Resumé af Aniara, Harry Martinson.

Det her er et digt, og sådan noget er jeg ikke så god til. Det er måske ikke den bedste tilgang at afkræve et digt et plot, men det er nu altså der, jeg er havnet. Jeg ville ønske, at jeg havde haft adgang til et plot før min første gennemlæsning. (Detaljerede noter.)

Rumskibet Aniara skal en rutinetur fra Jorden til Mars. I afgangshallen skal der udfyldes et kort med den rejsendes navn, destination osv. Og så afsted. Men lige den her tur bliver meget hurtigt alt andet end rutine, og det nye (håbløse) mål er stjernebilledet Lyren.

Jorden bliver jævnligt kaldt Doris’ sal, og en person kan være “en Doris”. Jorden er ikke rar længere, al den der stråling, altså (der ankom med larm og ild?), så menneskene flygter til Mars via rumskib. Såsom Aniara. Der er 8.000 ombord. Der er 1.000 rumskibe.

Nogen ombord har en fortid på tundraen.

Der er gået 6 år. Angsten breder sig. Måske er fælles selvmord det bedste valg. Accept af døden breder sig også.

De har en interessant indretning, mimen. Den kan vise billeder fra forskellige planeter rundt omkring, men det er ikke helt klart, hvordan den virker. Folk savner at have fast jord under fødderne osv., og så er mimen en trøst.

Der er nye sekter. Der er dans og fest. Der er vin, kvinder m/k og sang.

Der er nogen, der mindes eller fortæller om fortiden. Mimen viser ikke kun glade billeder. Pludselig viser den også Jordens sidste brag. Og så går den i stykker.

Fortælleren kan ikke reparere mimen og ryger så i brummen i 3 år.

Flere religioner. Der går 4 år til.

Aniara bliver overhalet af et spyd.

Det lykkes at få fisket nogle billeder ud af mimen. De bliver vist på store skærme udenfor Aniara.

12 år inde i rejsen drøner skibet gennem en tåge.

Der er gået 19 år. 20 år. Der bliver holdt en tale. Det bliver igen diskuteret at slutte det hele, ved at flyve ind i en stjerne.

23 år. 24 år. Efterhånden er de fleste gale og/eller døde. Aniara er slidt, men flyver sådan set videre.

Der er mange fremtidsord. Nogle ting bliver ikke forklaret helt til bunds. Der er lidt fest hist og her, men den primære stemning er fortvivlelse. Vi får vist aldrig fortællerens navn eller køn. Jeg har sprunget ganske mange detaljer over; der skal jo også være noget tilbage at opdage i digtet.

Det her startede egentlig med, at jeg så den relativt nye film baseret på digtet. Filmen rammer ret godt. Der er ikke helt så mange hulkort. Sådan noget som spydet fylder til gengæld mere. Men i bund og grund er det en god filmatisering, og den er lettere tilgængelig end digtet selv.