Twitter 20221221

Twitter 20221219

Twitter 20221217

Cool jul

Det’ jul, det’ cool, gran og lirekasser

“Hvad ønsker du dig i julegave, lille skat?” 

Mor er i gang med at strikke årets julesweater. Den skal være blå med store, hvide snefnug. Anakin har aldrig set rigtig sne. 

Radioen spiller julemusik. Golden Oldies starter altid præcis en måned før jul. Mor siger, at de hører julemusik hver december. Det kan Anakin ikke huske. Og så siger mor, at når man kun er 5 år gammel, så husker man ikke så godt endnu. 

Mange af julesangene handler om julegaver. Han kan godt huske, at han fik legetøj, sidst det var jul. Og at der var et juletræ. 

“Jeg ønsker mig en lirekasser.” 

“Det hedder en lirekasse. Og det tror jeg ikke, julemanden kan klare. Prøv at finde på noget andet.”

Det er ikke første gang, mor siger, at der er noget, julemanden ikke kan. Det lyder mærkeligt. Når det er jul, kan julemanden så ikke alt?

Der er intet, man kan gøre, de sure buschauffører
Gør det svært at praktisere lidt julehumør
“Gå så tilbage for helvede” råber stodderen hæst

“Har du tænkt på, hvad du ønsker dig i julegave?” 

Far er ved at reparere ploven. Et stykke træ er brækket, og nu er han i gang med sav og høvl og alt det andet værktøj for at lave en erstatning. Er-stat-ning. Anakin smager på ordet. 

Sidste år fik han en kæphest i julegave. Far havde lavet hovedet og kæppen, og mor lavede manken. 

“Jeg ønsker mig en lirekasse.” 

Anakin kan godt lide at se på far, når han arbejder. Men nu stopper far og sukker. 

“En lirekasse? Hvorfor det?” 

Det kan Anakin ikke rigtig svare på. Han ved, at gran dufter godt. Det er så flot, når juletræet står inde i stuen. Så lirekasser er nok også noget godt. 

Mor kommer ud i værkstedet med en kop te. Far kigger på hende med rynkede bryn. 

“Har I nu hørt julemusik igen?” 

“Ja, selvfølgelig, der er jo en måned til juleaften.”

Far begynder at høvle igen. Mor ser forvirret ud. 

Samme pengeproblemer, det’ dyrt og hårdt
Udelukkende overtrukne kontokort

Julesweateren er pakket fint ind og afleveret til indsamlingen, så en eller anden heldig kan få en julegave. De har spist and. De har danset om juletræet. De har sunget en julesalme. Noget med en fattig jomfru. Og nu skal de pakke gaver op. Anakin får lov at begynde, fordi han er yngst. 

Papiret bliver taget forsigtigt af, så det kan bruges igen. Og så sidder han med en trækasse i hænderne. En kasse med hjul. En vogn? Der er også et håndtag på, ligesom på mors kødhakker. Det hele er malet i rødt og gult, og på toppen er der noget, mor siger er en node. 

Han kigger forvirret på kassen. Far rækker over og drejer på håndtaget, og så kommer der lyde ud af kassen. Anakin taber den forskrækket, og håndtaget kommer til at sidde skævt. Så kigger han bange på mor og far. Har han nu været uartig? 

En halv time senere har mor fået hele historien, om gran og lirekasser og duft og grønt. Far grynter, at de burde holde op med at høre radio. Når nu verden ikke længere indeholder kontokort og buschauffører. Mor forsvarer sig. 

“Herre Gud, hvordan skulle jeg vide, at han aldrig har set og hørt en rigtig lirekasse?” 

Twitter 20121215

Børn og zenolingvistik

Der er store ligheder mellem at opdrage børn og at kommunikere med rumvæsener. Selvfølgelig.

(Billede fra dream.ai.) 

Det følgende er en læsning af “Story of Your Life”, Ted Chiang. Spoilers! 

Man får et barn, fordi man (mor og far) har det rigtig godt sammen. Man får et barn, fordi det er gratis arbejdskraft. 

Man får et telefonopkald, fordi der er brug for en dygtig lingvist. Man får et telefonopkald, fordi ens afdøde barn er blevet fundet. 

