Anmeldelse af The Fifth Season, af N.K. Jemisin.

Skitse: Vi er på planeten Jorden. Kontinentet Stillness (ironisk navngivet) er stærkt præget af jordskælv og vulkaner. En gang imellem går det så vildt til, at der kommer en “ekstra vinter”, den femte årstid, når der pga. fx skyggende aske i luften ikke kan dyrkes madvarer. Til gengæld er de orogene rigtig gode til netop at beherske den slags ballade.

Det bliver opdaget, at lille Damaya er orogen, og hun bliver sat i en speciel skole for at træne sit talent.

Syenite bliver sendt på en opgave for at rydde en havn for koral.

Essun bevidner starten på en ny femte årstid. Hun holder dog sin egen landsby fri for rystelser, som er første fase af problemerne.

En prolog indeholder nogle gode infodumps og nogle oplysninger, der først falder helt på plads til sidst. En mystisk mand har startet den femte årstid ved at smadre hovedstaden.

Er det science fiction? Hvis man har det fint med en slags telekinese, så er det her sf om Jordens fremtid, ja. Også selvom nogle ting peger på teknologi og skikke, vi forbinder med middelalderen.

Temaer: Det helt store tema er racisme. De orogene bliver behandlet usselt. Selvom de i praksis bare er mennesker med lidt ekstra, så bliver de omtalt og behandlet som onde og upålidelige monstre, der skal holdes i kort snor. Efter behov bliver de banket på plads eller forsvinder simpelthen. Nogle af de orogene ønsker sig naturligt nok noget mere. Der er også små tegn på, at de historisk set har været herskere i andre perioder, uden specielle problemer.

Er det godt? Det tog mig lidt tid at komme rigtig ind i bogen. Sådan er det at hoppe mellem 3 tråde. Men den fangede mig da. Og prologens antydninger og de 3 tråde blev flettet fint sammen. Det er for mig noget af det tilfredsstillende: at prøve at gætte sammenhængene. Det kunne jeg godt, med passende tilløb.

Note: Det her er første bind i trilogien, hvor alle 3 bind helt enestående har vundet Hugoen.

Jeg har læst Writing the Other, Nisi Shawl & Cynthia Ward. Nedenfor er der nogle af de tanker, jeg finder interessante. Bogen er rettet mod forfattere.

Én måde ikke at begå fejl på, er at holde sig helt fra at prøve. Man skriver ikke sorte personer forkert, hvis man ikke skriver om sorte personer. Men det er ikke det, Shawl og Ward anbefaler.

Der er mange måder, man kan afvige fra “det normale” på. Bogen har specielt fokus på ROAARS: race, (sexual) orientation, ability, age, religion, sex. Påstanden er, at det er disse egenskaber, vores kultur altid “opdager”, altid lægger vægt på, hvis der er forskelle. Bemærk at klasse ikke er med på listen. Sådan er “deres kontinent”, dvs. USA.

Hvis man er “normal”, så er man i den “umærkede tilstand”. Det er forskellen på, om hovedpersonen i filmen er “en rejsende” eller “en rejsende kvinde”. Om en hændelse tiltrækker “3 tilskuere” eller “3 asiatiske tilskuere”. Det er her, en historie måske ingenting siger, og så antager læseren, at hovedpersonen er en hvid mand.

Bogen indeholder små cases. Således den helt fantastiske replik “En hummerfisker fra Maine kan ikke være en new yorkers bedste ven!” (New yorkeren er endda bøsse.) Replikken skal ikke tages helt bogstaveligt. Selvfølgelig kan de godt være venner. Men de kan ikke være det, uden at nogen ville kommentere på det. Måske ville fiskeren blive drillet fredsommeligt af sine andre venner. Måske ville han selv blive slået af, at det er en usædvanlig parring. Men historien er ikke realistisk, hvis alle bare accepterer det. Sådan er Maine ikke.

Her er en tanke, jeg ikke har efterprøvet. Mennesker tilhører kategorier. Vi havde ROAARS ovenfor, men der er også andre egenskaber/kategorier. Historier handler tit om at skifte kategori.

Endnu en case. En lille novelle handler om en mand, der opfører sig nasty. Han har desuden et tysk efternavn. Test-læserne får alle mulige associationer til nazisme. Det viser sig, at forfatteren tilfældigvis valgte et tysk navn, der var ikke nogen dybere mening med det. Morale: Man skal tænke over, hvilke associationer, man lægger op til.

Vigtig pointe: Det er ikke meningen, at der altid skal være stor variation i egenskaber hos dine personer. Hvis du skriver om et nonnekloster, så er det okay, at der ikke er så mange mænd.

Der er en gruppe for folk, der har læst bogen og godt vil kunne sparre med andre læsere: https://facebook.com/groups/1532623950120251

Efter at have læst bogen, tænker jeg, at mange af dens anbefalinger føles banale. Men den følelse er måske ikke rigtig. Er det en fejl, at jeg aldrig har haft en tyrker med i en novelle? Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke har det? Ville det være okay, hvis jeg havde en tyrkisk kiosk-ejer, eller ville det være en stereotyp?

Okay, this ad is basically almost naked women. 😦

I use thumbnails, so you can choose not to click/view them.

Som jeg dokumenterer andetsteds på denne blog, så blev Niels Klim-prisen uddelt forrige søndag, 23/9. Men inden vi nåede så langt, så skulle en anden pris uddeles.

Fanskarens Ærespris 2018
tildeles
Carl-Eddy Skovgaard
redaktør af Lige Under Overfladen-serien

Jeg var selv lidt involveret i forberedelserne, og Jesper Goll holdt talen, men vi var en hel del, der stak hovederne sammen undervejs:

Manfred Christiansen – Jeppe Larsen
Knud Larn – Flemming R.P. Rasch
Bente Riis – Jesper Rugård
Tue Sørensen – Thomas Winther
Lise Andreasen – Jesper Goll

Hvis du ikke kunne være med til uddelingen, så er der en lille video her.

Senere på dagen stod prisen og pyntede: