Anmeldelse af “Our Echoes Drifting Through the Marsh” (gratis), af #MarieCroke. Langnovelle. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Når en person dør, så bliver liget bragt ud i mosen, og liget bliver forvandlet til et antal skulpturer af træ, der hver afspiller en lille lydstump, noget af en samtale, afdøde deltog i. Eller sådan var det i hvert fald. Fortællerens datter er ophidset over, at onkel ikke blev begravet på den nye, bedre måde.

Er det science fiction? Nix. Fantasy.

Temaer: Fortællingen er struktureret som en slags afhøring. Datteren, Danai, har en plads i rådet og er blevet udpeget til at finde ud af, hvad der egentlig er sket. Fortælleren, Embri, beretter derfor om forskellige små stumper af sit liv, der peger hen på, hvad der er sket og hvorfor. Hver lille beretning starter med at beskrive, hvordan en hypotetisk dødeskulptur, der passer til beretningen, kunne se ud.

Det helt store emne er: Skal man dvæle ved fortiden? Er det godt? Er det godt at opsøge en afdøds rester for at “have en samtale” med vedkommende? Og hvis man vil gøre opgør med den her praksis, hvor langt må man så gå?

Er det godt? Ja, jo. Velskrevet. Ikke helt oppe at ringe. ##-