Anmeldelse af Matrix Resurrections.

Bare så der ikke er noget at misforstå her. Jeg ææælsker Matrix. Jeg så den første film TO gange i biografen, og det ligner ikke mig. Ret hurtigt købte jeg også muligheden for at se den hjemme hos mig selv et par gange til. Og så holdt jeg vist op med at tælle.

2001 var et rigtig godt år. Ringenes herre, nye Star Wars og så noget ny Matrix på vej. Øj, mand. (Det viste sig, at specielt den tredje film ikke rigtig kan fastholde mig. Tja. You win some, you lose some.)

Nu er det utrolige så sket. Der er kommet en til! Nr. 4! Hvor heldig kan man være! Og HBO MAX har været nådige nok, til at den kom lige efter midnat på den lovede dag, ikke først kl. 20 eller sådan noget. Dobbelt heldig!

Jeg startede med at se de 3 første igen, i god tid. Sådan for at repetere. Okay, de er ikke perfekte. Folk besvarer spørgsmål gådefuldt og/eller med små prædikener, og nogle gange er det for meget. Slåskampene kunne måske godt være lidt kortere eller lidt færre. Er det dybt, at der bliver trukket på en masse forskellige filosofier og religioner, eller er det bare noget rod? Tja. Men der er stadig masser af guf.

Og så den nye. Mums. Måske den første halve time går med at tegne en ny bane op. Vi får at vide, at hr. Anderson er geniet bag spil-trilogien Matrix. WB har besluttet, at der skal komme en efterfølger. Og så er det jo bare at designe løs, omend det er lidt en trædemølle. For kedeligt og ensformigt. På den anden side er det lidt for spændende, at Thomas A. ikke kan kende forskel på virkelighed og fiktion. Nogle gange tror han, at han er Neo fra spillet! Nej, nej, som en god designer, så har han jo bare baseret Neo på sig selv, det er forklaringen.

Sådan lidt for sjov har Thomas en simulation kørende på en computer. Her bliver historien om Neo og Trinity genopført, og så alligevel ikke helt. Her er der rig lejlighed til at lege med billedsiden på nye måder. Der er masser af spejle, til tider ser vi tingene på hovedet, og selv tyngdekraften kan skifte retning, når man går gennem en dør.

På mange forskellige måder bliver vi mindet om de første film. Thomas’ virkelighed, drømme og fantasier, plus hans simulering, spejler hele tiden det kendte, hvis der ikke simpelthen er klip droppet ind. Hey, det er jo der, hvor hr. Anderson bliver skældt ud af sin chef. Og vi har det også sjovt med det. Masser af citater fra virkelighedens kritikere. Ja, hvad er det nu egentlig, de her film handler om? Kapitalisme?

Gådefulde elementer undervejs får endelig taget sig sammen til at give mening, og Thomas får at vide, hvad der i virkeligheden foregår. Men det må du se filmen for at finde ud af. Der er stadig et par timer tilbage af den på det her punkt.

Jeg elsker det! Sjov med film, jeg kan udenad, mums. Ny mystik, hvordan hænger det hele sammen, mums. Jeg synes også, der er strammet op om det her med at prædike, replikkerne falder mere naturligt, mums. En gang i mellem skal vi lige sluge et infodump, men det meste glider meget godt. Bøvs. Jeg talte sådan noget som 4 skuespillere fra Sense8, mums.

Bagefter, da jeg havde set det hele, så tænkte jeg på de par plottråde, der virkede som de vigtigste. Dem der var med i det sidste klimax. Dem kan jeg også godt lide. Noget med kærlighed, fællesskab, lighed mellem kønnene, sådan noget. Mums.

ETA: Den her video er i øvrigt også genial:

ETA: Har genset M4. Tabte interessen betydeligt en god time inde.

Ligesom sidste år har jeg set Årgang 20. Sikke et år! Angst, bulimi, autisme! Foruden bryllup, børneplaner og flytteplaner. Det kører jo bare derudaf. Og jeg har fået opdateret regnearket, så det er til at huske stort og småt.

Så ønsker jeg forøvrigt god bedring til alle involverede. ❤❤❤

Resumé af Aniara, Harry Martinson.

