Anmeldelse af Scener fra et parforhold, A. Silvestri.
Lad os lige få det med formen af vejen først. Her er lidt af, hvad jeg vidste på forhånd: “Den kaldes for en mosaikroman, da den består af en masse fragmenter og stykker, der til sammen danner en helhed. Hvert af de fyrre kapitler har egen genre, og undervejs støder læseren blandt andet på en artikel, et digt, en sang, et eventyr, et opgavesæt, et skuespil og en sms-udveksling.” Det gjorde mig nysgerrig. Rent praktisk skulle jeg tjekke, om et af kapitlerne var science fiction. Men før læsningen havde jeg allerede besluttet, at der også skulle komme en anmeldelse ud af det.
Formen fylder meget under læsningen. Margen hopper ud og ind, fonten skifter, og for hvert nyt kapitel skal jeg lige orientere mig igen.
Nogle gange passer form og indhold rigtig godt sammen. Selvfølgelig er sms’erne sat op som sms’er. Eller som her, hvor hovedpersonerne er så forelskede, at de nærmest er vokset sammen.
Nogle af genrerne har jeg svært ved at skelne fra hinanden. Nogle af dem er meget tydelige. Åh fryd at finde en stribe matematik-opgaver! Vi springer mellem nutid, datid, fremtid. Der er 3. person, 2. person, 1. person.
“Forfatteren” har en stribe kapitler for sig selv, hvor der funderes over bogens produktion. De øvrige kapitler er vist internt kronologiske, bortset fra at hvert kapitel slutter med et spring i tid og genre. Nogle gange kan jeg se, at springet får bragt 2 tidspunkter sammen, der ligner hinanden.
Og så er formen vist på plads. Lad os så se lidt på indholdet. Parforholdet. Nærmere bestemt Christian og Lea.
“Forfatteren” hævder at kende dem. At de eksisterer i virkeligheden. Men nogle af kapitlerne siger noget andet … Skal vi ikke bare antage, at de er fiktive, men at de er baseret på den slags mennesker, der løber rundt i Verden, i Danmark, i København? Jeg skal hilse og sige, at nogle af Christian og Leas meritter kunne være baseret på mine oplevelser. Der er et par kapitler, der gjorde mig lidt våd i øjnene.
Udover at puslespillet skal lægges (hvad er den komplette kronologi?), så skal jeg jo som læser have opklaret, hvordan det går parret. Får de hinanden? Er det en tragedie?
Er det godt? Jeps. 330 sider røg indenbords på 2 dage. Jeg var meget spændt på udfaldet. Og våde øjne trækker ikke ned.
Hvordan kan man andet end at elske dette sprog?
Et par steder er den spændende form vist knækket. En stribe sms’er indeholder ikke nogle rigtige emojier, men til gengæld den karakteristiske kasse med et kryds i. Og der mangler vist et link til en playlist. (ETA. Det viste sig, den var fjernet af biblioteket. ETA: Den lykkelige slutning.) Eller også laver “forfatteren” bare numre med mig igen. Læs den selv. Døm selv.
Note: Lad mig her bare tilføje, at det ikke virker retfærdigt, at nogle halvkedelige bøger kan komme på store forlag og blive anmeldt i de “rigtige” aviser, mens andre og bedre lever et liv på kanten. Jeg vil ønske for den her bog, at den finder vej til alle sine læsere, alle de tilfredse læsere – hvis ikke nu, så om 20 år, hvor jeg så også kan prale med, at jeg kendte forfatteren, før han blev en sensation i Danmark.
Note: En anden anmeldelse af Silvestri.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 