“Jeg vil føre dig til et sted, hvor vi altid kan være sammen, og hvor alle kan være lykkelige, hvis de selv vil. Jeg vil føre dig til fremtidens Danmark, som vort land vil være, når programmet er gennemført.”
Socialdemokratiet, 1945.
Jeg vil vise dig en familie, der fejrer jul. I den trygge, varme stue går mor rundt og pynter med nisser og guirlander. Far har allerede parkeret atomvognen i garagen, men er ikke kommet ind endnu. Han er meget hemmelighedsfuld, da han endelig træder ind og hilser sin kone og de to børn med et “glædelig jul”.
Snart er det aften. Mor har dækket bord med noget helt specielt. Der er andepiller og brune-kartofler-piller og æble-piller og alt det andet gode, der hører julen til. Og bagefter er der ris-a-la-mande-piller. Til sidst får hver en aflang, hvid pille. Det viser sig, at fars er en mandel, de andre er helt almindelige og næringsrige.
Lille Emil begynder at græde, da far får mandelgaven. Far skynder sig at pakke op. Det er to små æsker med legoklodser. Far kigger helt fortvivlet på billederne af en bil og en dukkevogn. Nej, det er svært, det her! Han beder Emil og Puk om hjælp, og snart er de travlt optaget. Far smiler til mor. Roen sænker sig.
Så ringer fjernsynet. Det er bedstemor og bedstefar, der vil ønske glædelig jul. De er ellers lidt gammeldags og har spist rigtig flæskesteg. Mor taler lidt med dem og rynker først på næsen bagefter.
Så skal de gå rundt om det fine plastiktræ, som altid pyntet med kugler og elektriske lys. Mor synger for på de smukke julesalmer. Til sidst synger de “Nu er det jul igen” og løber rundt i hele huset. Far stopper på et tidspunkt, fordi han bliver forpustet. Men børnene løber og løber, også op og ned ad trappen. Da alle kommer tilbage til stuen, er der gaver under træet! Far fortæller, at julemanden i sin flyvende bil har været der. Emil vil ud at kigge, men nej, julemanden er selvfølgelig allerede fløjet videre. Og der er gaver at pakke ud! Puk får en lille model af et køkken, der ligesom mors har alle moderne bekvemmeligheder. Og Emil får et kemisæt.
Børnene leger med deres gaver. Far har taget mor på skødet og kysser hende.
Vil du være med til at gøre denne drøm til virkelighed?
Nogle omveje er bare supersjove. Som da jeg spurgte bl.a. mig selv, hvordan kan man oversætte “Yippee-ki-yay, motherfucker”. Omvejen går via en bog med et kapitel, der stiller samme spørgsmål og når frem til en masse forskellige svar. Fordi replikken falder i flere film, og fordi oversættelserne bliver foretaget på forskellige tidspunkter af forskellige oversættere.
H/t Ged eller Mammut? Om at oversætte, Kirsten Marie Øveraas m.fl. Læs bogen, hvis du også vil vide, hvad der er blevet oversat til ged/mammut.
Nå. Men her har vi altså mulighederne, hvis man ellers tager det lidt let med stavning.
Yippee-ki-yay, røvbanan.
Yippee-ki-yay, din skiderik.
Yippee-ki-yay, narrøv.
Yippee-ki-yay, motherfucker.
Rend og hyp, klovnerøv.
Farvel og tak, bror lort.
Farvel og tak, røvhul.
Rend og skid, din svagpisser.
Farvel, røvhul.
Yippee-ki-yay, bror lort.
Som man kan se, så bliver nogle gange den ene halvdel, nogle gange den anden, nogle gange begge halvdele ikke oversat. Når anden halvdel bliver oversat, så er der mange versioner “person jeg ikke kan lide”. Og første halvdel bliver sådan et mere generelt udråb.
Sjovt faktum: Hvad betyder det egentlig? Bogens bud er “Jeg er sej og handlekraftig, og jeg er typen, der kalder mine fjender for voldsomme kraftudtryk.” Men sådan kan en undertekst jo ikke være. Så selvfølgelig står der noget andet. Og der er mange “rigtige” bud på dette andet.
Sjovt faktum: “Yippee-ki-yay” forekommer også i “Jeg er en glad lille cowboy“. Eller rettere sagt en oversættelse af det, jubijæ.