Det her er et digt, og sådan noget er jeg ikke så god til. Det er måske ikke den bedste tilgang at afkræve et digt et plot, men det er nu altså der, jeg er havnet. Jeg ville ønske, at jeg havde haft adgang til et plot før min første gennemlæsning. (Detaljerede noter.)

Rumskibet Aniara skal en rutinetur fra Jorden til Mars. I afgangshallen skal der udfyldes et kort med den rejsendes navn, destination osv. Og så afsted. Men lige den her tur bliver meget hurtigt alt andet end rutine, og det nye (håbløse) mål er stjernebilledet Lyren.

Jorden bliver jævnligt kaldt Doris’ sal, og en person kan være “en Doris”. Jorden er ikke rar længere, al den der stråling, altså (der ankom med larm og ild?), så menneskene flygter til Mars via rumskib. Såsom Aniara. Der er 8.000 ombord. Der er 1.000 rumskibe.

Nogen ombord har en fortid på tundraen.

Der er gået 6 år. Angsten breder sig. Måske er fælles selvmord det bedste valg. Accept af døden breder sig også.

De har en interessant indretning, mimen. Den kan vise billeder fra forskellige planeter rundt omkring, men det er ikke helt klart, hvordan den virker. Folk savner at have fast jord under fødderne osv., og så er mimen en trøst.

Der er nye sekter. Der er dans og fest. Der er vin, kvinder m/k og sang.

Der er nogen, der mindes eller fortæller om fortiden. Mimen viser ikke kun glade billeder. Pludselig viser den også Jordens sidste brag. Og så går den i stykker.

Fortælleren kan ikke reparere mimen og ryger så i brummen i 3 år.

Flere religioner. Der går 4 år til.

Aniara bliver overhalet af et spyd.

Det lykkes at få fisket nogle billeder ud af mimen. De bliver vist på store skærme udenfor Aniara.

12 år inde i rejsen drøner skibet gennem en tåge.

Der er gået 19 år. 20 år. Der bliver holdt en tale. Det bliver igen diskuteret at slutte det hele, ved at flyve ind i en stjerne.

23 år. 24 år. Efterhånden er de fleste gale og/eller døde. Aniara er slidt, men flyver sådan set videre.

Der er mange fremtidsord. Nogle ting bliver ikke forklaret helt til bunds. Der er lidt fest hist og her, men den primære stemning er fortvivlelse. Vi får vist aldrig fortællerens navn eller køn. Jeg har sprunget ganske mange detaljer over; der skal jo også være noget tilbage at opdage i digtet.

Det her startede egentlig med, at jeg så den relativt nye film baseret på digtet. Filmen rammer ret godt. Der er ikke helt så mange hulkort. Sådan noget som spydet fylder til gengæld mere. Men i bund og grund er det en god filmatisering, og den er lettere tilgængelig end digtet selv.

About See the Light of Day (Se dagens lys, 1980), by Svend Åge Madsen. Not translated into English, as far as I can tell.

Yes, this is an old one. But I just discovered it! And apart from the odd tape recorder and typewriter, it still works today.

Every morning, the narrator, Elef, wakes up. He looks at his wife, really looks at her. And then they introduce themselves to each other. “Judith.” “Elef.” Or: “Elef.” “Maya.”

And that’s it. We’re already smack dab into figuring out what the novum is.

The days are filled with new experiences. New home. New wife. New children. New job. New friends. People are influenced by each other. They are curious. Some processes last more than one day, like learning about a new topic and maybe making a suggestion to the right committee. But almost everything changes from day to day. And there’s a taboo against fraternizing with a former spouse.

So. What’s going on? And why? And how?

Some of the explanation is, that this is an alternative to the possessiveness of the past. They used to have the same wife every day! And so, if things went well, they were still a little bored, and if things didn’t go well, there would be jealousy e.g.

Very exciting, Mr. Madsen!

I am fascinated by the language. These people live in a very different world, and they think and talk differently.

It’s a short book, a fast read. And I am amazed it hasn’t been translated. I think a lot of people would like it.

Spoilers below. Highlight to see them.

There’s a system, where everybody is moved at night. Strong sleeping pill + a gentle way to transport people. There’s a system of written notes, both to communicate with your role (today the judge made these decisions, tomorrow the judge will continue this process) and your “actor” (today this person fell in a lake, watch out for the common cold). A computer decides where everyone goes. It’s possible to wish (I would like a family with a lot of children), but there are no guarantees.

