Vores undervisningsminister beskriver i artiklen Minister varsler store ændringer af folkeskolen, at man har mega-planer for folkeskolen. Men bare rolig, det bliver ikke særlig stort: “Der er behov for forandringer. Men man kan forvente en rolig, velovervejet ændring af folkeskolen, hvor vi ikke bare brænder det hele ned og bygger det op igen.”

Okay. Mere konkret, hvad handler det så om?

Jo, der skal være noget mere praktisk.

(Det nuværende niveau, 15 % af timerne, er “utrolig lidt” sammenlignet med Norges 25 %. Der må være et mål i matematik, der kan forhindre den slags sludder.)

Dansk bliver omtalt som et eksempel på et fag, hvor man kan putte noget mere praktisk ind. Måske kan man læse en bog og så bagefter besøge et teater. Det betyder selvfølgelig, at der bliver afsat flere timer til “noget praktisk” og færre til det teoretiske.

Det “teoretiske” hedder også mål. Bare indenfor læsning er der 106 mål. Det er ikke dårlige mål, nej, nej. De skal bare formuleres anderledes. Lettere forståeligt. Mere levende.

(Man kan i øvrigt se på de fælles mål for dansk, hvor læsning er samlet på side 10.)

Dårligt mål: “At eleven kan planlægge og gennemføre informationssøgning, eller at eleven kan læse multimodale tekster med henblik på oplevelse og faglig viden.”

Godt mål: “Folkeskolen præsenterer eleverne for mindst ét dansk hovedværk fra det moderne gennembrud. Værket læses, diskuteres og analyseres og skal bidrage til at gøre eleverne fortrolige med en vigtig periode i dansk kultur og historie.”

Hm.

For det første: Det der dårlige mål er faktisk 2 mål, der er sat sammen, så det kommer til at lyde ret vildt. Det er ovenikøbet mål for forskellige klassetrin.

For det andet: Er det abstrakt? Det ved jeg ikke. Men det er sådan, mål og læreplaner konstrueres. Der bliver brugt fagudtryk (multimodal). Der er fokus på mål, fordi man så ret konkret kan tjekke, har eleven nået målet, ja eller nej? Det “gode” mål indeholder “fortrolig med” som det eneste mål. Er det niveauet “har viden om”? Som er endnu et fagudtryk, der har en kendt definition. Og værket analyseres. Af hvem? Eleven? Der så selv kan lave en analyse en anden gang?

For det tredje: Det der med det moderne gennembrud, det er jo noget andet end læsning. Måske kanon? Som har sin egen liste et andet sted.

For det fjerde: De der 106 mål bygger på hinanden. Faktisk er “Eleven kan læse multimodale tekster med henblik på oplevelse og faglig viden.” et meget stort mål, der beskriver resultatet af 4 års skolegang. Henover 9 år bliver man i stand til at læse tekster, der er mere og mere indviklede. Så på et tidspunkt skal man også kunne læse en trykt reklame, der også indeholder billeder. Og “Eleven kan gennemføre målrettet og kritisk informationssøgning.” (Som der egentlig står.) Det bygger på, at man tidligere har lært kildekritik. Og har prøvet at arbejde med søgning før. Så nu skal det sættes sammen.

For det femte: Tillad mig at trimme lidt: “Folkeskolen præsenterer eleverne for mindst ét dansk hovedværk fra det moderne gennembrud. Værket læses, diskuteres og analyseres og skal bidrage til at gøre eleverne fortrolige med en vigtig periode i dansk kultur og historie.” Alle de her mål antager, at det er folkeskolen, der gør noget. Vi har ikke brug for at skrive det ord i hvert eneste mål. Og det må antages, at perioden er vigtig, ellers kom den vel ikke på listen. Ligeledes kan det vel ikke komme bag på nogen, at man i faget dansk beskæftiger sig med danske værker. Eller at romaner er kultur. Og så må historie godt holde sig ovre i sin egen kasse.

