Jul i cyberspace

Himlen over havnen havde samme farve som beskidt sne.

Heldigvis havde Lease udsigt til cyberspace. Nærmere bestemt Daniscos hvide, lidt fladmaste terning. Big D brugte dog kun halvdelen af pladsen til sit elektroniske hovedkvarter. Den anden halvdel var tom det meste af tiden. Men eftersom det var Den Tid På Året, så var der nu en grøn kegle.

“Kan du se noget?”

Daniel lød rolig.

“Ikke endnu. Hvad med dig?” svarede hun.

Efter aftale kiggede Daniel på tingene fra den modsatte side af Torvet.

“Ikke noget. Men der er også et par minutter endnu.”

Aftenen før var Lease blevet trukket til side af bartenderen på Juke. Hun havde hviskende fået instruktioner om en mulighed, kl. 12 på Torvet, kun 10 % afgift for tippet. Og nu var de altså her, fordi Lease udforskede aldrig et tip uden Daniel, der var eminent til at dekompilere kode on the fly.

“Det ville have været rart med lidt flere detaljer,” tilføjede Daniel.

“Tja. Så ville vi ikke være sluppet med 10 %.”

Et grynt fra Daniel var det eneste svar.

Lease styrede via hænderne på Yamahaen tættere på midten af den åbne plads. Måske kunne man …

Tankerækken blev afbrudt, da en hvid sekskant drev forbi. Nej, en masse sekskanter. De faldt ned over hele Torvet og lagde sig til hvile på keglen.

“Daniel. Hvide sekskanter?”

“Et øjeblik.”

Hun gik tættere på en af dimserne. Der var struktur. Som et papirklip. En klump hvidhed dryssede forbi, og hun kunne se, at de ikke var helt ens.

“Det er noget modificeret kode. Det er en version af Satellite Neutralizing Orbital Weapon. Den kode burde slet ikke være her.”

“SNOW? Sne? Gør du grin med mig?”

“Absolut ikke. Du burde vide bedre, Lease.”

“Okay så. Noget kode, der ikke burde være her. Hvordan er det en mulighed for at tjene penge?”

“Aner det ikke. Måske skal vi vente lidt længere.”

Lease var urolig. Der var noget helt galt her. Hun studerede keglen, og så Danisco, og Torvet. Ingen spor.

“Okay, jeg kan se tegn på, at koden er blevet modificeret af Wintermute. Der er nærmest ikke noget tilbage af den oprindelige version. Den kan ikke ret meget andet end at falde ned.”

“Daniel, jeg kan ikke lide det her. Jeg logger af.”

“Hvad med de 10 %?”

“10 % af ingenting er ingenting. Jeg er smuttet.”

“Okay. Jeg bliver hængende lidt.”

Daniel talte henført om snevejret længe efter. Det viste sig, at der havde været en masse tilskuere, der alle forfulgte “hemmelige tips”. Bartenderen vidste ikke noget. Til sidst dannede der sig en teori om, at Wintermute bare havde en sær form for humor.

Lease havde aldrig set sne i virkeligheden. Og hun brummede fælt, når nogen nævnte den dag.

Twitter 20221203

Twitter 20221201

15 minutters skam

Jeg har set 15 minutes of shame, der ser på såkaldt cancel culture og sådan noget. Jeg noterede et par interessante pointer.

  • Problemet med sådan noget som Twitter er, at der ikke er nok information. En overskrift er ikke nok til at beskrive en situation, der sandsynligvis er kompliceret. Et navn og et billede er ikke nok til at mærke, at der er en rigtig person i den anden ende.
  • Monica Lewinsky var en af de første, der fik ørerne i klemme i internettet. Måske talte hun sandt. Måske havde hun ret i, at sexchikane er et problem.
  • Ham med de 17.700 flasker håndsprit, som Amazon lukkede ned for. Måske var han ikke en skurk. Måske gjorde han en fejl, da han behandlede udgået legetøj og håndsprit ens. Måske var der en god grund til, at han tog en høj pris.
  • Hende der sagde, at hvis republikanere ikke vil erkende problemerne med corona, så bør de måske heller ikke have adgang til sygehuset. Måske var det for sjov. Måske blev det sagt privat. Måske blev det udnyttet af en, der var i gang med en politisk kampagne for at få et job.
  • Ham der blev fotograferet, mens han gjorde et racistisk håndtegn foran sorte. Måske var det en misforståelse.
  • Hende der vandt et vigtigt valg og så blev udsat for racisme.
  • Det er trist, at de her historier ender med at handle om fyringer, PTSD, fattigdom osv.
  • Der er en glidning med tiden, så “protest mod grådigt firma” bliver “protest mod fejlbarlig/misforstået person” bliver “protest mod person udfra hudfarve, køn osv.”

