I lukker om 23 minutter.” Mumle. Nåh, men så fik vi lov at bestille vores burgere. (Udvalget var forresten også begrænset, så nogle af burgerne må være gået tidligt i seng.) Det var forøvrigt en fin burger, masser af kød. Men det var lidt pudsigt, at de virkede noget fjendtlige overfor kunder. – Til gengæld er det ret passende at gå til Rocket’s og spise, efter uddelingen af en bunke Hugoer.

Ferien startede onsdag d. 14. august. Hvor vi fløj, fandt hotellet, fandt CCD og spiste aftensmad på en båd.

I dag skulle det gerne være onsdag, 3 uger senere.

Flyvetur, Norwegian

Flyveturen i sig selv var ikke så ophidsende. Det var mere det her med at skulle checke ind på forhånd, elektronisk. Det plejer ikke at være indviklet. Det foregår indenfor de sidste 24 timer, inden flyet letter. Det er en fordel at få det gjort, så man får gode pladser.

Den her gang var det lidt mere indviklet. Billetterne var ikke købt direkte hos Norwegian, så de kunne ikke sende mig en sms med “husk nu”. Altså sad jeg små 24 timer før afgang og opdagede, at jeg skulle have gjort noget 72 timer før! Gys!

I praksis endte det vist med kun at give forhøjet blodtryk. Jeg ved ikke, om computeren kiggede på min nationalitet og så besluttede, at jeg umuligt kunne være en af de der fejlfarver, nogle lande i stigende grad har det skidt med. Suk.

Hotel Hilton Garden Inn

Vi havde på forhånd booket hotel via Worldcon’s udmærkede system, der gav et overblik over geografi og økonomi. Vi kunne bo ret tæt på kongressen (afstanden var sådan noget som 10 minutters gang), uden at bo specielt meget dyrere. Og Worldcon plejer at forhandle sig frem til noget rabat til os medlemmer. Så vi følte os ikke meget fattigere, selvom vi endte med at bo på et Hilton!

Der gik noget bus fra lufthavn til hotel, sådan ca., og hotellet blev fundet, og værelset blev fundet, og sengen blev fundet, og roen faldt over os et par minutter.

Alle ved, hvordan et hotelværelse og et hotel ser ud. Så her er et værelsesnummer. Pi!

CCD

Næste punkt var at finde CCD = Conference Center Dublin. Det er en god idé at komme i god tid og få sit navneskilt og den slags. Vi var da heller ikke de eneste, der havde fået denne glimrende idé. Desuden fik jeg de papirer, programdeltagere får. Nice.

Lige ved siden af centeret ligger Samuel Beckett Bridge. Nydelig. Og den forestiller vist en harpe?

Her et par af mine egne billeder.

Det er helt rigtigt sandt! Kæresten var lige der foran CCD!

CCD har en flot front og en vis dybde bagved.

Lidt på afstand, CCD + bro.

Og her er kærestens billede af broen, taget fra indensiden af CCD.

Og endelig et billede fra Facebook. (Disse er generelt taget af Simon Butt, der var medlem af Worldcon-udvalget, kunne sidde på første række i auditoriet osv.)

Aftensmad, Cill Airne

Efter således at have kigget sig omkring, forberedt sig på morgendagen osv., kunne vi med sindsro gå videre til dagens sidste punkt: aftensmaden. Det blev kylling på båden Cill Airne.

Mit billede. Kylling (velstegt), bacon, kartoffelmos overhældt med sovs (det ser lidt ulækkert ud, men det smagte skønt), noget svamp, og squash i fast og moset form. Supreme of Chicken – Grilled chestnut mushrooms, mashed potato, crispy bacon, red wine & tarragon jus, roasted squash and a squash puree. Mums. Eneste problem var egentlig et larmende selskab i baren.

Kærestens billede. Igen taget fra indersiden af CCD. Båden er altså det, der faktisk ligger ude i vandet.

Og således gik dag 0. I morgen ser vi, hvad der derefter skete.

Anmeldelse af “Mother Tongues” (gratis), af S. Qiouyi Lu.

Skitse: En kinesisktalende kvinde i USA har lært engelsk, mhp. at sælge denne egenskab. (Viden kan flyttes fra én hjerne til en anden.) Desværre er hendes accent for tyk, og dermed kan den mulige indtægt ikke dække hendes datter studieudgifter. Hvad gør man så?

Er det science fiction? Absolut.

Temaer: Sprog er et væsentligt tema hele vejen igennem. Andres replikker på kinesisk bliver ikke oversat, så man må gætte sig frem udfra fortællerens reaktioner. Uforståelige ord bliver vist med spørgsmålstegn, eller der kan være et symbol, der antyder delvis forståelse. Snedigt.

Er det godt? Der er ikke nogen genial løsning. Måske forventer man, at jeg finder historien gribende? Det gør jeg nu ikke. Og historien er heller ikke unik; jeg kan pege på historier, der minder om den her, såmænd også på Twilight Zone. Men det er godt håndarbejde og god skildring af de involverede. Det er ret tidligt muligt at gætte slutningen, og det er da lidt spændende at finde ud af, om gættet nu også var rigtigt.

