Feministens klagesang

Henover nogle år har jeg fulgt med i, hvad feminister siger, og i stigende grad holder jeg med dem/os. (Noget begyndte i 2013.)

Specielt ifm. #metoo er jeg begyndt at snakke med. Jeg blander mig i debatter. Desværre er de debatter underligt frosne. Der er en tendens til at slynge ord ud (“overdreven”, “hysterisk”) uden at underbygge dem eller bede om beviser fra modparten. Det hele bliver bare noget råberi.

Jeg ved ikke, om det her bliver endnu et råb i koret. Men jeg vil prøve at gøre det til lidt mere.

25/2 skrev Politiken “Nu må det snart være på tide, at vi dropper de urimeligt lave lønninger i de traditionelle såkaldte kvindefag”. (Online, for abonnenter.) Her finder vi bl.a. disse citater:

  • “…  lærerne og politifolkene skal have markant højere lønninger end sygeplejerskerne og pædagogerne. Hvorfor? Jo, fordi de to af fagene er typiske kvindefag, og de to, der skal have mere i løn, er typiske mandefag.”
  • “… fordi sygeplejersker og pædagoger ikke var at regne som primære forsørgere …”

Citaterne handler om tjenestemandsreformen fra 1969, der mht. disse lønninger stadig gælder.

For mig er det her en vigtig, historisk brik. Den er med til at forklare, hvordan vi gik fra hjemmegående mødre til familier med 2 indkomster. Moderen i en tilfældig familie tjener sandsynligvis mindre end faderen, så når der skal træffes svære beslutninger om barsel, første sygedag osv., så er det hende der bliver hjemme. Og så bliver hun ikke forfremmet og får lønstigninger lige så hurtigt som manden, og så stiger sandsynligheden for, at hun også fremover bliver hjemme, og så ender vi med, at hun får sparet mindre pension op.

Det er et stort og komplekst emne. Der er mange brikker. Der skal forskning til, for at finde årsag og virkning. Men nu fik jeg altså endnu en brik.

Således samler jeg brikker. Emnet er stort. Der er holdninger til lønninger, sexchikane, voldtægt osv. For ikke så længe siden blev jeg rodet ind i en debat om en forside og en anden forside (debatten). Hvordan bliver kvinder afbilledet i fiktion? Hvad er forkert? Hvor går grænsen? Hvad bør konsekvensen være af at overskride den? Selvfølgelig er det her noget, man kan diskutere. Men som sagt bliver diskussionen noget flad i det. “Ja.” “Nej.” “Jamen, det synes jeg.” “Og det gør jeg ikke.”

Jeg må indrømme, at debatten gør mig paf. Når jeg fx siger noget om, at et billede er seksualiseret, og her er forresten definitionen af det ord, og den slags billeder er problematiske, så er svaret omkring ordet sexet, og at sex da aldrig før har været et problem. Æhm, er vi overhovedet i den samme samtale? Er vi enige om, hvad for en praksis vi diskuterer, og at det er den praksis i dag, der er interessant? Tilsyneladende ikke.

Når vi snakker sexchikane. Og nogen laver en vittighed. Og jeg så siger, at vittigheder bør sparke opad. Så bliver jeg svaret, at “det gør den sørme også”. Okay, så kvinderne har vundet? Æh. Kun på det område? Eller overalt? Jo, fordi “definitionen på sexchikane indeholder ordet ‘føle’, og så kan man jo altid komme og påstå, at man følte dit og dat”. Jaså. Hvis nu vi fx snakker om en fyring (og det er vist det, vi gør), så skal påstanden om dit og dat jo stadig overbevise en eller anden chef, og så er vi der, hvor mennesker altid er i den situation, vi prøver at fortolke ord og dermed afgøre, hvad der skal ske. Nix. Der er “ingen retssikkerhed”. Hm. For det første har retssikkerhed noget med myndighedernes overgreb at gøre, og der er vel ikke nogen, der påstår, at det er myndighederne, der kræver den der fyring? For det andet: Hvis den fyring bare er helt forkert, så gå til fagforeningen eller retssystemet. Jeg er ikke med. Hvad er det, der mangler her? Jo, men “dommen blev jo ensidigt afsagt i medierne”. Øh. Så den fyrede kan ikke komme til orde? Det skal jeg da ellers lige love for, at en bestemt fyret kunne, i stort set alle medier, for ikke så længe siden. Han er netop på vej mod en retssag. Godt for ham! Benyt dig af dine rettigheder, mand. Hvis instans 1 ikke gjorde deres arbejde, så gå videre til instans 2. Dejligt. (Nej, jeg ved ikke, om en ganske bestemt vært på et ganske bestemt tv-program er voldtægtsmand. Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?) Men så kører snakken i ring, eller min ærede modpart begynder at gå efter spilleren og ikke bolden.

Som sagt. Jeg er paf. Der er ikke enighed om, hvad fakta er, hvordan man finder dem, hvordan de bør bruges. Reglerne for debat er helt væk.

Men det burde jeg måske vide. Vi er trods alt i “fake news”-alderen, hvor begge sider af enhver diskussion forundres over den anden sides dumhed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s