De basale behov

For 5 år siden skrev jeg om, hvad alle bør have: Mad, husly og sundhed.

Fornylig kom jeg til at tænke på det her igen. Og så kiggede jeg bl.a. Maslow i kortene. Han har prøvet at rangordne vores behov. Modellen er ikke nødvendigvis den bedste. Men den giver da en liste, og det er et sted at starte.

Mad, husly og sundhed. Mad må siges at være et fysiologisk behov. Husly handler bl.a. om varme og ly for regnvejr. Sundhed er lidt mere flydende, men det er noget med, at man ikke får for meget og ikke for lidt af vitaminer, fødevarer, stimuli og meget andet. Så noget af det her er fysiologisk, noget af det er på næste niveau, der hedder sikkerhed.

Det fysiologiske inkluderer også vand og luft. Det ene plejer at følge med boligen, det andet er vist stadig gratis og frit tilgængeligt. (Men bliv nu ved med at tjekke, at de ikke bliver forurenede.) Man skal også have et toilet, igen, det følger med boligen. Og en seng, ditto. Og så skal man have noget motion, det kan som regel klares uden udgifter, fx ved en gåtur. Endelig er der et behov for at skabe den næste generation. Så der løber ikke nye udgifter på her. (Børn koster penge? Jo, men børnene skal jo også have MadHuslySundhed, fx i form af børnepenge.)

Sikkerhed. Noget af det er sundhed, såsom fraværet af smerter. Noget af det er tryghed. (Ikke alene har man et sted at bo, man behøver ikke bekymre sig for, at man mister det i morgen.) Formelt set er det her, husly kommer ind. Stabilitet, orden … Der er ikke noget her, der i sig selv koster noget.

Så hvis Maslow ellers har ret, så er man helt eller næsten helt i mål, hvis man har, du ved det godt, mad, husly og sundhed.

Hvis nu man kommer fra den anden side. Er der nogen, der bestrider vores ret til de 3 ting? Umiddelbart ikke. Og så alligevel.

  • Ledige og syge skal motiveres med økonomiske sanktioner. Økonomi, der ellers skal gå til at dække MadHuslySundhed.
  • Indvandrere må simpelthen ikke have det for godt. Usle boliger, mangel på privatliv, ingen adgang til at arbejde, ikke nogen fast adresse. Og så er det i øvrigt svært at få tilladelse til at flytte rigtigt ind i Danmark. Og tilsyneladende meget nemt at blive sendt hjem til en dødsdom. Husly, tja. Sundhed, ikke helt.
  • Studerende bliver konstant presset på, at deres forsørgelse skal sættes ned, eller erstattes med lån. Desuden skal de gennemføre studierne hurtigt. Ellers lukkes der for pengekassen. Og hvor er så pengene til MadHuslySundhed?

Jeg kunne blive ved.

Så har jeg slet ikke snakket om, at i et system baseret på penge, der er kunsten altså at få penge nok til MadHuslySundhed. Men hvor meget er nok? Afhænger det af ens alder? Ens helbred? Ens job? Det er selvfølgelig en kæmpe diskussion. Der kan ikke en gang blive enighed om, ikke hvor en fattigdomsgrænse skal ligge, men om den skal eksistere.

Lad være med at hoppe på, at din ulykke skyldes dem med mørkere hud. Eller dem med et usædvanligt stedord. Eller folk i hovedstaden. Hvis nogen har for få penge, mens andre har rigeligt, så er der noget galt med fordelingen. Tjek hvilke partier, der kræver en bedre fordeling. Tjek hvilke partier, der kræver beskyttelse af de fattige. Så finder du også dem, der kræver MadHuslySundhed til alle.

#PoorLivesMatter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s