Anmeldelse af Old Man’s War, af #JohnScalzi. Serie. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Jeg havde allerede læst bind 1-6 i den her serie, så den her gang har jeg bare læst bind 7. Som forventet, så er der nok små referater til, at jeg kan huske sammenhængene.

Skitse: Gretchen er egentlig en form for diplomat, der har specialiseret sig i kontakten med Obin, en bestemt type rumvæsen. Men sådan bare for sjov, så vedligeholder hun den kamptræning, hun også fik på et tidspunkt. Nåh, men en ny mission truer. En koloni med 50.000 personer (mennesker og andet) er pludselig forsvundet, og nogen skal ud at lede efter den. Gretchens far mener ganske bestemt, at hun vil være perfekt til det job, så find en katte-sitter og så afsted.

Er det science fiction? Yes.

Temaer: Når det er Scalzi, så er det også slåskamp. Gretchen render jævnligt ind i, at hun er nødt til at banke nogen. Eller sådan bare for at demonstrere noget, så får hun andre til at banke hinanden. Personligt finder jeg det lidt trættende.

Hele serien handler om mennesker, kolonisering og rumvæsner. Når en koloni fejler så voldsomt som i den her roman, så er der selvfølgelig behov for at efterforske sagen, sådan a la krimi. Men det bliver også noget med teknologi. Hvordan kan 50.000 personer sådan bare forsvinde? Og det bliver noget med diplomati. Når først vi finder skurken (fordi sådan en er der selvfølgelig), så skal der også findes en metode til kommunikation.

“Hello,” I said. “My name is Gretchen Trujillo, and I will be killing you today.” (Allerførste afsnit af bogen.)

“So, it’s not exactly metal,” Eongen said.
“What does that mean, not exactly metal?”

“The philosophical argument among the Consu will likely continue for some time, but Kitty has proposed the practical argument between the two of us come to an end.” [.. ]
“And just how do we settle this argument?” I asked, although I had a sinking feeling I already knew.
“We fight each other to the death, obviously,” Fluffy said.
I nodded. “Of course.”

Er det godt? Altså, god mellemvare. Det her bliver ikke min yndlings-bog af Scalzi. Han er tilsyneladende blevet bedre til det her med at gentage information uendeligt mange gange. (Fordi når information formuleres på en kæk, ny måde, så tæller det ikke?) Til gengæld bliver det en gentaget vittighed, at Gretchen giver en bestemt gruppe rumvæsner, der ikke vil ud med deres navne, kattenavne. Kitty. Bacon. Og vi skal også alt for mange gange forbi, at andre mennesker sætter spørgsmålstegn ved den strategi. Det er et plus, at slåskamp ikke altid er nok. Diplomati, strategi og den slags spiller også en rolle. ##-