Anmeldelse af “Colors of the Immortal Palette” (gratis), af Caroline M. Yoachim.

Skitse: Han er en udød, udødelig maler. Hun er model. Han er gammel og hvid. Hun, Mariko, Mari, er ung og japansk, nu i Paris. Han maler hende. Og så fortsætter de i soveværelset.

Er det science fiction? Nej. Fantasy.

Temaer: Det fylder meget, at han er gammel og hvid og derfor accepteret, mens hun skal kæmpe for det. Hellere “vampyr” end japansk! Hvid bliver ved med at dukke op i historien. Hvid er godt. Hvid kan være farligt. Hvid og frisk. Hvid er sammenblandingen af alle andre farver.

Oveni det store problem, at Mari ikke er hvid, så er hun heller ikke mand. Hun er “en model, der også maler”, ikke omvendt. For ham er hun noget af tiden bare en ting.

Tid. Ting tager tid. Tiden går. Tid nok. Alt for meget tid. Ting forandrer sig over tid. Hun er født ca. 1830 og lever over 100 år.

Han er udød. Det bliver hun også. Den ene af dem bliver ophøjet til en Virkelig God Maler. Og det er jo også en slags udødelighed.

Skal man holde fast eller forandre sig, tilpasse sig?

Er det godt? Jeps. ●●●