For det sjette: Er 106 for mange? Aner det ikke. Men vi får ikke løst det problem på en blid måde ved at smide dem alle 106 ud og antage, at alting kommer af sig selv, bare læreren vifter med de rigtige bøger. Helt ærligt. Målene er ret centrale for skolen. Hvis 106 er for mange, så bid i det sure æble og skær antallet ned.

Hvis jeg skal opsummere det her: Jeg får en stærk fornemmelse af:

• en minister, der ikke kender sit eget område, i det her tilfælde undervisning
• at et lille problem (for mange mål, for lidt praktisk) skal løses med en meget stor økse
• at der skal appeleres til “den almindelige dansker”, der ikke forstår alt det der fagsprog
• at vi også lige skal have klemt ind, hvad der er dansk, godt, vigtigt osv.
• at det her i virkeligheden er en prøveballon; noget sludder, man kan sige i sommerferien og så lige så stille droppe senere

Behøver jeg tilføje, at jeg bliver helt utrolig træt?

Jamen halløj! Der har været en dokumentar om jobcentre! Og nu har politikerne alle mulige gode idéer til, hvad der skal gøres. Lad os se på dem.

“Det skal ikke længere være muligt at blive ved med at teste for arbejdsevne, hvis den er omkring 1 time om ugen. Giv i en fart folk valget mellem fleksjob og pension, så vi kan komme videre.” (Min formulering.) Ja, der er noget her. Den kan jeg godt lide.

“Vi er nødt til at rydde ud og tænke beskæftigelsesindsatsen over for de svageste borgere på en helt anden måde.” Det ved jeg nu ikke. Jeg tror, mindre kan gøre det. Flere små ændringer, og en hurtig implementering.

“Derudover skal der ses på, hvor lang tid borgerne er tilknyttet centrene.” Ja. Der skal sættes en grænse for, hvor lang tid en afklaring tager. Og man skal ikke bare kunne forlænge og forlænge.

Mjo. Men jeg synes, der mangler noget.

• Kommunerne fattes penge. Sørg for, at den enkelte kommune ikke må spare på antallet af pensioner af økonomiske årsager.
• Hvis man i en periode er i behandling. Hvis man fx har brækket noget, og nu først skal gro sammen, og siden i genoptræning. Og det tager 10 måneder. Så skal man ikke på jobcenteret i den periode. De kan alligevel ikke hjælpe. Tilsvarende, hvis ens læge ordinerer absolut ro i 1/2 år, så betyder det også ro fra jobcentret. Hvis der er behov for at kontrollere, om lægen er “for flink”, så gør det uden borgerens indblanding. I det hele taget, lægeerklæringer og lignende skal respekteres.
• Det ville være lækkert, hvis sagsbehandlerne var socialrådgivere. Og hvis de i højere grad fik lov til at bruge deres kompetencer.
• Hold nu op med at komme med nye love hele tiden. Man kunne måske endda forenkle noget af det eksisterende. Langsomt.
• Hvis der efter alt det stadig var problemer med deciderede lovbrud? Så skulle der være konsekvenser. Beslutningstagerne skulle fyres og sortlistes. Kommunen skulle betale bøde eller erstatning.

Min fornemmelse er, at specielt det med pengene kniber. Søde venner. Hvis I kan vedtage, at kommunerne skal administrere de forskellige former for forsørgelse. Så kan I også sørge for, at de har pengene til det.

For 5 år siden skrev jeg om, hvad alle bør have: Mad, husly og sundhed.

Fornylig kom jeg til at tænke på det her igen. Og så kiggede jeg bl.a. Maslow i kortene. Han har prøvet at rangordne vores behov. Modellen er ikke nødvendigvis den bedste. Men den giver da en liste, og det er et sted at starte.

Mad, husly og sundhed. Mad må siges at være et fysiologisk behov. Husly handler bl.a. om varme og ly for regnvejr. Sundhed er lidt mere flydende, men det er noget med, at man ikke får for meget og ikke for lidt af vitaminer, fødevarer, stimuli og meget andet. Så noget af det her er fysiologisk, noget af det er på næste niveau, der hedder sikkerhed.

