Mærkelig i 30’erne?

Lige pludselig skal vi snakke om nogen weird noveller! Og 30’erne fylder, men retfærdigvis er der også både yngre og ældre historier. I hvert fald i den bog, der bliver taget udgangspunkt i. Og her er selve mødet, onsdag 7/4. Lad os opleve mærkelige ting, der langsomt kommer tættere på.

C.L. Moore: “The Tree of Life”. Det er ham fra “Shambleu”! Og han kan stadig ikke stå for de smukke kvinder. Eller noget. Han er på Mars og bliver lokket via en underlig indgang (skyggen af et træ?) til et underligt land. Samtale med kvinden er også underlig og kræver øjenkontakt. (I gamle dage var marsboerne i øvrigt vildt seje.) Før vi er færdige, er vi gledet over til underlig & frygtindgydende & afskyelig. Og sensuel … Hvad er det med det træ? “Reaching down…”

Henry Kuttner: “The Salem Horror”. Måske er der rotter. Måske er huset hjemsøgt. Beboeren finder et hemmeligt værelse i kælderen. Det var nok heksens. Men nu er det et godt arbejdsværelse, fredfyldt. (Spark i retning af polakker.) En gæst mener ganske bestemt, at afdøde heks benytter sig af, at det gamle værelse nu bliver brugt igen. Så kan hun nemlig endelig blive levende igen!

August Derleth: “The Disc Recorder”. Her er en gåde. Hvad gør folk, når man siger: “Gå ikke ind i det der værelse!” Nemlig. Giv dig selv et point. Derefter bliver fyren begejstret, da han opdager “pladeoptageren”. Den må lånes! Han bliver knap så begejstret, da den på uforklarlig vis larmer om natten.

Nelson S. Bond: “Where Are You Mr. Biggs”. Tag til Uranus, nu, skynd dig! Nemmere sagt end gjort. Heldigvis er rumskibet udstyret med en hastighedsforstærker. Wheee! Der er gamle U-tøsen jo. Og tilbage igen. Wheee! Og det er så der, vi opdager, at kursen ikke tog højde for, at Jupiter kunne komme i vejen. Ups. Løsningen er bemærkelsesværdig. – Sjov, og sf, omend videnskaben ikke rigtig holder.

G.G. Pendarves: “The Werewolf of Sahara”. En ekspedition med 3 medlemmer kan ikke rigtig komme videre. Det er nok fordi de indfødte kan mærke, at der er noget galt med den ene, Gunnar fra Island. Det er også mærkeligt, at han ikke vil indrømme, at han har arbejdet for en araber. – I øvrigt er både arabere og kvinder utilregnelige.

Flere sjove historier med rumskibe, tak!

Mærkeligt, siger du igen?

Det blev jo et møde, hvor jeg slet ikke kunne lade være med at tage noter. Fordi lynhurtigt kom vi jo til at snakke om, at de her historier (og deres fætre og kusiner) har fællestræk.

  • Hvis det er weird, så er det også lidt horror.
  • Der er en person, der fx er ny på egnen og derfor ikke ved, hvad der foregår.
  • Nogen ved, hvad der foregår, men ingen vil sige noget.
  • Hvis der er et monster, så får vi det ikke at se, eller i hvert fald ikke ret meget.
  • Der er et lille spor, der viser, at der skete noget, at det ikke bare var en drøm.
  • Historien bliver fortalt via et vidne, man måske ikke kan stole på.
  • Det er lidt et held, at vi får historien, fx fordi den kun overlever via en dagbog, eller fortælleren dør kort tid efter.
  • Historien foregår et afsides sted.
  • Der er noget fjernt, noget nedgravet, noget hemmeligt, noget skjult, noget man ikke bør pille ved, noget ondt.
  • Der er ikke mulighed for kommunikation. (Dette træk er gammeldags.)

