Jeg har læst “Byzantine Empathy”, #KenLiu. Quick fix. Spoilers.

Når der er død og ødelæggelse og flygtningelejre, så er det nogle gange nemt at samle penge ind til ofrene. Nogle gange. Der er nemlig et filter. Ser politikerne forbundsfæller på den ene eller anden side? Eller måske en strategi, så “de andre” kan få skylden for lidelsen og ens eget parti kan få fremgang? Eller måske er det hele bare meget langt væk, og der er ikke politisk kapital i at gøre noget. Desuden har de en mærkelig hudfarve.

I den virkelighed bliver der skabt en ny kryptovaluta, der formidler økonomisk hjælp. Hvis nok stemmer for, at et projekt giver mening, så flyder pengene den vej. Her har vi en metode til at bidrage uden politisk indblanding. Valutaen er populær nok til, at store hjælpeorganisationer hopper med på vognen.

Næste skridt er så at dokumentere nød med vr-videoer. Det virker! Bidragene strømmer ind. Og man kan argumentere for, at nød er nød. At det ikke har nogen betydning, hvorfor der bliver skudt på civile.

Men nærmest med det samme bliver det hele indviklet igen. Kan man nu også stole på de der videoer? Der er rige muligheder for forfalskning.

Og så er vi lige vidt. Der var alligevel ikke en effektiv, permanent løsning.

Jeg har læst “The Moral Bullet”, #BruceSterling og #JohnKessel. Quick fix. Spoilers.

Nogen har opfundet en foryngelseskur. Eftersom alle jo gerne vil være yngre, så bliver den en del af samfundet, og alle kan få de indsprøjtninger, de har brug for. Effektivt er det udødelighed. Man startede med de gamle. Det her er simpelthen bare en god ting.

Men uvægerligt er der nogen, der begynder at mistænke, at doserne ikke er jævnt fordelt. Så verden bryder sammen, mens bander kæmper mod hinanden. (Måske er det en faktor her, at en verden af unge mennesker er let at ophidse.) Dødeligheden stiger voldsomt. Ups. Det første quick fix i den her historie virkede altså ikke i første forsøg.

Hele det her rod startede i USA. Ovre i Europa har de gjort en ny opdagelse, nemlig at man også kan indsprøjte moral i folk. Europæerne er derfor ved at få styr på sagerne igen. De mest skydeglade får sådan en dosis, og så bliver der ro. Nu er planen 1) at finde den oprindelige opfinder, der jo er et geni, 2) fylde ham med moral (folk med moral opfinder ikke bare evig ungdom, og lader verden forfalde som resultat), 3) importere ham til Europa, 4) få opfundet en kombination af ungdom og moral, 5) udbrede denne version af indsprøjtningerne.

Men amerikanerne, der jo altså stadig er ret paranoide, hopper absolut ikke bare med på den plan.

Kan planen gennemføres, når geniet ikke giver samtykke? Er samtykke nødvendigt? Er det en god plan? En moralsk plan? Er det faktisk moral på sprøjte, man har opfundet? Det er en historie, der tager fat i de her spørgsmål, men ikke besvarer dem.

Jeg har læst “The Report on the Barnhouse Effect”, #KurtVonnegut. Quick fix. Spoilers.

Ved et tilfælde opdager en videnskabeligt orienteret person, at han kan noget i retning af telekinese. Han øver sig, og han noterer sig, hvordan det virker, så andre evt. kan oplæres også. Det er naturligt at forestille sig, at regeringen bør bruge denne nye teknik.

Efter et skuffende møde med militæret går vor helt under jorden. Hans egen mission bliver at ødelægge moderne våben, når han opdager dem. Pacifistiske allierede råber gerne højt, når de finder en ny base.

Det ser ud til at virke. Konflikter må fremover afgøres med køller, og det er et stort fremskridt. Så de 2 tilbageværende spørgsmål er: Kan missionen videreføres efter mandens død (ja), og er der noget at stille op mod sådan en enegænger? Det sidste må man gøre op med sig selv. Kan det blive et våben at påstå, at min fjendes hospital er en våbenfabrik? Kan fremstilling og oplagring af våben decentraliseres? Hvad synes du?

Jeg har læst “0wnz0red”/”Din kr0p er v0res”, #CoryDoctorow. Quick fix. Spoilers.

Nogen har udviklet et stykke software, der via passende kabler kan styre alt muligt i en krop: niveau af serotonin, stofskifte, smertetærskel osv. Med lidt kreativitet kan man også opfinde en kur mod en given sygdom. Og hvad så?

En af hovedpersonerne forestiller sig, at man kan putte en masse af det her software i en virus, der på længere sigt vil smitte alle. Nogle fordele vil indtræffe med det samme, andre kræver en lille computer ved siden af, så man selv kan skrue op og ned for tingene. Igen på længere sigt vil den blive billig, så alle kan få en. Voila! Fysisk og psykisk sundhed til alle, og i forbifarten også en slat penge til vores helt.

Vi ser noget af det virke ret godt hos nogle få personer. Det er ikke klart, hvordan effekten i sidste ende vil være på samfundet, men jeg gætter på positiv.

