Skitse: Bot 9 bliver vækket af rumskibet. 68 år efter et vundet slag er der mulighed for endelig at komme hjem. Men først skal et oprør slås ned. Og selvom Bot 9 ikke er populær (den er også noget af en oprører, og så improviserer den), så er den nærmest den eneste mulighed.
Er det science fiction? Ja.
Temaer: Bot 9 spørger sig selv, hvilket formål mennesker egentlig har. Botter er åbenlyst meget bedre bygget. Men lige nu har mennesker i hvert fald ét formål, nemlig at forhandle med nogle rumvæsener, der hader robotter.
Oprøret viser sig at være: Alle mennesker var frosset ned. I deres fravær blev botter sat til at udfylde deres positioner. Det har udviklet sig til, at næstkommanderende-bot-gruppen godt vil kaldes Lopez, som sit forbillede, og det samme med de andre botter. Der opstår slagsmål, når flere grupper “har samme identitet”.
Nu vi er ved det: Hvad er identitet?
Er det godt? Den er sjov og let. Som med gode historier, der involverer planer, så er det ikke til at gætte planen på forhånd. ●●●
“Lise Andreasen vil gerne vide, hvordan det kan gå til, at selvmordstanker ikke er en livstruende sygdom. Hun kan ikke møde op til samtalerne på jobcentret, de gør hende mere syg, men lige meget hvad hun gør, kan hun ikke blive fri.”
Nej, faktisk handler det her lille indlæg om Bent Fausing, der 15/9-’95 ikke fik en doktorgrad. Jeg har støvet Politiken igennem, for at blive klogere på sagen.
Finnemann brugte en del energi på at påpege problemer med disputatsen. Lige her altså i form af en kronik.
Der påpeges 4 problemer. Specielt 1 og 3 har med plagiat at gøre.
Problemerne har et omfang, så en liste fylder 36 sider!
Det her med afskrift blev opdaget ved et tilfælde.
Et af problemerne med afskrift er lov om ophavsret!
Afskrift fra fx leksika betyder bl.a., at man citerer kilder, der ikke har været gennem peer review og ikke nødvendigvis har kildelister.
“I often wonder what the next next big thing will be, and how far it will change our lives and our world. I’ll probably guess wrong: but that doesn’t matter. SF isn’t about accurate prediction, it’s about the eloquence and wonder of our ideas, our imaginings.”
Jeg er i gang med at læse en masse Tiptree. Nogen gange er det det helt rigtige forfatterskab. Og så falder man over “Time-Sharing Angel”. En kvinde bliver meget forskrækket over det her med overbefolkning og slynger et ønske ud i universet. Kan folk ikke bare holde op med at få så mange børn! Nogen hører ønsket og opfylder det, eller næsten.
Så, i alle søskendeflokke “falder alle i søvn”, bortset fra den yngste. Det er ikke helt tydeligt, men det gælder vist alle aldre.
Det her er praktisk, fordi rigtig mange mennesker nu med fordel kan stables i gæsteværelset. De fylder mindre, og de bruger færre ressourcer. Men er det nu retfærdigt?
Så resultatet er, hvis der nu er 2 børn, så er det ene barn vågent, fx januar-juni og det andet juli-december. De bliver hver især en normal alder, men er dobbelt så lang tid om det. Og så har vi jo et quick fix! Folk bliver tilskyndet til ikke at få 26 børn. Færre huse! Mere skov! Yes!
Der er så lige en ekstra krølle. Hovedpersonen kommer i tvivl.
Og der tror jeg, hun har regnet forkert. Hvis nu verdens befolkning er 6 milliarder. Og mindst halvdelen sover. Så betyder det ikke så meget, at alle i praksis lever dobbelt så længe. Målet er, at hver familie får 2 børn, og det kan de jo bare blive ved med.
Der kommer til at ske noget pudsigt, fordi der bliver flere oldeforældre. Men det er det hele. Færre vågne i hver generation, men flere samtidige generationer.
Okay. So I was reading this article about literature and war. And a new word came up: ficint/fictional intelligence, also called useful fiction. Article, in Politiken:
Bad translation of the relevant bit:
“Here, literature rather becomes a form of propaganda. He creates the ultimate enemy image of the French,” says Anders Engberg-Pedersen.
According to the Danish professor, the same can be said about another current attempt to use the literature directly in military contexts.
In 2015, US military researchers Peter Warren Singer and August Cole published the novel ‘Ghost Fleet: A Novel of the Next World War’ and at the same time launched the concept of ficint, which stands for fictional intelligence, also called useful fiction. The novel is about World War III, which is fought between the United States on the one hand and Russia and China on the other, and although it is fictional, according to the authors, it is based on facts and real analyzes. The idea was to create “a hybrid form between narrative and research, made both to entertain and to teach”, as the authors themselves write. A realistic future scenario that the military can use to prepare for a possible war.
“It’s an absolutely awful novel, but as soon as it came out, the writers started getting invitations to almost every military institution you can imagine. The American army, the White House, NATO, one and the other,” says Anders Engberg-Pedersen.
“I myself, however, have certain ideological problems with the project, and it’s not just about it being lousy literature. It also helps to create a threat picture, and it can be used as part of a political agenda to raise more money for military rearmament.”
