Udenforstående

Jeg har lige læst “Outsider”, An Owomoyela, i Forever, #40. Den betager mig.

Historien handler om en koloniseret planet, der får besøg fra Jorden. Men jeg er mere interesseret i planeten.

An Owomoyela

Alle mennesker her har en slags internet i hovedet. Det er altid nemt at tilgå computernetværket. Desuden har mennesker i praksis telepati, der inkluderer følelser.

Computerne styrer planeten, så den bliver optimal. Nogle bliver kostet rundt med, men det er okay. Det er jo til alles bedste. (En overordnet kan styrke ens følelse af, at det er okay.) Hvis man ikke lige er på en opgave, så er det okay at vælge at være blandt sine yndlingsmennesker. Man giver udtryk for det, hvis man ikke ynder den andens selskab, og så bliver det respekteret.

Der er sågar en etikette for, at hvis A udtrykker følelser overfor B, og B tilsyneladende ignorerer det, men C opdager det, så agerer C tolk.

Visse store sager bliver afgjort via afstemning, men på en indviklet måde.

Der er noget her, der smager af Utopia.

Et par anmeldelser: Rocket Stack Rank, Reißwolf.

Kærlighedens kapitler

Anmeldelse af Scener fra et parforhold, A. Silvestri.

Lad os lige få det med formen af vejen først. Her er lidt af, hvad jeg vidste på forhånd: “Den kaldes for en mosaikroman, da den består af en masse fragmenter og stykker, der til sammen danner en helhed. Hvert af de fyrre kapitler har egen genre, og undervejs støder læseren blandt andet på en artikel, et digt, en sang, et eventyr, et opgavesæt, et skuespil og en sms-udveksling.” Det gjorde mig nysgerrig. Rent praktisk skulle jeg tjekke, om et af kapitlerne var science fiction. Men før læsningen havde jeg allerede besluttet, at der også skulle komme en anmeldelse ud af det.

Formen fylder meget under læsningen. Margen hopper ud og ind, fonten skifter, og for hvert nyt kapitel skal jeg lige orientere mig igen.

Nogle gange passer form og indhold rigtig godt sammen. Selvfølgelig er sms’erne sat op som sms’er. Eller som her, hvor hovedpersonerne er så forelskede, at de nærmest er vokset sammen.

Nogle af genrerne har jeg svært ved at skelne fra hinanden. Nogle af dem er meget tydelige. Åh fryd at finde en stribe matematik-opgaver! Vi springer mellem nutid, datid, fremtid. Der er 3. person, 2. person, 1. person.

“Forfatteren” har en stribe kapitler for sig selv, hvor der funderes over bogens produktion. De øvrige kapitler er vist internt kronologiske, bortset fra at hvert kapitel slutter med et spring i tid og genre. Nogle gange kan jeg se, at springet får bragt 2 tidspunkter sammen, der ligner hinanden.

Og så er formen vist på plads. Lad os så se lidt på indholdet. Parforholdet. Nærmere bestemt Christian og Lea.

“Forfatteren” hævder at kende dem. At de eksisterer i virkeligheden. Men nogle af kapitlerne siger noget andet … Skal vi ikke bare antage, at de er fiktive, men at de er baseret på den slags mennesker, der løber rundt i Verden, i Danmark, i København? Jeg skal hilse og sige, at nogle af Christian og Leas meritter kunne være baseret på mine oplevelser. Der er et par kapitler, der gjorde mig lidt våd i øjnene.

Udover at puslespillet skal lægges (hvad er den komplette kronologi?), så skal jeg jo som læser have opklaret, hvordan det går parret. Får de hinanden? Er det en tragedie?

Er det godt? Jeps. 330 sider røg indenbords på 2 dage. Jeg var meget spændt på udfaldet. Og våde øjne trækker ikke ned.

Hvordan kan man andet end at elske dette sprog?

Et par steder er den spændende form vist knækket. En stribe sms’er indeholder ikke nogle rigtige emojier, men til gengæld den karakteristiske kasse med et kryds i. Og der mangler vist et link til en playlist. (ETA. Det viste sig, den var fjernet af biblioteket.) Eller også laver “forfatteren” bare numre med mig igen. Læs den selv. Døm selv.

Note: Lad mig her bare tilføje, at det ikke virker retfærdigt, at nogle halvkedelige bøger kan komme på store forlag og blive anmeldt i de “rigtige” aviser, mens andre og bedre lever et liv på kanten. Jeg vil ønske for den her bog, at den finder vej til alle sine læsere, alle de tilfredse læsere – hvis ikke nu, så om 20 år, hvor jeg så også kan prale med, at jeg kendte forfatteren, før han blev en sensation i Danmark.

Note: En anden anmeldelse af Silvestri.

Luftskibsfotografen

Teaser for “Dronning Margrethe II og jeg, alene i et Luftskib 1500 Meter over Øresund”, Stig W. Jørgensen, De smukke drømmes palads.

(Som titlen antyder, så er stilen gammeldags med vore øjne, omend årstallet er 1985.)

