Jul i morgen

“Jeg vil føre dig til et sted, hvor vi altid kan være sammen, og hvor alle kan være lykkelige, hvis de selv vil. Jeg vil føre dig til fremtidens Danmark, som vort land vil være, når programmet er gennemført.”

Socialdemokratiet, 1945.

Jeg vil vise dig en familie, der fejrer jul. I den trygge, varme stue går mor rundt og pynter med nisser og guirlander. Far har allerede parkeret atomvognen i garagen, men er ikke kommet ind endnu. Han er meget hemmelighedsfuld, da han endelig træder ind og hilser sin kone og de to børn med et “glædelig jul”.

Snart er det aften. Mor har dækket bord med noget helt specielt. Der er andepiller og brune-kartofler-piller og æble-piller og alt det andet gode, der hører julen til. Og bagefter er der ris-a-la-mande-piller. Til sidst får hver en aflang, hvid pille. Det viser sig, at fars er en mandel, de andre er helt almindelige og næringsrige.

Lille Emil begynder at græde, da far får mandelgaven. Far skynder sig at pakke op. Det er to små æsker med legoklodser. Far kigger helt fortvivlet på billederne af en bil og en dukkevogn. Nej, det er svært, det her! Han beder Emil og Puk om hjælp, og snart er de travlt optaget. Far smiler til mor. Roen sænker sig.

Så ringer fjernsynet. Det er bedstemor og bedstefar, der vil ønske glædelig jul. De er ellers lidt gammeldags og har spist rigtig flæskesteg. Mor taler lidt med dem og rynker først på næsen bagefter.

Så skal de gå rundt om det fine plastiktræ, som altid pyntet med kugler og elektriske lys. Mor synger for på de smukke julesalmer. Til sidst synger de “Nu er det jul igen” og løber rundt i hele huset. Far stopper på et tidspunkt, fordi han bliver forpustet. Men børnene løber og løber, også op og ned ad trappen. Da alle kommer tilbage til stuen, er der gaver under træet! Far fortæller, at julemanden i sin flyvende bil har været der. Emil vil ud at kigge, men nej, julemanden er selvfølgelig allerede fløjet videre. Og der er gaver at pakke ud! Puk får en lille model af et køkken, der ligesom mors har alle moderne bekvemmeligheder. Og Emil får et kemisæt.

Børnene leger med deres gaver. Far har taget mor på skødet og kysser hende.

Vil du være med til at gøre denne drøm til virkelighed?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s