Sjovt faktum: “Rend og hyp” prøver at få cowboy-delen med i oversættelsen også. Smart.
Lad os lige slutte med at prøve at oversætte tilbage igen:
Jeg bor på en gade, hvor ejendommen overfor er ved at få skiftet altaner. Jeg går ud fra, de gamle var slidt op. I hvert fald var der altaner, altaner, altaner. Indtil nogen kom og skar dem af.
Altandøren blev suppleret med noget træ. Og resterne af altanen sad tilbage. Gulvet må have gået ind i muren. I et stykke tid var det status. Men så kom nogle nye maskiner, og processen kunne fortsætte.
Resterne af gulvet blev fjernet. Der kom mursten i stedet. Tilbage var der 2 huller. Den nye altan skal sidde på et par metalstænger, der også går ind i muren.
Langsomt kommer de nye altaner op.
Jeg er ret optaget af det her. Processen tager lang tid. Den fylder. På det sidste er der blevet skruet op for tempoet, så 3 opgange er i gang samtidig. Desuden bliver aftenen også taget i brug. Og lørdagen. Nå ja, og så skal der også høres radio, fordi de forskellige apparater larmer ikke nok.
Himlen over havnen havde samme farve som beskidt sne.
Heldigvis havde Lease udsigt til cyberspace. Nærmere bestemt Daniscos hvide, lidt fladmaste terning. Big D brugte dog kun halvdelen af pladsen til sit elektroniske hovedkvarter. Den anden halvdel var tom det meste af tiden. Men eftersom det var Den Tid På Året, så var der nu en grøn kegle.
“Kan du se noget?”
Daniel lød rolig.
“Ikke endnu. Hvad med dig?” svarede hun.
Efter aftale kiggede Daniel på tingene fra den modsatte side af Torvet.
“Ikke noget. Men der er også et par minutter endnu.”
Aftenen før var Lease blevet trukket til side af bartenderen på Juke. Hun havde hviskende fået instruktioner om en mulighed, kl. 12 på Torvet, kun 10 % afgift for tippet. Og nu var de altså her, fordi Lease udforskede aldrig et tip uden Daniel, der var eminent til at dekompilere kode on the fly.
“Det ville have været rart med lidt flere detaljer,” tilføjede Daniel.
“Tja. Så ville vi ikke være sluppet med 10 %.”
Et grynt fra Daniel var det eneste svar.
Lease styrede via hænderne på Yamahaen tættere på midten af den åbne plads. Måske kunne man …
Tankerækken blev afbrudt, da en hvid sekskant drev forbi. Nej, en masse sekskanter. De faldt ned over hele Torvet og lagde sig til hvile på keglen.
“Daniel. Hvide sekskanter?”
“Et øjeblik.”
Hun gik tættere på en af dimserne. Der var struktur. Som et papirklip. En klump hvidhed dryssede forbi, og hun kunne se, at de ikke var helt ens.
“Det er noget modificeret kode. Det er en version af Satellite Neutralizing Orbital Weapon. Den kode burde slet ikke være her.”
“SNOW? Sne? Gør du grin med mig?”
“Absolut ikke. Du burde vide bedre, Lease.”
“Okay så. Noget kode, der ikke burde være her. Hvordan er det en mulighed for at tjene penge?”
“Aner det ikke. Måske skal vi vente lidt længere.”
Lease var urolig. Der var noget helt galt her. Hun studerede keglen, og så Danisco, og Torvet. Ingen spor.
“Okay, jeg kan se tegn på, at koden er blevet modificeret af Wintermute. Der er nærmest ikke noget tilbage af den oprindelige version. Den kan ikke ret meget andet end at falde ned.”
“Daniel, jeg kan ikke lide det her. Jeg logger af.”
“Hvad med de 10 %?”
“10 % af ingenting er ingenting. Jeg er smuttet.”
“Okay. Jeg bliver hængende lidt.”
Daniel talte henført om snevejret længe efter. Det viste sig, at der havde været en masse tilskuere, der alle forfulgte “hemmelige tips”. Bartenderen vidste ikke noget. Til sidst dannede der sig en teori om, at Wintermute bare havde en sær form for humor.
Lease havde aldrig set sne i virkeligheden. Og hun brummede fælt, når nogen nævnte den dag.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 