Ottebenet officer

Teaser for Kaptajn Prometeus 1: I blækspruttens tegn, Benni Bødker.

Kaptajn Prometeus (tidligere i kolonihæren) og Mats (dreng) er ombord på rumstationen. En eksplosion lyder, og kun en mystisk mand (der viser sig at være en udenjordisk) bliver ikke forskrækket.

Rumstationen tilhører den interplanetariske handelsflåde, der i øjeblikket mister raketter på ruten Jorden-Merkur. Men nu må den sag være afsluttet, den udenjordiske flygtede nemlig, og kaptajnen og Mats tager hjem til New Amsterdam. Mats bor hos Prometeus, men tidligere var han hjemløs. Kaptajn Prometeus er privatdetektiv, god til forklædninger og forøvrigt sort. Desuden ejer han den dampdrevne lokomobil. Byen rummer både gaslygter, hestevogne og opiumshuler.

Fru Meier ansætter bureauet til en ny sag: Hendes datter er blevet kidnappet af et rumvæsen. Kort efter opdager de, at doktor Calamari er tilbage!

Illustreret. Fra 9 år. 4 bind.

Udenforstående

Jeg har lige læst “Outsider”, An Owomoyela, i Forever, #40. Den betager mig.

Historien handler om en koloniseret planet, der får besøg fra Jorden. Men jeg er mere interesseret i planeten.

An Owomoyela

Alle mennesker her har en slags internet i hovedet. Det er altid nemt at tilgå computernetværket. Desuden har mennesker i praksis telepati, der inkluderer følelser.

Computerne styrer planeten, så den bliver optimal. Nogle bliver kostet rundt med, men det er okay. Det er jo til alles bedste. (En overordnet kan styrke ens følelse af, at det er okay.) Hvis man ikke lige er på en opgave, så er det okay at vælge at være blandt sine yndlingsmennesker. Man giver udtryk for det, hvis man ikke ynder den andens selskab, og så bliver det respekteret.

Der er sågar en etikette for, at hvis A udtrykker følelser overfor B, og B tilsyneladende ignorerer det, men C opdager det, så agerer C tolk.

Visse store sager bliver afgjort via afstemning, men på en indviklet måde.

Der er noget her, der smager af Utopia.

Et par anmeldelser: Rocket Stack Rank, Reißwolf.

Kærlighedens kapitler

Anmeldelse af Scener fra et parforhold, A. Silvestri.

Lad os lige få det med formen af vejen først. Her er lidt af, hvad jeg vidste på forhånd: “Den kaldes for en mosaikroman, da den består af en masse fragmenter og stykker, der til sammen danner en helhed. Hvert af de fyrre kapitler har egen genre, og undervejs støder læseren blandt andet på en artikel, et digt, en sang, et eventyr, et opgavesæt, et skuespil og en sms-udveksling.” Det gjorde mig nysgerrig. Rent praktisk skulle jeg tjekke, om et af kapitlerne var science fiction. Men før læsningen havde jeg allerede besluttet, at der også skulle komme en anmeldelse ud af det.

Formen fylder meget under læsningen. Margen hopper ud og ind, fonten skifter, og for hvert nyt kapitel skal jeg lige orientere mig igen.

Nogle gange passer form og indhold rigtig godt sammen. Selvfølgelig er sms’erne sat op som sms’er. Eller som her, hvor hovedpersonerne er så forelskede, at de nærmest er vokset sammen.

Nogle af genrerne har jeg svært ved at skelne fra hinanden. Nogle af dem er meget tydelige. Åh fryd at finde en stribe matematik-opgaver! Vi springer mellem nutid, datid, fremtid. Der er 3. person, 2. person, 1. person.

“Forfatteren” har en stribe kapitler for sig selv, hvor der funderes over bogens produktion. De øvrige kapitler er vist internt kronologiske, bortset fra at hvert kapitel slutter med et spring i tid og genre. Nogle gange kan jeg se, at springet får bragt 2 tidspunkter sammen, der ligner hinanden.

Og så er formen vist på plads. Lad os så se lidt på indholdet. Parforholdet. Nærmere bestemt Christian og Lea.

