Endnu en ikke-Hugo dækker debuterende sff-forfattere.

Ikke noget imponerende kuld … Jeg tror, Ai Jiang havner øverst.
Endnu en ikke-Hugo dækker debuterende sff-forfattere.

Ikke noget imponerende kuld … Jeg tror, Ai Jiang havner øverst.
Anmeldelse af Iron Widow, af Xiran Jay Zhao. Roman. 2021. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Noget med kæmpestore robot-krigere, styret af mennesker og deres “livsenergi”. De kan også transformere sig.
Er det science fiction? Lidt.
Temaer: Se ovenfor.
Er det godt? Jeg nåede ikke ind i kapitel 1. Kamp og krig og transformere og qi. Nej tak. 👽💀💀
Primært en stille dag på hotelværelset.

I dag slapper jeg af. Imens kæresten tager et par rigtig gode billeder fra SEC.


Scooteren er her også, på værelset. Vi blev opfordret til at tage den med “hjem” og evt. lade den op. Så den fylder pænt op på vores få kvadratmeter. Det var bøvlet at få den ind. Min plan for at få den ud i morgen kræver at flytte rundt på møblerne, men så er det til gengæld også meget lettere at komme gennem døren og rundt. Sådan en bandit giver lejlighed til at øve sig på parallelparkering og trepunktsvending og alt sådan noget.
I går håbede jeg på at komme til en såkaldt table talk, men vi må have været for mange tilmeldte til lige det bord, og jeg var ikke heldig i lodtrækningen. Og der var ikke nogen steder, hvor jeg kunne skrive, at det var den eneste af slagsen, jeg var interesseret i.
Programmet bruger en 60+30-model. 60 minutter til et programpunkt, 30 minutters pause. 60 minutter er næsten for længe for mig og min kvæstede opmærksomhed. (Omend det faktisk virker ret godt, når akademikerne deler det op i 2-3 kortere klumper.) Men det vigtige er, at 30 minutter er en god længde for en pause, når en pause skal kunne sit pause-job, inklusive at komme fra A til B.
Administratoren er godt nok forlængst gået på pension, men der er stadig et par trofæer, der ligger her og flyder. Eller, det var der. Det lykkedes nemlig at komme af med et! Det drejer sig om en vinder fra 2019. Til lykke!
Michael Pilgaard, oversat:

Anmeldelse af The Death I Gave Him, af Em X. Liu. Roman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: I et laboratorium er man i gang med at opfinde et middel, der kan gøre folk udødelige. Samtidig anvender man allerede en anden slags teknologi, der også er en slags udødelighed, nemlig at ens fortløbende tilstand, inklusive tanker, kan blive optaget af en telepatisk AI. Lige i aften var der 5 mennesker på arbejde, og nu er en af dem fundet død. Whodunit?
Er det science fiction? Jeps.
Temaer: Laboratoriet, Elsinore, ligger i Helsingør (i øvrigt et nyt Helsingør, fordi det gamle er oversvømmet), og AI’en hedder Horatio. En af de ansatte, Gabriel Rasmussen, er uddannet på KU. 🇩🇰
Formen af bogen er pudsig på flere måder. Overordnet set er det (fiktiv) historisk fiktion. Men “forfatteren” er ikke bange for at blande sig med fodnoter og andet.
Så har vi også det her med skift i synsvinkel. Vi begynder i 3. person, nutid, fra Horatios POV. Så skifter vi brat til noget flashforward (laboratoriet var ikke blevet verdenskendt endnu), og noget genkendeligt forord (formålet med denne bog er), for så at lande i 1. person (første gang jeg hørte om denne hændelse). Næste kapitel laver en overgang (nu er vi i laboratoriet) tilbage til 3. person, vistnok Horatio igen. Senere kapitler er fra andres POV. Oveni har vi, at nogle af personerne har lavet deres egne beskrivelser af hændelserne, der så bliver citeret i nogle kapitler.
Afdødes søn, Hayden, er neurodivergent? Og i gang med at vænne sig til den telepatiske kontakt med Horatio.
Der er mange fysiske beskrivelser, a la, han kastede med håret i irritation.
Der er i øvrigt ligheder med hellxxx. Både Hayden og Horatio er relativt unge, og de skal på en eller anden måde finde ud af at være i samme hoved. Og så alt det fysiske.
Er det godt? Nej. Jeg er ved at få spat af de fysiske beskrivelser. Opfører folk sig virkelig sådan? Er de givne fortolkninger realistiske? Og hvordan skal jeg selv fortolke resten? Jeg bruger alt for meget energi på det. Jeg har ikke læst bogen færdig. 👽💀💀
Anmeldelse af If Found Return to Hell, af Em X. Liu. Kortroman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Du har endnu en dødsyg dag på jobbet. Du er ved at tage en uddannelse i magi, og det kræver bl.a. noget praktik, som du afvikler på et call center. Da en dreng (Shine Ming Junlei) ringer ind, fordi han kom til at male et stort symbol på sit værelse, så benytter du lejligheden til at tage en lille ekskursion.
Er det science fiction? Fantasy-humor.
Temaer: Formen er 2. person, nutid. Nærmest med det samme er der en sætning a la “du ved endnu ikke, at …” Hm.
Nu vi er ved sætninger: “There’s a price to pay for those who defy Heaven or Hell or management.” 😁 Jeps. Her er vittigheder.
Nåh. Men det her med ekskursionen udvikler sig, og du (!) ender med at tage drengen med hjem. Han er nemlig stærkt påvirket af den trylleformular, han ikke selv kan huske at have malet. Og du er jo et godt menneske.
Hvis jeg har fortolket det rigtigt, så begynder drengen at gå i pigetøj.
Er det godt? Hm. Jeg kedede mig undervejs. Det er et sympatisk træk, at fantasy kan være nutidig, men det må jo også godt være interessant. 👽👽💀
I dag begynder Worldcon! Og der er også en scooter, og noget med Carl-Eddy.

Dagens første interessante gerning er at finde min scooter. Ben, av, osv. Så jeg vil afprøve det der med at trille rundt på en lille scooter. Det skulle gerne gøre en forskel, at jeg ikke skal gå så meget frem og tilbage og op og ned. Men tidsplanen er tilsyneladende skredet, så udleveringen af scooteren er noget forvirret. Da jeg endelig finder en, der tilsyneladende ved noget, så peger han lidt tilfældigt på en, der “nok er god nok”. Niks. Jeg har booket en bestemt størrelse, baseret på min vægt, og den vil jeg godt have. Efter lidt mere forvirring, så går det hele op. Jeg får lidt instruktion, og så ruller vi!
Jeg har et stykke tid arbejdet på en Star Trek-kjole. Den er ikke blevet helt færdig, men den er tæt på, så den ruller med. Og den begynder omgående at inkassere komplimenter. Glimrende!
Første programpunkt er at se Dune! The Musical! Det bliver et af højdepunkterne den her forlængede weekend. Glimrende og sjov optræden, fin tekst og musik, og lyd og billede er stort set fejlfri. (For de nysgerrige, så skulle der være en hjemmeside derude, hvor man kan skaffe sig adgang til minimum lydsiden.) Jeg kan desuden konstatere, at stolene er dejligt bløde. Jeg kan lide det her konferencecenter!


Der er storskærme i lokalet, og deres brug viser sig at forvarsle, at streaming og videoer også er gode. Mand, jeg håber at en eller anden fanhistoriker får fingre i de her videoer, der er meget her, der er bevaringsværdigt.
Næste programpunkt er noget med redigering. Tja. Jeg lærte nærmest ikke noget nyt.

Det næste programpunkt glipper. Jeg har ikke helt fået styr på, at den glimrende scooter nogle gange er langsom. Elevatorer og sådan noget er svære at manøvrere rundt i, og på et tidspunkt sidder jeg fast. Nåh. Skidt pyt. Så tager vi et ekstra glas cider.
Programpunkt om de 3 Hugo-kategorier med kortere-end-en-roman tekster. Mums! Og jeg får bl.a. noget nyt perspektiv på de kinesiske tekster, jeg har undret mig over. Og bagefter får Strahan et kram.

