Jeg ser nogle meget elektronisk formidlede filosoffer. Og så er der god aftensmad.

I dag er en halvstille dag på hotelværelset. Jeg tager mig god tid til tingene. Heldigvis er der også energi til at kigge til nogle filosoffer.

Jeg bider specielt mærke i, at et tankeeksperiment kan være for klinisk. “Antag at du sidder ombord på en sporvogn, på vej mod 5 fastbundne mennesker.” Mens fiktion kan vække de følelser, der egentlig er på spil i den situation.

Jeg kan også godt lide argumentet, at “hvis man kan dele en hjerne i 2 halvdele, der begge indeholder al personens hukommelse, og så transplantere den ene halvdel over i en ny krop”, så kan filosoffer skændes om, hvilken af de 2 kroppe, der viderefører originalens identitet, mens fans vil udbryde, at det gør de begge 2.

Og så er den Worldcon egentlig ved at være overstået … Og jeg spørger mig selv, hvorfor tager jeg egentlig med til sådan et arrangement?

• Fordi nogle af mine idoler er her. Der er en chance for at se giraffen, helt tæt på, i den virkelige verden, live.
• Fordi jeg kan lære noget nyt. Her tænker jeg specielt på det akademiske spor. Gamle og usædvanlige ting får opmærksomhed, måske også nye fortolkninger.
• Hugo-ceremonien. Når jeg faktisk har læst finalisterne, så vil jeg også gerne hurtigst muligt vide, hvem der vandt. Og specielt talerne kan være meget underholdende.
• Ved siden af programpunkterne er der noget socialt. Mødes med venner og bekendte. Lære nye mennesker at kende. Blive bekræftet i, at vi bare er seje, os fans. Være i et miljø, hvor folks tøj er med til at sige, hvem vi er.
• Jeg får vist mere og mere tendens til at springe de punkter over, hvor man prøver at finde, jeg ved ikke, de 5 bedste film med tidsrejser. Det punkt har jeg allerede prøvet.

Dagen sluttede med aftensmad på et andet hotel. Hilton? Glimrende mad, der ikke sprudlede af opfindsomhed. Kæresten fik en bøf, jeg fik risotto.

Der skal primært uddeles nogle Hugoer.

Eftersom i dag skal være lidt afslappet, så ser vi Hugo-uddeling via wifi, på en tablet, på hotellet. Og det virker rigtig, rigtig godt. Komplimenter til alle involverede. Faktisk er det det menneskelige element, jeg bliver mest irriteret over, fordi uddelingen starter en halv time for sent, uden at vi får en forklaring eller en undskyldning undervejs. Suk. Men så er det jo rart at sidde på hotelværelset, hvor man kan gå lidt rundt og kan brokke sig højlydt, uden at genere nogen.

Nogle af vinderne var en vandmand og en hat?

Jeg tror nok, at vandmanden hører til Nerds of a Feather. Og at hatten hører til T. Kingfisher. Der endnu en gang leverede en usædvanlig tale, den her gang om søpølser og deres bagdele.

I øvrigt var det lidt et problem, at hat + mundbind + kameravinkel betød, at vi ikke kunne se folks ansigter.

Jeg er primært optaget af akademiker-sporet, og så afleverer jeg scooteren.

Godmorgen! Se mit fine køretøj! Og min vindblæste kjole!

Jeg får set 2,5 programpunkt, hvor akademikere holder små foredrag. Og det er bare godt! Jeg får ny viden i hovedet. Og nogen har fundet ud af at forhindre “taler med 180 i timen + endeløse slides med småbitte bogstaver”. Yes! Så jeg nyder oplæsningen af et upubliceret sprog, Le Guin opfandt, og små sf-film, der er 100 år gamle, og forfærdelige kønsroller efter Anden Verdenskrig og andet godt. Den største forhindring er accenter, som jeg ikke er vant til. Det sidste tilfælde af disse sender mig for tidligt tilbage til hotellet. Av mit hoved.

Før punkt 1. Inklusive et sjældent kig på en vildfaren slide:

En interessant bog:

En kvinde, der bl.a. forsøgte at lære folk noget om radioaktiv stråling:

En tidlig sf-filmskaber, Segundo de Chomón, her repræsenteret med et link til filmene:

Så er der et punkt om en ordbog, hvor jeg lærer et par nye ord:

• “Frogging” is a knit/crochet term for ripping out your knitting and starting over to correct a mistake. Why is it called “frogging” you ask? Because you “rip it, rip it”…
• There are three basic methods for correcting your knitting mistakes: You can unravel, sometimes called frogging, you can ladder down, or you can undo stitches, one at a time. The latter is usually called to tink because you are knitting backwards, and tink is knit spelled backwards.

Noget med at tale med dyr:

Opfundne sprog skriblet i en bog – det var fantastisk at høre dem læst op:

Der blev også stillet skarpt på computerkopier af mennesker:

Så er der et lidt lettere punkt med et kig bag kulisserne på tidligere Worldcons. Masser af gode historier! Jeg synes ikke rigtig, der kom nogen lig på bordet. Ikke nogle kasserere, der løb med kassen eller sådan noget. Kun endeløs forståelse for, at folk kan blive trætte og overvældede. Ja, ja. Det er nok fint nok. Kæresten kom desuden med en intelligent kommentar.

