Okay. So I was reading this article about literature and war. And a new word came up: ficint/fictional intelligence, also called useful fiction. Article, in Politiken:

Bad translation of the relevant bit:

“Here, literature rather becomes a form of propaganda. He creates the ultimate enemy image of the French,” says Anders Engberg-Pedersen.

According to the Danish professor, the same can be said about another current attempt to use the literature directly in military contexts.

In 2015, US military researchers Peter Warren Singer and August Cole published the novel ‘Ghost Fleet: A Novel of the Next World War’ and at the same time launched the concept of ficint, which stands for fictional intelligence, also called useful fiction. The novel is about World War III, which is fought between the United States on the one hand and Russia and China on the other, and although it is fictional, according to the authors, it is based on facts and real analyzes. The idea was to create “a hybrid form between narrative and research, made both to entertain and to teach”, as the authors themselves write. A realistic future scenario that the military can use to prepare for a possible war.

“It’s an absolutely awful novel, but as soon as it came out, the writers started getting invitations to almost every military institution you can imagine. The American army, the White House, NATO, one and the other,” says Anders Engberg-Pedersen.

“I myself, however, have certain ideological problems with the project, and it’s not just about it being lousy literature. It also helps to create a threat picture, and it can be used as part of a political agenda to raise more money for military rearmament.”

Hang on. Don’t we already have a word for this?

Invasion literature: “Invasion literature (also the invasion novel) is a literary genre that was popular in the period between 1871 and the First World War (1914–1918).” “The genre was influential in Britain in shaping politics, national policies, and popular perceptions in the years leading up to the First World War, and remains a part of popular culture to this day.”

The Battle of Dorking: “Chesney was a captain in the Royal Engineers and had grown concerned over the ramshackle state of Britain’s armed forces. He used fiction as a device to promote his views after letters and journalism on the issue had failed to impress public opinion.”

So writing about honest predictions of the future of war, as fiction, certainly exists.

Future War. This is probably a bigger category. But still based in trying to predict the effect of new technology.

So. Didn’t we already have a word for this? Or rather, 2 words.

“FICINT”: ENVISIONING FUTURE WAR THROUGH FICTION & INTELLIGENCE (INDO-PACIFIC SERIES): “August Cole generalizes this approach in what he calls FICINT — the combination of fiction writing with intelligence to imagine future scenarios in ways grounded in reality.”

Is this new? What do you think? The new term has become very popular in military circles.

Anmeldelse af Matrix Resurrections.

Bare så der ikke er noget at misforstå her. Jeg ææælsker Matrix. Jeg så den første film TO gange i biografen, og det ligner ikke mig. Ret hurtigt købte jeg også muligheden for at se den hjemme hos mig selv et par gange til. Og så holdt jeg vist op med at tælle.

2001 var et rigtig godt år. Ringenes herre, nye Star Wars og så noget ny Matrix på vej. Øj, mand. (Det viste sig, at specielt den tredje film ikke rigtig kan fastholde mig. Tja. You win some, you lose some.)

Nu er det utrolige så sket. Der er kommet en til! Nr. 4! Hvor heldig kan man være! Og HBO MAX har været nådige nok, til at den kom lige efter midnat på den lovede dag, ikke først kl. 20 eller sådan noget. Dobbelt heldig!

Jeg startede med at se de 3 første igen, i god tid. Sådan for at repetere. Okay, de er ikke perfekte. Folk besvarer spørgsmål gådefuldt og/eller med små prædikener, og nogle gange er det for meget. Slåskampene kunne måske godt være lidt kortere eller lidt færre. Er det dybt, at der bliver trukket på en masse forskellige filosofier og religioner, eller er det bare noget rod? Tja. Men der er stadig masser af guf.

Og så den nye. Mums. Måske den første halve time går med at tegne en ny bane op. Vi får at vide, at hr. Anderson er geniet bag spil-trilogien Matrix. WB har besluttet, at der skal komme en efterfølger. Og så er det jo bare at designe løs, omend det er lidt en trædemølle. For kedeligt og ensformigt. På den anden side er det lidt for spændende, at Thomas A. ikke kan kende forskel på virkelighed og fiktion. Nogle gange tror han, at han er Neo fra spillet! Nej, nej, som en god designer, så har han jo bare baseret Neo på sig selv, det er forklaringen.

Sådan lidt for sjov har Thomas en simulation kørende på en computer. Her bliver historien om Neo og Trinity genopført, og så alligevel ikke helt. Her er der rig lejlighed til at lege med billedsiden på nye måder. Der er masser af spejle, til tider ser vi tingene på hovedet, og selv tyngdekraften kan skifte retning, når man går gennem en dør.