Det fysiologiske inkluderer også vand og luft. Det ene plejer at følge med boligen, det andet er vist stadig gratis og frit tilgængeligt. (Men bliv nu ved med at tjekke, at de ikke bliver forurenede.) Man skal også have et toilet, igen, det følger med boligen. Og en seng, ditto. Og så skal man have noget motion, det kan som regel klares uden udgifter, fx ved en gåtur. Endelig er der et behov for at skabe den næste generation. Så der løber ikke nye udgifter på her. (Børn koster penge? Jo, men børnene skal jo også have MadHuslySundhed, fx i form af børnepenge.)

Sikkerhed. Noget af det er sundhed, såsom fraværet af smerter. Noget af det er tryghed. (Ikke alene har man et sted at bo, man behøver ikke bekymre sig for, at man mister det i morgen.) Formelt set er det her, husly kommer ind. Stabilitet, orden … Der er ikke noget her, der i sig selv koster noget.

Så hvis Maslow ellers har ret, så er man helt eller næsten helt i mål, hvis man har, du ved det godt, mad, husly og sundhed.

Hvis nu man kommer fra den anden side. Er der nogen, der bestrider vores ret til de 3 ting? Umiddelbart ikke. Og så alligevel.

• Ledige og syge skal motiveres med økonomiske sanktioner. Økonomi, der ellers skal gå til at dække MadHuslySundhed.
• Indvandrere må simpelthen ikke have det for godt. Usle boliger, mangel på privatliv, ingen adgang til at arbejde, ikke nogen fast adresse. Og så er det i øvrigt svært at få tilladelse til at flytte rigtigt ind i Danmark. Og tilsyneladende meget nemt at blive sendt hjem til en dødsdom. Husly, tja. Sundhed, ikke helt.
• Studerende bliver konstant presset på, at deres forsørgelse skal sættes ned, eller erstattes med lån. Desuden skal de gennemføre studierne hurtigt. Ellers lukkes der for pengekassen. Og hvor er så pengene til MadHuslySundhed?

Jeg kunne blive ved.

Så har jeg slet ikke snakket om, at i et system baseret på penge, der er kunsten altså at få penge nok til MadHuslySundhed. Men hvor meget er nok? Afhænger det af ens alder? Ens helbred? Ens job? Det er selvfølgelig en kæmpe diskussion. Der kan ikke en gang blive enighed om, ikke hvor en fattigdomsgrænse skal ligge, men om den skal eksistere.

Lad være med at hoppe på, at din ulykke skyldes dem med mørkere hud. Eller dem med et usædvanligt stedord. Eller folk i hovedstaden. Hvis nogen har for få penge, mens andre har rigeligt, så er der noget galt med fordelingen. Tjek hvilke partier, der kræver en bedre fordeling. Tjek hvilke partier, der kræver beskyttelse af de fattige. Så finder du også dem, der kræver MadHuslySundhed til alle.

#PoorLivesMatter

“Lise Andreasen vil gerne vide, hvordan det kan gå til, at selvmordstanker ikke er en livstruende sygdom. Hun kan ikke møde op til samtalerne på jobcentret, de gør hende mere syg, men lige meget hvad hun gør, kan hun ikke blive fri.”

https://pov.international/fri-mig-for-jobcenteret/

Et par andre ting, jeg har skrevet: Author/autist. Mad, husly og sundhed.

Der er så mange ord i dag, der kredser om ytringsfrihed. Lad os se på nogle af dem.

Lad os starte med et par relaterede ord. Der er isterne, fx sexisterne, der mener, at visse andre mennesker er dummere eller bør holdes nede. Der er idioterne, der mener noget faktuelt ukorrekt. Og så er der dem, der mener noget andet (end mig). Det er nok ikke en usædvanlig holdning, at jeg mener, at gruppe 1 og 2 må kunne begrænses. De lapper endda over. Gruppe 3 taler jeg ikke om nedenfor. — Kan man klart skille gruppe 1/2 ud fra resten? Hvem skal gøre det?