Jeg vælger at spise haggis med pommes fritter og pebersovs til frokost. Hvad skal man sige? Det er fuldt ud spiseligt.

Planen er, at scooteren så skal afleveres. Og der er igen noget vrøvl. Hvorfor i alverden vil jeg have en kvittering? Tja. Det er en ret dyr dims, jeg afleverer. Jeg vil ikke hænge på, at nogen andre stjæler den senere.

Det har i øvrigt været lærerigt at være bescooteret.

• Jeg bliver ikke set, fordi mit hoved er meget tættere på gulvet.
• Jeg bliver ikke hørt. Motoren er elektrisk. Hornet er ynkeligt og lyder som en arrig mobil.
• Jeg er tilsyneladende let som en fjer; folk går regelmæssigt ud foran mig, fordi de regner med at kunne nå væk igen. Og så bremser jeg. Suk.

Så hvis jeg skal det her igen bliver det med følgende udstyr:

• Et flag på en pind, så jeg også eksisterer i hovedhøjde.
• Noget larmende musik, mens jeg er i bevægelse i folkemængder! Måske noget Wagner?
• Et rigtigt båthorn. Fordi nogen gange står folk bare helt stille med ryggen til midt på en smal gang.
• Og så en stok eller noget, så jeg kan nå knappen til elevatoren uden at rejse mig.

Vores hotel ligger i nærheden af den såkaldte Rotunda, der har en makker på den anden side af floden. Her er et billede af min finger:

Endnu en ikke-Hugo dækker debuterende sff-forfattere.

Moniquill Blackgoose	At forme en drages ånde	👽👽💀
Sunyi Dean	Bogspiserne	👽💀💀
Ai Jiang	Engelsk, tak / Jeg er Ai	👽👽💀/👽👽💀
Hannah Kaner	Gudedræber	👽👽💀
Em X. Liu	Tilbage til Helvede / Den død jeg gav ham	👽👽💀/👽💀💀
Xiran Jay Zhao	Jernenke	👽💀💀

Ikke noget imponerende kuld … Jeg tror, Ai Jiang havner øverst.

Anmeldelse af Iron Widow, af Xiran Jay Zhao. Roman. 2021. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Noget med kæmpestore robot-krigere, styret af mennesker og deres “livsenergi”. De kan også transformere sig.

Er det science fiction? Lidt.

Temaer: Se ovenfor.

Er det godt? Jeg nåede ikke ind i kapitel 1. Kamp og krig og transformere og qi. Nej tak. 👽💀💀

Primært en stille dag på hotelværelset.

I dag slapper jeg af. Imens kæresten tager et par rigtig gode billeder fra SEC.

Scooteren er her også, på værelset. Vi blev opfordret til at tage den med “hjem” og evt. lade den op. Så den fylder pænt op på vores få kvadratmeter. Det var bøvlet at få den ind. Min plan for at få den ud i morgen kræver at flytte rundt på møblerne, men så er det til gengæld også meget lettere at komme gennem døren og rundt. Sådan en bandit giver lejlighed til at øve sig på parallelparkering og trepunktsvending og alt sådan noget.

I går håbede jeg på at komme til en såkaldt table talk, men vi må have været for mange tilmeldte til lige det bord, og jeg var ikke heldig i lodtrækningen. Og der var ikke nogen steder, hvor jeg kunne skrive, at det var den eneste af slagsen, jeg var interesseret i.

Programmet bruger en 60+30-model. 60 minutter til et programpunkt, 30 minutters pause. 60 minutter er næsten for længe for mig og min kvæstede opmærksomhed. (Omend det faktisk virker ret godt, når akademikerne deler det op i 2-3 kortere klumper.) Men det vigtige er, at 30 minutter er en god længde for en pause, når en pause skal kunne sit pause-job, inklusive at komme fra A til B.

Anmeldelse af The Death I Gave Him, af Em X. Liu. Roman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: I et laboratorium er man i gang med at opfinde et middel, der kan gøre folk udødelige. Samtidig anvender man allerede en anden slags teknologi, der også er en slags udødelighed, nemlig at ens fortløbende tilstand, inklusive tanker, kan blive optaget af en telepatisk AI. Lige i aften var der 5 mennesker på arbejde, og nu er en af dem fundet død. Whodunit?

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Laboratoriet, Elsinore, ligger i Helsingør (i øvrigt et nyt Helsingør, fordi det gamle er oversvømmet), og AI’en hedder Horatio. En af de ansatte, Gabriel Rasmussen, er uddannet på KU. 🇩🇰

Formen af bogen er pudsig på flere måder. Overordnet set er det (fiktiv) historisk fiktion. Men “forfatteren” er ikke bange for at blande sig med fodnoter og andet.