Dronning Margrethe II er lige ved at være hjemme fra De Vestindiske Øer. Det kongelige luftskib er ved at ankomme til Amager. En af fotograferne ønsker, han en dag selv kunne styre sådan en indretning. Så bliver både dronning, fotograf og øvrige tilstedeværende distraheret af en flyvende maskine og de terrorister, der strømmer ud af den!


Dermed har jeg fået set på de steampunk-noveller, der er kommet på dansk. Så bliver romanerne sat på todo-listen.

Folkemord og krigsforbrydelser

Lad os hyggesnakke om “Crime and Punishment in Star Trek: Genocide and War Crimes“, Victor Grech, New York Review of Science Fiction.

Nogle er bare nogle skurke.

  • “The Conscience of the King”. Der er for lidt mad på den her planet, så lederen af kolonien, Kodos, beslutter at slå halvdelen ihjel. Den halvdel, han alligevel ikke kunne lide. Han angrer vist nok en lille smule til sidst, lige før han dør.
  • “Jetrel”. Der var en enkelt mand bag opfindelsen, der slog en masse af Neelix’ artsfæller ihjel. Kan han gøre det godt igen ved at finde en kur for de overlevende? Det er nok ikke tilfældigt, hvis noget her minder om atombomber, Japan og Oppenheimer.
  • Hele serien Deep Space Nine viser igen og igen, at planeten Bajor blev besat. Dukat var godt med. Han føler sig frygtelig misforstået. Han var jo nødt til at sulte dem! Mishandlingerne var deres egen skyld.

Læger kan godt udøve tortur.

  • “Nothing Human”. Moset er/var en dygtig læge, men nogle af hans resultater udsprang af frygtelige eksperimenter. Er der okay at bruge hans viden?

voyethics.jpg

Massakrer sker jo.

  • “The Wounded”. Det viser sig ved nærmere eftersyn, at den her gruppe civile ikke i virkeligheden var noget andet. De var bare civile. Og nu er de døde.

Folkemord har en bestemt gruppe som mål.

  • “Hunters”. En grænse mellem mennesker og cardassianere fører til en vågen modstandsbevægelse i området. Den cardassianske politik er at slå dem alle ihjel.
  • Insurrection. Planen er at flytte en befolkning på 600 til en anden planet. Desværre er erfaringen, at den slags går galt.
  • “Let That Be Your Last Battlefield”. 2 grupper har set sig gale på hinanden, fordi de ikke er stribede på samme måde. De må jo ellers nærmest være fætre? Men nu er de altså i stedet døde, næsten alle sammen.
  • “The Survivors”. Han har kræfter på en målestok, det er svært at forstå. Han forelsker sig i en jordisk kvinde. Da hun dør, slår han hele morderens art ihjel.
  • “Dear Doctor”. Forskning afslører, at disse 2 arter ikke lever fredeligt sammen, men at den enes død vil være den andens brød. Kaptajn Archer beslutter ikke at gribe ind i sygdommen/deres evolution.
  • “Year of Hell”. Nogle gange kan man udrydde en art, ved at den aldrig har eksisteret.
  • Serien Deep Space Nine har fat i, at man kan slå alle Odos artsfæller ihjel. Faktisk er planen sat i gang. Men Odo vælger at afværge det.
  • De er dog ikke bedre, end at de selv prøvede at slå cardassianerne ihjel. Men det er jo ikke det, det kommer an på.

Minderne har vi da lov at have.

  • “Remember”. Pludselig kan Torres huske, hvordan en bestemt gruppe bare blev slået ihjel. De var for mærkelige.
  • “Memorial”. Her kan alle på Voyager pludselig huske en bestemt massakre.

Lad os udradere hele planeten.

  • Generations. Soran vil et bestemt sted hen, og han er ligeglad med, at en beboet planet så får ørerne alvorligt i klemme.
  • “By Inferno’s Light”. Dominion er trætte af Bajor og forsøger at destruere den.
  • Nemesis. Den her gang har skurken blikket rettet mod Jorden.
  • The Search for Spock. Genesis kan bruges som et planet-våben.
  • Star Trek. Vulcan bliver faktisk sprængt i luften. (Er det det rigtige udtryk? Sprængt i vakuum?) Nogle gange lykkes det faktisk for skurken.

Borg-Star-Trek

Borger vil bare assimilere.

  • “I, Borg”. Picard får udviklet et våben, der kan slå alle borger ihjel, men han vælger ikke at bruge det.
  • “Child’s Play”. Andre har fået samme idé. Her er våbnet et barn, der bærer en virus. Han bliver stoppet.
  • “Scorpion”. Borgerne planlægger at fjerne Jorden.

Uheld sker også.

  • “Friendship One”. Det var egentlig meningen, at den her planet skulle have en gave, men det gik frygtelig galt. Heldigvis kan de reddes.

Konklusion.

  • Typisk sejrer det gode over det onde. Og der er ingen tvivl om, at folkemord osv. er af det onde.
  • Typisk angrer skurken ikke.
  • Det er muligt for almindelige folk at blive monstre.