Jeg har læst “Vanilla Memories”, Hannu Rajaniemi. Quick fix. Spoilers.

Man er nået så langt, at folk kan gøres smartere på bestilling. I praksis i form af en virus. Den smitter ikke, og folk skal bede om den.

En gruppe synes, at sådan en virus kan bruges til noget bedre. De strikker noget smitsomt sammen, der giver folk: “High pain tolerance, low anxiety, increased creativity, not much time for social niceties.” Formålet er at mindske lidelse. Og det virker vist egentlig. Men det tager lidt tid at vænne sig til denne nye verden.

Jeg kom til at læse “Better Living Through Algorithms”, Naomi Kritzer. Og jeg kom til at tænke, her har vi endnu et bud på et quick fix! Spoilers.

En app breder sig stille og roligt. Brugerne er rigtig glade for den. Og umiddelbart kan den også noget godt. Målet er at gøre folk lykkeligere.

Fortælleren vil gerne blive bedre til at male og tegne. App’en kan skubbe på. Måske skulle du øve dig lidt om morgenen, i stedet for at glo på Twitter? Måske skulle du tage bussen i stedet for bilen, og så kan du spare penge og derfor få råd til pensler og maling?

Umiddelbart er det her godt. Brugerne får det faktisk bedre. Det er rart at have et forum, hvor nogen roser en for ens første akvarel-billede. For den sags skyld er det også rart at hjælpe hinanden. At man ringer til en anden med morgenvækning, når mobilens ding ikke helt er nok.

Der viser sig et par problemer. Det ene er, at andre mennesker kommer ret langt ind i ens privatliv. Gode råd om påklædning kommer fra et andet menneske, der faktisk har set ens klædeskab. Det andet er, at firmaer finder ud af at bruge systemet til at finde kunder.

Var det bare en dårlig idé? Eller kan den her app repareres?

Jeg genså fornylig filmen Serenity. Jeg havde helt glemt en af brikkerne i plot-puslespillet. Spoilers.

På en bestemt planet har man testet et stof, populært kaldet Pax. Stoffet er blevet lukket ud i atmosfæren. Formålet er at gøre folk fredelige. Man kan forestille sig flere forskellige slags fred, men det er vel noget med at undgå alt fra skænderier til krig. Det virkede. Nøj, hvor det virkede. Folk blev super fredelige. Faktisk lagde de sig ned og lå helt stille. Da de havde ligget der længe nok, så døde de, vel af tørst og/eller sult. Ups. Det var alligevel ikke nogen god idé.

Og så har vi slet ikke snakket om, at en lille brøkdel af befolkningen gik den modsatte vej og blev super aggressive. Ups igen.

Jeg er i gang med at læse en masse Tiptree. Nogen gange er det det helt rigtige forfatterskab. Og så falder man over “Time-Sharing Angel”. En kvinde bliver meget forskrækket over det her med overbefolkning og slynger et ønske ud i universet. Kan folk ikke bare holde op med at få så mange børn! Nogen hører ønsket og opfylder det, eller næsten.

Så, i alle søskendeflokke “falder alle i søvn”, bortset fra den yngste. Det er ikke helt tydeligt, men det gælder vist alle aldre.

Det her er praktisk, fordi rigtig mange mennesker nu med fordel kan stables i gæsteværelset. De fylder mindre, og de bruger færre ressourcer. Men er det nu retfærdigt?

Så resultatet er, hvis der nu er 2 børn, så er det ene barn vågent, fx januar-juni og det andet juli-december. De bliver hver især en normal alder, men er dobbelt så lang tid om det. Og så har vi jo et quick fix! Folk bliver tilskyndet til ikke at få 26 børn. Færre huse! Mere skov! Yes!

Der er så lige en ekstra krølle. Hovedpersonen kommer i tvivl.

Og der tror jeg, hun har regnet forkert. Hvis nu verdens befolkning er 6 milliarder. Og mindst halvdelen sover. Så betyder det ikke så meget, at alle i praksis lever dobbelt så længe. Målet er, at hver familie får 2 børn, og det kan de jo bare blive ved med.

Der kommer til at ske noget pudsigt, fordi der bliver flere oldeforældre. Men det er det hele. Færre vågne i hver generation, men flere samtidige generationer.

Eller hvad?

Småsnak om “Hash” af Katrine Elna Richelsen.

Manden arbejder på bryggeriet, konen står i en butik og sælger spiritus. Livet er ikke helt perfekt. Og så er der også alle dem, der smugler hash!

I Folketinget beslutter man at løse sidstnævnte problem ved at frigive hashen. Det viser sig at løse alle andre problemer også.

Småsnak om “Elektritterne” af Fredric Brown.

En dag holder radioen op med at virke. Der danner sig hurtigt en teori om, at radioen og radiobølgerne ikke længere kan komme til, fordi elektritterne tager al pladsen. Og snart er der også andre rumvæsener, der melder sig.

Spoilers!

Verden genopstår, uden radio, og uden storbyer. Og det er meget bedre på den måde.