Jeg pusler med at læse nogle sf-tekster, der undersøger den hurtige vej til Utopia. “Man skal bare justere lidt her, så …”

Småsnak om Incorruptible af Peter Watts.

Mirakelkuren i den her novelle kan beskrives med de her citater:

Hvordan vi er nu: “Grab everything you can, for as long as you can,” Malika says. “Good strategy fifty thousand years ago. Brainstem just— never got out of the Pleistocene. “

Hvordan moder Teresa måske var, hvordan resten af os kan blive: “What if she wasn’t just angling for a long-term jackpot? What if she actually  got off on that endless grinding pain and poverty, what if suffering for some future payoff— what if that felt as good as gorging on ice cream or wireheading or running the very best high-end VR anal with all the bells and whistles?”

Eller med andre ord: Hvad nu hvis fremsynede gerninger belønnes med dopamin?

Novellen udforsker primært effekten af den her justering på hovedpersonen. Jeg vil ikke afsløre, om menneskeheden bliver reddet. Men kuren må siges at have nogle uventede bivirkninger.