Der er så mange ord i dag, der kredser om ytringsfrihed. Lad os se på nogle af dem.

Lad os starte med et par relaterede ord. Der er isterne, fx sexisterne, der mener, at visse andre mennesker er dummere eller bør holdes nede. Der er idioterne, der mener noget faktuelt ukorrekt. Og så er der dem, der mener noget andet (end mig). Det er nok ikke en usædvanlig holdning, at jeg mener, at gruppe 1 og 2 må kunne begrænses. De lapper endda over. Gruppe 3 taler jeg ikke om nedenfor. — Kan man klart skille gruppe 1/2 ud fra resten? Hvem skal gøre det?

En af de helt store helte for ytringsfrihed er Voltaire, der vil forsvare sin fjendes ret til at tale, til døden. Bortset fra at det var ikke det han sagde. Men han mente ganske rigtigt, at det var sundt at have plads til mange synspunkter. Dog var han heller ikke pro sludder og vrøvl. Så. Der skal være plads til at høre fra de mørkegrønne, de lysegrønne og alt midt i mellem. Men alle former for grøn formodes at have styr på fakta.

Den berømmede amerikanske ytringsfrihed handler primært om, at ens ytringsfrihed ikke må begrænses af loven. Ikke noget med at lovgive sådan, at de mørkegrønne ikke må sige noget.

Vi har noget tilsvarende i Danmark. Ikke noget med censur. Men her har vi ord som racisme, injurier og opildnen til terror. Så alle kan sige, hvad de har lyst til, men der kan falde en straf senere. Man må ikke sige, at alle mørkegrønne er dumme. Man kan ikke bare gå rundt og sige, at en navngiven person fx er morder, hvis det ikke er bevist. Og så må man altså ikke sige, at slåskamp osv. bør begynde i morgen kl. 12 på en nærmere angivet adresse, hverken små eller store slåskampe.

Cancel culture. Ja. Hvad skal man sige? Normalt hylder vi ikke metoder, Jehovas Vidner også bruger, hvor man bliver udstødt fra sin gruppe. Det er vel et ideal, at man kan arbejde sammen i en gruppe, selvom der fx er politisk uenighed? Måske er idealet, at man kan arbejde sammen om det, der ikke har noget med politik at gøre? Du må selv om, hvad nuance grøn du er, så længe det ikke påvirker, at vi bygger et hus sammen.

Det næste trin er, at en stor gruppe “udstøder” en kendt person. Gruppen kræver sin ret til ikke at lytte til den person. Gruppen kræver også, at andre ikke bør/kan lytte. Gruppen kræver måske, at personen bliver fyret eller boykottet, specielt hvis der er en konflikt mellem job og holdninger. Fint nok, at du bygger huse. Men du må ikke opdrage mine børn.

Så når vi kommer så langt, at man forhindrer personen i at ytre sig, så har vi overskredet ytringsfriheden? Eller er aktioner altid kun for at forhindre ytringer i et bestemt forum? Som kan være vores skole, Twitter, tv osv. Eller har det intet med ytringsfrihed at gøre, fordi det er “folket”, der gør det, ikke lovgivningen?

Det er populært at tale om de frygtelige shit storms på Twitter. Men der er vel ikke noget nyt i, at folk går sammen om at kræve noget? At man holder en demonstration, fordi atomkraft-tilhængere har sagt alt for meget, alt for længe, og nu er der minimum brug for, at et andet synspunkt også bliver hørt.

I øvrigt, så har jeg en grænse. Gå efter bolden, ikke spilleren. Selv hvis du har lyst til at storme rundt med noget shit, så spring dødstruslerne og ismerne over.

Hvor kom vi fra? Nåh jo. En person har altså sagt eller gjort noget, og nu er en stor gruppe mennesker vrede. Et specialtilfælde er, at personen selv har været istisk. Synspunktet er, at mørkegrønne skal behandles dårligere end andre, måske ligefrem forbydes eller slås ihjel. Shit storm! Eller hvad? Tja. Den slags udtalelser burde jo allerede være dækket. Hold op med at være istisk. Men det frustrerende kan være, at der ikke sker noget. Udtalelserne fortsætter. Anmeldelser til de rigtige myndigheder eller instanser løber ud i sandet. Og ja, så er fælles aktion et logisk næste skridt.

I hvor høj grad er jeg mit arbejde? Hvis mit forlag bliver tilbudt at udgive en bog, jeg er uenig i, bør jeg så kunne stoppe det? Hvis bogen specifikt nedgør sådan nogen som mig, bør jeg så kunne? Hvis jeg ikke stopper det, er jeg så sympatisør med bogen og forfatteren?

Hvad med det offentlige rum? Statuer minder os ikke bare om fortidens helte, de hylder dem. Hvis tiderne skifter, skal vi så hive dem ned? Eller skal vi måske gemme dem væk, indtil tiderne er færdige med at skifte? Så kan vi sætte dem på museum. “Tænk sig, han mente, at der var forskel på de lysegrønne og de mørkegrønne.” På det tidspunkt er det også bare mærkeligt, at der er en sang om ham, og at en pris er/var opkaldt efter ham.

Woke. Der var et godt ord. Det bruges vist primært nedladende. Når andre mener, at man er gået for vidt. Når man reagerer på isme, sådan, hver gang. Måske endda højlydt. “Åh nej, skal vi nu høre på det igen?” Well. Det er jo en holdning. At man er gået for vidt. Det må der jo også være plads til at mene.

Så kommer der en interessant en. “Det var ikke med vilje.” Uha. Nu har man gået rundt og kvajet sig, helt uden at have planlagt det. Hvad gør man så? Forsvarer sin ret til at kvaje sig? Indrømmer at man burde have studeret tingene nærmere på forhånd? Lover at gøre det bedre næste gang? Siger undskyld?

Kan mænd blive rigtige feminister? Kan hvide gå forrest i en demonstration pro sorte? Hvem tegner minoriteten? Hvornår kan man aldrig blive mere end allieret? Kan man for alvor være ikke-racistisk i et land, hvor ordet “ikke-vestlig” står i lovgivningen? (Teknisk set, hvad nu hvis der står, ikke-vestlige skal have ekstra lagkage?) Kan man som mand være anti-voldtægt og grine af blondine-vittigheder?

Der er 1001 diskussion. Og mange af dem er vi nødt til at mase os vej gennem, sammen og hver for sig. Og vi er nødt til at lytte til hinanden undervejs. Og det kræver vel … ytringsfrihed.