Jeg har set 15 minutes of shame, der ser på såkaldt cancel culture og sådan noget. Jeg noterede et par interessante pointer.

• Problemet med sådan noget som Twitter er, at der ikke er nok information. En overskrift er ikke nok til at beskrive en situation, der sandsynligvis er kompliceret. Et navn og et billede er ikke nok til at mærke, at der er en rigtig person i den anden ende.
• Monica Lewinsky var en af de første, der fik ørerne i klemme i internettet. Måske talte hun sandt. Måske havde hun ret i, at sexchikane er et problem.
• Ham med de 17.700 flasker håndsprit, som Amazon lukkede ned for. Måske var han ikke en skurk. Måske gjorde han en fejl, da han behandlede udgået legetøj og håndsprit ens. Måske var der en god grund til, at han tog en høj pris.
• Hende der sagde, at hvis republikanere ikke vil erkende problemerne med corona, så bør de måske heller ikke have adgang til sygehuset. Måske var det for sjov. Måske blev det sagt privat. Måske blev det udnyttet af en, der var i gang med en politisk kampagne for at få et job.
• Ham der blev fotograferet, mens han gjorde et racistisk håndtegn foran sorte. Måske var det en misforståelse.
• Hende der vandt et vigtigt valg og så blev udsat for racisme.
• Det er trist, at de her historier ender med at handle om fyringer, PTSD, fattigdom osv.
• Der er en glidning med tiden, så “protest mod grådigt firma” bliver “protest mod fejlbarlig/misforstået person” bliver “protest mod person udfra hudfarve, køn osv.”

Jeg har med vilje ikke inkluderet navne her. Prøv Google, hvis du har brug for det. Eller se dokumentaren. Jeg vil dog nævne Charlotte Dawson, fordi hun førte til ændret lovgivning i Australien.