Fornylig havde jeg anledning til at lytte til A. Silvestri et par timer. (Bevares, der kom også tilråb fra salen, og de blev håndteret løbende. Men det var jo mest et foredrag.) Og det første ord, jeg tænker i den forbindelse er: Professionel.

Han er jo lærer. Det er ikke fremmed for ham at præsentere et stof.

Vi havde fra foreningens side bedt om at høre om hans sf-forfatterskab. Og selvom det måske ikke er det stikord, han oftest får, så gik det fint alligevel. Han tænker jo over tingene. Han ved, at den her novelle blev skrevet lidt som et eksperiment med noget bestemt, eller at noget besynderligt skete lige med den her bog, fordi anmelderne ikke kunne lide den. Som altid er det en fornøjelse at høre en forfatter, der kan sige mere end “den her historie føltes rigtig”.

Så med noget godt stof, med kød på benene, og med rutine i at præsentere stof glidende, så gik aftenen bare derudaf.

Jeg kan godt selv lide novellen “Tordenøglen”, som jeg også lærte at kende allerede som barn. Det er nyt for mig, at nærmest al worldbuilding i historien ligger på den første halve side, men det gør mig ikke mindre glad for den. Til gengæld nikkede jeg med, da vi blev enige om, at filmatiseringen ikke er så heldig.

Jeg har læst “I fremtiden” før, men jeg havde ikke opdaget rimene og versefødderne. Det gør den ikke dårligere.

Til gengæld har jeg ikke læst “The Future” før. Men jeg elsker baggrundshistorien om, at den delvist er drevet af alkohol.

Mange gange i løbet af aftenen opdagede jeg, at jeg kan huske de af Silvestris noveller, jeg har læst. De sidder fast. Og ikke-sf-delen, som Scener fra et parforhold og Optisk bedrag, sidder der også. Det var næsten synd, at vi ikke kunne snakke mere om dem.

Som bestyrelsesmedlem i en forening, der fik idéen til det her arrangement, så er jeg tilfreds. Vi fik næsten fyldt lokalet, og der var en god stemning. Som ganske almindelig fan, ja, det har jeg vist allerede beskrevet, der er jeg også glad.

Det er heller ikke skidt at se, hvordan en fellow-lollik præsenterer sine rødder.