På mange forskellige måder bliver vi mindet om de første film. Thomas’ virkelighed, drømme og fantasier, plus hans simulering, spejler hele tiden det kendte, hvis der ikke simpelthen er klip droppet ind. Hey, det er jo der, hvor hr. Anderson bliver skældt ud af sin chef. Og vi har det også sjovt med det. Masser af citater fra virkelighedens kritikere. Ja, hvad er det nu egentlig, de her film handler om? Kapitalisme?

Gådefulde elementer undervejs får endelig taget sig sammen til at give mening, og Thomas får at vide, hvad der i virkeligheden foregår. Men det må du se filmen for at finde ud af. Der er stadig et par timer tilbage af den på det her punkt.

Jeg elsker det! Sjov med film, jeg kan udenad, mums. Ny mystik, hvordan hænger det hele sammen, mums. Jeg synes også, der er strammet op om det her med at prædike, replikkerne falder mere naturligt, mums. En gang i mellem skal vi lige sluge et infodump, men det meste glider meget godt. Bøvs. Jeg talte sådan noget som 4 skuespillere fra Sense8, mums.

Bagefter, da jeg havde set det hele, så tænkte jeg på de par plottråde, der virkede som de vigtigste. Dem der var med i det sidste klimax. Dem kan jeg også godt lide. Noget med kærlighed, fællesskab, lighed mellem kønnene, sådan noget. Mums.

ETA: Den her video er i øvrigt også genial:

ETA: Har genset M4. Tabte interessen betydeligt en god time inde.

Ligesom sidste år har jeg set Årgang 20. Sikke et år! Angst, bulimi, autisme! Foruden bryllup, børneplaner og flytteplaner. Det kører jo bare derudaf. Og jeg har fået opdateret regnearket, så det er til at huske stort og småt.

Så ønsker jeg forøvrigt god bedring til alle involverede. ❤❤❤

Resumé af Aniara, Harry Martinson.

Det her er et digt, og sådan noget er jeg ikke så god til. Det er måske ikke den bedste tilgang at afkræve et digt et plot, men det er nu altså der, jeg er havnet. Jeg ville ønske, at jeg havde haft adgang til et plot før min første gennemlæsning. (Detaljerede noter.)

Rumskibet Aniara skal en rutinetur fra Jorden til Mars. I afgangshallen skal der udfyldes et kort med den rejsendes navn, destination osv. Og så afsted. Men lige den her tur bliver meget hurtigt alt andet end rutine, og det nye (håbløse) mål er stjernebilledet Lyren.

Jorden bliver jævnligt kaldt Doris’ sal, og en person kan være “en Doris”. Jorden er ikke rar længere, al den der stråling, altså (der ankom med larm og ild?), så menneskene flygter til Mars via rumskib. Såsom Aniara. Der er 8.000 ombord. Der er 1.000 rumskibe.

Nogen ombord har en fortid på tundraen.

Der er gået 6 år. Angsten breder sig. Måske er fælles selvmord det bedste valg. Accept af døden breder sig også.

De har en interessant indretning, mimen. Den kan vise billeder fra forskellige planeter rundt omkring, men det er ikke helt klart, hvordan den virker. Folk savner at have fast jord under fødderne osv., og så er mimen en trøst.

Der er nye sekter. Der er dans og fest. Der er vin, kvinder m/k og sang.

Der er nogen, der mindes eller fortæller om fortiden. Mimen viser ikke kun glade billeder. Pludselig viser den også Jordens sidste brag. Og så går den i stykker.

Fortælleren kan ikke reparere mimen og ryger så i brummen i 3 år.

Flere religioner. Der går 4 år til.

Aniara bliver overhalet af et spyd.

Det lykkes at få fisket nogle billeder ud af mimen. De bliver vist på store skærme udenfor Aniara.

12 år inde i rejsen drøner skibet gennem en tåge.

Der er gået 19 år. 20 år. Der bliver holdt en tale. Det bliver igen diskuteret at slutte det hele, ved at flyve ind i en stjerne.

23 år. 24 år. Efterhånden er de fleste gale og/eller døde. Aniara er slidt, men flyver sådan set videre.

Der er mange fremtidsord. Nogle ting bliver ikke forklaret helt til bunds. Der er lidt fest hist og her, men den primære stemning er fortvivlelse. Vi får vist aldrig fortællerens navn eller køn. Jeg har sprunget ganske mange detaljer over; der skal jo også være noget tilbage at opdage i digtet.

Det her startede egentlig med, at jeg så den relativt nye film baseret på digtet. Filmen rammer ret godt. Der er ikke helt så mange hulkort. Sådan noget som spydet fylder til gengæld mere. Men i bund og grund er det en god filmatisering, og den er lettere tilgængelig end digtet selv.