En slags referat af Jack Frost.

Jack Frost (Michael Keaton) er forsanger i et band, der spiller julemusik, men på sådan en blues-agtig måde, ikk? Imens spekulerer jeg på, hvordan man finder den rigtige sanger til at stunt-synge for en skuespiller. Prøver man at lade skuespilleren synge, og så leder man efter en sanger, der lyder sådan? Eller starter man med en sanger, der er god til at lave sin stemme om? Hm.

Jack har en søn, Charlie, der ledsaget af Indiana Jones-musik smider det afgørende missil i en sneboldkamp. Undskyld, sneboldkrig. Der er nemlig nogen bøller, der er meget optaget af at få Charlie ned med nakken. Senere opdager vi, at Charlie på alle måder har et godt hoved. Han får nemlig også høje karakterer.

Far kommer endelig hjem fra det der musik. Og så bygger far og søn en snemand. De bruger noget af fars tøj, og far laver ansigter, som om han også er en snemand. Gad vide, hvad vej det her kommer til at gå? Mor kigger forbi, og vupti er der familievenlig sneboldkamp. Åh, de elsker virkelig hinanden.

Far forærer sønnike en mundharpe. “Spil på den her, så kommer jeg.” Nej, jeg har ingen anelse om, hvor vi er på vej hen. Hvorfor spørger du?

Dagen efter spiller Charlie ishockey. I en slomo-montage følger vi dels kampen, dels Jack, der er optaget af noget helt andet. Bad dad! Gå over i hjørnet og skam dig.

Et par dage senere kommer arbejdet igen i vejen. Og den her gang kommer Charlie til at spejde forgæves efter far. Der sker nemlig et biluheld.

Et år senere er Jack stadig ked af det. Men han evner da (i slomo-montage) at bygge en snemand. Bagefter spiller han på mundharpen. Og helt, helt uventet bliver snemanden et monster!

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg reagerer så stærkt på, at snemanden bliver levende. Måske noget med, at en kærlig far er i en krop med ukærlige øjne (se ovenfor)? Gys!

Nåh. Men vi er altså havnet i sådan en historie, hvor den afdøde kommer tilbage for at <noget vigtigt>. Sandsynligvis sidste udkald for at blive en tilstedeværende far.

Charlie er af gode grunde skeptisk. Godt, Charlie! Stranger danger! Men efter Jacks assistance med endnu en sneboldkrig (mand, sikke mange snebolde, det kan blive til, hvis der er sne nok) og at Jack kan nogle standardbemærkninger, Charlie genkender, så går det meget bedre.

Jack prøver at indtage sin gamle rolle. Måske kan han endelig få repareret håndvasken? Mor ankommer midt i det hele, så Jack prøver at gemme sig. Af uransagelige årsager går han ind i køkkenskabet i stedet for ud gennem den åbenstående dør. Hvem har Charlie arvet sin IQ fra, spørger jeg bare.

Efter endnu et par gode gerninger er Jack i knibe: Han er simpelthen ved at smelte. Charlie arbejder på en løsning, men bliver afbrudt af bøllen. “Vi to er slet ikke så forskellige,” siger Charlie. Bøllens hjerte gror 3 størrelser. “A snow dad is better than no dad.” Og så er de venner.

Et par forviklinger senere meddeler Jack, at han ikke kan blive længere. “Du skal jo også videre med dit liv,” siger han til Charlie. Det havde Charlie slet ikke tænkt på. Men det gør han så. Kommer videre, altså. Og så sætter Jack kurs mod himmelen. Selvfølgelig.

(Hvor var han det meste af det foregående år? Og hvis Charlie tilkalder ham igen, kan han så fortælle, hvordan der er deroppe?)

Sidste indslag er, at hunden viser os rundt i huset, der nu rummer en lykkelig familie. ❤❤❤

Jeg havde godt nok svært ved at se den her færdig. ●○○