En af de helt store helte for ytringsfrihed er Voltaire, der vil forsvare sin fjendes ret til at tale, til døden. Bortset fra at det var ikke det han sagde. Men han mente ganske rigtigt, at det var sundt at have plads til mange synspunkter. Dog var han heller ikke pro sludder og vrøvl. Så. Der skal være plads til at høre fra de mørkegrønne, de lysegrønne og alt midt i mellem. Men alle former for grøn formodes at have styr på fakta.

Den berømmede amerikanske ytringsfrihed handler primært om, at ens ytringsfrihed ikke må begrænses af loven. Ikke noget med at lovgive sådan, at de mørkegrønne ikke må sige noget.

Vi har noget tilsvarende i Danmark. Ikke noget med censur. Men her har vi ord som racisme, injurier og opildnen til terror. Så alle kan sige, hvad de har lyst til, men der kan falde en straf senere. Man må ikke sige, at alle mørkegrønne er dumme. Man kan ikke bare gå rundt og sige, at en navngiven person fx er morder, hvis det ikke er bevist. Og så må man altså ikke sige, at slåskamp osv. bør begynde i morgen kl. 12 på en nærmere angivet adresse, hverken små eller store slåskampe.

Cancel culture. Ja. Hvad skal man sige? Normalt hylder vi ikke metoder, Jehovas Vidner også bruger, hvor man bliver udstødt fra sin gruppe. Det er vel et ideal, at man kan arbejde sammen i en gruppe, selvom der fx er politisk uenighed? Måske er idealet, at man kan arbejde sammen om det, der ikke har noget med politik at gøre? Du må selv om, hvad nuance grøn du er, så længe det ikke påvirker, at vi bygger et hus sammen.

Det næste trin er, at en stor gruppe “udstøder” en kendt person. Gruppen kræver sin ret til ikke at lytte til den person. Gruppen kræver også, at andre ikke bør/kan lytte. Gruppen kræver måske, at personen bliver fyret eller boykottet, specielt hvis der er en konflikt mellem job og holdninger. Fint nok, at du bygger huse. Men du må ikke opdrage mine børn.

Så når vi kommer så langt, at man forhindrer personen i at ytre sig, så har vi overskredet ytringsfriheden? Eller er aktioner altid kun for at forhindre ytringer i et bestemt forum? Som kan være vores skole, Twitter, tv osv. Eller har det intet med ytringsfrihed at gøre, fordi det er “folket”, der gør det, ikke lovgivningen?

Det er populært at tale om de frygtelige shit storms på Twitter. Men der er vel ikke noget nyt i, at folk går sammen om at kræve noget? At man holder en demonstration, fordi atomkraft-tilhængere har sagt alt for meget, alt for længe, og nu er der minimum brug for, at et andet synspunkt også bliver hørt.

I øvrigt, så har jeg en grænse. Gå efter bolden, ikke spilleren. Selv hvis du har lyst til at storme rundt med noget shit, så spring dødstruslerne og ismerne over.

Hvor kom vi fra? Nåh jo. En person har altså sagt eller gjort noget, og nu er en stor gruppe mennesker vrede. Et specialtilfælde er, at personen selv har været istisk. Synspunktet er, at mørkegrønne skal behandles dårligere end andre, måske ligefrem forbydes eller slås ihjel. Shit storm! Eller hvad? Tja. Den slags udtalelser burde jo allerede være dækket. Hold op med at være istisk. Men det frustrerende kan være, at der ikke sker noget. Udtalelserne fortsætter. Anmeldelser til de rigtige myndigheder eller instanser løber ud i sandet. Og ja, så er fælles aktion et logisk næste skridt.

I hvor høj grad er jeg mit arbejde? Hvis mit forlag bliver tilbudt at udgive en bog, jeg er uenig i, bør jeg så kunne stoppe det? Hvis bogen specifikt nedgør sådan nogen som mig, bør jeg så kunne? Hvis jeg ikke stopper det, er jeg så sympatisør med bogen og forfatteren?