Man får opklaret misforståelsen omkring ordet kænguru. Og brudepige. 

Man skifter fra mundtlig til skriftlig kommunikation. Man skifter til en kode, mors date ikke forstår. 

Man føler sig underligt langt fra sine jordiske kolleger. Man føler sig underligt forskellig fra sin datter. 

Det kræver tålmodighed at lære et nyt sprog. Det kræver tålmodighed at planlægge en rejse. 

Man ser det fremmede sprog, stort og som et billede. Man ser sin voksne datter, høj, på et billede. 

Man ser sin viden om det fremmede sprog vokse. Man ser sin datter vokse. 

Man bruger mest tid eller mindst tid. Man er mest lykkelig eller mindst. 

Det her fysik er svært at forstå. Det her “børn bliver voksne” er svært at forstå. 

Til en vis grad kan man se hele sætningen, før man begynder at skrive. Til en vis grad kan man se hele sit barns liv, før fødslen. 

Kende målet, før man starter, fordi man kan ikke skifte kurs undervejs. Opdage målet med ens børneopdragelse, men man kan ikke skifte kurs undervejs. 

En dag køber man en salatskål. En dag vil ens datter få den salatskål i hovedet. 

Drømme om at klatre, frygte det. Se sin datter klatre, frygte et uheld. 

Når man ikke tænker på fortid eller fremtid, men al tid. Når man ikke tænker på fortid eller fremtid, kun nu. 

Det er en lille optræden at tale, specielt “jeg erklærer nu”, som alle ved kommer. Det er en lille optræden at læse et eventyr højt, specielt når barnet kan det udenad. 

Man genkender, at det her er et vigtigt øjeblik, man vidste ville komme. Man genkender, at den her baby er ens eget barn. 

Twitter 20221213

Twitter 20221211

Jul i morgen

“Jeg vil føre dig til et sted, hvor vi altid kan være sammen, og hvor alle kan være lykkelige, hvis de selv vil. Jeg vil føre dig til fremtidens Danmark, som vort land vil være, når programmet er gennemført.”

Socialdemokratiet, 1945.

Jeg vil vise dig en familie, der fejrer jul. I den trygge, varme stue går mor rundt og pynter med nisser og guirlander. Far har allerede parkeret atomvognen i garagen, men er ikke kommet ind endnu. Han er meget hemmelighedsfuld, da han endelig træder ind og hilser sin kone og de to børn med et “glædelig jul”.

Snart er det aften. Mor har dækket bord med noget helt specielt. Der er andepiller og brune-kartofler-piller og æble-piller og alt det andet gode, der hører julen til. Og bagefter er der ris-a-la-mande-piller. Til sidst får hver en aflang, hvid pille. Det viser sig, at fars er en mandel, de andre er helt almindelige og næringsrige.

Lille Emil begynder at græde, da far får mandelgaven. Far skynder sig at pakke op. Det er to små æsker med legoklodser. Far kigger helt fortvivlet på billederne af en bil og en dukkevogn. Nej, det er svært, det her! Han beder Emil og Puk om hjælp, og snart er de travlt optaget. Far smiler til mor. Roen sænker sig.

Så ringer fjernsynet. Det er bedstemor og bedstefar, der vil ønske glædelig jul. De er ellers lidt gammeldags og har spist rigtig flæskesteg. Mor taler lidt med dem og rynker først på næsen bagefter.

Så skal de gå rundt om det fine plastiktræ, som altid pyntet med kugler og elektriske lys. Mor synger for på de smukke julesalmer. Til sidst synger de “Nu er det jul igen” og løber rundt i hele huset. Far stopper på et tidspunkt, fordi han bliver forpustet. Men børnene løber og løber, også op og ned ad trappen. Da alle kommer tilbage til stuen, er der gaver under træet! Far fortæller, at julemanden i sin flyvende bil har været der. Emil vil ud at kigge, men nej, julemanden er selvfølgelig allerede fløjet videre. Og der er gaver at pakke ud! Puk får en lille model af et køkken, der ligesom mors har alle moderne bekvemmeligheder. Og Emil får et kemisæt.

Børnene leger med deres gaver. Far har taget mor på skødet og kysser hende.

Vil du være med til at gøre denne drøm til virkelighed?

Twitter 20221209