“Forfatteren” hævder at kende dem. At de eksisterer i virkeligheden. Men nogle af kapitlerne siger noget andet … Skal vi ikke bare antage, at de er fiktive, men at de er baseret på den slags mennesker, der løber rundt i Verden, i Danmark, i København? Jeg skal hilse og sige, at nogle af Christian og Leas meritter kunne være baseret på mine oplevelser. Der er et par kapitler, der gjorde mig lidt våd i øjnene.

Udover at puslespillet skal lægges (hvad er den komplette kronologi?), så skal jeg jo som læser have opklaret, hvordan det går parret. Får de hinanden? Er det en tragedie?

Er det godt? Jeps. 330 sider røg indenbords på 2 dage. Jeg var meget spændt på udfaldet. Og våde øjne trækker ikke ned.

Hvordan kan man andet end at elske dette sprog?

Et par steder er den spændende form vist knækket. En stribe sms’er indeholder ikke nogle rigtige emojier, men til gengæld den karakteristiske kasse med et kryds i. Og der mangler vist et link til en playlist. (ETA. Det viste sig, den var fjernet af biblioteket. ETA: Den lykkelige slutning.) Eller også laver “forfatteren” bare numre med mig igen. Læs den selv. Døm selv.

Note: Lad mig her bare tilføje, at det ikke virker retfærdigt, at nogle halvkedelige bøger kan komme på store forlag og blive anmeldt i de “rigtige” aviser, mens andre og bedre lever et liv på kanten. Jeg vil ønske for den her bog, at den finder vej til alle sine læsere, alle de tilfredse læsere – hvis ikke nu, så om 20 år, hvor jeg så også kan prale med, at jeg kendte forfatteren, før han blev en sensation i Danmark.

Note: En anden anmeldelse af Silvestri.

Luftskibsfotografen

Teaser for “Dronning Margrethe II og jeg, alene i et Luftskib 1500 Meter over Øresund”, Stig W. Jørgensen, De smukke drømmes palads.

(Som titlen antyder, så er stilen gammeldags med vore øjne, omend årstallet er 1985.)

Dronning Margrethe II er lige ved at være hjemme fra De Vestindiske Øer. Det kongelige luftskib er ved at ankomme til Amager. En af fotograferne ønsker, han en dag selv kunne styre sådan en indretning. Så bliver både dronning, fotograf og øvrige tilstedeværende distraheret af en flyvende maskine og de terrorister, der strømmer ud af den!

Islands Befrielsesfront er på spil. Den planlagte kidnapning går galt, men heldigvis er fotografen på pletten, så majestæten ikke lider overlast.


Dermed har jeg fået set på de steampunk-noveller, der er kommet på dansk. Så bliver romanerne sat på todo-listen.

Folkemord og krigsforbrydelser

Lad os hyggesnakke om “Crime and Punishment in Star Trek: Genocide and War Crimes“, Victor Grech, New York Review of Science Fiction.

Nogle er bare nogle skurke.

  • “The Conscience of the King”. Der er for lidt mad på den her planet, så lederen af kolonien, Kodos, beslutter at slå halvdelen ihjel. Den halvdel, han alligevel ikke kunne lide. Han angrer vist nok en lille smule til sidst, lige før han dør.
  • “Jetrel”. Der var en enkelt mand bag opfindelsen, der slog en masse af Neelix’ artsfæller ihjel. Kan han gøre det godt igen ved at finde en kur for de overlevende? Det er nok ikke tilfældigt, hvis noget her minder om atombomber, Japan og Oppenheimer.
  • Hele serien Deep Space Nine viser igen og igen, at planeten Bajor blev besat. Dukat var godt med. Han føler sig frygtelig misforstået. Han var jo nødt til at sulte dem! Mishandlingerne var deres egen skyld.

Læger kan godt udøve tortur.

  • “Nothing Human”. Moset er/var en dygtig læge, men nogle af hans resultater udsprang af frygtelige eksperimenter. Er der okay at bruge hans viden?

voyethics.jpg

Massakrer sker jo.