Hvad med det offentlige rum? Statuer minder os ikke bare om fortidens helte, de hylder dem. Hvis tiderne skifter, skal vi så hive dem ned? Eller skal vi måske gemme dem væk, indtil tiderne er færdige med at skifte? Så kan vi sætte dem på museum. “Tænk sig, han mente, at der var forskel på de lysegrønne og de mørkegrønne.” På det tidspunkt er det også bare mærkeligt, at der er en sang om ham, og at en pris er/var opkaldt efter ham.

Woke. Der var et godt ord. Det bruges vist primært nedladende. Når andre mener, at man er gået for vidt. Når man reagerer på isme, sådan, hver gang. Måske endda højlydt. “Åh nej, skal vi nu høre på det igen?” Well. Det er jo en holdning. At man er gået for vidt. Det må der jo også være plads til at mene.

Så kommer der en interessant en. “Det var ikke med vilje.” Uha. Nu har man gået rundt og kvajet sig, helt uden at have planlagt det. Hvad gør man så? Forsvarer sin ret til at kvaje sig? Indrømmer at man burde have studeret tingene nærmere på forhånd? Lover at gøre det bedre næste gang? Siger undskyld?

Kan mænd blive rigtige feminister? Kan hvide gå forrest i en demonstration pro sorte? Hvem tegner minoriteten? Hvornår kan man aldrig blive mere end allieret? Kan man for alvor være ikke-racistisk i et land, hvor ordet “ikke-vestlig” står i lovgivningen? (Teknisk set, hvad nu hvis der står, ikke-vestlige skal have ekstra lagkage?) Kan man som mand være anti-voldtægt og grine af blondine-vittigheder?

Der er 1001 diskussion. Og mange af dem er vi nødt til at mase os vej gennem, sammen og hver for sig. Og vi er nødt til at lytte til hinanden undervejs. Og det kræver vel … ytringsfrihed.

Hvis man ser politik lidt på afstand, kniber øjnene lidt sammen, prøver at danne sig et overblik over metoderne, så står i hvert fald nogle politikere for noget råddent.

• “Vores program er desværre ikke specielt populært hos vælgerne. De andre har nogle rigtig gode idéer.” “Så lyver vi bare.”
• “Vores valgløfter er desværre ikke gået i opfyldelse. Nogen mener, at det aldrig ville være sket.” “Så lyver vi bare.”
• “Der er nogen, der har lavet en statistik over, at vi stemmer for noget andet, end vi lovede vælgerne.” “Så lyver vi bare.”
• “Vores vælgere regner med, at vi får gennemført den der kontroversielle lov. Men umiddelbart kan vi ikke, pga. grundloven.” “Så lyver vi bare.”
• “Nu snakker de andre om etik igen. Og så er der den der sag, hvor vi fik de der penge.” “Så lyver vi bare.”
• “Der er nogen, der har opdaget, at vi løj.” “Så lyver vi bare.”

Suk.

Åh, jeg ved ikke, jeg bliver så vred.

Jeg bliver vred over, at den danske lov indeholder noget om håndtryk, udelukkende fordi kravet om håndtryk rammer nogen, “man” ikke kan lide.

Eller burkaloven, der ikke kunne hedde sådan eller formuleres sådan, og endte med på snirklet vis at løse et problem, der ikke eksisterede i den virkelige verden. Og i øvrigt ramte for bredt.

Eller det her med ghettoer, hvor de ikke-vestlige skal tælles, fordi deres eksistens gør tingene værre.

Der er sikkert flere eksempler.

Oveni det skal vi høre, at danskere ikke er racistiske.

Ja, det var bare det, jeg ville sige. Jeg bliver vred.

Jeg er blevet opmærksom på noget sært.

Sidste år blev der vedtaget en lov, der bl.a. sagde:

§ 27.
Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes i medfør af denne lovs kapitel 3 for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige.

