Jeg har før skrevet om Tempo-litteratur, for at udforske fænomenet pacing, noget man skal have styr på, når man skriver.

Jeg er siden faldet over et andet godt eksempel: How Books Work: The Hunger Games (Part 1). Den bruger også farvekoder. Noget af det interessante ved den valgte passage er, at tanker ikke fylder ret meget og typisk bliver puttet ind mellem andre ting.

Så begyndte jeg at læse Hunger Games 0. Den har lange stræk, der er helt modsat. Coryo tænker og tænker. Her er et lidt tilfældigt eksempel fra kapitel 22.

Og det er gabende kedsommeligt.