Twitter 20221227

Twitter 20221225

Jul, sne, lirekasser og socialdemokrati

Her de 3 foregående søndage har jeg præsenteret små julenoveller. Udover at de er science fiction, hvad kan man så sige om dem?

Jul i cyberspace er inspireret af Neuromancer.

Jul i morgen er inspireret af dels Drømmen om i morgen, dels madpiller, flyvende biler osv.

Cool jul er inspireret af dels sangen “Det’ jul, det’ cool”, dels genren postapokalypse. Og så blev den testlæst af Svend Aage Petersen.

Kendte du alle dem?

Twitter 20221223

Twitter 20221221

Twitter 20221219

Twitter 20221217

Cool jul

Det’ jul, det’ cool, gran og lirekasser

“Hvad ønsker du dig i julegave, lille skat?” 

Mor er i gang med at strikke årets julesweater. Den skal være blå med store, hvide snefnug. Anakin har aldrig set rigtig sne. 

Radioen spiller julemusik. Golden Oldies starter altid præcis en måned før jul. Mor siger, at de hører julemusik hver december. Det kan Anakin ikke huske. Og så siger mor, at når man kun er 5 år gammel, så husker man ikke så godt endnu. 

Mange af julesangene handler om julegaver. Han kan godt huske, at han fik legetøj, sidst det var jul. Og at der var et juletræ. 

“Jeg ønsker mig en lirekasser.” 

“Det hedder en lirekasse. Og det tror jeg ikke, julemanden kan klare. Prøv at finde på noget andet.”

Det er ikke første gang, mor siger, at der er noget, julemanden ikke kan. Det lyder mærkeligt. Når det er jul, kan julemanden så ikke alt?

Der er intet, man kan gøre, de sure buschauffører
Gør det svært at praktisere lidt julehumør
“Gå så tilbage for helvede” råber stodderen hæst

“Har du tænkt på, hvad du ønsker dig i julegave?” 

Far er ved at reparere ploven. Et stykke træ er brækket, og nu er han i gang med sav og høvl og alt det andet værktøj for at lave en erstatning. Er-stat-ning. Anakin smager på ordet. 

Sidste år fik han en kæphest i julegave. Far havde lavet hovedet og kæppen, og mor lavede manken. 

“Jeg ønsker mig en lirekasse.” 

Anakin kan godt lide at se på far, når han arbejder. Men nu stopper far og sukker. 

“En lirekasse? Hvorfor det?” 

Det kan Anakin ikke rigtig svare på. Han ved, at gran dufter godt. Det er så flot, når juletræet står inde i stuen. Så lirekasser er nok også noget godt. 

Mor kommer ud i værkstedet med en kop te. Far kigger på hende med rynkede bryn. 

“Har I nu hørt julemusik igen?” 

“Ja, selvfølgelig, der er jo en måned til juleaften.”

Far begynder at høvle igen. Mor ser forvirret ud. 

Samme pengeproblemer, det’ dyrt og hårdt
Udelukkende overtrukne kontokort

Julesweateren er pakket fint ind og afleveret til indsamlingen, så en eller anden heldig kan få en julegave. De har spist and. De har danset om juletræet. De har sunget en julesalme. Noget med en fattig jomfru. Og nu skal de pakke gaver op. Anakin får lov at begynde, fordi han er yngst. 

Papiret bliver taget forsigtigt af, så det kan bruges igen. Og så sidder han med en trækasse i hænderne. En kasse med hjul. En vogn? Der er også et håndtag på, ligesom på mors kødhakker. Det hele er malet i rødt og gult, og på toppen er der noget, mor siger er en node. 

Han kigger forvirret på kassen. Far rækker over og drejer på håndtaget, og så kommer der lyde ud af kassen. Anakin taber den forskrækket, og håndtaget kommer til at sidde skævt. Så kigger han bange på mor og far. Har han nu været uartig? 

En halv time senere har mor fået hele historien, om gran og lirekasser og duft og grønt. Far grynter, at de burde holde op med at høre radio. Når nu verden ikke længere indeholder kontokort og buschauffører. Mor forsvarer sig. 

“Herre Gud, hvordan skulle jeg vide, at han aldrig har set og hørt en rigtig lirekasse?” 

Twitter 20121215

Børn og zenolingvistik

Der er store ligheder mellem at opdrage børn og at kommunikere med rumvæsener. Selvfølgelig.

(Billede fra dream.ai.) 

Det følgende er en læsning af “Story of Your Life”, Ted Chiang. Spoilers! 

Man får et barn, fordi man (mor og far) har det rigtig godt sammen. Man får et barn, fordi det er gratis arbejdskraft. 

Man får et telefonopkald, fordi der er brug for en dygtig lingvist. Man får et telefonopkald, fordi ens afdøde barn er blevet fundet. 

Man får opklaret misforståelsen omkring ordet kænguru. Og brudepige. 

Man skifter fra mundtlig til skriftlig kommunikation. Man skifter til en kode, mors date ikke forstår. 

Man føler sig underligt langt fra sine jordiske kolleger. Man føler sig underligt forskellig fra sin datter. 

Det kræver tålmodighed at lære et nyt sprog. Det kræver tålmodighed at planlægge en rejse. 

Man ser det fremmede sprog, stort og som et billede. Man ser sin voksne datter, høj, på et billede. 

Man ser sin viden om det fremmede sprog vokse. Man ser sin datter vokse. 

Man bruger mest tid eller mindst tid. Man er mest lykkelig eller mindst. 

Det her fysik er svært at forstå. Det her “børn bliver voksne” er svært at forstå. 

Til en vis grad kan man se hele sætningen, før man begynder at skrive. Til en vis grad kan man se hele sit barns liv, før fødslen. 

Kende målet, før man starter, fordi man kan ikke skifte kurs undervejs. Opdage målet med ens børneopdragelse, men man kan ikke skifte kurs undervejs. 

En dag køber man en salatskål. En dag vil ens datter få den salatskål i hovedet. 

Drømme om at klatre, frygte det. Se sin datter klatre, frygte et uheld. 

Når man ikke tænker på fortid eller fremtid, men al tid. Når man ikke tænker på fortid eller fremtid, kun nu. 

Det er en lille optræden at tale, specielt “jeg erklærer nu”, som alle ved kommer. Det er en lille optræden at læse et eventyr højt, specielt når barnet kan det udenad. 

Man genkender, at det her er et vigtigt øjeblik, man vidste ville komme. Man genkender, at den her baby er ens eget barn.