Elef and Maya fall in love. It’s practically impossible to stay together. At first they are helped by the fact, that nobody suspects acts like hacking or stealing. But the system catches on. They try to flee.

The past didn’t just have boredom and jealousy. At its peak it had mass suicide. Through trial and error the new system was found. Nobody’s truly happy. Everybody’s shallow. But almost nobody are unhappy or suicidal. Is this a win?

So. I watched this video.

https://youtu.be/mZBwsm6B280

And I got inspired!

Yes. This problem is hard, because it involves looking at infinitely many chords. But maybe I can gain some knowledge from looking at a subset of those chords. Maybe I can split my set of chords into smaller sets, say x sets, that all have the same size. If I can show something about one of these sets, it should go for the larger set as well.

My subset will be all the vertical chords. I can get all other sets by rotating this set in all other angles.

1) A chord is a line between 2 points on the circle. Choose 2 points randomly.

Again, I can reduce the set of all vertical chords to all chords where there’s a known distance between the 2 points. Instead of looking at all chords, where the distance can be 0 to 180 degrees, I only look at those where the distance is a multiple of, say, 10 degrees. (There will then be 9 other sets, where the distance is 1 + a multiple of 10, 2 + a multiple of 10 etc. These sets have “the same size”. This can be generalized, for any delta, not just 1.) In the following, I vary this distance.

Let’s look at 3 examples.

The chords get closer together, when they are shorter. We would expect to overestimate the number of short chords.

2) A chord is defined by its midpoint, chosen randomly within the circle. (Note: for this example I don’t start out with vertical chords.)

I construct a grid of horizontal and vertical lines and look at all points in this grid. (A point is where 2 lines cross.) (I throw points away, if they are outside the circle.) (I also only look at one quadrant.) I have reduced the number of chords in this way. All other sets can be produced by translating the original grid. (In this case the sets are approximately of the same size, not actually the same size.)

I rotate points to be on the x-axis, if they aren’t already. (Now all chords will be vertical.) Then I construct the chords.

Let’s look at 2 examples.

There’s a lot of empty space in the middle. We would expect to underestimate the number of long chords. (I haven’t checked whether some of these lines actually represent 2 or more chords.)

3) A chord is defined by its midpoint, chosen randomly on a radius.

I only look at the 2 radii, that coincides with the x-axis. That way all chords are vertical. All other sets can be produced by rotating my set of chords.

Let’s look at 3 examples.

This seems evenly distributed. This should allow us to estimate the number of long and short chords correctly.

Right?

Når man giver sig i kast med en bog som Fjorten danske science-fiction noveller (og det gør man, fordi man skal lave nogle episoder af Robotter på loftet), så skal der lige lidt fodarbejde til. Bogen er ikke meget for selv at indrømme, hvordan den er blevet til. Fodarbejdet indebærer at kigge i aviser fra 1969 og 1970. For at samle alt det fodarbejde et enkelt sted, hermed dette blog-indlæg.

ETA: Måske har du også lyst til at læse en lidt mere akademisk gennemgang af de 14? Inklusive rigtig gode referater.

“Skriv en science fiction-novelle”, side 33, 16/2-’69, Søndags-Politiken. Der er ikke forfatter på indlægget, men dommerne i den beskrevne konkurrence skal være Arne Herløv Petersen (sf-ekspert og -kronikør), Anders Bodelsen (årets forfatter, der er i gang med at skrive Frysepunktet) og Jørgen Falcon (redaktionssekretær på søndagsavisen). Det er ikke helt klart, hvor idéen kommer fra, andet end at avisen har taget initiativ til den. Men i Danmark lever den i høj grad i avistillægget, der altså starter med at præsentere en konkurrence. Vi skal have skrevet nogle sf-noveller i Danmark, Sverige og Norge, og der er præmier til de bedste. Konkurrencen bliver afviklet i samarbejde med Dagbladet i Norge og Dagens Nyheter i Sverige. Planen er derefter, at den danske top 3 og den svenske og norske vinder skal trykkes i avisen. (Tilsvarende i nabolandene.) Novellen skal være på max 3000 ord, og deadline er 14/4. Forhåbentlig er bedømmelsen overstået 25/5.