  • “The Wounded”. Det viser sig ved nærmere eftersyn, at den her gruppe civile ikke i virkeligheden var noget andet. De var bare civile. Og nu er de døde.

Folkemord har en bestemt gruppe som mål.

  • “Hunters”. En grænse mellem mennesker og cardassianere fører til en vågen modstandsbevægelse i området. Den cardassianske politik er at slå dem alle ihjel.
  • Insurrection. Planen er at flytte en befolkning på 600 til en anden planet. Desværre er erfaringen, at den slags går galt.
  • “Let That Be Your Last Battlefield”. 2 grupper har set sig gale på hinanden, fordi de ikke er stribede på samme måde. De må jo ellers nærmest være fætre? Men nu er de altså i stedet døde, næsten alle sammen.
  • “The Survivors”. Han har kræfter på en målestok, det er svært at forstå. Han forelsker sig i en jordisk kvinde. Da hun dør, slår han hele morderens art ihjel.
  • “Dear Doctor”. Forskning afslører, at disse 2 arter ikke lever fredeligt sammen, men at den enes død vil være den andens brød. Kaptajn Archer beslutter ikke at gribe ind i sygdommen/deres evolution.
  • “Year of Hell”. Nogle gange kan man udrydde en art, ved at den aldrig har eksisteret.
  • Serien Deep Space Nine har fat i, at man kan slå alle Odos artsfæller ihjel. Faktisk er planen sat i gang. Men Odo vælger at afværge det.
  • De er dog ikke bedre, end at de selv prøvede at slå cardassianerne ihjel. Men det er jo ikke det, det kommer an på.

Minderne har vi da lov at have.

  • “Remember”. Pludselig kan Torres huske, hvordan en bestemt gruppe bare blev slået ihjel. De var for mærkelige.
  • “Memorial”. Her kan alle på Voyager pludselig huske en bestemt massakre.

Lad os udradere hele planeten.

  • Generations. Soran vil et bestemt sted hen, og han er ligeglad med, at en beboet planet så får ørerne alvorligt i klemme.
  • “By Inferno’s Light”. Dominion er trætte af Bajor og forsøger at destruere den.
  • Nemesis. Den her gang har skurken blikket rettet mod Jorden.
  • The Search for Spock. Genesis kan bruges som et planet-våben.
  • Star Trek. Vulcan bliver faktisk sprængt i luften. (Er det det rigtige udtryk? Sprængt i vakuum?) Nogle gange lykkes det faktisk for skurken.

Borg-Star-Trek

Borger vil bare assimilere.

  • “I, Borg”. Picard får udviklet et våben, der kan slå alle borger ihjel, men han vælger ikke at bruge det.
  • “Child’s Play”. Andre har fået samme idé. Her er våbnet et barn, der bærer en virus. Han bliver stoppet.
  • “Scorpion”. Borgerne planlægger at fjerne Jorden.

Uheld sker også.

  • “Friendship One”. Det var egentlig meningen, at den her planet skulle have en gave, men det gik frygtelig galt. Heldigvis kan de reddes.

Konklusion.

  • Typisk sejrer det gode over det onde. Og der er ingen tvivl om, at folkemord osv. er af det onde.
  • Typisk angrer skurken ikke.
  • Det er muligt for almindelige folk at blive monstre.

Ond doktor og etisk android

Lidt småsnak om Evil doctor, ethical android: Star Trek’s instantiation of conscience in subroutines, Victor Grech, Mariella Scerri, David Zammit, MOSF Journal of Science Fiction.

