Anmeldelse af “The Life and Times of Alavira the Great as Written by Titos Pavlou and Reviewed by Two Lifelong Friends” (gratis), af #EugeniaTriantafyllou. Langnovelle. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: 2 venner anmelder en roman på en hjemmeside. De er ikke helt enige, men det er okay.

Er det science fiction? Nej. Den anmeldte roman er fantasy.

Temaer: Alavira har et hårdt liv. Hun er prinsesse, og forældrene har besluttet, at alle deres børn skal kæmpe til døden, så den næste hersker kan blive fundet. Suk. Oveni er hvert barn blevet placeret alene i en anden familie. Som tiden går, så dør folk omkring Alavira, og hun bliver i stigende grad omgivet af deres spøgelser, i form af skygger.

Det sjove her er så, at forfatteren (altså Pavlou) har baseret den mekanisme på sit eget liv. Jaså. Noget her begynder at minde mig om egehjerter.

For forfatteren, og for i hvert fald den ene læser, er disse skygger virkelige. Når man har noget at fortryde, så popper sådan en op. Og jeg tror, der er hints af, at fortrydelse og identitet hænger sammen. Hvis man fx. er biseksuel, men ikke vil indrømme det. En mekanisme her er også, at nogen har styr på det, mens andre ikke har. Inklusive at en ung person ikke har styr på det, men får det som ældre.

Er det godt? Tja. Jeg sank ikke helt ned i den. ##-