Hang on. Don’t we already have a word for this?
Invasion literature: “Invasion literature (also the invasion novel) is a literary genre that was popular in the period between 1871 and the First World War (1914–1918).” “The genre was influential in Britain in shaping politics, national policies, and popular perceptions in the years leading up to the First World War, and remains a part of popular culture to this day.”
The Battle of Dorking: “Chesney was a captain in the Royal Engineers and had grown concerned over the ramshackle state of Britain’s armed forces. He used fiction as a device to promote his views after letters and journalism on the issue had failed to impress public opinion.”
So writing about honest predictions of the future of war, as fiction, certainly exists.
Future War. This is probably a bigger category. But still based in trying to predict the effect of new technology.
So. Didn’t we already have a word for this? Or rather, 2 words.
“It is proposed in this book to present in as orderly an arrangement as the necessarily diffused nature of the subject admits, certain speculations about the trend of present forces, speculations which, taken all together, will build up an imperfect and very hypothetical, but sincerely intended forecast of the way things will probably go in this new century. Necessarily diffidence will be one of the graces of the performance. Hitherto such forecasts have been presented almost invariably in the form of fiction, and commonly the provocation of the satirical opportunity has been too much for the writer; the narrative form becomes more and more of a nuisance as the speculative inductions become sincerer, and here it will be abandoned altogether in favour of a texture of frank inquiries and arranged considerations.”
In oother words: He wants to predict the future, but (science) fiction isn’t the best way to do it.
Bare så der ikke er noget at misforstå her. Jeg ææælsker Matrix. Jeg så den første film TO gange i biografen, og det ligner ikke mig. Ret hurtigt købte jeg også muligheden for at se den hjemme hos mig selv et par gange til. Og så holdt jeg vist op med at tælle.
2001 var et rigtig godt år. Ringenes herre, nye Star Wars og så noget ny Matrix på vej. Øj, mand. (Det viste sig, at specielt den tredje film ikke rigtig kan fastholde mig. Tja. You win some, you lose some.)
Nu er det utrolige så sket. Der er kommet en til! Nr. 4! Hvor heldig kan man være! Og HBO MAX har været nådige nok, til at den kom lige efter midnat på den lovede dag, ikke først kl. 20 eller sådan noget. Dobbelt heldig!
Jeg startede med at se de 3 første igen, i god tid. Sådan for at repetere. Okay, de er ikke perfekte. Folk besvarer spørgsmål gådefuldt og/eller med små prædikener, og nogle gange er det for meget. Slåskampene kunne måske godt være lidt kortere eller lidt færre. Er det dybt, at der bliver trukket på en masse forskellige filosofier og religioner, eller er det bare noget rod? Tja. Men der er stadig masser af guf.
Og så den nye. Mums. Måske den første halve time går med at tegne en ny bane op. Vi får at vide, at hr. Anderson er geniet bag spil-trilogien Matrix. WB har besluttet, at der skal komme en efterfølger. Og så er det jo bare at designe løs, omend det er lidt en trædemølle. For kedeligt og ensformigt. På den anden side er det lidt for spændende, at Thomas A. ikke kan kende forskel på virkelighed og fiktion. Nogle gange tror han, at han er Neo fra spillet! Nej, nej, som en god designer, så har han jo bare baseret Neo på sig selv, det er forklaringen.
Sådan lidt for sjov har Thomas en simulation kørende på en computer. Her bliver historien om Neo og Trinity genopført, og så alligevel ikke helt. Her er der rig lejlighed til at lege med billedsiden på nye måder. Der er masser af spejle, til tider ser vi tingene på hovedet, og selv tyngdekraften kan skifte retning, når man går gennem en dør.
På mange forskellige måder bliver vi mindet om de første film. Thomas’ virkelighed, drømme og fantasier, plus hans simulering, spejler hele tiden det kendte, hvis der ikke simpelthen er klip droppet ind. Hey, det er jo der, hvor hr. Anderson bliver skældt ud af sin chef. Og vi har det også sjovt med det. Masser af citater fra virkelighedens kritikere. Ja, hvad er det nu egentlig, de her film handler om? Kapitalisme?
Gådefulde elementer undervejs får endelig taget sig sammen til at give mening, og Thomas får at vide, hvad der i virkeligheden foregår. Men det må du se filmen for at finde ud af. Der er stadig et par timer tilbage af den på det her punkt.
Jeg elsker det! Sjov med film, jeg kan udenad, mums. Ny mystik, hvordan hænger det hele sammen, mums. Jeg synes også, der er strammet op om det her med at prædike, replikkerne falder mere naturligt, mums. En gang i mellem skal vi lige sluge et infodump, men det meste glider meget godt. Bøvs. Jeg talte sådan noget som 4 skuespillere fra Sense8, mums.
Bagefter, da jeg havde set det hele, så tænkte jeg på de par plottråde, der virkede som de vigtigste. Dem der var med i det sidste klimax. Dem kan jeg også godt lide. Noget med kærlighed, fællesskab, lighed mellem kønnene, sådan noget. Mums.
ETA: Den her video er i øvrigt også genial:
ETA: Har genset M4. Tabte interessen betydeligt en god time inde.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 