Jeg gætter i øvrigt på, at valgsproget for Fantasticon bliver “nu skal det her jo ikke handle om Lovecraft”. 😉

Jeg kom forresten til at nævne en novelle. Som jeg lige nu ikke kan huske titel og forfatter på. Men det er noget med, at den hvide mand koloniserer Nordamerika, ved at få landet til at ligge stille. Fronten flytter vestpå. Østpå er landet stabilt. Vestpå er det foranderligt. Man er nødt til at sømme det fast, via kort og malerier og sådan noget. Ekspeditioner besøger området. Når man har en forælder fra hver sin side af fronten, så kan man nærmest kun få job som guide.

Hey, der er den! The Autobiography of a Traitor and a Half-Savage.

Vi kom også lige forbi noget med Ballard og kæresten og noget. Biblioteket. Facebook. Og det er i øvrigt på mandag.

Mærkeligt, siger du?

I år bliver emnet for Fantasticon New Weird. I den anledning bliver der også holdt nogle læseklubber på forhånd. Emnet for den første er 4-5 gamle noveller.

“The Shining Pyramid”, Arthur Machen

Den ene fyr bor på landet. Han har på det sidste lagt mærke til, at nogle stykker flint bliver lagt i mønstre, et nyt hver dag. Den anden fyr bor i London, men han vil da gerne kigge på tingene. Han bliver nærmest med det samme en slags Sherlock Holmes, der har nogle hypoteser, men ikke vil sige noget om nogen af dem.

“Man-Size in Marble”, Edith Nesbit

Et ungt par finder et sted på landet, hvor de kan bo billigt. Pludselig siger tjenestepigen op. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at hun i hvert fald ikke vil være der til halloween. Noget med nogen statuer, der gør noget skrækkeligt. I første omgang er udfordringen at få lavet mad, og det lykkes husbonden at vaske op!

“The Baumoff Explosive”, William Hope Hodgson

Okay, så ham her Baumoff har opfundet et sprængstof. Og det eksploderer så. Der er også noget med, at det der stof + smerte medfører mørke, og det var derfor, der blev mørkt i Jerusalem, da Jesus døde.

“The People of the Pit”, Abraham Merritt

En kraftig stråle af lys peger mod himlen. Og en afkræftet mand kommer kravlende gennem skoven. Og er der rent faktisk en guldmine her? Åh ja, og Lovecraft har ikke levet forgæves.

“The Wendigo”, Algernon Blackwood

Obs: ord og beskrivelser, vi i dag ville kalde racistiske. – Elg-jagt. I den vilde og imponerende natur. Men ikke alene render de ikke rigtig på nogen elg, de mister en mand til skoven.

Feministens klagesang

Henover nogle år har jeg fulgt med i, hvad feminister siger, og i stigende grad holder jeg med dem/os. (Noget begyndte i 2013.)

Specielt ifm. #metoo er jeg begyndt at snakke med. Jeg blander mig i debatter. Desværre er de debatter underligt frosne. Der er en tendens til at slynge ord ud (“overdreven”, “hysterisk”) uden at underbygge dem eller bede om beviser fra modparten. Det hele bliver bare noget råberi.

Jeg ved ikke, om det her bliver endnu et råb i koret. Men jeg vil prøve at gøre det til lidt mere.

25/2 skrev Politiken “Nu må det snart være på tide, at vi dropper de urimeligt lave lønninger i de traditionelle såkaldte kvindefag”. (Online, for abonnenter.) Her finder vi bl.a. disse citater:

  • “…  lærerne og politifolkene skal have markant højere lønninger end sygeplejerskerne og pædagogerne. Hvorfor? Jo, fordi de to af fagene er typiske kvindefag, og de to, der skal have mere i løn, er typiske mandefag.”
  • “… fordi sygeplejersker og pædagoger ikke var at regne som primære forsørgere …”

Citaterne handler om tjenestemandsreformen fra 1969, der mht. disse lønninger stadig gælder.

