Anmeldelse af “L’Esprit de L’Escalier” (gratis), af Catherynne M. Valente.

Skitse: Orfeus har lavet den perfekte morgenmad. Eurydike, hans afdøde kone, kan alligevel ikke spise den. Så bliver Orfeus fornærmet. Tidspunkt: Man kan have en slidt T-shirt fra 1984.

Er det science fiction? Nix. Noget med guder.

Temaer: Orfeus er jo en dygtig musiker, og normalt siger vi, at det via musikken næsten lykkedes ham at få genoplivet Eurydike. Men her lykkedes det! Der er dog ikke rigtig nogen, der har glæde af det. Der skal en del til for at holde hende rask, rørig og mugfri.

Nærmest hele familien er noget ved musikken. Noget stort. Noget “gammel rocker, der har spaden i den ene hånd og øllen i den anden” stort.

Orfeus er stadig oppe at slås med døden, bare på en anden måde.

Orfeus er i øvrigt ikke helt sympatisk. Så fat dog, at hun ikke kan tåle almindelig mad! Hold op med at tage det personligt!

Der er mange gentagelser i deres liv. Morgenmaden. Mors besøg. Fars besøg. “Er hun stadig død?” Ja, Apollon, hun er stadig død og ildelugtende. — Er det noget med, at hvis man ikke er nået frem til accept (af sorgen), så sidder man fast i de samme handlinger?

Godt sprog. Passende mængde humor. Kerberos er en god hund, ja, han er så!

Er det godt? Ja. Og usædvanligt. ●●●