“Det indre rum”, Arne Herløv Petersen, side 45, 16/2-’69, Søndags-Politiken. Kronikøren kronikerer samme dag. Jeg studser med det samme over, at konkurrencen udskrives, fordi sf er super hot her til lands, mens kroniken starter med at græde over, at danskere ikke har sans for genren. Ellers skal vi lige forbi en masse klassiske bøger, forfattere, redaktører og instruktører. Bradbury. Anderson. Gernsback. Weinbaum. Asimov. Clarke. Kubrick. Amis. W. Burroughs. Ballard. Delany. Vonnegut. Brown. Sheckley. Bester. Og så skal vi vrisse over endimensionale karakterer og juble over new wave.

“Kan De skrive science fiction?”, side 39, 23/2-’69, Søndags-Politiken. Det her er bare en gentagelse af reglerne for konkurrencen. Og der er allerede indkommet bidrag.

14/4-’69. Deadline.

“Professor Hinkertons verdensbillede i en kakkerlakkelovn”, Tine Schmedes og Jean Phillip Thierry, side 33, 25/5-’69, Søndags-Politiken. Det her skulle altså have været resultatet af konkurrencen, men vi må lige vente lidt. I mellemtiden har 2 af meddommerne skrevet et indlæg. Der har nemlig været 6 litteraturstuderende involveret i læsningen af de 600 danske bidrag. Arne Herløv Petersen har ledet denne indsats, hvorefter Niels Barfoed og Thomas Bredsdorff (begge litteraturkritikere) og J. Falcon i næste fase valgte vinderne. (Bodelsen er væk.) Godt så. Hvad synes fortælleren (der vel taler for de 2 studerende) om alt det her? Der skal vist gøres grin med det hele. Stavefejl. Evighedsmaskiner og al den slags. Det er lidt sørgeligt, at det er det første, vi hører om novellerne. At man får spat af at læse om det apparatur, der af gode grunde fylder så meget i genren. Så meget spat, at man ikke længere kan skelne mellem virkeligheden (noveller, de andre studerende, guldbajere) og fiktionen. Så skal vi også lige græde over, at der ikke er nok nutid/nærfremtid. Men i øvrigt er hele balladen fiktion, så fortælleren kan tage luftpudesporvognen hjem.

“De ni der vandt science fiction konkurrencen”, side 33/forsiden af tillægget, 1/6-’69, Søndags-Politiken. Så får vi endelig det hele afgjort:

Datoerne viser, hvornår novellen blev trykt i avisen. Den svenske nr. 1 vandt hele konkurrencen. Der var 500 svenske bidrag og 200 norske bidrag. Det var hårdt, alt det læseri. Til gengæld er det sjovt at snakke med vinderne, der i høj grad har planer om at skrive andre ting også. (Planerne viste sig ikke at være helt realistiske.)

Hvis man har bogen, som hele det her indlæg fører frem til, så er den danske top 3 de 3 sidste noveller i bogen. (Men det er en hemmelighed.) Bemærkelsesværdigt ved bogen er, at der ikke er så meget rumfart. Et par historier har implicit rumfart. En af dem foregår på en anden planet. Men i betragtning af, at fortælleren ovenfor brokkede sig over alt det der science fiction, der var meget science fiction-agtigt, så blev rumfart nok valgt fra i sidste ende. “Hash” er faktisk nærfremtid, omend jeg ville sige lidt naiv. “Dr. Marcus” er ret gammeldags, synes jeg. “Put-pistolen” er på kanten af ikke at være sf. Til gengæld er den lidt sjov. Forfatteren kalder den selv en parodi på sf.

Den norske vinder er også lidt på kanten af genren. Måske på vej over i new wave. (Det viser sig, at nr. 2 og 3 også er i den retning.) Den svenske er til gengæld solidt i genren. I dag føles den lidt slidt, sådan det her, kan man ændre fortiden? Det interessante er her, hvordan den tidsrejsende oplever tingene. En realistisk person, med andre ord. Forfatteren lægger også afstand til marsboere og den slags, og for den sags skyld skeptisk overfor tidsmaskiner …

Så kom bogen! Lad os høre, hvad en lille håndfuld anmeldere synes om bogen.