Ud på aftenen er der et ekstra punkt, der ender med, at nogle danske og svenske fans mødes og skåler for den nu hedengangne Carl-Eddy. Det er Niels og mig, der har fået planlagt noget, der vist falder okay ud.





Anmeldelse af Godkiller, af Hannah Kaner. Roman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Kissens far nød godt af at tilbede en havgud. Lige indtil en ildgud fik hidset resten af landsbyen til at brænde familiens hus af, meget specifikt med Kissen og de andre indendørs stadigvæk. Kissen slap som den eneste væk, fordi havguden hjalp.
I et andet slagsmål mellem guder døde det meste af den kongelige familie, så den noget overraskede tronfølger, Arren, forbød guder og religion. Arrens ven, Elogast, var med til at nedkæmpe nogle af guderne; nutildags er han bager. Kissen har fast arbejde med at dræbe guderne, der bliver ved med at poppe op igen.
12-årige Inara er gode venner med guden for hvide løgne, der er lille nok til at gemme sig i hendes tøj. Noget er smittet af: Hun kan se folks auraer.
Er det science fiction? Fantasy.
Temaer: Det var en fejl at forbyde guder. Arren gik for langt med sit forbud. Kissen er primært drevet af hævntørst. Inara demonstrerer, at man godt kan have et godt forhold til en gud.
Er det godt? Altså. Jeg læste en fjerdedel af bogen, og henover et godt stræk var der ingen overraskelser. 👽👽💀
Anmeldelse af The Book Eaters, af Sunyi Dean. Roman. 2022. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: I denne verden er der mennesker, bogspisere og hjernespisere. Bogspiserne holder sig lidt for sig selv og guffer bøger i sig. Hjernespiserne? Lidt mere kompliceret.
Er det science fiction? Der bliver sagt noget om et rumvæsen, men ellers tror jeg, det er fantasy. Og horror?
Temaer: Hvis man spiser en bog/hjerne, så optager man også dens viden.
Hovedpersonen er bogspiser. Hun kan se i mørke. Hun er stærk. Hun kan sikkert også andre sjove ting.
Er det godt? Ærligt talt læste jeg den ikke færdig. Det er slet ikke mig det her. 👽💀💀
Det her skal være en meget stille dag. Vi får dog registreret os på con’en, så vi bl.a. kan få vores badges, og vi får klaret et par nødvendige indkøb.

SEC eller Scottish Event Campus er lidt svær at finde ud af. Er SEC (der tidligere hed noget lidt andet og blev forkortet SECC, og ja, visse skilte og den nærliggende s-togs-station har ikke opdaget forandringen) 5 haller, en gang og lidt ekstra? Er hotellet Crowne Plaza, som man kan gå lige over til, del af SEC? Hvad med det store auditorium Clyde/Armadillo, der også ligger meget tæt på, også del af SEC? OVO HYDRO ligger også tæt på, og skal måske også regnes med? Nogle kort har alt det her og lidt til med, andre har ikke. Det er svært at få styr på de lokaler, der fx ligger i Crowne Plaza, fordi de ikke er med på kortene.





Nåh. Det lykkes at blive registreret. Her dagen før dagen tager det ingen tid. Men det er så her vi opdager, at der ikke bliver noget trykt program. Vildt meget foregår online. Personligt når jeg aldrig over på Discord, for at småsnakke med andre deltagere. Jeg får online programmet til at virke nogenlunde. Men her render jeg så ind i næste problem. Man kan lave et personligt program ved at “sætte et kryds” ved de interessante punkter. Jeg har dog behov for at sætte mere end en slags kryds.
Jeg får det vist nogenlunde til at virke. Men altså!
Og så er det tid til indkøb. Og noget slush.

Hotellet vi bor på (Campanile) er lidt længere væk fra SEC (0,5 km?), men ved godt, at vi er her, og lægger også lokale til et par ting. Et lille skilt i receptionen byder velkommen.