Stk. 2.
Størrelsen af en erstatning i medfør af stk. 1 fastsættes af epidemikommissionen efter forhandling med skadelidte. Såfremt der ikke kan opnås enighed om erstatningspligten eller erstatningens størrelse, påhviler det kommissionen at indbringe erstatningsspørgsmålet for domstolene.

Det må jo siges at være vigtigt, at det er sådan, når nu en epidemi kom rullende.

Imidlertid blev teksten ændret i en ny lov. 17. marts, dvs. et par dage efter nedlukningen begyndte, kom der til at stå sådan:

§ 27. Sundheds- og ældreministeren kan til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf iværksætte ekspropriation af privat ejendom.

Stk. 2.
Udgør gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere.

Jeg er ikke ekspert, men for mig lyder det som om, loven nu siger enten noget meget mindre eller noget helt andet. Og det må have påvirket hjælpepakkerne enormt.

Er der nogen, der kan oplyse mig?

DR har lavet et eksperiment og dokumenteret resultatet i en lille serie, Fri os for kontanthjælp. Og det er sådan set en udmærket idé. Men der ligger nogle pudsige antagelser bag programmet.

Altså, folk, der ikke er i arbejde, koster samfundet penge. I hvert fald dem, der er på kontanthjælp.

Hvis nu vi udvider gruppen til alle, der ikke er i arbejde. Så kunne man også sige, at det er en god idé, at nogle af os “holder lidt fri”. Tager en pause mellem 2 jobs fx. Det er med til at få det hele til at glide lidt lettere, når den store jobkabale skal gå op. Det er en god investering.

Selvfølgelig er det kedeligt, at nogle så ligesom kommer til at sidde fast i den pause. At pausen bliver længere end planlagt. Men indtil det kan blive løst, så er det godt, at de mennesker stadig kan betale huslejen osv. Det vil vi godt hjælpe med. Ikke?

Ja, det er jo så det. “Der er jobs at få.” Er der det? Siden nogen går ledige længe, så kunne man jo også sige, at der må være for få jobs.

Hver gang en eller anden råber op om, at nu skal vi gøre sådan og sådan, fordi de her stillinger har vist sig helt umulige at besætte – så har det vist sig at være, ahem, skal vi sige overdrevet? Så noget tyder på, at der er ledige nok. Altså må det være jobs, der mangler.

Det koster stadig penge.

Det koster mange penge!

Det fremgår ikke rigtigt, hvor tallet 200.000 kommer fra. Det kunne være rart at vide.

Så antagelsen er: Selvfølgelig er der et job til dig! Vi skal bare have fundet vejen derhen.

Og hvordan gik det så?

• En blev så frustreret over situationen, at han fandt et job udenfor sit fag. Sandsynligvis også til en lavere løn.
• En er blevet sporet ind på at tage en uddannelse.
• En fik opdateret sine kompetencer og fik et job.
• En kom i job med løntilskud og får forhåbentlig et rigtigt job bagefter.

Der er ikke blevet skabt et eneste job. Et par af dem kan måske være lidt iværksættere i fritiden. Men ellers er der kun blevet rykket rundt på folk i jobkøen. Det job, Petrine er heldig at få, går Paula jo glip af. Så næste år kan vi lave en ny serie om dem, der blev langtidsledige, fordi vores 4 hovedpersoner her slap ud af suppedasen. Og sådan kan jobkøen blive en lille cirkel, vi tramper rundt i.

Er det en løsning?

Danish police has started using facial recognition, without any political discussion or protective laws in place.

Hundreds of cameras on Strøget already send live to the police. The cameras are facial recognition and gait analysis ready.

The use might be against human rights, as face and gait are sensitive personal information and therefore protected according to Danish law. No laws protect against related wrongful identification or discrimination.

Denmark is one of the countries with the highest number of cameras per capita.

Minister of Justice Søren Pape will appear in a meeting on August 23 to answer questions about the situation.

Source: Politiet indfører overvågningsteknologi uden debat.