“Udansk sf”, Ib Christiansen, 6/6-’70, Politiken. Der er vist en klage her over, at det er for pænt. “Hvor er den form for science fiction, der borer i vor egen situation ved at spille konsekvenserne igennem i en fremtidsforvrægning?” “Hash” bliver beskrevet som ikke sf, men et debatindlæg. “Dr. Marcus” bliver rost for sit sprog. “Put-pistolen” er grinagtig og grotesk, men ikke sf.

“Dansk science fiction”, Dan Turell, 15/6-’70, Kristeligt Dagblad. (Har de aftalt de overskrifter?) Alt er banalt eller dårligt eller midt i mellem, og desuden gammeldags. Det udenlandske i sin moderne form er meget bedre.

“Science fiction uden fremtid”, mann, 8/7-’70, Ålborg Stiftstidende. “Put-pistolen” er ikke sf, men en humoreske. “Hash” er bare dårlig? Der er alt for meget snak og stemning og for lidt tørt og objektivt sprog, sådan som sf bør have.

Jeg er i gang med at læse en bog med gode råd om skrivning. Stort set med det samme kom jeg til “rhythm and pacing”, og så faldt jeg af, fordi jeg ikke forstår de ord. Suk.

Rytme viste sig delvis at være nemt. Rytme er placeringen af stavelser med tryk. I en sang (Dengang jeg drog afsted) har stavelserne et mønster, i det her tilfælde at anden, fjerde osv. stavelse har tryk (da DUM da DUM da DUM). I prosa er rytmen meget mere fri.

Hvad er så en god rytme? Det har jeg ikke fundet noget om. Det er en af de der “prøv dig frem”-ting.

Tempo er meget sværere. Her er nogle gode råd fra en video:

• Description “paints the picture” of what’s happening. Pacing > 0.
• Narrative tells you how the characters perceive it. Pacing = 0.

Og så det ekstra råd, at irrelevante beskrivelser sætter tempoet ned. Dejligt. Du kan helt præcis se for dig, hvordan bedstemors soveværelse er. Men har vi brug for at vide det, for at kunne forholde os til de store tænder?

Men ellers er de her råd noget med, hvordan man styrer tempoet. Og så at forestille sig, at ens tekst er en film. Filmens tempo skal passe med tekstens tempo.

Jeg har også fundet en tekst, der snakker om det.

• Tempo er, hvor hurtigt historien bevæger sig for læseren.
• Tempoet påvirkes af længden af den aktuelle scene. (Kort scene = hurtig?)
• Tempoet påvirkes af, hvor hurtigt informationen kommer. (Meget information på lidt plads = hurtig?)
• Beskrivelser sætter tempoet ned.
• Dialog og action sætter tempoet op.
• Langsom action kan være spændende.
• Tempoet påvirkes af, om teksten er svær at læse. Det er her bl.a. korrekturlæsning kommer ind. Det bør ikke være nødvendigt at læse en sætning to gange. Med andre ord, stavefejl osv. sætter tempoet ned.
• Lange sætninger er langsomme, kortfattet dialog er hurtig.
• Variation! Skift mellem hurtig og langsom.
• Krogen 1. Sæt noget spændende i starten af historien, også selvom det kronologisk sker senere.
• Krogen 2. Skriv noget, der får læseren til at stille et spørgsmål. Vent med at give svaret.
• Skift mellem action/dialog og “referat”, igen for at variere tempoet.

Her har jeg selv lige en tanke. Når jeg læser historier på tysk, så går det langsomt. Så jeg ender altid med at synes, at de er kedelige. Tempoet bliver for lavt.

Okay så. Her er nogle eksempler fra konkrete værker.

En guldklump: Højere tempo til yngre læsere og omvendt.

En liste.

• Action thriller: højt tempo. Kærlighed: lavt tempo.
• Et plot ved siden af det primære plot gør, at det primære plot kører langsommere. (Man kunne ligefrem sige, at det står stille et stykke tid.)
• Et flashback gør noget i samme retning.

Okay, det er vist nok. Jeg tror, jeg skal øve mig på det her. Kigge på andre tekster og se, hvordan de gør.

ETA: Et kig på andre tekster.