  • Det er vigtigt, at sådan nogen som Data og Doktoren har etiske underprogrammer (ethical subroutines). Det er i praksis deres samvittighed.
  • Er de bevidste væsener, på højde med mennesker? Det undlader Star Trek omhyggeligt at svare på.
  • “Descent”. Lore får slået Datas etiske underprogrammer fra og lokker ham til at skade bl.a. Geordi. Lore er en dårlig indflydelse.
  • “Latent Image”. Doktoren har etiske underprogrammer, men de slår ikke altid til. Hvordan vælger man, hvem der skal dø, når der ikke er ressourcer nok til at holde alle i live?
  • “Equinox”. Her er der en ligesom Doktoren, men uden etiske underprogrammer. Derfor er der ingen problemer i, at dette rumskib kan bruge bevidste væsner som drivkraft. De synes faktisk slet ikke, at de gør noget forkert. Men det gør vores Doktor og hans kollegaer jo. Hvem har ret? Er etiske underprogrammer nok til at løse sådan en konflikt?
  • “Darkling”. Doktoren har forbedret sig selv lidt, nappet nogle brugbare egenskaber fra forskellige andre programmer. Han har klart udviklet sig og mener nu, at han ikke længere har brug for etiske underprogrammer. Måske har han ret? Måske behøver ægte bevidste væsener ikke den slags. Har vi etiske underprogrammer indbygget i os?

Abstract

Machine intelligence, whether it constitutes Strong Artificial Intelligence (AI) or Weak AI, may have varying degrees of independence. Both Strong and Weak AI are often depicted as being programmed with safeguards that prevent harm to humanity, precepts which are informed by Isaac Asimov’s Laws of Robotics. This paper will review these programs through a reading of instances of machine intelligence in Star Trek, and will attempt to show that these “ethical subroutines” may well be vital to our continued existence, irrespective of whether machine intelligences constitute Strong or Weak AI. In effect, this paper will analyse the machine analogues of conscience in several Star Trek series, and will do so through an analysis of the android Data and the Emergency Medical Hologram. We will argue that AI should be treated with caution, lest we create powerful intelligences that may not only ignore us but also find us threatening, with unknown and inconceivable consequences.


Jeg har da i øvrigt skrevet om Star Trek før, på engelsk og dansk.

Is it okay to force you to open your iPhone?

Case: SB didn’t want to open his iPhone, wanting to consult with his lawyer first. Suddenly 5-10 cops sat on him, twisted his arms to handcuff him and forced his thumb against his phone. Then they left.

The cops have been charged with violence (?).

2 levels of courts have agreed with the police, that the procedure was legal. Now the 3rd and highest level will look at the case.

The question is: Can you compare a phone to a locked cabinet, and therefore it’s okay to open it by force? Or should the same rules apply to a phone password/pin and to a thumb print, where the police accept, that you can withhold your cooperation?

Is the supreme court the right place for this decision? Or should it be decided by law?

Is a procedure like the one described against the human rights, where you can’t be forced to incriminate yourself?

Source: Nu skal det afgøres i Højesteret: Må politiet med magt tvinge dig til at åbne din mobiltelefon?

Det fjederdrevne luftskib

Teaser for “Biografiske noter til ‘En afhandling om kausalitetens natur (med luftfartøjer)’ af Benjamin Rosenbaum” af Benjamin Rosenbaum, Start uret.

Fortælleren (der også var forfatter) var pr. luftskib på vej hjem fra Plausfab-Wisconsin (hvor alle læste plausibel-fabel). Livvagterne for Rajajen bar sabler og nålekastere. Der var bestilt en historie om en verden uden zeppelinere, en skyggehistorie, og Visdomsmyrerne måtte jævnligt smage på kladden. Rajahen kommenterede på en skitse: ”Din idé smager af demokritisk materialisme – som om verdens begivenheder udelukkende blev skabt af lineær årsag og virkning, den simpleste af de Fem Former for kausalitet.”

Østen sejrede dengang. Så vi har Visdomsmyrer og Visdomstjenere. Da Rajajen pludselig blev angrebet, kastede forfatteren sig sært nok ind i kampen. Måske fordi Israels nederlag stadig trykkede. (Templet havde ligget i ruiner i 2000 år.) Pirater sluttede sig til selskabet. Og de havde ikke bare fjedre til fremdrift, men også en damp-generator. Kaptajnen bar hjorteskind og fjer og røde fletninger og var tydeligvis en efterkommer af en vikinge-fjende, i nyere tid personligt en fjende af Texas. Og så kom et endnu større fartøj tilsyne, utvivlsomt ejet af en af Magterne – Cathay, Gabon eller den ariske Raj. – Nogle ting er konstante – pf var en smal genre. – Forfatteren skriver en historie. Eller er det omvendt?