For mig er det her en vigtig, historisk brik. Den er med til at forklare, hvordan vi gik fra hjemmegående mødre til familier med 2 indkomster. Moderen i en tilfældig familie tjener sandsynligvis mindre end faderen, så når der skal træffes svære beslutninger om barsel, første sygedag osv., så er det hende der bliver hjemme. Og så bliver hun ikke forfremmet og får lønstigninger lige så hurtigt som manden, og så stiger sandsynligheden for, at hun også fremover bliver hjemme, og så ender vi med, at hun får sparet mindre pension op.

Det er et stort og komplekst emne. Der er mange brikker. Der skal forskning til, for at finde årsag og virkning. Men nu fik jeg altså endnu en brik.

Således samler jeg brikker. Emnet er stort. Der er holdninger til lønninger, sexchikane, voldtægt osv. For ikke så længe siden blev jeg rodet ind i en debat om en forside og en anden forside (debatten). Hvordan bliver kvinder afbilledet i fiktion? Hvad er forkert? Hvor går grænsen? Hvad bør konsekvensen være af at overskride den? Selvfølgelig er det her noget, man kan diskutere. Men som sagt bliver diskussionen noget flad i det. “Ja.” “Nej.” “Jamen, det synes jeg.” “Og det gør jeg ikke.”

Jeg må indrømme, at debatten gør mig paf. Når jeg fx siger noget om, at et billede er seksualiseret, og her er forresten definitionen af det ord, og den slags billeder er problematiske, så er svaret omkring ordet sexet, og at sex da aldrig før har været et problem. Æhm, er vi overhovedet i den samme samtale? Er vi enige om, hvad for en praksis vi diskuterer, og at det er den praksis i dag, der er interessant? Tilsyneladende ikke.

Når vi snakker sexchikane. Og nogen laver en vittighed. Og jeg så siger, at vittigheder bør sparke opad. Så bliver jeg svaret, at “det gør den sørme også”. Okay, så kvinderne har vundet? Æh. Kun på det område? Eller overalt? Jo, fordi “definitionen på sexchikane indeholder ordet ‘føle’, og så kan man jo altid komme og påstå, at man følte dit og dat”. Jaså. Hvis nu vi fx snakker om en fyring (og det er vist det, vi gør), så skal påstanden om dit og dat jo stadig overbevise en eller anden chef, og så er vi der, hvor mennesker altid er i den situation, vi prøver at fortolke ord og dermed afgøre, hvad der skal ske. Nix. Der er “ingen retssikkerhed”. Hm. For det første har retssikkerhed noget med myndighedernes overgreb at gøre, og der er vel ikke nogen, der påstår, at det er myndighederne, der kræver den der fyring? For det andet: Hvis den fyring bare er helt forkert, så gå til fagforeningen eller retssystemet. Jeg er ikke med. Hvad er det, der mangler her? Jo, men “dommen blev jo ensidigt afsagt i medierne”. Øh. Så den fyrede kan ikke komme til orde? Det skal jeg da ellers lige love for, at en bestemt fyret kunne, i stort set alle medier, for ikke så længe siden. Han er netop på vej mod en retssag. Godt for ham! Benyt dig af dine rettigheder, mand. Hvis instans 1 ikke gjorde deres arbejde, så gå videre til instans 2. Dejligt. (Nej, jeg ved ikke, om en ganske bestemt vært på et ganske bestemt tv-program er voldtægtsmand. Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?) Men så kører snakken i ring, eller min ærede modpart begynder at gå efter spilleren og ikke bolden.

Som sagt. Jeg er paf. Der er ikke enighed om, hvad fakta er, hvordan man finder dem, hvordan de bør bruges. Reglerne for debat er helt væk.

Men det burde jeg måske vide. Vi er trods alt i “fake news”-alderen, hvor begge sider af enhver diskussion forundres over den anden sides dumhed.

Niels Klim-prisen 2020, nomineringerne

2/3: “Det tynde øl”-link tilføjet.

28/2: 3 af A. Silvestris langnoveller er blevet trukket.

24/2: Rigtig mange værker kan lånes via ereolen. Derudover er der nu link til Retsindigheden og rejsen for at besegle.

20/2: Vampyrer fra rummet-link tilføjet.