Jeg har med vilje ikke inkluderet navne her. Prøv Google, hvis du har brug for det. Eller se dokumentaren. Jeg vil dog nævne Charlotte Dawson, fordi hun førte til ændret lovgivning i Australien.

Twitter 20221129

Twitter 20221127

Twitter 20221125

Jørgen Kulde

En slags referat af Jack Frost.

Jack Frost (Michael Keaton) er forsanger i et band, der spiller julemusik, men på sådan en blues-agtig måde, ikk? Imens spekulerer jeg på, hvordan man finder den rigtige sanger til at stunt-synge for en skuespiller. Prøver man at lade skuespilleren synge, og så leder man efter en sanger, der lyder sådan? Eller starter man med en sanger, der er god til at lave sin stemme om? Hm.

Jack har en søn, Charlie, der ledsaget af Indiana Jones-musik smider det afgørende missil i en sneboldkamp. Undskyld, sneboldkrig. Der er nemlig nogen bøller, der er meget optaget af at få Charlie ned med nakken. Senere opdager vi, at Charlie på alle måder har et godt hoved. Han får nemlig også høje karakterer.

Far kommer endelig hjem fra det der musik. Og så bygger far og søn en snemand. De bruger noget af fars tøj, og far laver ansigter, som om han også er en snemand. Gad vide, hvad vej det her kommer til at gå? Mor kigger forbi, og vupti er der familievenlig sneboldkamp. Åh, de elsker virkelig hinanden.

Far forærer sønnike en mundharpe. “Spil på den her, så kommer jeg.” Nej, jeg har ingen anelse om, hvor vi er på vej hen. Hvorfor spørger du?

Dagen efter spiller Charlie ishockey. I en slomo-montage følger vi dels kampen, dels Jack, der er optaget af noget helt andet. Bad dad! Gå over i hjørnet og skam dig.

Et par dage senere kommer arbejdet igen i vejen. Og den her gang kommer Charlie til at spejde forgæves efter far. Der sker nemlig et biluheld.

Et år senere er Jack stadig ked af det. Men han evner da (i slomo-montage) at bygge en snemand. Bagefter spiller han på mundharpen. Og helt, helt uventet bliver snemanden et monster!

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg reagerer så stærkt på, at snemanden bliver levende. Måske noget med, at en kærlig far er i en krop med ukærlige øjne (se ovenfor)? Gys!

Nåh. Men vi er altså havnet i sådan en historie, hvor den afdøde kommer tilbage for at <noget vigtigt>. Sandsynligvis sidste udkald for at blive en tilstedeværende far.

Charlie er af gode grunde skeptisk. Godt, Charlie! Stranger danger! Men efter Jacks assistance med endnu en sneboldkrig (mand, sikke mange snebolde, det kan blive til, hvis der er sne nok) og at Jack kan nogle standardbemærkninger, Charlie genkender, så går det meget bedre.

Jack prøver at indtage sin gamle rolle. Måske kan han endelig få repareret håndvasken? Mor ankommer midt i det hele, så Jack prøver at gemme sig. Af uransagelige årsager går han ind i køkkenskabet i stedet for ud gennem den åbenstående dør. Hvem har Charlie arvet sin IQ fra, spørger jeg bare.

Efter endnu et par gode gerninger er Jack i knibe: Han er simpelthen ved at smelte. Charlie arbejder på en løsning, men bliver afbrudt af bøllen. “Vi to er slet ikke så forskellige,” siger Charlie. Bøllens hjerte gror 3 størrelser. “A snow dad is better than no dad.” Og så er de venner.

Et par forviklinger senere meddeler Jack, at han ikke kan blive længere. “Du skal jo også videre med dit liv,” siger han til Charlie. Det havde Charlie slet ikke tænkt på. Men det gør han så. Kommer videre, altså. Og så sætter Jack kurs mod himmelen. Selvfølgelig.

(Hvor var han det meste af det foregående år? Og hvis Charlie tilkalder ham igen, kan han så fortælle, hvordan der er deroppe?)

Sidste indslag er, at hunden viser os rundt i huset, der nu rummer en lykkelig familie. ❤❤❤

Jeg havde godt nok svært ved at se den her færdig. ●○○

Twitter 20221123

Twitter 20221121