Så har vi også det her med skift i synsvinkel. Vi begynder i 3. person, nutid, fra Horatios POV. Så skifter vi brat til noget flashforward (laboratoriet var ikke blevet verdenskendt endnu), og noget genkendeligt forord (formålet med denne bog er), for så at lande i 1. person (første gang jeg hørte om denne hændelse). Næste kapitel laver en overgang (nu er vi i laboratoriet) tilbage til 3. person, vistnok Horatio igen. Senere kapitler er fra andres POV. Oveni har vi, at nogle af personerne har lavet deres egne beskrivelser af hændelserne, der så bliver citeret i nogle kapitler.

Afdødes søn, Hayden, er neurodivergent? Og i gang med at vænne sig til den telepatiske kontakt med Horatio.

Der er mange fysiske beskrivelser, a la, han kastede med håret i irritation.

Der er i øvrigt ligheder med hellxxx. Både Hayden og Horatio er relativt unge, og de skal på en eller anden måde finde ud af at være i samme hoved. Og så alt det fysiske.

Er det godt? Nej. Jeg er ved at få spat af de fysiske beskrivelser. Opfører folk sig virkelig sådan? Er de givne fortolkninger realistiske? Og hvordan skal jeg selv fortolke resten? Jeg bruger alt for meget energi på det. Jeg har ikke læst bogen færdig. 👽💀💀

Anmeldelse af If Found Return to Hell, af Em X. Liu. Kortroman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Du har endnu en dødsyg dag på jobbet. Du er ved at tage en uddannelse i magi, og det kræver bl.a. noget praktik, som du afvikler på et call center. Da en dreng (Shine Ming Junlei) ringer ind, fordi han kom til at male et stort symbol på sit værelse, så benytter du lejligheden til at tage en lille ekskursion.

Er det science fiction? Fantasy-humor.

Temaer: Formen er 2. person, nutid. Nærmest med det samme er der en sætning a la “du ved endnu ikke, at …” Hm.

Nu vi er ved sætninger: “There’s a price to pay for those who defy Heaven or Hell or management.” 😁 Jeps. Her er vittigheder.

Nåh. Men det her med ekskursionen udvikler sig, og du (!) ender med at tage drengen med hjem. Han er nemlig stærkt påvirket af den trylleformular, han ikke selv kan huske at have malet. Og du er jo et godt menneske.

Hvis jeg har fortolket det rigtigt, så begynder drengen at gå i pigetøj.

Er det godt? Hm. Jeg kedede mig undervejs. Det er et sympatisk træk, at fantasy kan være nutidig, men det må jo også godt være interessant. 👽👽💀

I dag begynder Worldcon! Og der er også en scooter, og noget med Carl-Eddy.

Dagens første interessante gerning er at finde min scooter. Ben, av, osv. Så jeg vil afprøve det der med at trille rundt på en lille scooter. Det skulle gerne gøre en forskel, at jeg ikke skal gå så meget frem og tilbage og op og ned. Men tidsplanen er tilsyneladende skredet, så udleveringen af scooteren er noget forvirret. Da jeg endelig finder en, der tilsyneladende ved noget, så peger han lidt tilfældigt på en, der “nok er god nok”. Niks. Jeg har booket en bestemt størrelse, baseret på min vægt, og den vil jeg godt have. Efter lidt mere forvirring, så går det hele op. Jeg får lidt instruktion, og så ruller vi!

Jeg har et stykke tid arbejdet på en Star Trek-kjole. Den er ikke blevet helt færdig, men den er tæt på, så den ruller med. Og den begynder omgående at inkassere komplimenter. Glimrende!

Første programpunkt er at se Dune! The Musical! Det bliver et af højdepunkterne den her forlængede weekend. Glimrende og sjov optræden, fin tekst og musik, og lyd og billede er stort set fejlfri. (For de nysgerrige, så skulle der være en hjemmeside derude, hvor man kan skaffe sig adgang til minimum lydsiden.) Jeg kan desuden konstatere, at stolene er dejligt bløde. Jeg kan lide det her konferencecenter!

Der er storskærme i lokalet, og deres brug viser sig at forvarsle, at streaming og videoer også er gode. Mand, jeg håber at en eller anden fanhistoriker får fingre i de her videoer, der er meget her, der er bevaringsværdigt.

Næste programpunkt er noget med redigering. Tja. Jeg lærte nærmest ikke noget nyt.

Det næste programpunkt glipper. Jeg har ikke helt fået styr på, at den glimrende scooter nogle gange er langsom. Elevatorer og sådan noget er svære at manøvrere rundt i, og på et tidspunkt sidder jeg fast. Nåh. Skidt pyt. Så tager vi et ekstra glas cider.

Programpunkt om de 3 Hugo-kategorier med kortere-end-en-roman tekster. Mums! Og jeg får bl.a. noget nyt perspektiv på de kinesiske tekster, jeg har undret mig over. Og bagefter får Strahan et kram.

Ud på aftenen er der et ekstra punkt, der ender med, at nogle danske og svenske fans mødes og skåler for den nu hedengangne Carl-Eddy. Det er Niels og mig, der har fået planlagt noget, der vist falder okay ud.