Nomineringen er overstået, og hermed offentliggøres, hvem der er blevet nomineret og derfor kommer med på stemmesedlen. Bemærk at tekster kan blive trukket tilbage i løbet af processen. Hvis dette sker, vil denne side og stemmesedlen blive opdateret. Denne side bliver også opdateret, hvis en tekst bliver lagt online, gratis.

Afstemningen begynder 1. marts.

Novelle

Langnovelle

  • Retsindigheden og rejsen for at besegle, Chr. Køpmannæhafn Winther, SMSpress
  • “Stig Attertag, manuskriptforfatter”, A. Silvestri, Næsten her, Brændpunkt
  • Det tynde øl“, A. Silvestri, Næsten her, Brændpunkt
  • “Et studium i jordfarver IX”, A. Silvestri, Næsten her, Brændpunkt
  • “Herrens legeme”, A. Silvestri, Næsten her, Brændpunkt

Kortroman

  • Alle himlens fugle, Rakel Haslund-Gjerrild, Lindhardt og Ringhof
  • Månen over Øen, Anne-Marie Vedsø Olesen, Lindhardt og Ringhof

Oversat

  • “Øjet”, Liliana Colanzi, Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Bølgen”, Liliana Colanzi, Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Meteorit”, Liliana Colanzi, Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Kannibal”, Liliana Colanzi, Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Vores døde verden”, Liliana Colanzi, Vores døde verden, Forlaget Silkefyret
  • “Får”, Eva Menasse, Dyr for viderekomne, Jensen & Dalgaard

For børn og unge

  • Nørdrejsen, Jonas Wilmann, Kaos
  • Helios-ekspeditionen 1: Frostplaneten, Benni Bødker, Corto
  • Den gule planet 1: Jagten på Lyra, Helle Perrier, KRABAT
  • Den gule planet 2: Drengen i vinduet, Helle Perrier, KRABAT
  • Den gule planet 3: Flugten gennem ørkenen, Helle Perrier, KRABAT
  • Den rustne verden 3: Ukrudt, Adam O., Høst
  • Hemmeligheden i det forladte hus, Snæbjörn Arngrimsson, ABC
  • Blodig halloween, Henrik Einspor, Løse Ænder
  • Battle royale 1: En storm af kugler, Michael Kamp, Tellerup
  • “Hotel”, Freddy E. Silva, Mørkets Gerninger 2: Går igen, Forlaget Petunia

Der er værre ting, du kan bruge din tid på, end at læse de nominerede, uanset om du vil stemme og uanset om du når det “til tiden”. De er alle sammen gode.

Hvis du vil være med til at støtte prisen, så kan du gøre det ved at blogge dine anmeldelser af en eller flere kategorier.

Fremtidsspejl

Småsnak om Fremtidsspejl af Svend Åge Madsen.

I Nøjrup var der en, der ville beskytte sig mod tyveri. Så han spredte mel rundt om sit hus. (Det overlades som en øvelse til læseren at se, hvordan det virker.) Nogle år senere begyndte folk at bruge Lipatin i stedet. Det er bedre, bl.a. fordi det er usynligt.

Lipatin har således i praksis umuliggjort tyveri. Det har nogle yderligere konsekvenser. Folk bruger ikke længere nøgler. Eller penge. Alle er fælles om alt. Folk går ikke på arbejde.

Den lille by er blevet så dejlig at bo i, at man har oprettet grænsekontrol.

Niels Klim-nyt, januar

For det første: Jeg stopper som administrator af Niels Klim-prisen. Sig til, hvis du føler dig kaldet til at være den nye. Når jeg er færdig med at registrere tekster fra 2020, så holder jeg op med den del af jobbet.

For det andet: I skrivende stund er der 156 værker på listen. Woohoo! Og jeg mangler stadig at få sat et par stykker på.

For det tredje: Af gode grunde er jeg ikke så udfarende. Men det lykkes alligevel at få uddelt et par trofæer. Til Cory Doctorow (oversat, 2019):

Og til Amdi Silvestri (langnovelle, 2020):