Anmeldelse af Hunger Games, af Suzanne Collins.
Skitse: Katniss bor i distrikt 12, der primært huser minearbejdere. Hun går i skole. Hun gør sit bedste for sin mor og specielt sin elskede lillesøster, Prim. Det er et fattigt og sultent liv. Selvom det er forbudt, ser man gennem fingre med hendes krybskytteri, der hjælper familien lidt. Hun prøver ikke at lade utilfredsheden over deres situation skinne igennem; ti stille og hav et udtryksløst ansigt. Der er ellers rigeligt at være utilfreds med; i dag skal de 8.000 beboere fx bløde en pige og en dreng, alderen 12-18 år, til at kæmpe og sandsynligvis dø, så alle kan blive mindet om et gammelt, tabt oprør. Det tidligere Nordamerika, nu Panem, er der ikke nogen, der skal ændre på nedefra. – Og så bliver Prims navn udtrukket.
Er det science fiction? Det kan der ikke være meget tvivl om. Teknologiske fremskridt, koblet med en dystopi.
Temaer: Katniss melder sig frivilligt til at tage Prims plads, og så er dagsordenen for resten af bogen på plads. Vi lærer, hvor godt Katniss har det i skoven, og hvordan hendes evner som jæger bliver en stor fordel i spillene. (Det kunne være interessant at høre en soldats vurdering af hendes indsats, mig imponerer den i hvert fald.) Vi møder Haymitch, der er en tidligere vinder, hendes træner og manager – og fuld. Vi møder Effie, der repræsenterer den rige hovedstad; som person er hun for meget! Vi hører, hvordan hvert øjeblik før, under og efter spillene er præget af taktik. Vi ser, hvor snu Katniss er og i hvor høj grad hun holder sig til selvforsvar. Katniss vokser med opgaven. En ikke uvæsentlig evne (som hun deler med Harry Potter) er løbende at få forbundsfæller.
En stor del af hendes liv er vennen derhjemme, Gale, og hendes konkurrent, Peeta, der en gang var venlig overfor hende. Det er heller ikke mærkeligt i hendes alder, at hun ikke har helt styr på sine følelser overfor dem og at temperamentet kan løbe af med hende.
Det fylder meget, at distrikt 12 er fattigt, og at vores hovedpersoner pludselig har adgang til bunker af mad, der bliver yderst sanseligt beskrevet. På andre måder er der tilsyneladende ligestilling, nemlig mellem kønnene.
Lad mig slutte med et lille citat. Katniss viser en ny kjole frem for det rige publikum ved at dreje rundt.
When I stop, I clutch Caesar’s arm.
“Don’t stop!” he says.
“I have to, I’m dizzy!” I’m also giggling, which I think I’m done maybe never in my lifetime. But the nerves and the spinning have gotten to me.
Er det godt? Jeg kan godt lide filmene. Når film og bog afviger fra hinanden, så forstår jeg det godt. Når de ikke afviger, får jeg mange, lækre bonus-detaljer. Rigtig godt. Jeg slubrede bogen i mig på en dags tid, og det er trods alt en basse på små 400 sider.
Note: Eftersom jeg har set filmene, kan jeg nok ikke præstere at præsentere bogen, som om jeg ikke kender dem. Heldigvis er rigtig mange i samme situation som mig, så forhåbentlig gør det ikke så meget.
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 