Note: Når Sheila Williams, Jonathan Strahan og Neil Clarke anbefaler en historie og er kede af, at den ikke står på Hugo-stemmesedlen, så får jeg lyst til at læse den. Sidstnævnte placering ville være okay med mig. Den har ca. den samme kvalitet som finalisterne.

For efterhånden mange måneder siden så jeg et teaterstykke, baseret på Kunsten at være lykkelig, Arthur Schopenhauer. Lidt specielt, eftersom det ikke er en roman, men 50 gode råd. Desuden noget, jeg og bloggen går meget op i. Mottoet er trods alt “det gode liv”.

Nu har jeg endelig fået fingre i bogen. Den er på 100 sider. Men jeg tror, det kan siges hurtigere.

1. Sørg for at nyde nuet.
2. Undgå misundelsen.
3. Vid, hvad du vil og hvad du kan.
4. Gør kun fordring på det, du kan opnå.
5. Smerten er konstant, på den måde, at ens ulykkelighed afhænger af ens væsen, ikke af de små og store ulykker, der overgår en. Pas på ikke at tro, at et øjebliks lykke varer ved.
6. Villigt at gøre hvad man kan, villigt at lide hvad man må.
7. Man bør modent overveje en sag, inden man sætter den i værk. Og så ikke længere tænke over det.
8. Man bør begrænse sin horisont: Derved giver man ulykken mindre prise; begrænsning gør lykkelig osv.
9. Den kløgtige søger det, som ikke volder smerte, men ikke det, som vækker lyst.
10. Underkast dig fornuften, hvis du vil underkaste dig alt. (Eller underkaste alt under dig?)
11. Når noget ulykkeligt først er der og ikke lader sig afhjælpe, da bør man end ikke tillade sig tankerne om, at det kunne have været anderledes.
12. Om tillid og hemmeligheder: Tal ganske lidet med andre, og særdeles meget med dig selv.
13. Vi burde åbne dør og port for munterheden, ligegyldigt hvornår den banker på. – Sundhedens blomst er munterheden. Undgå derfor alle udsvævelser, tillige alle heftige eller ubehagelige sindsbevægelser; også alle store og fortsatte åndsanstrengelser, endelig dagligt mindst to timers rask bevægelse i fri luft.
14. Nuets ro må højst forstyrres af sådanne onder, som i sig selv er visse, og hvis tidspunkt ligeledes er vist.
15. Forbliv afslappet over for alle livets ulykker.
16. Undgå smerten og lidelsen.
17. Livet er ikke til for at blive nydt, men for at blive grebet, tålt.
18. Man bør tøjle sin fantasi i alle anliggender, der angår vort ve og vel, vore forhåbninger og bange anelser.
19. Lad ingen episode resultere i stor jubel eller stor jammer: for alle tings foranderlighed kan hvert øjeblik forandre den fuldstændig; nyd derimod til hver en tid nuet så muntert som muligt.
20. Vrede eller had bør man ikke vise på anden vis end gennem handlinger.
21. Vi må have skuffer til vore tanker, når vi åbner én, lukker vi alle andre. Så vil en alvorlig bekymring fx ikke forstyrre enhver aktuel lille nydelse og fratage os al vor ro. – Her bør man, som i så mange andre situationer, anvende selvtvang.
22. Man bør ene og alene have for øje at undgå alle de utallige onder ved livet, så vidt dette er muligt.
23. I menneskelivet er det som i terningspillet: Falder kastet ikke ud, som du havde brug for, så må kunsten forbedre, hvad tilfældet bød. Modificer planen.
24. Hvad der gør første halvdel af livet ulykkelig, er jagten efter lykken. I anden livshalvdel er i stedet for længslen efter lykken og bekymringen trådt ulykken.
25. Vi burde, ved det vi ejer, ofte tænke: “Hvad hvis jeg mistede dette?”
26. At udstikke et mål for vore ønsker, at holde vort begær i tømme, at tøjle vores vrede, altid ihukomme, at for mennesket er en uendelig lille del af det ønskværdige opnåeligt og særdeles mange onder uundgåelige: Således vil vi bære og forsage.
27. Ved vore virkelige onder er den mest virksomme trøst betragtningen af andres langt større lidelser.
28. Bekvemmelighed og sikkerhed er alderdommens primære behov. Bordets glæder erstatter elskovens glæder. I stedet for behovet for at se, rejse og lære er trådt behovet for at tale og for at lære fra sig. En lykke er det imidlertid, hvis oldingen har bevaret kærligheden til studiet, til musikken, ja, selv til skuespillet.
29. Den naturlige rigdom har sine grænser og er let at erhverve; den gennem rigtige meninger foregøglede rigdom forfalder i det uendelige. – Blandt behovene er nogle naturlige og nødvendige, andre naturlige og ikke nødvendige, atter andre hverken naturlige eller nødvendige.
30. Aktivitet, at udrette noget eller blot lære noget er nødvendigt for menneskets lykke.
31. Som ledestjerne for sine bestræbelser bør man ikke tage fantasiens billeder, men begreber.
32. Mindst 9/10 af vores lykke beror alene på sundheden. – Det er ikke, hvad tingene i den ydre erfaringssammenhæng virkelig er, men hvad de er i vores opfattelse, der gør os lykkelige eller ulykkelige.
33. Man bør blive herre over indtrykket af det anskuelige og nærværende, som er uforholdsmæssigt stærkt i forhold til det blot tænkte og vidste. Hvor vi ikke helt kan overvinde dette indtryk gennem aktualiseringen af den blotte tanke, er den bedste metode at neutralisere et indtryk ved hjælp af det modsatte, fx indtrykket af en fornærmelse ved at opsøge dem, der sætter os højt; indtrykket af en fare, der truer os, ved at betragte noget virkeligt, som virker modsat.
34. Vort levnedsløb er et produkt af to faktorer, nemlig rækken af begivenheder og rækken af vore beslutninger.
35. Hvad vi i forbindelse med vore livsplaner som oftest lader ude af betragtning, er de forvandlinger, som tiden frembringer hos os selv: Heraf kommer det sig, at vi opnår ting, som ikke længere passer til os.
36. Vil man undgå at blive meget ulykkelig, er det sikreste middel ikke at forlange at blive meget lykkelig, altså at moderere sine krav til nydelse, ejendom, rang, ære osv. til et mådeholdent niveau.
37. Den, der gør fornuften til rettesnor, vil særdeles hyppigt måtte anvende erstatning og afkald for at sikre den størst mulige smerteløshed hele livet.
38. Det kommer uendelig meget mindre an på, hvad der møder én i livet, end på, hvordan han opfatter dette, på arten og graden af hans modtagelighed i enhver henseende.
39. Man bør vænne sig til at betragte enhver begivenhed som nødvendig dvs. fatalistisk, hvilket har meget beroligende ved sig og dybest set er rigtig.
40. Vi skulle gøre alle slemme muligheder til genstand for vor spekulation, hvilket dels ville foranledige anstalter til at forebygge disse, dels behagelige overraskelser, når de ikke indtræder.
41. Når der er noget slemt, bør man end ikke tillade sig den tanke, at det kunne være anderledes.
42. En af de største og hyppigste tåbeligheder er, at man gør vidtløftige anstalter til livet. Planernes udførelse kræver langt mere tid, end man har antaget, eller planerne bliver sjældent bragt til målet, eller mennesket selv ændrer sig med årene, mht. at yde og nyde, eller tidens smag har ændret sig, eller andre er kommet ham i forkøbet.
43. Den, naturen har udstyret rigt, har udefra ikke brug for mere, end ro og mag til at kunne nyde sin indre rigdom.
44. Det kommer langt mindre an på, hvad man har eller forestiller, end på hvad man er. – Ligesom de største fjender af den menneskelige lykke er to, smerte og kedsomhed; således har naturen også forsynet personligheden med et beskyttelsesmiddel mod disse to: munterheden og ånden.
45. Jo større modtageligheden for ubehagelige indtryk er, desto svagere plejer den at være for behagelige og omvendt. Hvis gnavenhed opnår en meget høj grad, så er den mindste ubehalighed et tilstrækkeligt motiv til selvmord. Men selv det sundeste menneske kan størrelsen af en ulykke drive til samme.
46. Det filosofiske liv er det lykkeligste.
47. Til det, man har, hører hovedsageligt venner. Og man er deres besiddelse.
48. Lykken tilhører de selvtilstrækkelige. Lykken er svær at finde i os selv og umulig at finde andetsteds.
49. Den lykkelige tilværelse er at foretrække frem for ikke-væren. Vi hænger ved den for dens egen skyld.
50. Vores lykke afhænger af det, vi er, af vores individualitet, mens man for det meste kun bringer vores skæbne og det, vi har, i anslag.

Der er de så. Nogle af dem er lidt kompakt formuleret, men man kan vist godt regne dem ud. Og ellers må du jo også have fat i bogen.

Anmeldelse af “Binti: Sacred Fire”, af Nnedi Okorafor.

Skitse: Binti er traumatiseret. Hun har overlevet et blodbad, og hun har gennemgået en stor forandring, ufrivilligt. Det er en stor lettelse at rende på et venligt menneske, der selv er forandret, fordi hun blev født mand.

Er det science fiction? Ja da.

Temaer: Der er heldigvis fokus på noget, man kunne kalde en naturlig form for terapi.

Jeg har allerede nævnt rigeligt. Lad mig tilføje, at Binti er teenager. Jeg går ud fra, at noget af dette er årsag til Bintis vildt flagrende humør.

Er det godt? Hm. Hvorfor er Binti ikke i terapi? Eller omvendt, hvorfor får vi ikke at vide, at her anser man terapi for skadeligt, eller hendes lærer er faktisk også hendes terapeut, eller noget. Det her virker uansvarligt. Men der er jo en tilfredsstillende slutning. Og Binti er aldrig kedelig at være sammen med.

Note: Jeg har allerede anmeldt 3 andre Bintier.